BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
morten sabroe
Foto: Peter Hove Olesen
*Seneste udgivelse

Morten Sabroe

Senest opdateret
  • Redaktionen
    juni 2023
  • Signe Juul Kraft
    journalist, 2015
Hovedforfatter
  • Pia Andersen Høg
    cand.mag., juni 2023

Intro

Fandenivoldsk og utilpasset. Det er den mest brugte karakteristik af Morten Sabroe, dansk journalistiks ubestridte enfant terrible. Sabroe fik udover journalistikken etableret et langt skønlitterært forfatterskab. Her er energien også vild, og han bruger løs af sig selv og sit liv. Sabroes spruttende pen udstiller det selvtilfredse Danmark, men under tough guy facaden bobler længslen efter en bedre verden, angsten for døden, frihedstrangen og fascinationen af kærlighedens uudgrundelige væsen.

Baggrund

Morten Sabroe blev født med en guldske af særlig karat i munden. Faderen var redaktør og cirkusrevydirektør Povl Sabroe, kendt som Den Gyldenblonde, og moderen Ingrid var tidligere danmarksmester i tårnspring. Farfar var socialdemokrat og samfundsreformator Peter Sabroe.

”Jeg fremmanede et billede som kun havde noget med mig og intet med Hillary Clinton at gøre. Og heller ikke med min mor. Den måde jeg serverede hende på et fad til vildt fremmede mennesker, var, selvom hun var død, en krænkelse.”

”Du som er i himlen”, s. 59.

Morten Sabroe voksede op sammen med sin bror i familiens hjem i Klampenborg. Det var privilegerede omgivelser, og hjemmet var præget af åbenhed, socialt engagement og bohemelivsstil. Rammerne var frie. Men det er let at forsvinde i al friheden, og Morten Sabroe lagde aldrig skjul på, at han har følt sig overset i sin barndom, og at han udviklede sig til et nervøst barn. Netop barndommen og førnævnte guldske får drøje hug i den erindringsbaserede del af forfatterskabet, men Sabroe benægter heller ikke, at opvæksten har haft en særlig betydning for hans evne til at se og beskrive virkeligheden: ”Som barn var jeg altid løs i nerverne, hele tiden bange for hvad som helst. Det betyder, at man bliver stødt ud i forhold til sine omgivelser, og man begynder at betragte folk. Man står ude og kigger ind. Sådan en voyeur skaber billeder og udvikler en absurd livsopfattelse.” [4]Michael EnggaardSprækker i en stærk mand2003. Interview i Jyllands-Posten, 2003-11-25.

I første omgang valgte Morten Sabroe dog ikke pennen som værktøj. En halvdårlig realeksamen og en opvækst uden interesse for litteratur førte ham til tømrerfaget, og han uddannede sig til bygningssnedker i 1967. Han dyrkede masser af sport, men den fysiske udfoldelse måtte standse, da han fik konstateret en hjertefejl. Så blev hans interesse for det skrevne ord vakt. Han ville være journalist, og det blev han i 1971.

morten sabroe
Foto: Peter Hove Olesen
  • Født

    Den 5. juni 1947 i Gentofte.

  • Død

    Den 5. juni 2023.

  • Uddannelse

    Bygningssnedker i 1967. Journalist i 1971. Studier i samfundsfag ved Københavns Universitet, 1975-1976.

  • Debut

    Retten til at blomstre. Kompis, 1975.

  • Litteraturpriser

    Arbejdslegater fra Statens Kunstfond. Borgens Forlags jubilæumslegat, 1998.

  • Seneste udgivelse

    Der var engang en familie. Politiken, 2021. Roman.

  • Inspiration

    Den amerikanske journalist og forfatter Hunter S. Thompson.

  • Genre

    Autofiktion

Morten Sabroe skrev på stort set alle større dagblade i Danmark: Fra læretiden på Berlingske Tidende kom han til Weekendavisen. Herefter skrev han på Information, hvorfra han blev headhuntet til Politiken. Senere kom han til Jyllands-Posten for en kort bemærkning og vendte siden tilbage til Politiken.

Morten Sabroes navn er blevet synonym med en særlig journalistisk form: Gonzo-journalistik. I stilens ånd havde Sabroe altid sig selv i centrum i sine artikler og reportager. Pist væk er det refererende og distancerede – det er afløst af stemning, personligt engagement og følelser.

