Ola Bauer

Emneord:

Hovedforfatter

Betty Frank Simonsen
journalist, cand.mag., 2014

Norges eneste beatforfatter. En oprører, der aldrig ville sættes i bås. Sådan omtales Ola Bauer af norske forfatterkolleger som Per Petterson. Ola Bauer har længe været en ikonisk skikkelse i hjemlandet, men først i 2013 blev hovedværket ”Hestehovedtågen” udgivet på dansk, en farverig og sanselig fortælling om drengen Tom i efterkrigstidens Oslo. Romanen er første del af en tetralogi, senest udkom efterfølgeren ”Sortefod” og de to sidste bind forventes også snart at udkomme på dansk.

Baggrund

Ola Bauers far var bager og medlem af den norske modstandsbevægelse. I 1943, det år, Ola Bauer blev født, blev faderen arresteret og deporteret til koncentrationslejren Sachsenhausen, hvor han døde, tre måneder inden krigen sluttede. Derhjemme måtte hans familie gå under jorden og leve et nomadeagtigt liv, der gjorde det svært for Bauer at knytte nære venskaber. Han voksede op med en tro på, at faderen døde som krigshelt og fandt først som voksen ud af, at faderen faktisk var død af metanolforgiftning, fordi han havde taget fejl af giften og alkohol.

”Fløjlsmørket er fisketid, sagde Munken. Han satte fem orme på krogene, kastede forsigtigt flåddet ud langs med land og trak den langsomt tilbage så den lavede en svag rykkende bevægelse i vandoverfladen. Flåddet illuderede en ængstelig svømmende frø. Denne form for fiskeri krævede perfektion og tålmodighed, lave bløde kast, bare et lille sus før flåddet landede blødt og næsten lydløst i det sorte vand.”

”Hestehovedtågen”, s. 107.

I den selvbiografiske debutroman ”Graffiti” (1976) skrev Bauer om fyren Jo, der konstant flytter rundt med sin mor, efter at faderen har drukket sig ihjel i Sachsenhausen. For ikke at gøre moderen og resten af familien alt for ondt, udgav han debutromanen under pseudonymet Jo Vendt. Allerede med debutromanen trådte hans særlige stil, det dramatiske, følelsesmæssige sprog igennem, og den norske kritiker Johan Borgen skrev, at bogen ”gav et udslag på 7,7 på Richters jordskælvskala”.

Foto: Batzer & Co.

Født
24. juli 1943 i Holmenkollåsen, Oslo.
Død
12. juni, 1999.
Uddannelse
4-årig skuespilleruddannelse fra Centre for the Performing Arts.
Debut
Debuterede under pseudonymet Jo Vendt med romanen ”Graffiti”, 1976.
Seneste udgivelse
Forløberen. Batzer & Co, 2016. (Forløperen, 1999). Oversat af: Jannie Jensen. 4. del af: Hestehovedtågen.
Inspiration
J.D. Salingers roman ”Catcher in the Rye” var en af hans yndlingsromaner.

Bauer arbejdede længe som journalist, blandt andet for det norske magasin Vi Menn, og det førte til rejser til krigsområder over hele verden. Noget, der var med til at styrke hans Hemingway-agtige machostatus i Norges litterære kredse. Især beskæftigede han sig med konflikten i Nordirland, en konflikt, der også optræder i romanen ”Rosapenna” fra 1983. Om at leve i Norge sagde han dengang: ”Det siges om yngre norske forfattere, at vi lever i litterært eksil. Det er muligt. Selv bliver jeg passiv af konturløsheden herhjemme; vi holder os oppe ved hjælp af en kunstig olieøkonomi, som virker som bedøvende gas.” [1].

Bauer døde af kræft i 1999, 55 år gammel. Han var gift med Anne Gun og sammen har de en datter. Tre år efter hans død udgav mange af Bauers forfatterkolleger en hyldest til ham, ”Bauers Bok” (2002). Her var der bidrag fra Per Petterson, Dag Solstad, Lars Saabye Christensen og mange flere, hvor de tager udgangspunkt i de romaner af Ola Bauer, som har betydet noget for dem. Bogen er blot ét eksempel på den store indvirkning, Bauer har haft på norsk kultur- og litteraturliv.

I essaysamlingen om sine yndlingsforfattere, ”Månen over porten” (2009), skriver Per Petterson om ham: ”Man kunne sige, at Ola er Sandemoses egentlige arvtager i Norge. Samtidig var han Norges eneste genuine beatforfatter. Han var oprører, han havde set for meget til at være noget andet, men han lod sig aldrig sætte i bås.”

Ola Bauer skrev også dramatik. To af hans skuespil, ”Vesper” (1987) og ”Brendan” (1993), omhandlede konflikten i Nordirland.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Ola Bauers opvækst i et Oslo præget af sårene fra Anden Verdenskrig fylder meget i hans litterære værker, lige fra debutromanen til de senere hovedværker i ”Hestehovedtågen”-tetralogien om Tom. På den måde kan man sige, at han skriver i en selvbiografisk stil, som minder om den bølge af selvbiografisk ”mandelitteratur”, der i de senere år har fyldt meget på de skandinaviske bogreoler og som nu har Karl Ove Knausgård og Tomas Espedal som centrale stemmer. Bauers hovedpersoner, Jo og Bo fra de tidligere romaner, og Tom fra tetralogien, er alle outsidere, rebeller, som ikke lader sig tæmme, og i den forstand minder de meget om forfatteren Ola Bauer.

Det rå og rebelske afspejles også i tonen i romanerne, der er fandenivoldsk og gnistrende poetisk. Per Petterson kalder i sin essaysamling, ”Månen over porten”, stilen for maskulin: ”Han var en maskulin forfatter, fordi hans sprog var maskulint, hvis noget sådant findes, og det gør det vel, men han var aldrig macho. Han satte sig aldrig over kvinder i sine bøger. Aldrig. Han kunne se på dem med skrækblandet fryd, han kunne se på dem, om ikke altid med forståelse (hvilken mand kan det), så i hvert fald med beundring. Han kendte deres styrke og lod sig imponere.” [2].

Kærlighed, seksualitet og sanselighed er gennemgående temaer hos Ola Bauer, drengens rejse mod at blive mand og den evige kamp med at tøjle de indre dæmoner.

Beslægtede forfatterskaber

Ola Bauer har været en stor inspiration for nulevende norske forfattere som Per Petterson og Karl Ove Knausgård, selvom Knausgård i et essay fortæller, at Bauer for ham tilhører en bestemt epoke i hans liv og at han ikke kan læse ham længere.

Af flere kaldes Bauer for Aksel Sandemoses arvtager; hos Sandemose sammenkobles liv og digtning også i en grad, hvor det kan være svært at skelne, og begge forfattere skildrer anti-autoritære ”helte”, som forsøger at gøre op med dumhed, magtsyge og intolerance. Men som også altid har indre dæmoner at kæmpe med.

Bauers stil er flere steder blevet sammenlignet med beatforfattere som Charles Bukowski, og han skriver personligt og sanseligt som Jack Kerouac. Af beslægtede danske forfatterskaber kan man nævne Dan Turéll, en af ganske få danske beat-stemmer, som ligesom Bauer trak heftigt på sit eget liv i sine bøger, og som også skrev i en stil præget af sort humor og rå poesi. De to forfatterskaber har også det til fælles, at de er blevet en hybrid mellem forfatternes livsstil, stærke personlighed og personlige bøger, og dermed har opnået nærmest ikonagtig status i henholdsvis Danmark og Norge.