Mikkel Birkegaard

Et romantisk litteratursyn

Tematisk placerer “Libri di Luca” sig i fantasygenrens opgør mellem gode og onde kræfter, men den er samtidig en regulær krimi, der foregår i en velkendt verden, hvor bøgerne viser sig at være porte til nye verdener. Idéen til romanen udsprang af Mikkel Birkegaards beundring for de oplæsere, som indlæser lydbånd: “De er virkelig gode til at formidle en tekst og kan bringe personer til live, som ikke eksisterer, og transportere lytteren hen til steder som ikke findes, eller hvor han eller hun aldrig har været,” forklarer han. [1]Andreas GraaeMailinterview med Mikkel Birkegaard. April 2009..

Denne opfattelse af litteraturen, og særligt den gode, levende oplæsning, kan forekomme romantisk, og er det nok også. Det lader i hvert fald til at være både forfatterens og hans hovedpersoners sympatiske mål at anvende deres magtfulde fortællerevner til helt og aldeles fredelige formål, underforstået at give tilhørerne en sublim læseoplevelse, der overskrider tærsklen mellem den grå og triste virkelighed og fantasiens frie og uindskrænkede verden.

Men som altid i den slags ideale forestillinger skal der være farlige skurke til at true idyllen, og i “Libri di Luca” er de personificeret i den magtfulde, globale organisation af Lettorer, som ingen midler skyer i forsøget på at overtage verdensherredømmet. Spaltningen mellem de gode og onde Lettorer kan overføres på romanens tematiske modsætning mellem virkeligheden og bøgernes fantasiverden. En spaltning, som hovedpersonen Jon lider under, da han er splittet mellem succesen som forsvarsadvokat på den ene side (hvor han formentlig ubevidst bruger sine kraftfulde evner til at vinde sine sager), og kærligheden til bøger, som han har arvet efter faderen, på den anden. Man kunne måske endda gå så vidt at forlade fiktionens verden og betragte Birkegaards dobbeltliv (bestsellerforfatter versus systemudvikler) i dette lys. Trods et lurende internationalt gennembrud nægter debutanten at være i besiddelse af den magiske fortælleevne, som hans hovedpersoner er begavet med: “Jeg er selv ikke særlig god til at læse op, det kræver et vist skuespiltalent, som jeg ikke besidder, men min tanke var: Hvad nu hvis disse dygtige oplæsere kunne andet og mere end blot formidle en god historie?” siger han og tænker her på sine idoler, lydbogsoplæserne. “Hvad hvis de kunne manipulere oplevelsen af teksten i så stor grad, at de kunne påvirke tilhørernes holdninger, meninger og sågar tanker?” [1]Andreas GraaeMailinterview med Mikkel Birkegaard. April 2009..

Uanset Birkegaards ydmyghed som forfatter og hans agtelse for oplæsere er hans debutroman en pageturner af den slags, man ikke lægger fra sig, før sidste side er vendt. Når det gælder om at tryllebinde sine læsere med en intens historie, er den konspiratoriske krimi et yderst effektivt genrevalg fra Birkegaards side.

Beslægtede forfatterskaber

“Libri di Luca” indskriver sig i en tradition af litteratur, der for få år tilbage oversvømmede de vestlige bogmarkeder, og som omhandler parallelverdner, hemmelige ordener og fantastiske konspirationsteorier. Det er derfor ikke tilfældigt, at romanen er blevet sammenlignet med såvel J.K. Rowlings “Harry Potter”-univers som Dan Browns “Da Vinci Mysteriet”. Den sidste sammenligning er forfatteren ganske vist ikke helt tilfreds med, eftersom han begyndte på romanen lang tid før, Dan Brown-bølgen huserede.

Tematisk lægger “Libri di Luca” sig imidlertid også i forlængelse af bogmystikken i romaner som Umberto Ecos “Rosens navn” eller “Den uendelige historie” af Michael Ende. Fælles for de to nævnte romaner og Birkegaards “Libri di Luca” er fascinationen af litteraturens kraftfulde evne til at trylle sin læser langt væk til en fjern virkelighed. Lidt a la den tyske romantiker E.T.A. Hoffmann, der med værker som “Guldskålen” og “Sandmanden” ligeledes udforsker grænsen mellem virkelighed og fantasi, mellem den ydre og den indre sanseverden. Herhjemme kan den århusianske forfatter Svend Åge Madsen nævnes som en vigtig inspirationskilde for Birkegaard. For eksempel romanen “At fortælle menneskene”, hvor skrøner fortælles så levende, at de bliver til virkelighed. Eller dobbeltromanen “De gode mennesker i Århus; Læselysten”, som blandt andet forfølger den tese, at man under læsningen kan forsvinde bevidsthedsmæssigt fra virkeligheden.

Relaterede forfattere