BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Foto: Tine Harden
*Seneste udgivelse

Sofie Malmborg

Senest opdateret
  • Redaktionen
    maj 2025
Hovedforfatter
  • Anne Vindum
    cand.mag., december 2020

Intro

Den ærgerrige danske slavehandler Frederik Bargum er centrum for fortællingen i Sofie Malmborgs prisvindende debut ”Bargums synder”, der udkom i 2020. Med sanselige og nærværende detaljer fra 1700 tallets København, Åbenrå og Europa gør Malmborg historien levende og relevant for nutidige læsere og tilbyder et fascinerende indblik i en slavehandlers økonomiske logik.

Baggrund

Sofie Malmborg er født i 1991 i København og er vokset op på Frederiksberg.

”Med munden fuld af mad råber Frederik til Leonora, der sidder for den anden ende af det lange bord: – Hører du, Leonora, majestæten har velsignet kompagniet. Nu vil jeg købe mig tre skibe. Tre skibe, der skal sejle i pendulfart med afrejse fra København hver sjette måned. Sejle til Guinea, lastes med guld, elefanttænder og slaver, sejle derfra til plantagerne vestpå …”

”Bargums synder”, s. 104.

Da hun som led i sin grundforløbsuddannelse som anlægsgartner i 2011 var i lære på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København, begyndte hun at lave research på de tobaksmarker, der i 1700-tallet voksede på kirkegårdens sydlige del – den del, der i dag er Hans Tausens Park. I sin research stødte hun på generaltobaksdirektør Frederik Bargum og blev hurtigt fascineret af den her ”mærkelige mand, der havde lavet alle mulige vilde ting,” som hun siger i Politikens podcast ”Tid til bøger”. Hun undrede sig over, at der ikke stod mere om ham på Wikipedia og fortsatte med at opsøge øvrige kilder.

Foto: Tine Harden
  • Født

    1991 i København.

  • Uddannelse

    Antropologi, Københavns Universitet, 2020.

  • Debut

    Bargums synder. Politikens Forlag, 2020. Roman.

  • Litteraturpriser

    Bogforums Debutantpris, 2020. Jens og Helle Kruuses Mindelegat, 2020.

  • Seneste udgivelse

    Gaven. Gyldendal, 2025. Roman.

Den optagethed førte til, at hun begyndte at skrive brudstykker om denne Frederik Bargum. Det blev med tiden til et romanprojekt, som Sofie Malmborg har arbejdet på sideløbende med sine studier i antropologi på Københavns Universitet. Da hun på et tidspunkt vandt en redaktionel tekstlæsning hos Dansk Forfatterforening, anbefalede redaktøren Sofie Malmborg at sende teksten ind til et forlag.

Efter syv års arbejde med romanen sendte hun i maj 2018 uopfordret sit manuskript ind til Politikens Forlag, og i marts 2020 udkom så debutromanen ”Bargums synder”, som hun samme år modtog Bogforums Debutantpris for.

Sofie Malmborg blev i sommeren 2020 uddannet som antropolog fra Københavns Universitet med speciale i økonomisk antropologi, og hun fortæller begejstret om sin store fascination af 1700-tallet: ”Det jeg elsker ved 1700-tallet er blandingen af alle de her nye naturvidenskabelige ideer og eksperimenter og at der også var noget helt gakket – hypnose og trylleri og sådan noget, der blev totalt videnskabeliggjort og der blev skrevet manualer for det hele.” Hun fortæller videre om datidens mænd og kvinder i små højhælede sko, stort hår og pudrede parykker, tøj i pangfarver: ”Der var noget festligt ved 1700-tallet og samtidig må det have været ret forfærdeligt.” [2]Nye skrivende: Med Sofie MalmborgDr.dk, 2020-10-17..

Forfatteren er bosat på Nørrebro i København.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

”Bargums synder” er en mangefacetteret og gennemresearchet historisk roman om sidste halvdel af 1700-tallet, hvor Danmark tilsyneladende uden større moralske skrupler handlede med slaver. Sofie Malmborg er optaget af fænomenet handel og har skrevet speciale i økonomisk antropologi. Hun fortæller, at slavehandlen i 1700-tallet udelukkende baserede sig på økonomiske rationaler uden tanke på de menneskelige omkostninger, og i ”Bargums synder” har hun forsøgt at skildre datidens indstilling til sorte og menneskehandel uden at dømme ud fra nutidig moral og viden.