Det er også det personlige, der karakteriserer Morten Sabroes skønlitterære forfatterskab. Det skulle tage ham i omegnen af 20 år og syv romaner, før han slog igennem med den selvbiografiske “Det sidste tog” i 1996, men så var der også hul igennem til både læsere og anmeldere. Morten Sabroe trækker meget på sit eget liv i alt, hvad han skriver, og det er kombinationen af journalistikken og forfattergerningen, der afbalancerer hans kreative impulser, siger han: ”Jeg ville ikke holde ud kun at være forfatter, så ville jeg blive sindssyg. Og heller ikke kun at være journalist.” (Kristen Bjørnkjær: ? / ! Morten Sabroe. Information, 2003-11-29).

Morten Sabroe var gift med journalist Do Windfeld Sabroe.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Talk med Morten Sabroe og Do Winfeld Sabroe på Herfølge Bibliotek. 2022.

Udvalgte bøger

Tidsbilleder fra 70’erne og 80’erne

Den første del af Morten Sabroes forfatterskab har virkeligheden som sit primære stof. I en række romaner giver han tidsbilleder af 70’ernes ideologiske engagement og forvirring og 80’ernes kynisme.

Debutromanen “- Men ude i kulissen” fra 1976 er båret af interessen for den politiske bevidstheds vilkår over for en mere og mere materiel og overfladisk verden. Romanen følger splittelsen i forholdet mellem to brødre. Slægtskabet mellem de to er tæt, og i barndommen dannede de fælles front mod deres rige, hykleriske forældre. Men virkeligheden indhenter dem på forskellige måder: Storebror Jacob bliver en succesrig modefotograf med masser af penge og damer. Han tror ikke længere på barndommens mere rene idealer. Dem holder lillebror Jonathan til gengæld fast i, men det gør ham næsten handlingslammet over for den verden, der ikke harmonerer med hans illusioner.

I “Rejsen til Amerika” fra 1986 er det også drengefællesskabet og den fælles front mod en luksuriøs men tom verden, der er omdrejningspunkt. “Rejsen til Amerika” handler om 13-14-årige Arthur og Robert, der stikker af fra deres overklasseforældre. De vil til Amerika og optræde med et knivkasternummer, og de møder pigen Sara, som slutter sig til dem. På rejsen gennem Danmark møder de mange slags mennesker, og romanen tegner et klart billede af Danmark anno 1986.

Sabroes krimier

Morten Sabroe prøvede ved flere lejligheder kræfter med den arketypiske kriminalfortælling og krydrede den med sin egen helt særlige stil. Romanen “Tre beretninger om Marion” fra 1977 har et brutalt mord i centrum, men kriminalgåden giver hurtigt anledning til en krads kritik af de sensationslystne mediers blodtørst og samfundets kynisme.

”Så gik han frem mod hende. Han knugede om macheten, den var som en del af hans arm. Nærmere, hun stod ubevægelig, lammet af angst. Så trådte hun et skridt frem og trak en skuffe ud og tog en kniv, og han mærkede hvordan hans blod blev varmt, og hans lyst voksede.”

“Det 13. spil”, s. 58-59.

Mere klassisk krimi – grænsende til det parodiske – får man i historierne om privatdetektiven Sam Weller i “Manden der kaldte sig mor – De skræmmende og sandfærdige Sam Weller-historier” (1999). Weller færdes i noget, der ligner en Københavnsk underverden, hvor korrupte politifolk, fallerede tv-stjerner og andre lyssky væsner holder til. Weller lægger damer ned og opklarer sager i et væk, alt sammen med masser af whisky i blodet.

Bogforside

Bogen er en stor hilsen til krimifædre som Raymond Chandler og Dashiell Hammett, og den er morsomt udført med stor energi i de overmaskuline udladninger. Asfalten driver af regn og røg, og det er film noir fra ende til anden. Sabroe-entusiaster har også kunnet følge Sam Weller i føljetonen “Tv-mordene”, som blev bragt i ti dele i Politiken fra juni til august 1999.

“Det 13. spil” fra 2010 er en psykologisk thriller, som handler om den 42-årige Arthur Hellman, hvis firma er ved at gå fallit. Hans kone har en affære, og den 17-årige datter Sofia spiller et dødsensfarligt spil med en bestialsk spilstyrer. Da læseren introduceres til Hellman, lever han et dystert liv i Cambodja i en mere eller mindre forvirret sindstilstand. Snart begynder fortællingen om hans tidligere liv i Danmark, som forklarer hvordan og hvorfor han er endt i Sydøstasien. På grund af hovedpersonens sindstilstand er læseren hele tiden i tvivl om, hvad der er virkelighed, og hvad der er ren fantasi. Bogen er på den måde en rejse ind i sindets dæmoniske skyggesider.

