BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Portrætbillede
*Seneste udgivelse

Mikkel Birkegaard

    Hovedforfatter
    • Andreas Graae
      cand.mag., 2012

    Intro

    Er man bognørd med hang til eventyrlige konspirationer og filmisk dramatik, så er Mikkel Birkegaards forfatterskab et bekendtskab værd. Med debutromanen “Libri di Luca” tromler man gennem en farverig parallelverden, hvor hemmelige bibliofile selskaber, de såkaldte lettorer, kæmper om magten. Udvidelsen af forholdet mellem bøgerne og deres læsere til en nærmest Harry Potter agtig magi er en genistreg fra Birkegaards side, hvilket har placeret ham på toppen af bestsellerlisterne herhjemme og solgt ham til udgivelse i 16 lande. Hans styrke ligger i den originale historie, det energiske plot og den psykologiske appel: Hvad nu hvis bøger kunne dræbe?

    Baggrund

    Mikkel Birkegaard blev født den 9. december 1968 i Randers og voksede op i Roskilde. Hans glæde ved litteraturen går tilbage til barndommen, hvor hans mor ofte tog ham med på arbejde på en række biblioteker. Her fordybede den lille Mikkel sig i timevis i bøgernes verden. “Vi læste meget i mit barndomshjem, og jeg var en flittig låner på biblioteket i Roskilde. Senere, da jeg havde min science-fiction-periode, tog en ven og jeg på ugentlige book-raids i København, hvor vi gennemtrevlede boghandlerne for de nyeste udgivelser og vendte tilbage til Roskilde med en stak af de farverige paperbacks.”, fortæller Mikkel Birkegaard. [1]Andreas GraaeMailinterview med Mikkel Birkegaard. April 2009..

    ”Læsningen fortsatte ufortrødent, som om han ikke selv var herre over den, og han kunne nyde billederne, der skabtes. De blev tydeligere, jo mere han læste, indtil han følte, at han nærmest kunne træde ind i de landskaber, der blev vist bag teksten. […] Han følte lidt modstand, som når man drejer på et rustent håndtag, men pludselig var det, som om han brød igennem og opdagede, at han kunne indstille skarpheden i billederne som på et kamera. Forbløffet legede han med dette nye værktøj.”

    “Libri di Luca”, s. 220-221.

    Der skulle dog gå lang tid, før Birkegaard sprang ud som forfatter. Han beskriver selv arbejdet med debutromanen “Libri di Luca” som en “hemmelig mission”, der tog fem år at føre ud i livet. Han levede et dobbeltliv. Om dagen arbejdede han som systemudvikler i en it-virksomhed, hvor han gradvist begyndte at forsyne personalebladet med små tekster og føljetoner. Om natten var han forfatter. Det var først, da en kollega en dag direkte opfordrede ham til at blive forfatter, at han gav efter for den litterære ambition og tog et halvt års orlov for at skrive.

    Birkegaard, Mikkel
    Foto: POLFOTO
    • Født

      9. december 1968 i Randers.

    • Uddannelse

      Datamatiker.

    • Debut

      Libri di Luca, 2007.

    • Litteraturpriser

      Ingen.

    • Seneste udgivelse

      Efterfølgeren. Alpha, 2023. Krimi.

    Efter flere års arbejde og gennemskrivninger af bogen, stødte Birkegaard ind i næste problem: at få projektet udgivet. Først efter tre år og fire afslag var der i 2007 endelig gevinst. Forlaget Aschehoug så potentiale i Birkegaard og hans farlige læsevaner – og troede så meget på ham, at de allerede før udgivelsen formåede at sælge filmrettighederne til bogen til Nordisk Film. Desuden påtog et af verdens største litterære agenturer, Andrew Nurnberg Associates, sig at sælge bogen i udlandet.

    Derfra gik det hurtigt. “Libri di Luca” strøg til tops på bestsellerlisterne herhjemme, hvor den har ligget mere eller mindre stabilt siden. Bogens kæmpesucces har overvældet Mikkel Birkegaard, der stadigvæk arbejder som systemudvikler, men har fået fri to dage om ugen til at skrive. “Jeg er selv ret overvældet af den modtagelse bogen har fået. Det er meget absurd at tænke på, at for to år siden var jeg på vej til at opgive den, og nu er den solgt til 16 lande, heriblandt eksotiske steder som Brasilien, Israel, Taiwan og Rusland,” fortæller debutanten. (Mette Finderup: “Ti spørgsmål til Mikkel Birkegaard”. Abrasax, 2008-03-19).

    Mikkel Birkegaard bor i dag på Østerbro i København. Hans næste bog bliver ifølge eget udsagn en mere konventionel krimi, der udkommer til september 2009 under titlen “Over mit lig”.

    Udvalgte bøger

    Et romantisk litteratursyn

    Tematisk placerer “Libri di Luca” sig i fantasygenrens opgør mellem gode og onde kræfter, men den er samtidig en regulær krimi, der foregår i en velkendt verden, hvor bøgerne viser sig at være porte til nye verdener. Idéen til romanen udsprang af Mikkel Birkegaards beundring for de oplæsere, som indlæser lydbånd: “De er virkelig gode til at formidle en tekst og kan bringe personer til live, som ikke eksisterer, og transportere lytteren hen til steder som ikke findes, eller hvor han eller hun aldrig har været,” forklarer han. [1]Andreas GraaeMailinterview med Mikkel Birkegaard. April 2009..

