Den første scene i "Stormen" af William Shakespeare, malet af George Romney, via Wikimedia Commons

Drama

Senest opdateret

Anne Vindum
cand.mag., januar 2021

Hovedforfatter

Louise Rosengreen
cand.mag., januar 2015

Dramaet er den ene af de tre klassiske hovedgenrer. Det stammer fra det antikke Grækenland, hvor drama betød ”at handle”. Handlingen er da også det centrale i genren, der af grækerne blev opdelt i de to hovedtyper komedie og tragedie. Tragedien var et sørgespil med en tragisk afslutning, hvor karakterernes nederlag og forfald skulle rense publikums sjæl. Komedien derimod skulle vække glæde, sjov og latter. Det kunne være over en pudsig begivenhed eller fordi karakterne i dramaet var morsomme, som i Ludvig Holbergs (1684-1754) mange karakterkomedier.

Dramaets kendetegn

Et drama er et digtet manuskript, der er skrevet for at blive opført på en scene af skuespillere, og derfor er karakteristisk ved dets replikker, dialoger, sceneskift og regibemærkninger om karakterernes mimik, gestik eller scenografien. Der kan være en fortæller, men for det meste er det handlingen og replikkerne, der skaber sammenhæng. Det klassiske drama har fem akter. I første akt, ekspositionen, introduceres hovedpersonerne og forhistorien til konfliktstoffet. I anden akt, knuden, starter konflikten, der i tredje akt, krisen, kulminerer. Fjerde akt, der også kaldes peripeti, er vendepunktet, hvorefter der aldrig kan vendes tilbage til udgangspunktet før konflikten. Endelig er femte akt afslutningen, der i en komedie vil ende i en komisk løsning af problemet og i tragedien katastrofalt.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: 14. dec. 2016

Dramaets historie

I slutningen af 1500-tallet skrev den engelske dramatiker William Shakespeare (1564-1616) en lang række historiske skuespil, der var banebrydende pga. deres frie, varierede form og det billedrige sprog. På denne tid var det protestantisk-humanistiske skoledrama populært i Danmark, der først i 1722 fik sit første teater. I 1748 åbnede Det Kongelige Teater i København, og omkring denne tid blev skellet mellem tragedien og komedien opblødt, og nye undergenrer som det romantiske, historiske og borgerlige drama vandt frem. Charlotte Dorothea Biehl (1731-1788) blev en dansk repræsentant for det borgerlige drama, der omhandlede de borgerlige familiers værdier. Biehls komedie ”Den listige Optrækkerske” (1765) er den mest amoralske af hendes ellers meget moraliserende komedier, der prædikede dydighed og satte tydelige grænser for, hvor lidenskabeligt og følsomt mennesket burde være. Den udspekulerede Lucretia narrer sine mange bejlere til at give hende gaver og penge, indtil tjenestepigen afslører hykleriet.

Det moderne gennembrud medførte også et nybrud i dramaet, da svenske August Strindberg (1849-1912) og norske Henrik Ibsen (1828-1906) med deres skuespil satte problemer til debat. Det realistiske og naturalistiske dramas sigte var at skabe en virkelighedstro illusion på scenen, så overnaturlige elementer og publikumshenvendelser blev afskaffet. Inspireret af tyskeren Bertolt Brechts episke teater, hvor bl.a. verfremdungsteknikken gjorde op med den realistiske stil, fik Kjeld Abell (1901-1961) i 1935 stor succes med ”Melodien der blev væk”, der i et mix af skuespil og revy kritiserer småborgerligheden. Den melodi, der er forsvundet, er hovedpersonen Larsens livsglæde, efter han er blevet gift og har bosat sig med klaver og kone. Konen gør oprør, og også Larsen bryder med normerne. Abell nedbrød skellet mellem publikum og scene, arbejdede med scenografi og kostumer som en del af det kunstneriske udtryk og kombinerede dramaet med jazzmusik.

Dramaet i dag

I dag er de mange blandingsgenrer som musicals, revyer, teaterkoncerter, radio- og tv-dramaer en naturlig del af dramagenren. F.eks. mødes fire skøre eksistenser for at mindes deres afdøde ven og visesanger i det satiriske stykke ”Guitaristerne” (2006) af Line Knutzon (1965-). De fire guitarister skal arrangere en mindekoncert men har svært ved at enes, og via deres mange ordkløverier udstiller Knutzon det udfordrende ved at samarbejde og sætter den demokratiske proces til diskussion. Med sin absurd-realistiske samfundskritik og sine fantasifulde dialoger medregnes Knutzon til en gruppe af yngre, eksperimenterende dramatikere, der ifølge litteraturforsker Birgitte Hesselaa har skabt et dramatisk gennembrud omkring årtusindeskiftet.