Anne B. Ragde

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
august 2023
Maria Roslev
cand.mag., februar 2020

Hovedforfatter

Maria Roslev
cand.mag., 2015

Den norske forfatter Anne B. Ragde er mest kendt for sin populære Berlinpopler serie om familien Neshov fra Trondheim. Bøgerne har solgt over en million eksemplarer, og de tre første bøger er lavet som et teaterstykke og en TV serie. Men det er ikke kun nordmændene, der elsker familiekrøniken om bonden, bøssen og bedemanden. Serien er oversat til adskillige sprog og bliver flittigt læst ude i verden. Ragde skriver i mange genrer og debuterede som børnebogsforfatter i 1986, men det blev altså romanen, der gav hende det folkelige gennembrud.

Baggrund

Anne B. Ragde er født i 1957 i Hardanger i Norge. Hun er barn af en dansk mor og en norsk far. Som 4-årig flyttede hun med sine forældre til Trondheim, hvor hun voksede op, og hvor hun også bor i dag. Hendes forældre blev skilt, da hun var otte, og ifølge Anne selv betød det, at hendes barndom var slut. Hun fik meget ansvar og skulle klare det meste selv, og især begyndte hun at tage ansvar for familiens økonomi, fordi hun fornemmede, hvor fattige de var. Umiddelbart lyder det som en barsk barndom, hvad den også var en overgang, mens moren Birte kom sig over skilsmissechokket. Birte fik imidlertid hold på sig selv, tog et arbejde og så blev livet nemmere – også for datteren.

”Hvordan dukker en roman op i en forfatters hoved?
Når man mindst venter det.
Nu ved jeg jo, at det var forfatteren i mig, der trak Anne op af det smeltende mudder. Det at vide, indse, at det her kan jeg fandeme skrive om. På det tidspunkt havde jeg levet i undtagelsestilstand i næsten tre måneder uden en eneste gang at se mig selv som forfatter.”

”Jeg har et tæppe i tusind farver”, s. 42.

Moren har haft stor betydning for Ragdes litterære liv. Foruden at være hovedperson i to af Ragdes romaner, ”Arseniktårnet” fra 2001 og ”Jeg har et tæppe i tusind farver” fra 2014, er hun årsag til, at Ragde overhovedet blev forfatter. Det mener Ragde i hvert fald selv. Morens modvilje over for norske børnebøger betød, at Ragde fra hun var fire år fik læst højt af H.C. Andersen, så hun fik litteraturen ind med modermælken, som hun udtrykker det. I det hele taget opfordrede Birte sin datter til at læse, for ”hvis du bliver glad for at læse, så vil du aldrig føle dig ensom.” (Anne Lindmo: Interview med Anne B. Ragde. NRK TV, 2014-09-06).

Foto: Lasse Berre / Rosinante

Født
3. december 1957 i Hardanger i Norge.
Uddannelse
Cand.philol. fra Universitetet i Trondheim, 1984.
Debut
Børnebogen Hallo! Her er Jo! Cappelen, 1986.
Litteraturpriser
Bl.a. Riksmålsforbundets litteraturpris, 2004. Norges boghandlerpris, 2005. Den norske læserpris, 2005.
Seneste udgivelse
Mor og mig. People's, 2023. (Muttra og meg, 2022). Oversætter: Camilla Christensen.
Inspiration
”Kvinder, der står fast som klipper i en storm og rider stormen af.”

Som helt ung var det dog ikke skriften og fortællingerne, Anne B. Ragde troede, hun skulle leve af. Hun ville være dyrlæge. Derfor arbejdede hun en kort periode som veterinærassistent, men dyr kom hun aldrig til at arbejde med. Hun er uddannet lingvist fra universitetet i Trondheim, hvor hun også har undervist i massekommunikation i en periode. Hun har også arbejdet som tekstforfatter på et reklamebureau, og i 1986 debuterede hun som forfatter med børnebogen ”Hallo! Her er Jo”. Det blev startskuddet på et forfatterskab, der tæller mere end 40 udgivelser, og som dækker mange genrer. Ragde skriver alt fra erotiske noveller over krimier til børne- og ungdomsbøger. ”En tiger for en engel” fra 1990 anses som hendes romandebut. Den trækker på forfatterens eget liv, hvad mange af de efterfølgende romaner også gør.

Ragde lever alene i dag, og det passer hende godt at være herre i eget hus. Hun siger: ”Jeg har været gift tre gange. Jeg elsker bryllupper og har både været hvid brud, sort brud og gift i nationaldragt. Men forhold kræver meget og adskillelse endnu mere. Jeg kedede mig til sidst i ægteskaberne. Jeg trives meget godt i mit eget selskab. Jeg elsker at være chef i mit eget hus. Man bestemmer selv, hvornår man skal have en fest, og hvornår man skal have tv-aften.” [2].

I dag er Ragde en af Norges bedst sælgende forfattere, men det har taget mere end 20 år som forfatter at nå dertil. Hun fremhæves ofte som en meget ærlig og bramfri fortæller, men om det er opskriften på succes, aner hun ikke. Hun siger: ”For eksempel ”Berlinerpoplerne”, der handler om tre brødre. Mænd læser ikke så meget som kvinder, og jeg troede ikke, kvinder ville læse om tre brødre. Men det viste sig, at bogen blev ret populær. Så jeg har ingen opskrift.” [2].

