BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Portræt af Deniz Kiy
Foto: Sara Galbiati
*Seneste udgivelse

Deniz Kiy

Senest opdateret
  • Andreas Eckhardt Læssøe
    cand.mag., september 2025
Hovedforfatter
  • Andreas Eckhardt Læssøe
    cand.mag., juli 2024

Intro

Deniz Kiy debuterede i 2021 med digtsamlingen ”Blå øje (türkü)”. Digtene i bogen er tætte, koncentrerede og rytmiske i deres udtryk. Det er digte, der kredser om familie, identitet, sorg, hjem og tab. Hans roman ”Blokkene” (2025) er en regulær flerstemmig kollektivroman fra boligblokkene, der er indbefattet af det politiserede begreb Ghettoen. Her udlever en hel række karakterer deres liv; mennesker der ellers sjældent bliver beskrevet med et rigt indre liv.

Baggrund

Deniz Kiy er født i 1994 i Randers og vokset op i Odense med forældre, der er immigrerede fra Tyrkiet. Han har gået på Forfatterskolen, hvor han dimitterede fra i 2019, og i 2021 udgav han sin første digtsamling, ”Blå øje (türkü)”.

”tænderne har kun huden at bide i

mine kolde hænder

dunker gå gå

med et hjerte i hver finger det løber

giv mig et rum et tæppe om ryggen

en stilhed foran fjernsynet

med min søster

på gulvtæppets blomster en varm jord

bøjede håndled en ømhed i leddene

jeg ringer og siger:

det er blevet koldt omkring

hjemmet er altid på den anden side

årenes veje er sårbare

der er en foruroligende lyd i mig

allahallah”

”Blå øje (türkü)”, s. 23.
Portræt af Deniz Kiy
Foto: Sara Galbiati
  • Født

    19. maj 1994, Randers.

  • Uddannelse

    Forfatterskolen, 2019.

  • Debut

    Blå øje (türkü). Gyldendal, 2019. Poesi.

  • Litteraturpriser

    Poesiens pris for årets bedste digtsamling, 2021.

  • Seneste udgivelse

    Blokkene. Gyldendal, 2025. Roman.

  • Inspiration

    Seldan Bağcan, Burcu Sahin, Toni Morrison, Âşık Veysel, Yunus Emre, Franz Kafka, Georges Perec.

  • Deniz Kiy

    Blokkene. Gyldendal, september 2025.

Debutdigtsamlingen består af fire suiter, der ikke fortæller en sammenhængende historie, men som kredser om temaer som familie, sorg, sygdom, vrede, sang og fællesskab. Den tredje suite har navn efter den tyrkiske by Çorum, hvor hans familie kommer fra. I 1970’erne blev alevitterne, som tilhørte den socialistiske venstrefløj, systematisk angrebet og chikaneret af statsstøttede højrenationalistiske militser. Kiy skriver ikke decideret, at hans forældre er flygtet som politiske flygtninge, og man kender som læser ikke de specifikke omstændigheder, men det er en vigtig baggrund at have med for at forstå bogens sorgfulde alvor. Der er selvfølgelig tale om karakterer i teksten, og derfor kan man ikke trække direkte paralleller til Kiys virkelige familie, men digterjeget i bogen hedder Deniz, så visse sammenfald må der siges at være. Og digtene er i høj grad undersøgelser af personlige rum. Et sted siger moren: ”jeg kan ikke huske mere/ siger mor om 1980/ jeg forstår siger jeg/ traumer som glaskugler under huden” (s. 37). I 1980 blev mindst 57 mennesker slået ihjel i en massakre i Çorum. Den benævnes ikke direkte i teksterne, men findes som et bagtæppe, en virkelighed, og farens politiske engagement nævnes, ligesom det skrives kort, at han er nedslidt af hårdt fysisk arbejde: ”baba er på hospitalet igen// tørre led og ru hænder ryggens kollaps en tvunget sommer i danmark/ rengøringens slid får ham til at sige/ jeg har nåle i benene” (s. 55).

Kiys interesse for litteratur startede, da hans forældres sprog kom til kort, når det kom til at læse Harry Potter højt for ham. Det tvang ham til gengæld til selv at lære at læse: ”Og derfra var det en ny verden, der åbnede sig op for mig – og et nyt lag af bevidsthed, som i kraft af min trang til at udforske skriften, blev en nødvendig del af mit jeg. Jeg læste bøger, prøvede at forstå sange, jeg skrev digte og fortællinger, det blev portaler til et indre og til noget andet, som måske ikke lige var til at forstå ved første øjekast.” [1]Andreas Læssøe-EckhardtInterview til Forfatterweb, juni 2024..

