
Katrine Buchhave Andersen
- Signe Juul Kraftjournalist, 2007
Intro
Beverly Hills, Kvindernes Kampdag og modellervoksfigurer godt blandet sammen med en ung kvindes forvirrede tanker og tegninger om verden omkring og inden i sig. Det er en del af elementerne i den tidligere elev på Forfatterskolen Katrine Buchhave Andersens debutroman “Eva – et styk vestlig hjerne med kvaps i knolden fx”, der udkom sommeren 2007. Bogen skildrer med humor, en vis portion selvironi og en fri, legende stil, der skifter mellem tv klip og hovedpersonen Evas tanker, nutidens zappergeneration i en verden fuld af valg og muligheder med alt, hvad det indebærer af rastløshed, forvirring, selvbebrejdelser og en altoverskyggende længsel efter at kunne kontrollere følelsernes og tankernes skræmmende og opslugende kaos.
Baggrund
Katrine Buchhave Andersen blev født 1981 i Lejre og voksede op i den lille by Fjellerad syd for Aalborg, hvor hun gik i folkeskole. Efter Buchhave Andersen havde fået sin studenterhue på Aalborg Katedralskole, rejste hun syv måneder til Schweiz for at arbejde på en restaurant og samle penge sammen til en tre måneders rejse til Sydøstasien. Rejsen forsatte til Testrup Højskole, hvor den unge forfatterspire gennem sit arbejde på skolens skrivelinje fandt ud af, at Forfatterskolen eksisterede og efterfølgende søgte ind på skolens populære toårige kunstneriske uddannelse. Det lykkedes Buchhave Andersen at komme gennem Forfatterskolens nåleøje i 2003, og i 2005 dimitterede en skrivelysten forfatterspire, som efter kort tid påbegyndte skriveriet på sin debutroman, mens hun arbejdede som handicaphjælper.
”Men det er vel heller ikke sikkert, at der er andre, der synes det samme, som hun synes. Hvad er det lige, hun synes? At der skulle indføres et forbud mod alt det, som ændrer menneskers personlighed til det værre? En moralsk lov? Så må hun vel heller ikke sidde foran fjernsynet hele tiden, hvis hun ikke må gøre noget, der påvirker den perfekte psyke.”
- juni 2007 udkom Buchhave Andersens debutroman “Eva – et styk vestlig hjerne med kvaps i knolden fx”, der modtog stor opmærksomhed fra anmelderne, som gav blandet, men overvejende positiv kritik.

Født
1981 i Lejre.
Uddannelse
Toårig uddannelse på Forfatterskolen, afsluttet 2005.
Debut
Romanen “Eva – et styk vestlig hjerne med kvaps i knolden fx”, 2007.
Litteraturpriser
Har ikke modtaget nogle priser.
Seneste udgivelse
Eva – et styk vestlig hjerne med kvaps i knolden fx. Anblik, 2007. Roman.
Buchhave Andersens arbejde med bogen var et langstrakt og gennemtænkt projekt med mange genlæsninger og redigeringer: *“Inden jeg sætter mig ned for at skrive, har jeg essensen af indholdet i hovedet. Så skriver jeg og læser det højt for mig selv mange gange. Jeg arbejder til en vis grad rytmisk”, siger hun. [2]Jørgen Aagaard“Et styk vestlig hjerne med kvaps i knolden”2007. Fyens Stiftstidende, 2007-06-21.
Buchhave Andersen har desuden lavet redaktionsarbejde for Banana Split – tidsskriftet for multinational litteratur – hvortil hun også har lavet en queerlæsning af Lars Frosts roman “Smukke biler efter krigen”, samt bidraget med et uddrag fra “Eva – et styk vestlig hjerne med kvaps i knolden fx”.
Endvidere har den unge forfatter lavet redaktionsarbejde for “Følgesvend til Verdens Tilstand 2005”, som er en række digtere og forfatteres overskrivelser eller genskrivelser af den årligt udgivne rapport “State of the World”, der ’diagnosticerer’ verden med en lang række samfunds- og naturvidenskabeligt funderede analyser af centrale aspekter af verdens tilstand, økologisk, økonomisk, militært med mere.
I august 2007 rejste Buchhave Andersen til Mellem- og Sydamerika for at arbejde med undervisning og lære spansk, mens hun ser kontinentet: *“Jeg synes, det er vildt sjovt at skrive, og det ville være et super lækkert job at leve af. Men nu trænger jeg til at komme ud og se noget andet.” [3]Randi Rehmeier“Kvaps i knolden er helt i orden”2007. Nordjyske Stiftstidende, 2007-06-22.