Genrer og tematikker

Tematisk kredser Ragdes forfatterskab om familien og dens indre logik. Det er splittelsen og det dysfunktionelle, der er i fokus, men samtidig har hun øje for værdien af det fællesskab, der også findes i familien.

Tidsmæssigt har hun en forkærlighed for 1960’ernes Norge. I ”Jeg skal gøre dig så lykkelig” portrætterer hun f.eks. en hel opgang i en boligblok, så læseren kan følge otte familiers liv, som de så ud i 1965. At skrive tidstypiske miljøer og omgivelser frem er lidt af et speciale for Ragde, og det går igen i hele forfatterskabet. Ragde kender sine karakterer og miljøer indgående, og man mærker tydeligt den store research, der ligger bag hendes bøger.

Det er især de helt almindelige mennesker, der befolker forfatterskabet, og om det siger Ragde: ”Manden på gaden det, man kalder gennemsnitsmennesket er det mest spændende menneske. Det har ingen store illusioner om sit eget liv og tager tingene, som de kommer. Men de er meget mere spændende, end de selv tror.” [1].

Ragde skriver nøgternt, ærligt og bramfrit, og hun investerer både sig selv og sin familie i sine bøger. I erindringstrilogien bestående af ”En tiger for en engel”, ”Arseniktårnet” og ”Jeg har et tæppe i tusind farver” skriver hun tæt på virkeligheden. Hun skriver om sit eget liv, som hun husker det. Hun skriver med andre ord mellem det fiktive og det virkelige og skriver sig altså ind i den bølge af biografisk fiktion, der i øjeblikket præger en del af den litterære scene.

”Jeg har et tæppe i tusind farver” er ud over at være en erindringsbog og et portræt af forfatterens mor en kritik af, hvordan samfundet behandler de gamle. Derfor er Ragde ofte blevet spurgt, hvorfor hun har valgt romanen som genre og ikke debatbogen f.eks. Til det svarer hun: ”Fordi jeg er forfatter og ikke journalist. Det er en roman på den måde, at det er mig, der vælger de ting, jeg husker fra min mors liv. Men navnene på de steder, hun bliver anbragt i behandlingssystemet, er autentiske.” [3].

Beslægtede forfatterskaber

Hemmeligheder og løgne i familien er et tema, der optager flere kvindelige, danske forfattere. Det gælder f.eks. Ida Jessen, Trisse Gejl og Lisbeth Brun. Sidstnævnte har som Anne B. Ragde skrevet en slægtsfortælling om helt almindelige mennesker, der bor ude på landet, og der er flere ligheder mellem Ragdes serie om Neshov-familien og Bruns limfjordsserie, der består af bøgerne ”Vejs ende”, ”Det du mister”, ”Som brødre vi dele” og ”Resten af livet”.

I begge serier er det en slægtsgård, der spiller hovedrollen og danner ramme for fortællingens handlinger. I begge serier står miljøportrættet stærkt, og det er tydeligt, at de to forfattere har indgående kendskab til egnen, som de skriver om. Derudover har Ragde og Brun tilfælles at skrive til sanserne. Deres hovedpersoner er imidlertid forskellige. Ragde skriver om mænd, mens Brun skriver om kvinder, og derfor har de to serier nogle tematiske forskelle. Ragdes serie handler foruden om slægten og dens hemmeligheder om homoseksualitet og ensomme mænd, mens Bruns serie også handler om kvinderollens udvikling over generationer.

At drage sig selv og sit virkelige liv ind i fiktionen er efterhånden mere reglen end undtagelsen i litteraturen. I hvert fald skrives der en del bøger, der kan samles under betegnelsen biografisk fiktion eller autofiktion, så når Anne B. Ragde skriver om sit eget liv, som hun gør i erindringstrilogien, skriver hun sig ind i netop den litterære tendens.

Franske Delphine de Vigan skriver også tæt på virkeligheden i romanen ”Alt må vige for natten” fra 2013. Og præcis som Ragde skriver hun et portræt af sin mor, dog efter morens død. Begge forfattere sættes i gang af smerte, og selv om det er to meget forskellige mødre de portrætterer, har døtrene til fælles, at de igennem skriften søger forståelse og trøst. Både Ragde og Vigan drager selve skriveprocessen ind i romanens handling, men stilistisk skriver de forskelligt. Ragdes ”Jeg har et tæppe i tusind farver” er fragmentarisk og båret af humor, mens Vigans ”Alt må vige for natten” følger en tidsmæssig kronologi og stilistisk er mere poetisk.

De to forfattere deler desuden den ærlighed, som de fortæller med, men hvor Ragde er mere kompromisløs, forsøger Vigan at respektere familiens version af slægtshistorien. Netop det at turde skrive ærligt er afgørende for Ragde som forfatter. Hun siger: ”Man skal ikke skrive halvt om noget. Man skal kunne gå hele vejen. Ellers kan man ikke blive forfatter. Man skal både kunne kritisere Hells Angels, muslimer og sin egen mor. Ellers er man ikke kunstner. Man skal være kompromisløs og trofast på sit skriveprojekt. En forfatter må ikke føle selvcensur, og hvad Anne tænker, er ikke særligt interessant. Men man skal huske, at ansvaret kun ligger hos forfatteren. Man må have fuld kunstnerisk frihed.” [2].

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"