Don Quixote og Ridderen af Spejlene, forfatter Miguel de Cervantes, via Wikimedia Commons

Roman

Senest opdateret

Anne Vindum
cand.mag., januar 2021

Hovedforfatter

Louise Rosengreen
cand.mag., januar 2015

En roman er en længere episk fortælling. Den kaldes roman, fordi ”romansk” oprindeligt betød folkesprog, og genren i sin tidligste form adskilte sig fra den latinske litteratur, som det kun var overklassen, der kunne læse og skrive.

Romanens historie

Romangenren, som den kendes i dag, tog sin begyndelse med den spanske forfatter Miguel de Cervantes Saavedras ”Don Quixote” (1604). Denne satiriske fortælling om lavadelsmanden, der inspireret af de ridderhistorier han har læst, drager på eventyr, regnes for den første europæiske roman.

Den første, danske romanforfatter var Margrethe Lasson, der med ambitionen om at udbrede det danske sprog til folket efter fransk forbillede skrev nøgleromanen ”Den beklædte sandhed” i 1715. Historien, som foregår i oldtiden, er en kærlighedsintrige om et elskende par, der mødes i hemmelighed forklædt som hyrder. I 1741 skrev Ludvig Holberg sin utopiske rejseroman ”Niels Klims underjordiske rejse” på latin. Niels Klim er en norsk student, der rejser til jordens indre og her stifter bekendtskab med alternative samfundsformer. Det, der gør de to tekster til romaner er, at de begge er længere sammenhængende prosafortællinger om individers oplevelser, hvori persongalleriet, miljøerne og handlingen udfoldes.

Dannelsesromanen

I 1800-tallet blev dannelsesromanen populær. Den er kendetegnet ved, at den følger et livsforløb, hvorigennem hovedpersonen bliver formet og ved den lykkelige slutning kan se tilbage på sit liv og finde sig til rette med sin plads i verden. Et eksempel herpå er Hans Egede Schacks ”Phantasterne” (1857), hvori den fantasifulde dreng Conrad ender som en succesrig embedsmand. Udviklingsromanen kan siges at være dannelsesromanens negative modstykke. Her udvikler den unge hovedpersons håbefulde forventninger sig til desillusion og erkendelser om livet som meningsløst og forfejlet. I J.P. Jacobsens ”Niels Lyhne” fra 1880 følger læseren den ateistiske Niels, der gennemlever den ene forfejlede, ugengældte og fatale forelskelse efter den anden, indtil han ved sin død har mistet alle illusioner.

Romanens kendetegn

Romanen kendetegner sig ved at have fokus på individet og dets udvikling. Modsat novellen kan en roman tidsmæssigt strække sig over hundrede af år og foregå mange steder på samme tid eller i forskellige historiske perioder. Der kan være mange konflikter eller udslagsgivende begivenheder, og grundet værkets længde kan læseren over længere tid indleve sig i karaktererne og identificere sig med deres udfordringer i det litterære univers. Man skelner mellem den fortalte tid og fortælletiden i en roman, hvor den fortalte tid er den tid historien foregår over, mens fortælletiden er det tidsrum, der fortælles i. Der er almindeligvis én hovedperson i en roman, og denne beskrives oftest via en 1. persons- eller 3. personsfortæller. Genren har dog gennem tiden taget mange forskellige former, og der findes en stor mængde undergenrer som kollektivromaner, brevromaner, dagbogsromaner, punktromaner, historiske romaner og forskellige moderne hybridgenrer, f.eks. antiromanen, den absurde roman og autofiktion.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Marts 2024