Litterær journalistik

Morten Sabroe blev både anerkendt og udskældt for sin særlige journalistiske stil, og der findes gode smagsprøver i de artikelsamlinger, der er udkommet i bogform. Det er “I Svinets Hjerte” (1990), “En luder steg af toget” (1994) og “Undskyld, hvor er udgangen?” (1999) og “Rejsen til Amerika – og andre vilde skud” (2006).

Sabroes stil kendes som Gonzo-journalistik, men i de senere år refererede han til sin skrivestil som “litterær journalistik”. Uanset navnet er stilen beslægtet med New Journalism: Journalisten sætter sig selv i centrum og skriver på stemninger, indfald og personlige meninger. En af genrens helt store forgangsmænd er det afdøde amerikanske syrehoved Hunter S. Thompson. Thompson er Sabroes store forbillede, og Sabroe står selv bag den danske oversættelse af Thompsons hovedværk under titlen “Frygt og lede i Las Vegas” (1998).

Flittige læsere af danske aviser enten hader eller elsker Sabroes artikler, det er svært at være ligeglad. Sabroe lægger ikke fingre i mellem, når han udleverer danskerne og eksempelvis udstiller fremmedhadet, selvglæden og egoismens grimme fjæs. Også politikere og mediefolk må holde for i Sabroes artikler, som trods den grove tone altid tager varmt parti for samfundets tabere.

Det er ikke gratis at lade pennen skyde med skarpt. I 1992 blev Sabroe og hans chefredaktør på Information idømt dagbøder efter en injuriesag anlagt af Ekstra Bladets chefredaktør. Artiklen, der førte til injuriesagen, står at læse i “I Svinets Hjerte”. Samlingen viser gonzo-stilens tone, men også forskelligheden i de emner, Sabroe takler fra en altid utraditionel vinkel. Samlingen “En luder steg af toget” er en rejse gennem Danmark, og den giver et mangefacetteret portræt af danskerne i litterær form. I “Undskyld, hvor er udgangen?” samler artiklerne sig om et signalement af en virkelighed, som virker mere og mere uvirkelig. “Rejsen til Amerika – og andre vilde skud” deler en halv titel med en af Sabroes romaner, men Sabroe har vitterligt været i Amerika og dækket præsidentvalget i 2004 for Politiken. Artiklerne foreligger her i bogform sammen med et par nye tekster. Som noget nyt kommenterer Sabroe sine egne metoder og resultater, og bogen rummer flere udfald mod den traditionelle journalistik.

Johanna og Den niende kreds

På skrift er Morten Sabroe mand med stort M, og kærlighed og kvinder er to tilbagevendende mysterier i forfatterskabet. Det vrimler med uudgrundelige kvinder hos Sabroe: Først unge Sara fra “Rejsen til Amerika”; hende bliver man aldrig helt klog på. Det samme gælder for to senere kvinder i forfatterskabet, nemlig “Johanna”, der lægger navn til den roste roman fra 1998, og den forsvundne Gabrielle fra lige så roste “Den niende kreds” fra 2002.

Bogforside

I “Johanna” møder vi den cirka 40-årige Thomas Bertini, der er journalist, delefar og almindeligt bange for at ældes og dø. Han forelsker sig en aften hovedkulds i den halvt så gamle Johanna, som han intet ved om. De indleder et forhold, men Johanna forbliver et mysterium for både Thomas og læseren. Da Johanna pludselig forsvinder, åbner der sig et sugende hul, for hvem er hun egentlig? Hvor ægte var hendes kærlighed, og hvor meget har Thomas selv digtet? I “Johanna” undersøger Sabroe kærlighedens væsen og magt, og den er en smuk men dunkel fortælling om selvtab og den erkendelse, der kommer efter.

En tone mørkere er “Den niende kreds”. Titlen refererer til Dantes “Den guddommelige komedie”, men “fuck Dante” siger hovedpersonen; i mareridtet er der hverken systematik eller lette svar. Romanen følger en midaldrende forfatter, der har haft svært ved at få sit liv til at hænge sammen, efter hans kone Gabrielle forlod ham og forsvandt. En aften ringer telefonen, og en mystisk kvindestemme beder om et møde og antyder, at hun har oplysninger om Gabrielle. Herfra begynder virkeligheden at skride for hovedpersonen. Han begiver sig ud på en mareridtsagtig færd for at finde Gabrielle, men det, han finder, er noget ganske andet. Barndomstraumer vælter ud af skabe, og pludselig ændrer Gabrielle og hendes forsvinden radikalt betydning. “Den niende kreds” foregår i lukkede rum, og den er en grusom fortælling om kærligheden, livet og døden. Men også om at mestre sit eget liv.