At læse og skrive er for Kiy ensbetydende med noget, der foregår imellem to sprog, med alt hvad det indebærer af oversættelser og besvær. Det betyder også, at han er med til at åbne for nye perspektiver i dansk poesi. Hans romandebut ”Blokkene” fra 2025 har også været med til at åbne for nye steder for litteraturen, nemlig de lejlighedsbyggerier, som kaldes sociale boligbyggerier, og som også kan havne på den såkaldte ghettoliste.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Deniz Kiy: Blokkene. Gyldendal, september 2025.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Deniz Kiy fortæller i et interview med Forfatterweb, hvordan tiden, han skrev ”Blå øje (türkü)” i, var præget af tanker om at miste sine bedsteforældre i Tyrkiet. Noget, der satte gang i mange tanker om slægtskab, hjem, sorg og identitet og forbindelse. Han fandt frem til at skrive en slags türküer, tyrkiske folkesange, på dansk, fordi de traditionelt beskæftiger sig med tematikker som sorg, kærlighed, krig og traume, og som genindspilles og genfortolkes gang på gang for ikke at glemme, for at holde fortiden i hævd.

”Mit arbejde med at gøre genren ’dansk’ var både befriende og svært. På en måde kan man sige, at tyrkisk er mit hjertes sprog og dansk mit hoveds. Med andre ord krævede det oversættelser af symbolik, ritualer og store som små tonelejer for at skrive tyrkiske kulturtraditioner ind i dansk samtidspoesi. Men jeg fandt en poesi, der både var intim og nær, samtidigt med at den holdt sig selv privat og beskyttet. Man kan sige, at titlen, Blå øje, indbefatter dette; den tyrkiske amulet, der findes i alle hjem, som et øje på væggen, en amulet imod onde øjne, der så snart bogen åbnes, forsøger at trænge ind som et fremmedgørende blik.” [1]Andreas Læssøe-EckhardtInterview til Forfatterweb, juni 2024..

Arbejdet med at skrive de nære og intime rum frem er fortsat for Kiy i romanen ”Blokkene”. Her er karaktererne folk fra arbejderklassen, der bor i de billige boliger, man kalder sociale boligbyggerier, og som kan havne på ghettolisten. Det er deres rige, indre liv, der skildres med stor omhu og ømhed. Det er rengøringshjælpen på den lokale folkeskole, den natarbejdende lagerarbejder, kioskindehaveren med et pillemisbrug, den nyuddannede jobsøgende. Deres liv er normalt genstand for politikere og medier, her er de hovedpersoner, subjekter med hjemløs sorg og grænseløs kærlighed.

I debutdigtsamlingen handlede det om familien og eksilerfaringen, hvordan man lever mellem to nationaliteter. I romanen er perspektivet udvidet, og det handler nu om et helt miljø, et sted i verden, man sjældent har læst om.

Beslægtede forfatterskaber

Sidsel Ana Welden Gajardo, som er generationsfælle med Kiy, skriver også om eksilerfaringen og om at komme fra forskellige nationaliteter. I hendes bog ”Du er min arv” (2023) er det faren, som er politisk flygtning fra Chile, der repræsenterer det andet tilhørsforhold. Han er traumatiseret, og Welden Gajardos bog er på sin vis en undersøgelse af, hvordan traumer kan gå i arv. Kiy bevæger sig også ind på det her emne, men ikke så direkte.

Burcu Sahin, som Kiy selv nævner som en af sine inspirationskilder, er en svensk digter, som også har skrevet meget om sin tyrkiske baggrund. Særligt i hendes første bog, ”Broderier” (2018), som Kiy har oversat uddrag af til dansk, som er udgivet i antologien ”Nyere svensk poesi” (2022).

Mikas Lang er en digter, der har skrevet meget om komplicerede tilhørsforhold, og også om den racisme, man møder i Danmark, når man er racialiseret. Både hans første digtsamling ”Melanin” (2019) og hans anden digtsamling ”Og spøgelser” (2021) tematiserer dette.

Liv Duvå har skrevet meget om familie og også om klasserelationer, sådan som Kiy også gør det i sin roman ”Blokkene”. Kiys boligblokke er ikke nævnt ved navn, men det gør Duvå, når hun i ”Ned fra himlen” (2024) skriver om de nedrivningsmodne højhuse i Brøndby Strand. Bygningerne er giftige, og deres beboere er ikke samfundets idealborgere med fuldtidslønninger og styr på deres e-boks.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Digte

Blå øje (türkü)
Blå øje (türkü)

Deniz Kiy

Gyldendal, 2021.

Roman

Blokkene
Blokkene

Deniz Kiy

Gyldendal, 2025.

Om forfatterskabet

De smukkeste øjeblikke i Deniz Kiys debutdigte er også de m…

Tue Andersen Nexø

Anmeldelse i Dagbladet Information, 2021-04-09.

5 hjerter: Smerten går i arv i ung danskers meget love…

Mikkel Krause Frantzen

Anmeldelse i Politiken, 2021-04-12.

Kilder citeret i portrættet

[1]

Interview til Forfatterweb, juni 2024.

Andreas Læssøe-Eckhardt