”Jeg har tit sagt til mig selv: Begæret er det skønneste i verden og det eneste, der kan forgylde dette elendige liv en smule; men tilfredsstillelsen af begæret i sig selv bringer vist ikke meget godt med sig (…)”
”Doktor Glas”, s. 36.
Doktor Glas er en bitter, tvær og kynisk mand. Han harcelerer til eksempel over, hvordan han ikke kan hjælpe de mange kvinder, der kommer i hans konsultation, når de er blevet ufrivilligt gravide. Således kritiserer Söderberg indirekte den dobbeltmoral, der dominerede i samfundet omkring århundredeskiftet, og som betød, at mændene gerne gjorde kvinder gravide, men ikke tog ansvar for konsekvenserne af det seksuelle samvær i en tid, hvor abort ikke var muligt.
Romanen er forholdsvis kort. Handlingen foregår i Stockholm i slutningen af 1800-tallet og forløber hen over en meget varm sommer fra den 12. juni til den 7. oktober. En dag opsøger den ulykkelige præstefrue Helga Gregorius doktoren. Hun har forelsket sig i den smukke Klas Recke og væmmes nu ved sin mand, den ældre præst Gregorius, der insisterer på sin ret til at dyrke sex med hende. Glas fatter sympati med Helga, forelsker sig i hende og beslutter sig for at hjælpe. Først bilder han præsten ind, at Helga lider af en underlivssygdom, som kræver, at hun holder et halvt års pause fra sine såkaldte ægteskabelige pligter. Men da pligten – ifølge præstens logik – går forud for helbredet, ser Gregorius sig i sin gode ret til at tage sin kone med vold. Herefter ændrer Glas strategi, og fortællingen bliver en litterær behandling af den moralske diskussion om, hvorvidt det kan retfærdiggøres at myrde et menneske, hvis det kommer et andet til gode.
Da bogen udkom i 1905, blev den modtaget med skepsis og had, og Söderberg blev beskyldt for at være en galning. I dag har romanen klassikerstatus og anses for at være et stilistisk hovedværk i svensk litteraturhistorie.
Hjalmar Söderberg
Hjalmar Söderberg er en af svensk realismes allerstørste romanforfattere. I sin samtid blev han anklaget for at være vemodig, blasert og pornografisk, og hans bøger om utroskab, voldtægt og mord va...
Læs hele forfatterportrættet