Genrer og tematikker

Morten Sabroe er en ener i dansk litteratur. De flydende grænser mellem virkelighed og opspind præger både journalistikken og det skønlitterære forfatterskab, og den stil giver plads til uforlignelig sproglig jongleren og blik for absurde optrin. Hans forfattervirke spænder genremæssigt bredt. Han har bevæget sig på fiktionens grund med bl.a. en pubertetsroman, en psykologisk thriller, en skæbnefortælling og arketypiske krimier. Han har udgivet artikelsamlinger i bogform, hvor han udleverer danskerne og deres fremmedhad, selvglæde og egoisme, men altid tager parti for de svageste i samfundet. Overalt i Morten Sabroes forfatterskab findes spor, der direkte eller indirekte fører tilbage til hans eget liv. I de seneste udgivelser tager han skridtet fuldt ud og beskriver sit eget opgør med fortid og familie.

Sabroe er kendt for den journalistiske stil gonzo-journalistik, hvor traditionelle journalistiske værdier som objektivitet og distance er erstattet af stemning, personligt engagement og følelser. Sabroe som fortæller er i centrum.

Han springer ofte ind og ud af historierne, frem og tilbage i tiden og stør om sig med citater fra film og sange. Somme tider tangerer skrivestilen til ”stream of consciousness” (bevidsthedsstrømme og indre monologer).

Tematisk bevæger Morten Sabroe sig ofte rundt i store emner som had/kærlighed, død, tilgivelse og identitet. Kærlighed og kvinder er to tilbagevendende mysterier i forfatterskabet, som vrimler med uudgrundelige kvinder. Herudover er familie et tilbagevendende tema: Roller, opgør, svigt og tilgivelse. Sabroe forholder, kritiserer og forsøger at afdække tidligere tiders såvel som nutidens forældre- og kønsroller og prøver på den måde at komme tættere på en afklaring af sine egne roller som søn, far, ægtemand – og mand.

Beslægtede forfatterskaber

Morten Sabroes forbilleder er ikke særligt danske. Indflydelsen fra Hunter S. Thompson er tydelig i den sproglige vildskab, men Sabroe nævner også Knut Hamsun, Herman Hesse, Jack Kerouac og Ernest Hemingway som inspirationskilder. Det maskuline overkill, der præger flere romaner, kan sagtens sammenlignes med Hemingways mandhaftige tag på sagerne.

Hvis man blev grebet af den morsomt dystre virkelighedssatire, som blandt andet udfoldes i “Hoffmans”, bør man ikke gå glip af franske Michel Houellebecqs skarpe og næsten usmagelige samtidsdystopier. Houellebecq har delt vandene – det gør Sabroe også ind i mellem.

I erindringsstykkerne “Du som er i himlen” og “Fader Vor” skriver Sabroe sig imidlertid ind i en blødere og blødende trend, nemlig mandens opgør med forældrene. Det hvæsende væsen, der dør i Knud Romers “Den der blinker er bange for døden”, er et andet moderbillede, som der skal kæmpes bravt for at undslippe.

Sabroes selvbiografiske bøger kan sammenlignes med Ib Michaels erindringsbøger, f.eks. Vanillepigetrilogien. Der kan også drages paralleller til Jørgen Leths erindringsbøger, f.eks. “Det uperfekte menneske”. Sabroe adskiller sig dog i sin stil fra dem begge. Leths spørgsmål om f.eks. faderrollen er generelt på et mere æstetisk plan, mens Michaels sproglige stil er mere poetisk og fabulerende end Sabroes realistiske (journalistiske) stil. Selvom Sabroe, ligesom Michael og Leth, blander fiktion og fakta, er granskelsen af selvet forankret i en søgen efter at komme til bunds snarere end at iscenesætte eller sætte fokus på den sproglige indpakning.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Digte

Retten til at blomstre. Kompis
Retten til at blomstre. Kompis

Morten Sabroe

1975

Alle på gaden! Et billede af tiden
Alle på gaden! Et billede af tiden

Morten Sabroe

1977. Sange, tekster, digte, breve

Romaner

Men ude i kulissen. Kompis
Men ude i kulissen. Kompis

Morten Sabroe

1976

Tre beretninger om Marion
Tre beretninger om Marion

Morten Sabroe

Gyldendal, 1977.

