Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix

*Seneste udgivelse

Vagn Lundbye

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2019

Hovedforfatter

Helle Bertram
cand.mag., 2003

Vagn Lundbye skrev inden for mange genrer. Dog kredser de mange forskellige udgivelser om de samme emner: naturen, dyrene og det oprindelige menneskes kultur og forankrethed i naturen. Vagn Lundbye erklærede tidligt et åndeligt slægtskab med forfatteren Albert Dam. Mange af bøgerne henviser direkte og indirekte til Albert Dams verdenssyn om de fem cirkler, som vi bevæger os inden for: Jeg’ets, familiens, folkets, naturens og den femte cirkel er kosmos, drømme og alt det, vi ikke forstår. At Vagn Lundbye uanfægtet af tidens modeluner holdt fast i disse principper, betød, at han blev en selvskreven skydeskive for anmeldere, der til tider fik nok af oprindelige stammefolk, uberørt natur og fodrejser. Men medvirkede også til, at der over tid samlede sig respekt og beundring for hans klippefaste tro på det, han levede og skrev for.

Baggrund

Vagn Lundbye blev født d. 22. november 1933 i Vanløse og voksede op i Aarhus. Han tog realeksamen på Aarhus Akademi og blev herefter uddannet som officer og lærer. Hans debut kom i tidsskriftet Vindrosen (1964) med novellen "En af disse". I 1966 udkom hans første roman - det litterære eksperiment "Signalement", der er inspireret af den nye franske roman. Den forholdsvis sene debut betød en kunstnerisk såvel som menneskelig modenhed, som var tydelig allerede i de første værker.

Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix

Født
1933 i Vanløse, København.
Død
20. august 2016.
Uddannelse
officer og lærer.
Debut
Signalement, 1966.
Værktyper
Romaner, noveller, digte, rejseskildringer mv.
Priser i udvalg
Livsvarigt hæderslegat fra 1979. Modtog bl.a. Kritikerprisen, Det Danske Akademis Beatricepris m.fl. Modtog i 2002 Det danske Akademis Store Pris for: Trefoldighedsbarn. Radioens Romanpris, 2003.
Inspiration
Albert Dam.
Seneste udgivelse
Roman. Gladiator, 2019.

De sidste 30 år af sit liv boede Vagn Lundbye i det samme hus på Langeland sammen med sin kone med hvem han fik to børn, og en enorm samling af små næsehornsfigurer, tætpakkede bogreoler og gamle frugttræer.

Bredde, dybde og indlevelse

Forfatterskabet er præget af en stor bredde: romaner, noveller, digte, dyrefabler, rejseskildringer og radiospil er bare nogle af de genrer, som Vagn Lundbye arbejder med. Derimod kredser de mange forskellige udgivelser om de samme emner: naturen, dyrene og det oprindelige menneskes kultur og forankrethed i naturen.

Vagn Lundbye erklærede tidligt i forfatterskabet et åndeligt slægtskab med Albert Dam, som han siden har holdt fast ved. Mange af bøgerne henviser direkte såvel som indirekte til Albert Dams verdenssyn om de 5 cirkler. Kort fortalt er verden delt op i de 5 cirkler, som vi bevæger os inden for. Den første er jeg’ets, den anden familiens, den tredje folkets, den fjerde naturens og den femte er kosmos og drømme og alt det, vi ikke forstår.

At Vagn Lundbye uanfægtet af tidens modeluner og tendenser ikke har veget fra disse principper, betyder at han har været selvskreven skydeskive for kritikere og anmeldere, der til tider har fået nok af oprindelige stammefolk, uberørt natur og fodrejser. Men det har også medvirket til, at der over tid har samlet sig respekt og beundring for hans klippefaste tro på det, han lever og skriver for.

Bl.a. har Vagn Lundbye høstet roser for sin helhjertede indlevelse i næsehornet (bla. som i Næsehornsdigte 1990), opdagelsesrejsende (som i Omkom’79 Fjorden fra 1984) og i myter og fortællinger (som i Syv Vidnesbyrd om vor Herre Jesu Kristi Latter – nye alvidende fortællinger, 1999).

