Sofie Jama

Emneord:

Senest opdateret

Maria Roslev
cand.mag., august 2020

Hovedforfatter

Astrid Sandvad Kudahl
cand.mag., marts 2019

Djinner, drømme, lyster og traumer. Dansk somaliske Sofie Jama skriver ærligt og levende om den somaliske kultur og erfaring. Både den, der har udspillet sig i årtier på sletterne i det østlige Somalia, hvor hun som barn levede en nomadetilværelse, og den, man finder i det somaliske miljø i Danmark, som hun blev en del af som krigsflygtning og teenager i 1990’erne. I debutromanen ”Et andet menneske, et andet liv” fletter hun egne og andres erfaringer med krig og flugt sammen til en skæbnesvanger fortælling om at høre til og skabe sin egen identitet.

Baggrund

Sofie Jama (f. 1982) er født i Somalia, hvor hun boede de første 14 år af sit liv. Hendes mor arbejdede som pædagog og lærer, faren som dommer og siden borgmester. Opvæksten var præget af usikkerhed, og da borgerkrigen i Somalia brød ud i 1990, førte den derfor ikke kun dårlige men også gode ting med sig for Sofie Jama: ”Min barndom var ret dysfunktionel. Med vold og elendighed, ikke omkring os, men derhjemme. Min mor og far kunne ikke enes. Men så startede krigen, og så var det nogle andre ting, de fokuserede på: nærvær og kærlighed. De blev gode venner, og det gik rigtig godt for dem. De begyndte at have et kærlighedsforhold til hinanden – de begyndte endda at grine, kan jeg huske.” [2]. Men krigen gjorde også familien hjemløs, faren forsvandt og sammen med sin mor og søskende flygtede Sofie Jama ud til det østlige Somalias sletter, hvor hun levede en nomadetilværelse og blandt andet arbejdede som gedehyrde. Efterfølgende flygtede familien til Etiopien og siden Danmark, hvor de ankom til Aalborg, da Sofie Jama var 14 år. Her kom hun i skole for første gang, først i en klasse for tosprogede børn, siden på efterskolen Brøruphus ved Skanderborg. Efterskoleopholdet fik stor betydning for hende. Her kendte kun ganske få til hendes baggrund, fortæller hun: ”Jeg undlod i en periode at fortælle om min fortid, da jeg ikke ville pakkes ind i vat længere. Jeg ville have, at mine omgivelser skulle stille krav til mig, og jeg var så træt af at være en stakkels krigsflygtning, som ingen forventede noget særligt af.” [1].

”Det er så mange år siden og alligevel ikke særlig langt væk. Det var i et andet land i en anden tid. En lille pige blev stor på alt for kort tid. Jeg ligner en voksen kvinde og opfører mig sådan. Jeg smiler og forsøger at passe ind, fordi jeg ikke kan gøre andet. Også til livet i Danmark er jeg blevet omskåret af nødvendighed. Men fortiden klæber til nutiden som honning eller tjære, umulig at fjerne.”

”Et andet menneske, et andet liv”, s. 12.

Under efterskoleopholdet tilbragte Sofie Jama ofte eftermiddagene på det lokale bibliotek, hvor hun søgte viden om dansk historie og kultur. Her fik hun øjnene op for, hvad litteratur kan: ”Jeg ville lære det hele, og det var bibliotekaren i Skanderborg, der sørgede for min integration. Det var også her, jeg fik en slags litterær dannelse og opdagede, at romanen som form kunne rumme også de voldsomt komplekse og usammenhængende fortællinger.” [1].

Foto: Politikens forlag

Født
16. april 1982, Buro, Somalia.
Uddannelse
Kulturformidling og arabisk sprog, Aarhus Universitet, 2012.
Debut
Et andet menneske, et andet liv. Politikens Forlag, 2019.
Litteraturpriser
Ingen kendte.
Seneste udgivelse
Den nordiske mands hævn. Politikens Forlag, 2020.

I mange år skrev Sofie Jama tekster for sig selv, som et slags personligt helle sideløbende med sin integration i Danmark, fortæller hun: ”Der var hele tiden noget, der nagede, jeg hvilede aldrig rigtigt i mig selv. Og det var selvfølgelig spøgelserne, minderne og traumerne, der lå – jeg fik aldrig nogensinde sjælero. Og dér fandt jeg litteraturen, fortællingen, som et hjørne, jeg kunne trække mig tilbage i.” [3].

Sofie Jama har en uddannelse i kulturformidling og arabisk sprog fra Aarhus Universitet og arbejder ved siden af sit forfatterskab som tolk for de danske myndigheder. Hun har desuden skrevet kronikker for Dagbladet Information.