    Denne opfattelse af litteraturen, og særligt den gode, levende oplæsning, kan forekomme romantisk, og er det nok også. Det lader i hvert fald til at være både forfatterens og hans hovedpersoners sympatiske mål at anvende deres magtfulde fortællerevner til helt og aldeles fredelige formål, underforstået at give tilhørerne en sublim læseoplevelse, der overskrider tærsklen mellem den grå og triste virkelighed og fantasiens frie og uindskrænkede verden.

    Men som altid i den slags ideale forestillinger skal der være farlige skurke til at true idyllen, og i “Libri di Luca” er de personificeret i den magtfulde, globale organisation af Lettorer, som ingen midler skyer i forsøget på at overtage verdensherredømmet. Spaltningen mellem de gode og onde Lettorer kan overføres på romanens tematiske modsætning mellem virkeligheden og bøgernes fantasiverden. En spaltning, som hovedpersonen Jon lider under, da han er splittet mellem succesen som forsvarsadvokat på den ene side (hvor han formentlig ubevidst bruger sine kraftfulde evner til at vinde sine sager), og kærligheden til bøger, som han har arvet efter faderen, på den anden. Man kunne måske endda gå så vidt at forlade fiktionens verden og betragte Birkegaards dobbeltliv (bestsellerforfatter versus systemudvikler) i dette lys. Trods et lurende internationalt gennembrud nægter debutanten at være i besiddelse af den magiske fortælleevne, som hans hovedpersoner er begavet med: “Jeg er selv ikke særlig god til at læse op, det kræver et vist skuespiltalent, som jeg ikke besidder, men min tanke var: Hvad nu hvis disse dygtige oplæsere kunne andet og mere end blot formidle en god historie?” siger han og tænker her på sine idoler, lydbogsoplæserne. “Hvad hvis de kunne manipulere oplevelsen af teksten i så stor grad, at de kunne påvirke tilhørernes holdninger, meninger og sågar tanker?” [1]Andreas GraaeMailinterview med Mikkel Birkegaard. April 2009..

    Uanset Birkegaards ydmyghed som forfatter og hans agtelse for oplæsere er hans debutroman en pageturner af den slags, man ikke lægger fra sig, før sidste side er vendt. Når det gælder om at tryllebinde sine læsere med en intens historie, er den konspiratoriske krimi et yderst effektivt genrevalg fra Birkegaards side.

    Beslægtede forfatterskaber

    “Libri di Luca” indskriver sig i en tradition af litteratur, der for få år tilbage oversvømmede de vestlige bogmarkeder, og som omhandler parallelverdner, hemmelige ordener og fantastiske konspirationsteorier. Det er derfor ikke tilfældigt, at romanen er blevet sammenlignet med såvel J.K. Rowlings “Harry Potter”-univers som Dan Browns “Da Vinci Mysteriet”. Den sidste sammenligning er forfatteren ganske vist ikke helt tilfreds med, eftersom han begyndte på romanen lang tid før, Dan Brown-bølgen huserede.

    Tematisk lægger “Libri di Luca” sig imidlertid også i forlængelse af bogmystikken i romaner som Umberto Ecos “Rosens navn” eller “Den uendelige historie” af Michael Ende. Fælles for de to nævnte romaner og Birkegaards “Libri di Luca” er fascinationen af litteraturens kraftfulde evne til at trylle sin læser langt væk til en fjern virkelighed. Lidt a la den tyske romantiker E.T.A. Hoffmann, der med værker som “Guldskålen” og “Sandmanden” ligeledes udforsker grænsen mellem virkelighed og fantasi, mellem den ydre og den indre sanseverden. Herhjemme kan den århusianske forfatter Svend Åge Madsen nævnes som en vigtig inspirationskilde for Birkegaard. For eksempel romanen “At fortælle menneskene”, hvor skrøner fortælles så levende, at de bliver til virkelighed. Eller dobbeltromanen “De gode mennesker i Århus; Læselysten”, som blandt andet forfølger den tese, at man under læsningen kan forsvinde bevidsthedsmæssigt fra virkeligheden.

    Relaterede forfattere

    Bibliografi

    Værker af forfatteren

    Libri di Luca
    Libri di Luca

    Mikkel Birkegaard

    2007. Roman

    Over mit lig
    Over mit lig

    Mikkel Birkegaard

    2009. Thriller

    Bitre mandler
    Bitre mandler

    Mikkel Birkegaard

    Lindhardt og Ringhof, 2010. Kriminoveller.

    Fra drømmenes bog
    Fra drømmenes bog

    Mikkel Birkegaard

    C&K, 2012.

    Efterfølgeren
    Efterfølgeren

    Mikkel Birkegaard

    Alpha, 2023.

    Avisartikler

    Slår forfatteren sig selv ihjel?
    Slår forfatteren sig selv ihjel?

    Jesper Stein Larsen

    Jyllandsposten. 2009-11-05.

    Find Mikkel Birkegaard i:

    Om forfatterskabet

    Lindhardt & Ringhof.

    Kort information om forfatteren og hans udgivelser, samt uddrag fra anmeldelser.

    Artikler

    Et forsigtigt stort håb. Interview i Information

    Anita Brask Rasmussen

    2007-08-18

    To sider af samme mand. Interview, Dagbladenes Bureau

    Heidi Pedersen

    2007-09-04

    Kilder citeret i portrættet

    [1]

    Mailinterview med Mikkel Birkegaard. April 2009.

    Andreas Graae

    [2]

    10 spørgsmål til Mikkel Birkegaard. Abrasax, kan findes her: http://www.finderup.dk/mikkel-birkegaard/

    Mette Finderup

    2008-03-19