I 2002 modtog Vagn Lundbye Det Danske Akademis Store Pris for erindringsværket Trefoldighedsbarn . Romanen sætter en streg under forfatterskabets største kvaliteter: en sproglig stilsikkerhed og en kompromisløs fortæller, som tager læseren med hele vejen. Også når det bliver rigtig ubehageligt.

Du skal bære dit horn som et scepter

… er 2. bud i Rhinoloven, som fremgår af Næsehornsdigte fra 1990.

”Lidt endnu står jeg her
på den mongolske morgenklippe
og trodser verden med mit horn
mens træerne bliver til træer
og græsset forvandles til græs
og det drømmende nattemørke
slipper mig løs af drømmen
atter en uforanderlig morgen
hvor jeg skal repetere mig selv
og skræmme alt nyt på flugt”

Rhinomorgen; Næsehornsdigte

Vagn Lundbye har udgivet flere dyrefabler og digte med afsæt i dyrenes verden. Dertil kommer en lang række kronikker, artikler essays m.m., som har udspring i samme emne. Nogle af dyrefablerne er udgivet på cd. Senest i 2003, hvor Holger Laumann har sat musik til, og en lang række danske musikere bla. Lis Sørensen, Mek Pek og Flemming ”Bamse” Jørgensen har indspillet 24 af fablerne på cd’en Dyrefabler .

Den legendariske digtsamling Næsehornsdigte fra 1990 fremstiller verden fra næsehornets synsvinkel. Lige så næsehornsagtigt, dovent og tungt som næsehornet er. Ligeså rå, ubarmhjertig og frygtelig er den verden, det kigger på.

Det var ikke sådan At verden endte I mit smukke land hverken med et brag eller en klynken Dengang hun ikke længere Kunne holde sig oprejst Men svimmel segnede omkuld Og begyndte at rådne.

Mens jeg dag og nat Blev stående hos hende Og en gang imellem pattede lidt på det kolde øre der spørgende stod og pegede op mod himlen

Hvad er dette modermord Andet end endnu et eksempel på At mennesket i virkeligheden Slet ikke ønsker at leve I denne verden. (Fra Rhino ved liget af sin moder; Næsehornsdigte )

Septemberfortællingerne

I 1988 forfattede Vagn Lundbye rammefortællingen omkring det moderne Dekameron-forsøg Septemberfortællingerne, hvor 7 andre forfattere leverede hver 7 fortællinger til 7 tematisk anlagte fortælledage. De 7 forfattere var Hans Alfredson, Inger Christensen, Maria Giacobbe, Svend Åge Madsen, Henrik Nordbrandt, Ulla Ryum og Peter Seeberg.

Værket blev tilrettelagt på den måde, at Vagn Lundbye skabte rammefortællingen, hvori en katastrofe tvang et antal mennesker til at være sammen i midlertidig isolation. De 7 andre forfattere skulle bidrage med hver 7 fortællinger, som de indespærrede personer valgte at fordrive angsten med.

De 8 forfattere mødtes på Sardinien i Maria Giacobbes hus for at fremlægge hver deres fortællinger med undtagelse af Henrik Nordbrandt, der sendte sine bidrag uledsagede med posten. I de 14 dage fortaltes de 7 gange 7 fortællinger, og Vagn Lundbye fik herigennem indsigt i historierne, som hans bidrag skulle indramme:

” Dag efter dag sad gruppen i pinjelundens skygge, her og der med en koncentreret solstråle legende i håret, og hørte fortællingerne drage forbi. Nogle af dem var som fuldbårne fra første øjeblik, andre vovede sig frem, endnu lidt ængstelige ved deres ufærdighed, men efterhånden nogenlunde trygge for, at de ikke ville blive uskånsomt behandlet af den grund. Figurerne tog langsomt skikkelse for vores øjne ”(…) (Erik A. Nielsen, forord til Septemberfortællingerne, 1988)

Septemberfortællingerne blev aldrig den store læsersucces i sin oprindelige form. Måske var projektet for tænkt til at lykkes litterært. Men det er typisk for Vagn Lundbye at søge nye måder at nå frem til fortællingen på og måske har det været afsæt for såvel forfatterkollektivet som figurerne, der kom til live ved denne lejlighed. Fx er Svend Åge Madsens figur Thomas Emil Fant genudgivet i novellesamlingen Nærvær og Næsten fra 2000 med Madsens egen rammefortælling.

