Leïla Slimani

Hovedforfatter

Michelle Mølgaard Andersen
journalist, august 2026

Den fransk-marokkanske forfatter, journalist og samfundsdebattør Leïla Slimani er en af de vigtigste intellektuelle stemmer i nyere fransk litteratur. Hun skriver om det hykleri, der eksisterer i misforholdet mellem samfundets lovmæssige, kulturelle og sociale forventninger og menneskets inderste behov og drifter. Hun har selv rødder i to forskellige nationaliteter og kulturer og beskriver i sine romaner den fremmedgørelse, der følger med, når man bevæger sig mellem lande, traditioner og klasser, som hendes egen familie også har gjort.

Forfatter, journalist og samfundsdebattør Leïla Slimani er født i Marokkos hovedstad Rabat i 1981. Her voksede hun op i en liberal og veluddannet fransktalende familie med en fransk-algerisk mor, der var speciallæge og en marokkansk far, der arbejdede som bankmand og sidenhen som højtstående embedsmand. Som 17-årig forlod Leïla Slimani sit hjemland, da hun rejste med sine forældre til Paris for at studere politologi og medievidenskab på Institut d’études politiques de Paris.

Foto: Catherine Hélie, Éditions Gallimard

Født:
3. oktober 1981, Rabat, Marokko.
Uddannelse:
Institut d'études politiques de Paris.
Debut:
Dans le jardin de l'ogre, 2014. Roman
Litteraturpriser:
La Mamounia-prisen, 2015. Prix Goncourt, 2016. British Book Award, 2019.
Seneste danske udgivelse:
Jeg bærer ilden. Gyldendal, 2026. (J’emporterai le feu, 2025). Oversat af Karsten Nielsen. Roman.
Inspiration
Gustave Flaubert, Virginia Woolf, Milan Kundera og Toni Morrison.

Leïla Slimani debuterede som forfatter i 2014 med romanen ”Dans le jardin de l’ogre”, der handler om kvindelig sexafhængighed. Det store gennembrud kom i 2026 med ”Chanson Douce”, der indbragte hende den prestigefyldte franske litteraturpris Prix Goncourt som den første marokkanske forfatter nogensinde. Romanen blev filmatiseret og udgivet i 45 lande. I 2020 udkom ”De andres land”, der er første bind i en trilogi inspireret af hendes egen slægtshistorie. Karaktererne Mathilde og Amine bygger på hendes mors forældre, mens karakteren Mehdis skæbne minder om hendes fars. Han kom som økonomiminister i Marokko på kant med loven og tilbragte tid i fængsel. Sidste bind i serien, ”Jeg bærer ilden” (2026), foregår i Slimanis egen levetid og er den mest personlige i serien.

”Et had vokser i hende. Et had, som er i kontrast til hendes ivrige underdanighed og barnlige optimisme. Et had, som forstyrrer alt. Hun er hensunket i en trist og forvirret drøm. Plaget af følelsen af at have set og hørt for meget fra andres intime forhold, en intimitet, som hun aldrig har fået lov at opleve. Hun har aldrig haft sit eget soveværelse.”

”Vuggesang”, s. 155.

Ved siden af forfatterskabet har Slimani arbejdet som journalist, blandt andet på magasinet Jeune Afrique, hvor hun fra 2008 begyndte at dække Nordafrika og senere rapporterede om det arabiske forår. Det var herigennem, hun blev optaget af unge marokkanske kvinders manglende seksuelle rettigheder.

I 2017 udgav hun bogen ”Sexe et mensonges” (”Sex og løgne”). Den afdækker unge marokkanske kvinders seksualitet og det hykleri, der finder sted i det muslimske samfund, fordi religion og lovgivning ikke er i overensstemmelse med virkelighedens realiteter. Bogen affødte stor diskussion i Marokko og cementerede Slimani som en vigtig intellektuel stemme. I 2017 blev hun udnævnt af Emmanuel Macron som hans personlige repræsentant for Frankofonien. Det vil sige, at hun udfylder en politisk og diplomatisk rolle for præsidenten og taler på hans vegne i spørgsmål vedrørende den fransksprogede verden og kultur. Samme år modtog hun den statslige hæder Ordre des Arts et des Lettres, der gives til betydningsfulde stemmer inden for kunst og litteratur i Frankrig. I dag bor hun i Portugal med sin mand og deres to børn.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Leïla Slimani bliver interviewet af Marc-Christoph Wagner på den franske ambassade i København. Louisiana Channel, 2022-05-27.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Tematisk beskæftiger Leïla Slimani sig med køn, ulighed, identitet og seksuelle tabuer. Hun skriver om misforholdet mellem lovgivningen, de kulturelle og sociale forventninger, som det muslimske samfund i Marokko stiller op og virkelighedens realiteter. I alle hendes romaner er karaktererne undertrykt af normer omkring enten køn, ulige magtforhold, seksualitet eller tilhørsforhold. I ”Jeg bærer ilden” skjuler Mia sin homoseksualitet for familien, mens hendes lillesøster har et hemmeligt forhold med sin 20 år ældre lærer. I ”Se os danse” har Selma et incestuøst forhold til sin nevø Selim, mens både patriarken Amine i ”De andres land” og hovedkarakteren i ”Adèle” har sex uden for ægteskabet. Leïla Slimani skriver på en måde, hvor hun ikke er moralsk fordømmende over for disse handlinger men i stedet optaget af den indre skam og splittelse, kampen for selvstændighed og frigørelse kan medføre.