Udvalgte bøger
Katrine Buchhave Andersen skriver i en tanke- og talesprogsnær stil med selvopfundne udtryk og ofte korte sætninger. Selvom stilen er fri og legende, er det dog tydeligt, at romanens form er konstrueret, og at der ligger en dybere mening bag kompositionen med de mange skift i tanker og tv-programmer. Skiftene mellem de mange tv-programmers forskellige sproglige stilarter og Evas frie, let naivistiske tankeflows skaber en medrivende og afvekslende læseoplevelse. Opfindsomheden i at omformatere tv-soaps, debatter, børneprogrammer med videre til litterær prosatekst, er medvirkende til, at bogen ikke kører i tomgang i Evas utallige tankerækker og spekulationer. Tv-klippene fungerer ikke kun som afveksling og afbrydelser i Evas tanker, men også som illustrationer af tiden og i nogle tilfælde som katalysatorer for Evas tanker, for eksempel da hun ser et makeover-program (side 106-117), hvor kvinden Kellys miserable liv forvandles til sand lykke efter en omfattende medikament- og vaccinationskur, der blandt andet omfatter genmedicin mod alkoholmisbrug, medicin mod generthed og overdreven shopping og en række antidepressiver. Behandlingen får ikke kun Kelly til at tabe nitten kilo og holde op med at ryge, men skaber orden på alle områder i hendes liv, fra børn over arbejde til seksualliv. Programmet sætter dels gang i Evas tanker om problematikken i at behandle psykiske tilstande medicinsk, dels i tanker om problemet i, at samfundet skaber mennesker, når det i teorien burde være omvendt – eller om det i virkeligheden er omvendt, fordi det for eksempel er mennesker, der skaber medicinen og Kelly selv, der vil være noget andet end det, hun er.
Mange af Evas tanker peger i retning af hermeneutikken. Den hermeneutiske ideologi beskæftiger sig med tolkning eller fortolkning, og hermeneutik er en fortolkende forståelse eller udlægning. Den hermeneutiske tankegang er, at det ikke giver mening at opstille kausale love, da et individ altid vil kunne vælge forskellige handlingsmønstre. Det vigtige i hermenutikken bliver dermed at forstå, hvorfor individer vælger, som de gør.
“Eva – et styk vestlig hjerne med kvaps i knolden fx” indledes med et citat af den hermeneutisk interesserede tyske filosof Hans-Georg Gadamer (1900-2002), som hævdede, at al forståelse beror på forudforståelse, at vores opfattelse af verden afhænger af den virkelighed, vi lever og tænker ud fra. Dette omdrejningspunkt som koncept deler “Eva – et styk vestlig hjerne med kvaps i knolden fx” med Kirsten Hammans roman “Fra Smørhullet”, som handler om karakteren Mette, der på samme måde som Eva lever i konstant forvirring over verdens mange muligheder og modsigelser.
Formmæssigt lægger “Eva – et styk vestlig hjerne med kvaps i knolden fx” sig op ad eksempelvis Lars Frosts roman “Smukke biler efter krigen” og Lone Hørslevs roman “Fjerne galakser er kedelige” med sine mange skift mellem personalhistoriske oplysninger og mere eller mindre eksistentielt filosofiske tanker.
De eksistentielle problemstillinger, hvor ingen svar er endegyldige, optager Katrine Buchhave Andersen meget, og hendes litterære ambition er at vende tingene på hovedet, så læseren ser dem fra en anden vinkel. Hun udtrykker det selv som: *“At bruge litteraturen til at undersøge verden fra et andet sted, eller på en anden måde fra dét samme sted. Udnytte, at tiden og rummet og den ganske virkelighed kan forandres og kreeres efter mit ønske. Og dermed rode i folks hjerner.” [1]Søren Kassebeer“Man kan godt være forfatter uden at være andet”2005. Berlingske Tidende, 2005-07-02.
Bibliografi og kilder
Relaterede forfattere
Bibliografi
Katrine Buchhave Andersen
2007. Roman
Andre produktioner
Katrine Buchhave Andersen m.fl..red. Andersen
Katrine Buchhave m.fl. ed. Andersen
2005. Oversættelse i.e. Andersen, Erik Scherz m.fl
Om forfatteren
Links
På hjemmesiden er der et interview med Katrine Buchhave Andersen om “Eva – et styk vestlig hjerne med kvaps i knolden fx”.
Søgning i bibliotek.dk
Kilder citeret i portrættet
“Man kan godt være forfatter uden at være andet”
Søren Kassebeer
2005. Berlingske Tidende, 2005-07-02
“Et styk vestlig hjerne med kvaps i knolden”
Jørgen Aagaard
2007. Fyens Stiftstidende, 2007-06-21
“Kvaps i knolden er helt i orden”
Randi Rehmeier
2007. Nordjyske Stiftstidende, 2007-06-22




