Forsiden på Robert Storm Pedersens album af tegninger årgang 1916, via Wikimedia Commons

Grafisk roman

Senest opdateret

Anne Vindum
cand.mag., januar 2021

Hovedforfatter

Louise Rosengreen
cand.mag., januar 2015

Grafiske romaner er en genre, der udspringer af den klassiske tegneserie. Det kan diskuteres, hvad der adskiller tegneserien fra den grafiske roman, og nogle mener, at den væsentligste forskel er at tegneserier er målrettet børn, hvorimod den grafiske roman er tiltænkt en voksen læser. En anden skelnen går på graden af alvor, da eksempelvis tematikker som pædofili, død eller krig oftere forekommer i grafiske romaner.

Grafisk roman som genrebetegnelse stammer fra 1978, hvor Will Eisner udgav ”A Contract With God” (”En kontrakt med Gud”, 1979). Da det engelske ord for tegneserie ”comic” associerer humor og sjov, syntes Eisner ikke, at det var passende at kalde sit socialrealistiske melodrama om fattige jøder i New York for ”comic”. Derfor fik hans hæfte undertitlen en grafisk roman, og denne betegnelse er især i det 21. århundrede blevet mere og mere brugt om længere, sammenhængende, tegnede fortællinger. Genrens stigende succes er international, og både amerikanske, iranske og japanske tegnere har bidraget til dens alsidighed. En grafisk roman kan også være journalistik, erindring, historieformidling og/eller kunst. To af de grafiske romaner, som har bidraget til genrens popularitet, er den historiske beskrivelse af holocaust ”Maus” (1986, 1991) af Art Spiegelman, hvor jøderne er mus og nazisterne rotter, og Marjane Satrapis ”Persepolis” (2000), der er en personlig barndomserindring om kultursammenstødet mellem øst og vest, hvor en lille pige vokser op i Iran under den islamiske revolution for senere at blive sendt på østrigsk kostskole.

I de klassiske tegneseriehæfter, som f.eks. belgieren Hergés seriehæfter om ”Tintin” fra 1929, følges en fast struktur, hvor hver side indeholder tre etager med 1-4 rammer i hver. En grafisk roman er mere fri, da tegneren i højere grad kan eksperimentere med layout og komposition af de enkelte opslag. Stilistisk er den grafiske roman kendetegnet ved at være en fortløbende fortælling med dynamiske billeder, som fører handlingen fremad. Billedernes størrelser kan veksle, men de viser ofte kun brudstykker af den samlede fortælling, således at læseren selv må udfylde de mellemliggende tomme huller. Tegnestil, streg og farvelægning kan variere fra det enkle til sirligt detaljeret, men oftest vil udtryk og indhold relatere sig til hinanden, som i ”Persepolis”, hvor den simple, sort/hvide, barnlige streg understøtter historien om den iranske piges opvækst i en opdelt verden.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: SONY Pictures Classics. 2007

I Danmark regnes Robert Storm Petersens ”De tre smaa Mænd og Nummermanden” (1913) med tre små rundhovedede mænd i hovedrollerne for den første tegneserie. I nyere tid har flere yngre, danske tegnere leget med mediets muligheder, som f.eks. Rikke Bakman, der med en bevidst naiv farveblyantsstreg erindrer sin barndoms strandture med familien i ”Glimt” (2011). Også Mikkel Ørsted Sauzet har fået opmærksomhed med ”Aske” (2013), der udelukkende er tegnet med røde bic-kuglepenne og helt uden ord fortæller historien om en slaveopstand på Haiti. Der findes også flere eksempler på, at tegneserien og den grafiske roman indgår som motiv i den traditionelle roman. Den amerikanske forfatter Michael Chabons prisvindende ”The Amazing Adventures of Kavalier & Clay” fra 2000 (”Den utrolige historie om Kavalier & Clay”, 2006) er på samme tid en udviklingsroman og en genfortælling af den amerikanske tegneseries historie. Chabon bruger tegneseriemediets udvikling fra 1930’erne og frem som rammen i et skriftligt forsvar for minoriteters ligeberettigelse. Og i den danske prosaist Dennis Gade Kofods roman ”Superhelte i det hele taget” (2010) flygter en bornholmsk mand ind i et tegneserieunivers, når angsten overmander ham.