Ingvild H. Rishøi

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2021

Hovedforfatter

Anne Vindum
cand.mag., 2016

Den norske novelleforfatter Ingvild H. Rishøi er som den første nogensinde blevet nomineret i to kategorier i den prestigetunge norske litteraturpris Brageprisen. Hun vandt prisen for ”Vinternoveller”, der med sympatisk præcision portrætterer nogle af samfundets skævere eksistenser. Dem, der har kærlighed nok, men ikke har midler eller overskud til at give den videre. Hendes noveller er skarpe og milde og emmer af en rørende næstekærlighed.

Baggrund

Ingvild Hedemann Rishøi er født i 1978 og voksede op i Oslo-bydelen Lambertseter med forældre og lillesøster. Hendes mor arbejder med radiodokumentar på NRK og hendes far er norsklektor, og barndommen var præget af bøger, højtlæsning og historiefortælling i bussen på vej til børnehave om morgenen. I 1. klasse havde hendes klasselærer øje for hendes skrive- og fortælletalent, men det var hendes forældre, der opdagede hendes evne til at fortælle historier. I teenageårene boede hun i forstaden Kjelsås og var en ivrig håndboldspiller.

”Men det er det folk gør, køber puder, taler med fremmede. Og andre folk har det ikke som mig, de ryger ikke ned i et hul i sig selv, det er ikke sådan de har det. De siger bare noget. De siger bare hvad de skal have. – Jeg skulle have en pude til min søn, siger jeg. – Dun, fjer eller syntetisk? siger damen, og jeg mærker at jeg sveder nu, jeg lugter sikkert allerede af sved, og jeg ser hvad hun ser, når hun ser på mig, hvem jeg er, hvor jeg har været.”

”Den rigtige Thomas”, ”Vinternoveller”, s. 51.

Rishøi er uddannet journalist og arbejdede som featurejournalist ved de norske aviser Dagbladet og Dagens Næringsliv fra 1999-2003. Et langvarigt sygdomsforløb gav en tænkepause, der resulterede i beslutningen om at blive forfatter, og hun har siden udgivet tre novellesamlinger og har skrevet tekst til to billedbøger for børn, ”Unbrakomonsteret” (2007) og ”Pling i bollen” (2012).

Foto: Hans Frederik Asbjørnsen

Født
24. august 1978 i Oslo, Norge.
Uddannelse
Journalist.
Debut
La stå. Gyldendal Norsk Forlag, 2007. Noveller.
Litteraturpriser
Sult-prisen, 2012. P.O. Enquists pris, 2013. Brageprisen, 2014. Kritikerprisen, 2014. Doublougprisen, 2024.
Seneste udgivelse
Stargate : en julefortælling. Batzer, 2021. Oversat af Arild Batzer.
Inspiration
Alf Prøysen, André Bjerke.

For novellesamlingen ”Vinternoveller” fik hun i 2014 den prestigefulde norske litteraturpris Brageprisen, og hun var den første nogensinde til at blive nomineret i to kategorier. Samtidig var det første gang siden 1967, at en novellesamling vandt. Præmiesummen på 75.000 norske kroner donerede hun til miljøværnsorganisationen Natur og Ungdom i deres arbejde mod udvinding af olie og gas på norsk grund.

I et interview fortæller Rishøi om inspirationen fra den norske forfatter Alf Prøysen, der bl.a. deler hendes blik for, at livet er godt og ondt på samme tid. Ellers har hun læst André Bjerkes fjollerim og en lang række klassikere, og et højskoleophold gjorde afgørende indtryk: ”Jeg lærte nok mest om skrivefaget, det år jeg gik på skrivelinjen på folkehøjskole i Åsane. Der forstod jeg, at skrivning også er et håndværk. Jeg turde jo aldrig sige her i Kjelsås, at jeg ville være forfatter, men jeg husker, da det gik op for mig, at Astrid Lindgren faktisk var et menneske. At hun var noget, der hed forfatter, og havde fundet på Emil og Pippi og Grynet og alle dem. Jeg husker, at jeg tænkte, at det måtte være et fint job.” [1].

Sideløbende med forfatterjobbet er Ingvild H. Rishøi redaktør på bladet Avsagd Hagle, der er et satirisk litteraturfanzine, hvor bl.a. hendes søster også er med i redaktionen.

