Inge Pedersen

Emneord:

Hovedforfatter

Michelle Mølgaard Andersen
journalist, 2015

Drivkraften i Inge Pedersens forfatterskab er hendes eget brud med de gældende normer i lokalsamfundet i Nordjylland. Da hun debuterede som forfatter, var hun midt i 40’erne og boede i Nørre Nissum, hvor en karriere som forfatter havde svære odds. Ikke desto mindre valgte Inge Pedersen at gå denne vej. Dette vanskelige normbrud er tematisk gennemgående i hendes forfatterskab, hvor det dog ikke er alle, der som Inge Pedersen har modet til at følge deres drømme.

Baggrund

Inge Pedersen er født i Brønderslev i 1936. Hun debuterede i 1982 med digtsamlingen ”Leve med kulden”, og i 1995 udgav hun sin første roman, ”Måneår”. Forfatterskabet tæller både digtsamlinger, romaner og novellesamlinger, men også udgivelser, der strækker sig ud over det skrevne ord. Hun har blandt andet sammen med trioen ”Soft Wings” sat musik til nogle af sine digte.

”(…) hvis jeg forlod trygheden, ville jeg forråde min mor og hele min familie. Jeg ville forråde sproget der var inde i Vendsyssels stride blæst, var inde i Vesterhavets torden, var inde i lyngens hvisken i den blomstrende, uendelige Vildmose. Hvis jeg forlod trygheden, ville jeg måske ende med ingen steder at høre til.”

”Til Amerika”, s. 292.

Fra 1961, før Inge Pedersen startede sin karriere som forfatter, arbejdede hun som tysk- og idrætslærer på Nørre Nissum Seminarium og HF frem til 1995.

Inge Pedersen skriver på sin hjemmeside, at det ikke var nogen fordel at bo og arbejde på den yderste, vestlige, såkaldte udkant af Danmark, som hun sammenligner med Korsbæk, når man gerne vil være forfatter. I et interview på bloggen ”Ny Dansk Litteratur” uddyber hun den modstand, hun mødte, således: ”Jeg drømte om at blive forfatter, men jeg betragtede det som en umulighed. Jeg var en del af et miljø, hvor det at drømme om at være forfatter ikke var anerkendt. Så jeg lagde drømmen fra mig.” (Inge Pedersen – En forfatters indvikling i litteraturen. Ny Dansk Litteratur).

Foto: Peter Kamp Knudsen

Født
1936, Nørre Nissum.
Død
2018.
Debut
Leve med kulden. Borgen, 1982.
Litteraturpriser
Statens Kunstfonds præmiering, 1992. Græsprisen, 2005. Statens Kunstfonds præmiering, 2006. Axel Sandemoseprisen, 2008.
Seneste udgivelse
Vejen går gennem luften. Gladiator, 2017. Roman.
Inspiration
Herta Müller.

Det gjorde det heller ikke nemmere, at hun, før hun debuterede, var en kvinde midt i 40’erne, der var gift og havde tre børn. Forud for sin debut følte hun derfor både, at hun ”havde det forkerte køn, den forkerte alder og den forkerte adresse” (Inge Pedersen: Biografi. ingepedersen.dk).

Det endte med, at det netop var denne følelse af modstand, der skulle blive Inge Pedersens drivkraft i forhold til at kaste sig ud i livet som forfatter. ”Det sku bli’ løgn, at hvem som helst skulle fortælle mig, hvor (mit) centrum befinder sig, det sku jeg nok selv finde ud af,” skriver hun på sin hjemmeside (Inge Pedersen: Biografi. ingepedersen.dk). Det svære brud med normerne, som Inge Pedersen selv har stået over for, har hun som forfatter brugt tematisk i flere af sine værker, herunder ”Berørt” (1992) og ”Til Amerika” (2010). Her er det bare ikke alle, der ligesom Inge Pedersen bruger modstanden som motor.

I dag bor Inge Pedersen i Mårslet ved Aarhus. Hun har 10 litterære værker på bagen, og hun arbejder stadig med at bryde med det konforme, hvilket blandt andet kan ses ved, at hendes udgivelser er blevet mere eksperimenterende, jo ældre hun er blevet.

Om det sted hun nu er i livet og i sit forfatterskab, skriver hun på sin hjemmeside: ”Som jeg har det nu, tænker jeg at jeg har det helt rigtige køn, den helt rigtige adresse, og den helt rigtige alder – og desuden har jeg noget, som jeg har lyst til at beskæftige mig med resten af mit liv. For jeg forestiller mig, at der ikke findes noget bedre end at fortsætte som jeg begyndte, idet jeg er overbevist om, at hvis poesien og digtekunsten forfalder, trues sproget – og dermed hele verden og jeg i den – af et farligt hukommelsestab.” (Inge Pedersen: Biografi. ingepedersen.dk).

I 2005 blev Inge Pedersen tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse til kunstnere. Ud over sit eget forfatterskab oversætter Inge Pedersen tyske værker til dansk, og hun har blandt andet oversat nogle af sin egen favoritforfatter Herta Müllers værker.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Inge Pedersen socialrealistiske noveller og romaner skildrer hverdagslivet, og ofte er scenen henlagt til det nordjyske lokalsamfund, hvor hun selv er vokset op.