Erindringer – Trefoldighedsbarn

” En tigerslange dumper ned i hovedet på Emil, og de starter en lang dialog om Emils opvækst i Århus i 30’erne og 40’erne og det tasmanske folks frihedskamp i begyndelsen af 1800-tallet ”. Det lyder som indledningen til en Vagn Lundbye-roman, og det er det da også” - skriver Hans Fl. Kragh i Ekstra Bladet.

Dette lyder ikke som begyndelsen til den hæder, det er at modtage den mest prestigefyldte danske litteraturpris, Det Danske Akademis store pris. Men det er det. For Ekstra Bladet var alene om den lunkne modtagelse – resten af anmelderkorpset og læserne i øvrigt tog imod erindringsromanen med blødende hjerter og stor respekt. Trefoldighedsbarn , der fortæller den historie, som Vagn Lundbye ikke har berørt med et ord, siden han flyttede hjemmefra, er så grusom, at en anmelder i det litterære magasin Sentura skriver, at hun ikke kunne læse den færdig. Det er forfærdende, grusomt, umenneskeligt, det, som den lille dreng udsættes for.

Endnu mere gruopvækkende er det, at forfatteren skulle blive næsten 70 år, før historien kom frem i forfatterskabet. Andre kunne have brugt hele livet på at fortælle den, og stadig ikke være færdig. Og så er den egentlige anledning, - for ellers var den måske aldrig kommet frem? – at Vagn Lundbye på en rejse i Tasmanien i mødet med en tigerslange i få sekunder er i tvivl om, hvorvidt han er blevet bidt med dens dødelige gift, og i disse få sekunder lever hele livet igennem igen. Dette er også starten på fortællingen, hvor slangen bliver den kloge, tålmodige tilhører.

I historien hedder Vagn Lundbye Emil, og han fortæller om sin barndom og opvækst i Danmark, og hans fars årelange tyrannisering af ham og resten af familien:

” Emil, hviskede moren med blod om munden, hvordan har du det? - Godt svarede Emil og fandt ud af, hvor han var. Aase og Stig stod og stirrede på ham. - Det gør ikke ondt, vel Emil? Sagde Stig og krammede sin nye brandbil ind til kroppen. De kunne høre kirkeuret på Johanneskirken slå. Der blev stille i huset. Inde i moderens mave lå en lillesøster, som 15 år senere flygtede hjemmefra og til sidst hverken ville kendes ved moderen eller faderen. ”

Mon ikke disse overgreb har været med til at grundlægge den helhjertede menneskemistro, der går som en rød tråd gennem forfatterskabet? Med denne roman har læsere og anmeldere måske fået forklaringen på Vagn Lundbyes ukuelige forsvar for de truede arter – han har selv følt sig som en.

Suzanne Brøgger svarer Ekstra Bladets anmelder i sin tale ved overrækkelsen af Det Danske Akademis Store pris for romanen: ” Men digteren Vagn Lundbye ved mere end ham selv, digteren ved, at lysningen i engen gemmer på et ildelugtende, gruopvækkende væsen med hår over det hele. Derfor kan man heller ikke komme de læsere i møde, som siger: jaja, den er meget god den bog, men kan vi ikke blive fri for slangen. Nej, det kan vi ikke. For her i dødsøjeblikket, hvor livet passerer revy, og hvor begyndelsen er i slutningen (…) der er slangen på sin plads. ”

Ris og roser hænger på træerne

Vagn Lundbyes udgivelser har som regel fået en blandet modtagelse. En lang række kritikere har haft svært ved at sluge det Lundbyeske ”naturreligiøse evangelium” og den til tider meget stramme form.

