Henrik Andersen

Emneord:

dansk litteratur

Hovedforfatter

Maria Roslev
cand.mag., 2012

Med sin femte roman "Beskyttelseszonen" er Henrik Andersen blevet nomineret til DR Romanprisen 2012 og endelig blevet synlig på det litterære landkort. Romanen blander på fornem vis historiske kendsgerninger og ren fantasi – et greb, der går igen i hele forfatterskabet. Det giver en nøgtern og kontant skrivestil og en række fascinerende skæbnefortællinger, hvor rammende tidsbilleder, politik og ellers oversete litterære temaer fletter sig ind og ud mellem hinanden.

Baggrund

Henrik Andersen er vokset op i Assens på Fyn, men har siden 1998 boet i udlandet. Han har boet mange år i Berlin og er nu bosiddende i Stockholm med sin svenske kone.

”BRUCE SPRINGSTEEN var næsten altid i stand til at styrke hans selvtillid, og mens BMW’ens støddæmpere absorberede den ujævne motorvej mellem Rostock og Berlin, forsøgte han først med Born to run, derefter med Darkness on the Edge of Town og til sidst med The River. Lige lidt hjalp det.”

”Beskyttelseszonen”, s. 286.

Forfatterdrømmen har været intakt, siden han som færdig student fra handelsgymnasiet rejste til Frankrig med romantiske forfatterplaner i bagagen. Han drømte om at skrive barske drengerøvshistorier som Charles Bukowski og Ernest Hemingway. De første spæde forfatterforsøg gjorde han udi lyrikken, inden han begyndte at studere litteratur på Københavns Universitet. Et studium han færdiggjorde året før sin litterære debut.

Foto: Flemming Gernyx/Art People

Født
8. maj 1966 i Assens på Fyn.
Uddannelse
Cand.phil. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, 1994.
Debut
De skyldfri. Borgen, 1995.
Litteraturpriser
Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, 2005.
Seneste udgivelse
Beskyttelseszonen. People’s Press, 2011.
Inspiration
Charles Bukowski, Ernest Hemingway og Francis Scott Fitzgerald.

De tidlige skriblerier er blevet i skrivebordsskuffen, men i 1995 kom hans første roman ”De skyldfri”. En roman med en jeg-fortæller og en historie, der ligger tæt op ad Henrik Andersens virkelige jeg og liv. Bogen er en generationsroman om en ung mands forliste drømme. Kritikkernes modtagelse var ikke overvældende positive, men der var dog bred enighed om, at Henrik Andersens sprog fungerede godt og skarpt.

Måske var det den begyndelse, der placerede Henrik Andersen i gruppen af oversete forfattere. I hvert fald konkluderede Kunstfondens litterære udvalg, at han har udgivet en række oversete romaner, heriblandt ”Den tredje historie”, da de tildelte ham det treårige forfatterlegat i 2005.

Udover forfattervirksomheden har Henrik Andersen ernæret sig som oversætter. Det er måske ikke drømmejobbet, for som han siger ”Det var mere eller mindre en tilfældighed, at jeg begyndte at oversætte” [2], men hans tyskkundskaber har bl.a. ført ham til den østtyske forfatter Thomas Brussig, hvis bog ”I den korte ende af Sonnenallee” han har oversat til dansk. Og de har også ført ham til den tyske yndlingsforfatter Heinrich von Kleists fortællinger, som han elsker, fordi: ”Hos Kleist kan verden skabes og gå under igen i løbet af to sætninger.” ”[2].

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Henrik Andersen dyrker de lidt nicheprægede temaer i sit forfatterskab. I sin seneste roman ”Beskyttelseszonen” er det DDR, Stasi og fodbold, han skriver om. Tidligere har han skrevet om 1930’ernes filmhistorie, Socialdemokratiets formandsskifte efter Anker Jørgensens valgnederlag i 1987 og skibet Hans Hedtofts forlis på jomfrurejsen til Grønland i januar 1959.