I 2019 debuterede Sofie Jama som romanforfatter med ”Et andet menneske, et andet liv” og i 2020 udgav hun ”Den nordiske mands hævn”.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Sofie Jama interview. Politikens Forlag, maj 2019.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Identitet og tilhørsforhold er et gennemgående tema i Sofie Jamas forfatterskab. I ”Et andet menneske, et andet liv” er Baraka så ivrig efter at slippe fri af sine somaliske rødder, at hun flygter fra sin familie og skifter navn til Maria. På samme måde har den jødiske Esther et halvt århundrede tidligere skiftet identitet til danske Rosa. Frigjort fra de fordomme, der følger med at være flygtning, jøde, somalier, muslim, oplever de begge en ny form for frihed. Men fortiden haler ind på dem, og de begynder at søge tilbage til deres rødder.

Religion spiller her en rolle som identitetsmarkør, og det kommer blandt andet til udtryk i Baraka og hendes mors omskiftelige forhold til de islamiske leveregler. Efter ankomsten til Danmark begynder Baraka, til sin mors fortrydelse, at bære niqab og besøge den lokale moske. Siden smider hun niqaben, nu også til morens fortrydelse. Religionen går således fra at være noget, Baraka søger tilflugt i og gemmer sig bag, til noget, hun flygter fra.

”Et andet menneske, et andet liv” er ikke selvbiografisk men trækker alligevel på Sofie Jamas egne erfaringer. I et interview med Politiken reflekterer hun over, hvad det betyder at flygte fra sin fortid: ”Det har sine omkostninger at fjerne sin fortid. Man bliver fremmed over for hinanden, og man bliver fremmedgjort. Jeg var blevet til noget andet, men du kan ikke fjerne fortiden. Jo mere du prøver at vaske den af, jo mere bliver du klistret til – ligesom med tjære eller honning. Jeg kæmpede imod i mange år, indtil jeg indså det. Så blev jeg et helt menneske.” [2].

Jamas debut behandler også den aktuelle situation med flygtninge i Danmark og Europa, men her fortalt fra flygtningens synsvinkel. Om dette fortællermæssige valg har Sofie Jama sagt: ”For mig har det været vigtigt at fange og fortælle historier fra flygtningeperspektivet, dem vi ikke taler om og ikke ved, hvem er. De bliver måske omtalt som tal, en trussel, en byrde, men vi ved egentlig ikke, hvem de er. Men hvis vi nu tager det her menneske op til overfladen, hvor det kan fortælle sin historie, så skaber det også empati hos læseren.” [3].

Den kvindelige seksualitet er ligeledes central både i ”Et andet menneske, et andet liv” og i ”Den nordiske mands hævn”. Især den muslimske kvindes seksualitet beskrives gennem både Baraka og Sara. Baraka er omskåret, sådan som det er skik i Somalia, men omskæringen, der skulle dæmpe hendes seksuelle lyster, har ikke den tilsigtede effekt, og romanen igennem oplever hun en stor seksuel lyst præcis som Sara i ”Den nordiske mands hævn”. Om den omskårne og muslimske kvindes seksualitet siger Sofie Jama: ”Jeg har researchet rigtig, rigtig meget, og der findes kun litteratur om omskæring, der fortæller, hvor forfærdeligt det er, og alt er lukket og slukket. Men det andet findes også, så det er bare for at skabe nuancer, jeg skriver om det.” [3].

Beslægtede forfatterskaber

Med sine beskrivelser af det somaliske miljø i Danmark skriver Sofie Jama sig ind i en række af danske forfattere med ikke-vestlig baggrund, som behandler forældregenerationens møde med det danske samfund. Men hvor forfattere som Yahya Hassan, Sara Omar og Geeti Amiri ofte også optræder som samfundsdebattører, ønsker Sofie Jama ikke at deltage i den offentlige debat: ”Jeg vil ikke være nogens mangfoldige indspark eller den islamkritiske stemme, der skal bekræfte stereotype fordomme. Og den her roman er ikke et debatindlæg, men et forsøg på at skabe et rum til forståelse og fordomsfri nysgerrighed på tværs af typiske kasser og forudindtagede perspektiver,” har hun sagt i et interview. [1].

Litterært og tematisk findes der da også flere ligheder mellem Sofie Jamas forfatterskab og en række internationale forfattere, heriblandt britisk-indiske Salman Rushdie, som i sin roman ”Skam” (1983) skriver om migrationen som en nomadetilværelse og belyser den rodløshed og skam, det kan have til følge. Det samme gør fransk-marokkanske Tahar Ben Jelloun i sin roman ”Hjem” (2010). Her er det især problemerne med at tilpasse sig det nye land, der belyses. Også fransk-iranske Marjane Satrapi skriver om at falde til og skille sig ud i et nyt land i tegneserien ”Persepolis” (2000), her set i et teenageperspektiv som det, man også finder hos Sofie Jamas karakter Baraka. Endeligt er den libyske forfatter Ibrahim al-Konis beskrivelser af nomadelivet i ørkenen, sådan som det kommer til udtryk i hans roman ”Blod af sten” (2005) stilmæssigt og tematisk ganske lig Sofie Jamas beskrivelser af tilværelsen på de somaliske sletter. Hos begge forfattere står naturens kræfter, mytiske figurer og troen på en allestedsnærværende gud centralt i deres beskrivelser af livet som nomade.