Gennem hendes forfatterskab møder man personer, der befinder sig på alle stadier i livet: Barnet i ”Og halsen af en svane”, teenageren i ”Til Amerika”, dem der er midt i livet i ”Anden frekvens” og de ældre på alderdomshjemmet i sidste del af novellesamlingen ”Berørt”. Alle har de det til fælles, at de føler sig fastlåst i livet og drømmer om et andet liv, end det der er blevet deres skæbne.

Denne længsel er det gennemgående tema i Inge Pedersens forfatterskab. En længsel, der udspringer fra hendes eget liv, og som hun selv brød med, da hun realiserede drømmen om at blive forfatter. Inge Pedersen skildrer de sociale vanskeligheder, der kan være forbundet med det at følge sine drømme. Men samtidig giver hun også et indblik i de psykologiske konsekvenser, det kan have for dem, der holder sig tilbage. Hun viser, at det kræver mod at bryde med de trygge rammer, som mange gror fast i. Det kræver mod at turde leve livet.

I flere af Inge Pedersens romaner står romanens hovedperson over for en løsrivelse fra sine forældre. I ”Anden frekvens” har Amanda gennem hele sit liv aldrig forstået sin mor, så det er først, da moderen bliver syg, og døden banker på, at mor og datter omsider opnår en gensidig forståelse for det liv, de hver især har levet. Også pigen, som vi følger i både ”Og halsen af en svane” og ”Til Amerika”, har svært ved at løsrive sig fra sine forældre, som hun er overbevist om har brug for hende, hvis de ikke skal gå fra hinanden.

Sproget og dets detaljer spiller også en afgørende rolle i Inge Pedersens forfatterskab, og forfatterens kærlighed til skriften dukker flere steder op som et symbol på frihed. Blandt andet i ”Til Amerika”, hvor pigens drømme er forbundet til noget sprogligt, men også i titelnovellen i novellesamlingen ”Et lille stykke luft” (2003), hvor en ældre dame holder fast i livet ved at skrive. Interessen for detaljen i sproget deler hun desuden med barnet i ”Og halsen af en svane”, der smager sig frem på ordene, før hun finder ud af, hvilke hun kan lide, og hvilke hun ikke kan lide.

Inge Pedersen har udtalt, at netop fordybelsen i sprogets verden er det, der driver hende både i sin egen litteratur og i læsningen af andres. (Inge Pedersen: En forfatters indvikling i litteraturen. Ny Dansk Litteratur).

Beslægtede forfatterskaber

Inge Pedersens romaner og noveller er realistiske psykologiske og sociale portrætter af familie- og hverdagslivet. Denne genre kan man også finde i Tove Ditlevsens tidlige værker.

Tove Ditlevsen har blandt andet skrevet om forholdet mellem mor og barn i romanen ”For barnets skyld” (1946), som tematisk berører nogle af de samme emner som Inge Pedersens ”Anden frekvens”. Men også i Tove Ditlevsens radioroman ”Vi har kun hinanden” (1954) beskæftiger hun sig med emnet. Romanen handler om bekymringen omkring, hvad der kommer til at ske, når et barn forlader reden. I Tove Ditlevsens roman skildres bekymringerne fra forældrenes perspektiv, mens man i Inge Pedersens ”Til Amerika” (2010) oplever det fra barnets perspektiv.

I de selvbiografisk funderede værker ”Og halsen af en svane” og ”Til Amerika” bruger Inge Pedersen humor som et middel til at bearbejde de problemer og omvæltninger, romanpersonerne gennemgår. Humoren kommer til udtryk i dialogen mellem personerne i de små familier. Det samme gør norske Anne B. Ragde, der også ligesom Inge Pedersen tager fra hovedstolen i sit forfatterskab.

I ”Jeg skal gøre dig så lykkelig” (2012) og ”Jeg har et tæppe i tusind farver” (2014) beskriver Anne B. Ragde i lighed med Inge Pedersen middelklassefamilien set fra kvindernes synspunkt.

Det kvindelige synspunkt finder man også i Lisbeth Bruns forfatterskab. I debutromanen ”Nord for fjorden” (2005) skriver Lisbeth Brun også om familieliv i Nordjylland og om de begrænsninger, der er for individet, når man er bosat i Udkantsdanmark.

Inge Pedersens digte er ligesom novellerne og romanerne psykologiske hverdagsskildringer, men sprogligt er de forbundet til det mere sanselige. I hendes digtsamling ”Simultan” (1988) beskriver hun en proces hos en kvinde, der oplever en dyb kærlighed, samtidig med at hun gennemgår en sorg efter at have mistet et barn. De to umiddelbart modstridende følelsesmæssige oplevelser skaber på tværs af romanen en mening for hovedpersonen. Dette sproglige spil med at skabe sammenhænge mellem umiddelbart modstridende følelser beskæftiger Pia Tafdrups sig også med i sin digtsamling ”Sekundernes bro” (1988).