Som journalist og debattør har Slimani også afdækket kvinders manglende seksuelle rettigheder og konsekvenserne af misforholdet mellem den konservative lovgivning og kvinders indre liv og begær. I Marokko er sex uden for ægteskab ulovligt, og problemet opstår ifølge Slimani, fordi loven fratager kvinder retten til deres egen krop og seksualitet, fortæller hun i et interview. [1]. I essaysamlingen ”Sexe et mensonges: La vie sexuelles au Maroc” fra 2017 har Slimani samlet en række vidneudsagn fra kvinder i Marokko, der ikke kan leve et frit kærlighedsliv og derfor må leve et skjult dobbeltliv.

Et andet centralt emne i Slimanis forfatterskab er klasse og kolonisering, og det hykleri, der både findes hos patriarkatet og kolonisterne i Marokko, men i lige så høj grad hos den velhavende kreative klasse i Paris, som ægteparrene i både ”Adèle” og ”Vuggesang” tilhører. De såkaldte bourgeois bohèmes, der på papiret har de rigtige værdier, men som samtidig har muligheden for at lukke øjnene for uligheden i samfundet.

Både ”Adèle” og ”Vuggesang” kan genremæssigt kategoriseres som psykologiske thrillers, mens Leïla Slimanis tre seneste værker udgør en historisk slægtsfortælling. Sproget i alle romaner er meget realistisk, usentimentalt og præcist.

Beslægtede forfatterskaber

I et interview med magasinet Vanity Fair fortæller Slimani, at hun er inspireret af den tjekkiske forfatter Milan Kunderas roman ”Tilværelsens ulidelige lethed” fra 1984 [2]. Den handler om kærlighed, begær og frihed i skyggen af Sovjetunionens invasion af Tjekkoslovakiet og rejser spørgsmålet, om et liv uden tyngde også bliver et liv uden mening. Slimani citerer fra værket i begyndelsen af ”Adèle”,_ _og der er samtidig dele af plottet i ”Adèle”, der flugter med Kunderas klassiker. Begge romaner har en utro protagonist og ender begge med, at værkernes par flytter væk fra byen og den uro, den tilbyder.

Den engelske avis The Guardian har sammenlignet Slimanis karakter Adèle med Emma Bovary, der er hovedkarakter i den franske forfatter Gustave Flauberts roman ”Madame Bovary” fra 1857. [3]. Ligesom Adèle er Emma en gift kvinde, der føler sig kvalt i sit kedelige ægteskab. Hun længes efter den passion, intensitet og de store følelser, hun kender fra de romantiske romaner, hun læser. Både Emma og Adèle længes efter frihed og udlever deres begær gennem affærer, og begge opsluges de i en ond spiral af skam og selvdestruktion.

Slimani har i flere interviews nævnt, at hun er inspireret af Virginia Woolfs måde at skrive om kvinders indre liv og frihed på, og at særligt Woolfs essay ”A Room of One’s Own” (1929) har haft stor betydning for hende som forfatter. [4]. I ”Vuggesang” skriver Slimani direkte om barnepigen Louise, at hun aldrig har haft sit eget værelse. Både Slimani og Woolf skriver om kvinders begær, kvinders intellektuelle liv og om den ambivalens, der er knyttet til forventningen til kvinder. I begge forfatteres værker er kvinders begær ikke kun noget seksuelt, det handler i høj grad også om frihed, kreativitet og retten til et selvstændigt liv. Samtidig har de også det til fælles, at de beskriver de mørke og modsætningsfyldte sider af kvinders erfaring uden at moralisere.

Den danske forfatter Sofie Jama har lige som Slimani afrikansk baggrund og skriver om erfaringen med at befinde sig mellem to kulturer. Hvor Slimani i sine bøger undersøger spændingen mellem en fransk og en marokkansk identitet, forsøger hovedkarakteren Baraka i Jamas ”Et andet menneske, et andet liv” at forstå og forene sit somaliske ophav og livet som krigsflygtning i Danmark. Begge forfattere interesserer sig for, hvordan mennesker formes af deres kulturelle rødder, familiære relationer og samfundets forventninger, og hvordan det kan være vanskeligt at skabe sig en selvstændig identitet i spændingsfeltet mellem tradition og frihed.