Andersens romaner indeholder således alle historisk stof, og de bruger konsekvent virkelighedens materiale som afsæt for fiktionen. Derfor inddrages kopier af virkelige formularer, skrifter og andet i bøgerne. Det er med at skabe en genre på grænsen mellem fakta og fiktion.

Men virkeligheden skal tilføres fantasien for at blive til en interessant historie, mener Henrik Andersen. Han siger i forbindelse med udgivelsen af sin tredje roman ”Folkets mand”: ”Som romanforfatter forsøger jeg at forestille mig, hvordan det ville have været, hvis jeg selv havde stået i samme situation som Michael Lundberg, og derfor skal jeg bruge det autentiske forløb. Men jeg skal have mine egne personer placeret i romanen, ellers bliver det hele uinteressant.” [1].

Den særlige blanding af det historiske og de opdigtede skæbnefortællinger giver mættede og rammende tidsbilleder, der levendegør fortidige miljøer for læseren. I et kortfattet sprog præget af knivskarp dialog leverer Henrik Andersens romaner både stof om samtiden og fortiden, og de trækker alle på et grundigt researcharbejde. Han skriver genkendelige rum frem, så man føler, man er der, men som forfatter er han opmærksom på ikke at drukne i virkelighedens materiale. Det er den gode historie, han jagter: ”Nok er det politiske, og det genkendelige politiske, konstant nærværende hele vejen gennem bogen. Men først og sidst har jeg ønsket at fortælle en god historie.” [1].

Et andet gennemgående tema i hans forfatterskab er forholdet og opgøret mellem far og søn. Både den politiske thriller ”Folkets mand” fra 1998 og ”Gensyn med Kap Farvel” fra 1996 handler om et far-søn opgør. Det gælder i det hele taget i forfatterskabet, at romanerne også er skæbnefortællinger, der handler om livets helt store temaer som død, tilgivelse, kærlighedens omkostninger og forliste drømme.

Beslægtede forfatterskaber

Henrik Andersens seneste roman ”Beskyttelseszonen” har et direkte tematisk fællesskab med kultklassikeren ”Fodboldenglen” af Hans-Jørgen Nielsen. Udover at handle om fodbold og den verden, der knytter sig dertil, har romanerne også skildringen af en drengs opvækst til fælles. Strukturen i ”Beskyttelseszonen” er næsten en tro kopi af strukturen i Hans-Jørgen Nielsens roman. Begge fortællere mister deres barndomsven fra fodboldbanen, og i begge historier er vennen professionel fodboldspiller. Faktisk flytter Henrik Andersen bare strukturen fra Amager til Fyn.

At tage fodbold alvorligt gør Nick Hornby også i romanen ”Fodboldfeber” fra 1998. Indsigtsfulde kommentarer om fodboldspil og drenge og mænds forhold til spillet er fælles for de to forfattere, men Nick Hornbys skrivestil er langt mere ironisk og båret af humor.

Den norske forfatter Erlend Loe er også en ironiens mester, men han deler inddragelsen af virkelige dokumenter i fiktionens verden med Henrik Andersen. I sin debutroman ”NAIV.SUPER” kopierer han virkelige mails og kopier af billetter ind i romanen, ligesom Henrik Andersen både i ”Den tredje historie” og ”Beskyttelseszonen” inddrager filmselskabers samarbejdsaftaler og journaluddrag fra DDR. Det opløser de rigide grænser mellem fiktion og den virkelige verden, og dette greb er drivkraft i både Loes og Andersens fiktionsunivers.

Den historiske autenticitet og sproglige sikkerhed, som man finder hos Henrik Andersen, går igen i Anders Bodelsens forfatterskab. Det kendetegner begge forfattere, at de gransker deres stof nøje, så de leverer præcise og detaljerede miljøskildringer. De skriver begge i en ligefrem og koncentreret stil, der til tider kan minde om journalistens. Og de formår begge at sætte både samtidens og fortidens problemer på spidsen.