Køter
Køter

Morten Sabroe

Gyldendal, 1979.

Farvel Sally
Farvel Sally

Morten Sabroe

Borgen, 1984.

Historien om en by
Historien om en by

Morten Sabroe

Borgen, 1985.

Rejsen til Amerika
Rejsen til Amerika

Morten Sabroe

Vindrose, 1986.

Vejene venter
Vejene venter

Morten Sabroe

Vindrose, 1988.

Sidste tog
Sidste tog

Morten Sabroe

Gyldendal, 1996.

Johanna
Johanna

Morten Sabroe

Gyldendal, 1998.

Manden der kaldte sig mor - de skræmmende og sandfærdige Sam Weller-historier
Manden der kaldte sig mor - de skræmmende og sandfærdige Sam Weller-historier

Morten Sabroe

Gyldendal, 1999.

Den spanske gæst
Den spanske gæst

Morten Sabroe

Gyldendal, 2000.

Den niende kreds
Den niende kreds

Morten Sabroe

Gyldendal, 2002.

Hoffmans
Hoffmans

Morten Sabroe

Gyldendal, 2003. Roman.

Evig troskab
Evig troskab

Morten Sabroe

Gyldendal, 2006.

Det 13. spil
Det 13. spil

Morten Sabroe

Politikens forlag, 2010

Os
Os

Morten Sabroe

Politiken, 2013.

Libido
Libido

Morten Sabroe

Politiken, 2013.

Drengen der løb med Gud
Drengen der løb med Gud

Morten Sabroe

Politiken, 2015.

Love me Do
Love me Do

Morten Sabroe

Politiken, 2017. Roman.

32 centimeter : (Kald mig Al)
32 centimeter : (Kald mig Al)

Morten Sabroe

Politiken, 2018.

Mit halve hjerte, mit hele liv
Mit halve hjerte, mit hele liv

Morten Sabroe

Politiken, 2018.

Der var engang en familie
Der var engang en familie

Morten Sabroe

Politiken, 2021.

Selvbiografier/erindringer

Du som er i himlen
Du som er i himlen

Morten Sabroe

Politikens forlag, 2007.

Fader vor
Fader vor

Morten Sabroe

Politiken. Politikens forlag, 2011.

Artikler

I svinets hjerte. Københavns bogforlag
I svinets hjerte. Københavns bogforlag

Morten Sabroe

1990

En luder steg af toget
En luder steg af toget

Morten Sabroe

Tiderne skifter, 1994.

Undskyld, hvor er udgangen

Morten Sabroe

1999. Artikler. (04.6)

Rejsen til Amerika – og andre vilde skud
Rejsen til Amerika – og andre vilde skud

Morten Sabroe

2006. (04.6)

Film og tv af Morten Sabroe

Opbrud
Opbrud

1988. Manuskript: Morten Sabroe. Instruktion: Claus Ploug

Udflugt mod døden

2007. TV dokumentar i tre dele, DR2

Andre tekster af Morten Sabroe

Frygt og lede i Las Vegas
Frygt og lede i Las Vegas

Hunter S. Thompson

1998. Oversat af Morten Sabroe til dansk efter “Fear and loathing in Las Vegas” (1971)

Tv-mordene

Morten Sabroe

1999. En avisføljeton i 13 dele. Politiken, 1999-06-13 til 1999-08-15

Diverse avisartikler bragt i forskellige dagblade. Se www.infomedia.dk

Om forfatterskabet

Artikler

Avisreportagen – fra Cavling til Sabroe
Avisreportagen – fra Cavling til Sabroe

2001. Dansklærerforeningen. Århus

Morten Sabroe den uberegnelige

Pia Melander

2005. I: Retorik magasinet, årgang 15, nr. 55, side 16-19. 2005

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Morten Sabroe

Kilder citeret i portrættet

[1]

Sabroes gyldenblonde verden

Carsten Andersen

1996. Interview i Politiken, 1996-09-21

[2]

Bastarden

Carsten Andersen

2000. Politiken, 2000-09-16

[3]

At være set

Mikkel Bruun Zangenberg

2003. Politiken, 2000-09-16

[4]

Sprækker i en stærk mand

Michael Enggaard

2003. Interview i Jyllands-Posten, 2003-11-25

[5]

Morten Sabroe

Kristen Bjørnkjær

2003. Interview i Information, 2003-11-29