
Marie Aubert
- Redaktionenmarts 2023
- Maria Høher Larsencand.mag., maj 2020
Intro
Med et enkelt hverdagssprog og mundrette dialoger undersøger den norske forfatter Marie Aubert de komplekse, skamfulde og smertefulde følelser i vores nære relationer, som vi sjældent taler om. I sine noveller og i sin debutroman skildrer hun det moderne voksenliv med alt, hvad det indebærer af børn og barnløshed, ensomhed og jalousi. Hun insisterer på dobbeltheden som et uundgåeligt vilkår i livet og tager det alvorligt, at det moderne livs frihed også medfører fortrydelse og længsel.
Baggrund
Marie Aubert er født i 1979. Som 21-årig blev hun optaget på Skrivekunstakademiet i Bergen, men faktisk medvirkede opholdet til, at hun i en periode indstillede sin forfattervirksomhed, forklarer hun i et interview i det norske magasin Psykisk helse: ”Jeg lærte meget af at gå på Skrivekunstakademiet, men efterfølgende har jeg tænkt, at jeg var for ung til at gå der. Jeg var 21 og 22 år. Hele tiden at skulle forholde sig til en gruppe på tolv personer og hvad hver enkelt mener, kan være temmelig forvirrende, når du selv ikke er sikker på, hvordan du vil skrive. For mig førte det til, at jeg nærmest stoppede med at skrive i en periode.” (Bente Thoresen: Selvforsynt samtid. Psykiskhelse.no, 2016-09-14. Egen oversættelse).
”Jeg ser, at Marthe vasker op, mens Kristoffer tørrer af, for han er høj og kan nå op til de øverste hylder. Hun ser op på ham og siger noget og smiler, og han ser på hende og smiler tilbage og stryger hånden over hendes hår, noget synker i mig, som en slags skuffelse. Jeg vender mig om og skænker mere vin op.”

Født
17. juli 1979, Norge.
Uddannelse
Bachelor i litteraturvidenskab og uddannet journalist.
Debut
Kan jeg bli med deg hjem. Forlaget Oktober, 2016.
Litteraturpriser
Ungdommens kritikerpris, 2020 (norsk pris).
Seneste udgivelse
Jeg er egentlig ikke sådan. Lindhardt og Ringhof, 2023. (Jeg er egentlig ikke sånn, 2022). Oversætter: Thomas Korsgaard. Roman.
Inspiration
Ingen direkte litterære forbilleder, men fremhæver den norske forfatter Trude Marstein.
Efter Skrivekunstakademiet læste Marie Aubert journalistik og litteraturvidenskab og var i en periode litteraturanmelder ved avisen Aftenposten. Det var en novellekonkurrence i 2013, der for alvor fik sat skub i skriveriet igen. Til Marie Auberts overraskelse vandt hun med sin novelle ”Bare gjøre det”, og som præmie fik hun den trykt i tidsskriftet Vinduet. Da en redaktør fra det norske Forlaget Oktober læste novellen i tidsskriftet og kontaktede Marie Aubert for at høre, om hun havde flere noveller liggende, begyndte Marie Aubert for alvor at skrive igen. Som 37-årig debuterede hun i 2016 med novellesamlingen ”Må jeg komme med dig hjem”, og i 2019 fulgte hendes første roman ”Voksne mennesker”.
Hendes noveller kredser ofte om skam og andre følelser i vores nære relationer, som vi sjældent taler om, og forældrerollen og barnløshed er også centrale temaer, som hun undersøger i både sine noveller og sin roman. I interviewsammenhæng har hun afslået at svare på spørgsmål om sine egne private forhold, og om den 40-årige Ida fra romanen ”Voksne mennesker” er modelleret over hende selv. Hun forklarer i et interview med sit danske forlag Lindhardt og Ringhof, at hendes historier opstår i en blanding af egne erfaringer, ting andre har oplevet og ting, som hun finder på: ”Jeg har lånt fra samtaler, jeg har overhørt på bussen i Oslo, læst i diskussionsfora eller episoder fra venners barndom. Det der skal til er, at jeg bliver tilstrækkeligt interesseret i en situation og på, hvordan det må have været at befinde sig i den.” (Gyrith Ravn: Jeg er optaget af situationer, hvor vi bliver den dårligste version af os selv. Bog.dk, januar 2020).