Hans Hertels anmeldelse af Lundbyes debutroman i Information lød bl.a: ” Sagt helt uden ironi: Det der imponerer i forbindelse med den 33-årige Vagn Lundbyes debutroman – bortset fra Per Kirkebys glimrende omslag – er egentligt at det nystartede forlag H.M. Bergs Forlag, har haft mod til at trykke Signalement, og til at tro at den kan sælges (28 kr.): Det er uforfalsket forlæggeridealisme (….) Lundbye har først som sidst tapetseret bogen med tilsyneladende fuldstændig funktionsløse beskrivelser, side op og side ned, i samme aldeles stilløse stil, lige minutiøst og stilløst, hvad enten det gælder en udgravning, et bilinstrumentbræt, en toilethylde, en altertavle med Jesus i toga eller en asiet med ristet brød og smøreost. Lige bagefter føler man, at skulle man engang i sin alderdom blive spurgt om den kedeligste bog, man havde læst i sit liv, så ville man stadig kunne huske at svare: Vagn Lundbyes ”Signalement” ”.

På Ekstra Bladet kalder Erik Thygesen Signalement for: ” et vægtigt og yderst originalt stykke kunst ”!.

Digte 1977, der er Vagn Lundbyes første digtsamling fik fine anmeldelser, og blev ifølge Danske Digtere i Det 20. Århundrede anset for at være en af 70’ernes bedste digtsamlinger, mens Poul Borum harcelerede: ” OK, så må det siges: Vagn Lundbyes ”Digte 1977” er ikke bare dårlige, de er også prætentiøse og opblæstei”.

Senere følges ris og roser stadig ad. Når JP-anmelderen Jørgen Christian Hansen skriver om Alvidende fortællinger, 1986, lyder det sådan her:

” Referater af Vagn Lundbyes fortællinger ville fylde lige så meget som fortællingerne, i sig selv et godt tegn, så tætte er de, så mystificerende for læseren, der får nok at gøre med at følge med, huske, genkalde sig, ligesom når man læser detektivhistorier, for hos Lundbye er der næppe en tilfældigt anbragt detalje ”

Mens Poul Borum som ved enhver Lundbye-udgivelse benytter lejligheden til spot og hån – denne gang på vers:

"En bondedreng som hedte Vagn/ sa" Fy og Føj til Kjøvenhavn/ og rejste ud med fly og skiv/ for at være dejligt primitiv/og spise af naturens hånd/et helt læs skrøner, myte, ånd/så han med salvelse om mund/ku" fylde os med ”bund” og ”grund”/og blive vældig populær/som selvsmagt indrevisionær ”.

Endelig med samlingen Syv vidnesbyrd om vor Herre Jesu Kristi latter, 1999 blev anmeldelserne nogenlunde enslydende positive og man glæder sig generelt over, at Lundbye har fundet ind til fabulanten og humoristen i sig selv.

Lars Bukdahl kalder Vagn Lundbye for kult og sammenfatter måske hele anmelderkomplekset med følgende ord: ”Vagn Lundbye er et af de mest litteraturbekræftende fænomener, jeg kender på dansk: Han er fuldstændig genstridig i enhver sammenhæng, alt for opbyggelig og anarkistisk og patetisk og humoristisk og litterær og smagløs og stilig og visionær og uhyggelig og forbandet mærkværdig.”

Bibliografi

Romaner og noveller

Signalement

Vagn Lundbye

1966. Debutroman

Intro

Baggrund

Født

Død

Uddannelse

Debut

Værktyper

Priser i udvalg

Inspiration

Seneste udgivelse

Bredde, dybde og indlevelse

Du skal bære dit horn som et scepter

Septemberfortællingerne

Erindringer – Trefoldighedsbarn

Ris og roser hænger på træerne

Bibliografi

Romaner og noveller

Vagn Lundbye i antologier

Digte

Faglitteratur

Børnebøger

Musik

Om forfatteren

Link

Søgning i bibliotek.dk