Ingvild H. Rishøi bor i bydelen Rødtvet i Groruddalen i Oslo med barn og sin mand, som hun også deler kontorfællesskab med.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Ideerne til sine fortællinger får Ingvild H. Rishøi ofte fra brudstykker af samtaler, hun overhører. Hun fik inspiration til novellen ”Vi kan ikke hjælpe alle”, da hun en dag stod i et prøverum og overhørte, hvad der foregik i rummet ved siden af. Her snakkede en mor med sin lille pige, der havde tisset i bukserne, og de skulle købe et par nye underbukser til pigen. Det blev til en historie om en fattig mor, der mangler de sidste 20 kroner for at kunne købe sin datter et par rene underbukser: ”Jeg tror, jeg lægger mærke til sådanne bittesmå scener, fordi de kan være ladede med store ting. Alenemorens kærlighed til datteren ligger jo i det trussekøb. Når de store ting vises i helt konkrete småting, det er det, jeg synes, er spændende. Jeg prøver af og til nye ting af, men jeg har indtil videre ikke kunnet skrive store, episke romaner eller krimier med plot og sådan. Jeg arbejder hellere med trusser og småtterier.” [1].

Om længden på sine tekster fortæller Ingvild H. Rishøi, at hun kun mestrer det korte format, og at en fordel ved at skrive noveller er, at man kan overskue hele teksten på en gang. Hun fortæller, at det bliver for kedeligt at skrive langt, og at hendes måde at arbejde med hver sætning på passer bedre til novellen end til romangenren: ”Novellen er et fantastisk sted at finpudse sin form. Men det hænder, det bliver for meget form og for lidt indhold. Selv læser jeg ikke for at studere form, men for at blive berørt.” [3].

Rishøi læser selv mange krimier for at aflure plot- og spændingsstrukturer, og barndommens eventyrinteresse afspejles også i hendes tekster. I slutningen af flere af hendes noveller kommer en tilfældig hjælper, der som en gæst fra et eventyr minder os om, at velfærdsstaten ikke samler alle op, og at vi derfor hver især har et ansvar for at tage hånd om hinanden. Rishøi oplever dog, hvordan folk i hendes nærmiljø i Groruddalen tager ansvar for hinanden, ”fordi vi bor tæt,” som hun siger [2].

Sympatien ligger hos de mennesker, som har svært ved at rejse sig fra stolen eller gå udenom pubben. Alle har en grund til at handle, som de gør, og medmenneskelig omsorg og kærlighed kan lige præcis godt rumme næsten.

Rishøi portrætterer sine karakterer ud fra detaljer og lægger vægten på de små betydningsbærende forskelle. Klasseforskelle optegnes i detaljerne, som da Thomas overraskes af Live, der læser avis ved morgenbordet, hører NRK KLASSISK og foreslår at gå en tur i det fine vejr. Hun giver ham allernådigst to Panodiler, og han ”havde aldrig nogensinde taget færre end fire Panodiler” (s. 50). Novellerne tematiserer sociale skel og menneskers forskellige livsbetingelser i en erkendelse af, at man ikke altid selv er herre over sit liv og sine muligheder.

I sprækker i det klare sprog finder formuleringer fra behandlingssystemet vej. Mørke rande under øjnene er udtryk for ”lav kompetence i egenomsorg” (s. 106), og karakteren har både sin egen og sin sagsbehandlers formuleringer på tungen. På den måde er der hele tiden to blikke på en situation.

Gennem teksterne optræder der mange fraværende og ustabile mødre, og mennesker der forsvinder ind i sig selv i enten sygdom, ensomhed eller misbrug.

Beslægtede forfatterskaber

Rishøi har flere forbilleder inden for novellegenren og fortæller selv om de to norske skoler inden for novellen: ”Den ene skole hylder Kjell Askildsens knappe stil, og den anden sværger til det eksperimenterende i Hans Herbjørnsruds noveller”, [3] og lægger til, at hun i sin første samling ”La stå” hørte til den sidste. Senere har hun overgivet sig til bare at have det sjovt, når hun skriver, uden at skele til litterære skoler.

Rishøis bøger har flere fællestræk med Ida Jessens noveller og romaner. De er funderet i en genkendelig realisme, og de solide psykologiske karakterskildringer er skabt i detaljer og fornemmelser. Hos begge forfattere aner man de store dramaer bag den stille overflade og det ufortalte, og i f.eks. i Jessens novellesamling ”Postkort til Annie” (2013) er der lavmælte og tyngende portrætter af konfliktfyldte familieforhold.

Den norske forfatter Trude Marstein skriver også ud fra familiens interne dramaturgi. Iscenesat i helt almindelige hverdage i et ligefremt sprog handler hendes bøger om de forventninger, mennesker har til hinanden og om de svigt og løgne, et liv spindes ind i. Kærlighed på kryds og tværs i familier er centralt i de registrerende skildringer i f.eks. ”Intet at fortryde” (2010) og ”Hjem til mig” (2013).