Udover at være forfatter arbejder Marie Aubert som pressemedarbejder på det norske forlag Kagge. Hun bor i Oslo.
Udvalgte bøger
- Må jeg komme med dig hjem
Marie Auberts debut, novellesamlingen ”Kan jeg bli med deg hjem” fra 2016 (”Må jeg komme med dig hjem”, 2020), er fyldt med mennesker, der fortryder, begærer og ikke mindst skammer sig. I åbningsno...
Læs mere om bogen - Voksne mennesker
I Marie Auberts roman ”Voksne mennesker” fra 2019 (”Voksne mennesker”, 2020) er jegfortælleren Ida taget op til familiehytten på sommerferie, hvor hun sammen med sin lillesøster og hendes mand og b...
Læs mere om bogen
I sin optagethed af det sociale rum og ikke mindst alt det usagte mellem mennesker slægter Marie Aubert danske Helle Helle på, der netop i sine korte og minimalistiske romaner skildrer store følelser og konflikter neden under sin ordknappe skildring af hverdagen. Men hvor Helle Helles karakterer sjældent siger noget, der forarger i det sociale rum, driver Marie Aubert sine karakterer ud i en nærmest skamløs opførsel. Hun lader dem gøre oprør mod pænheden og insisterer på det grimme ansigt, som de også ejer.
En dansk forfatter som Stine Pilgaard interesserer sig ligeledes for de nære relationer mellem mennesker og bruger talesprog og dialog til at udtrykke, hvordan vi forstår hinanden og ikke mindst ikke forstår hinanden. I romanen ”Min mor siger” fra 2012 kæmper den kvindelige jegfortæller med forholdet til sine forældre, men også med at kunne udtrykke den smerte, hun føler ved bruddet med sin ekskæreste.
Den sproglige præcision og vægt på dialog findes også hos den norske forfatter Trude Marstein, der ligesom Marie Aubert kredser om hverdagen og de nære relationer mellem kærester og forældre og børn og undersøger, hvordan vi opfører os over for hinanden. Og det er ikke altid pænt. Ligesom Marie Aubert skildrer Trude Marstein det ubehagelige, der fejes godt ind under gulvtæppet i hverdagen, f.eks. i ”Intet at fortryde” fra 2010 og ”Hjem til mig” fra 2012. Uden at ville pege på specifikke litterære forbilleder nævner Marie Aubert i et interview Trude Marstein som en forfatter, hun læser: *”*Trude Marstein er en forfatter jeg sætter højt. Hun ser store, eksistentielle spørgsmål i det helt almindelige, trivielle hverdagsliv, som på en måde aldrig holder op med at være interessant.” (Forfatterfredag: Marie Aubert. Rissblog, 2018-11-02. Egen oversættelse).
En anden ung norsk forfatter, Agnes Ravatn, tager i sin debutroman ”Fugletribunalet” fra 2016 udgangspunkt i skam, opbrud og identitet ligesom Marie Aubert. Efter en skandale på den nationale tv-station stikker den kvindelige jegfortæller af fra offentlighedens søgelys, og hun tager arbejde som husholderske hos en mystisk eneboer – langt fra sit tidligere liv og ikke mindst erhverv.
Relaterede forfattere
Bibliografi
Noveller
Marie Aubert
Lindhardt og Ringhof, 2020. (Kan jeg bli med deg hjem, 2016). Oversætter: Thomas Korsgaard.
Romaner
Marie Aubert
Lindhardt og Ringhof, 2020. (Voksne mennesker, 2019). Oversætter: Thomas Korsgaard.
Marie Aubert
Lindhardt og Ringhof, 2023. (Jeg er egentlig ikke sånn, 2022). Oversætter: Thomas Korsgaard.
Om forfatterskabet
Lisbeth Skøelv
Tara.no, 2019-09-27.
Kilder citeret i artiklen
Bente Thoresen
Psykiskhelse.no, 2016-09-14.
Rissblogg.wordpress.com, 2018-11-02.
Gyrith Ravn
Bog.dk, 2020-01-15.
Linda Fritiofsson
Selmastories.se, 2020-01-30.