Malmborg fortæller om sine overvejelser med vinklingen af romanen: ”De slavegjorte menneskers historie fylder jo ingenting i denne bog. Det er en historie, som er rigtig vigtig også bliver fortalt, men i denne bog handler det om slaveherrens rationaler og mentalitet og hans enormt kyniske og økonomiske måde at se på slavehandel på. Jeg har gerne villet skrive de europæiske og danske købmænds perspektiv på slavehandlen.”

Hun uddyber: ”Mange af de kilder jeg har læst fra de sidste 100 år har været meget optaget af skibenes indretning og forternes opbygning – meget tekniske beskrivelser af slavehandlen.” [1]Tid til bøger: Sofie Malmborg: Hvordan en købmand blev slavehandlerPolitiken podcast, 2020..

Romanen giver desuden et levende indblik i datidens København – byens indretning, udvikling, befolkning, levemåder og -standarder. Samtidig er skildringerne fra både det landlige Åbenrå og de europæiske storbyer med til at optegne de enorme forskelle, der var i levestandard og kulturel observans rundt i Europa. I Wien spiller Mozart f.eks. for hoffet, mens Leonora læser Goethe, og lægen i Åbenrå må traske op og ned ad stejle skrænter for at komme på sygebesøg.

Sideløbende med den dramatiske handelshistorie er ”Bargums synder” en kvindehistorie gennem tre generationer: Madam Gustmeyer, Leonora, Rebecca, der lever med meget forskellige muligheder i samfundet og ægteskabet.

Romanens sprog er sanseligt og fuld af metaforer og sammenligninger, der oftest er funderet i krop og natur. Leonoras skrøbelige psyke skildres indfølende og næsten delikat, og romanen interesserer sig for nedarvet skyld, skam, arvesynd hos Rebecca og ambitioner, storhedsvanvid, ærgerrighed hos Frederik – der er tynget af ikke at kunne blafre vildt nok med vingerne i lille Danmark.

Beslægtede forfatterskaber

Der er flere forfattere, der har beskrevet dansk slavehandel og livet i plantagerne i Dansk Vestindien. Blandt andre har Mich Vraa i ”Haabet”, ”Peters kærlighed” og ”Faith”, der udkom i årene 2016-18, skrevet om livet på slaveskibene og i kolonierne med udgangspunkt i de teologiske dyder tro, håb og kærlighed fra Kærlighedens højsang i Det Nye Testamente.

Kim Langers to forbundne bøger ”Den afrikanske forbandelse” (2009) og ”Flugten fra Vestindien” (2010) handler om henholdsvis livet som slave på det danske fort Christiansborg på Guldkysten i Vestafrika og som slave i Dansk Vestindien i tiden omkring det store slaveoprør i 1848.

Maria Hellebergs ”Miss Suzanna” (2002) er baseret på virkelige hændelser og foregår på St. Croix i 1700-tallet. Ungdomsromanen handler om den farvede pige Miss Suzanna, der må leve med at være ejet af et andet menneske. Værket giver et fyldigt indtryk af livet som slave i Dansk Vestindien.

Uomgængeligt er desuden Thorkild Hansens stort anlagte trilogi om Danmarks tid som koloni- og slavehandelsnation: ”Slavernes kyst” fra 1967, ”Slavernes skibe” fra 1968 og ”Slavernes øer” fra 1970, der er fortalt i en levendegjort historieformidling.

En roman, der er knap så dramatisk, men som i lighed med ”Bargums synder” anlægger et blik på 1700-tallets ulige magtforhold og tro på en ny tid, er Ida Jessens hedewestern ”Kaptajnen og Ann Barbara” fra 2020. Heri følger man den tyske Kaptajn von Kahlen, der ankommer til den midtjyske hede for at gøre den levende. Også her er mennesker nogen man handler med og behandler som dyr, og også her har man en forventning om alt det gode, fremtiden vil bringe.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Roman

Bargums synder
Bargums synder

Sofie Malmborg

Politikens Forlag, 2020.

Gaven
Gaven

Sofie Malmborg

Gyldendal, 2025.

Om forfatterskabet

Har brugt otte år på mystisk historie: Sofie på 28 vinder vi…

Henriette Stisen

DR.dk, 2020-11-08.

Kilder citeret i portrættet

[1]

Tid til bøger: Sofie Malmborg: Hvordan en købmand blev slavehandler

Politiken podcast, 2020.

[2]

Nye skrivende: Med Sofie Malmborg

Dr.dk, 2020-10-17.