BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Gry Jexen er historiker og har med sin bestseller "Kvinde kend din historie" skrevet kvinderne ind i en ellers mandsdomineret Danmarkshistorie. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen
Gry Jexen er historiker og har med sin bestseller "Kvinde kend din historie" skrevet kvinderne ind i en ellers mandsdomineret Danmarkshistorie. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen

Faglitteratur

Senest opdateret
  • Anne Vindum
    cand.mag., januar 2021
Hovedforfatter
  • Louise Rosengreen
    cand.mag., januar 2015

Intro

Man opdeler almindeligvis litteratur i skønlitteratur og faglitteratur, hvor skønlitteratur er fiktion og faglitteratur har et fagligt indhold. Faglitteratur er altså ikke fantasi, men tværtimod tekster, som er baseret på fakta, dvs. kendsgerninger, empiriske undersøgelser eller anden viden fra det virkelige liv. Udgangspunktet for faglitteratur er, at den skal være faktuel korrekt, men da menneskeheden hele tiden bliver klogere, findes der i historien mange eksempler på faglitterære værker, der efterfølgende har vist sig at indeholde forkerte eller misvisende oplysninger. Kendetegnende er det dog, at den faglitterære forfatter ved værkets tilblivelse har troet på, at indholdet var sandt.

Da faglitteratur defineres som alt det, der ikke er fiktion, må genren nødvendigvis være meget omfangsrig. Der findes en lang række undergenrer som historiebøger, brugsvejledninger, universitetsafhandlinger, rejseguides, håndbøger, brevsamlinger mm. Herudover findes en mængde undergenrer som selvbiografier, dagbøger, essays og nogle former for journalistik, der befinder sig i krydsfeltet mellem skøn- og faglitteratur, fordi graden af fiktion varierer eller står til diskussion.

I litteraturhistorien spiller de såkaldte encyklopædier en central rolle i udbredelsen af den almene viden. Oprindeligt var encyklopædiens indhold instruktioner inden for alle fagområder, og teksterne var udformet som korte artikler, der var organiseret i et opslagsværk. Plinius den ældres ”Historia Naturalis” fra ca. år 70 er et af de ældste eksempler, der er bevaret. Den første danske encyklopædi er fra det 19. århundrede, og omkring årtusindeskiftet begyndte et større arbejde med udgivelsen af ”Den Store Danske Encyklopædi” (1994-2006). Mere end 3000 mennesker bidrog til at skrive artikler til leksikonets 22 bind, men projektet blev overhalet indenom af det åbne, interaktive opslagsværk Wikipedia, der udelukkende eksisterer på internettet. I dag har Wikipedia over 270.000 danske opslag, og på verdensplan over 55 millioner på flere hundrede forskellige sprog. Indholdet redigeres af brugerne, og man kan i et opslags historik se, hvilke ændringer der er foretaget og af hvem.

Historiebøger, historiske biografier og historisk journalistik er populære genrer inden for faglitteraturen. Et eksempel herpå er journalist Peter Øvig Knudsens dokumentariske beretning om ”Blekingegadebanden 1 og 2” (2007). Den handler om en gruppe af radikale venstreorienteredes illegale aktiviteter, som bl.a. inkluderede drabet på en ung politimand i 1988. Bøgerne er skrevet på baggrund af et grundigt researcharbejde og en stor mængde kilder. En anden faglitterær forfatter, der har haft succes med at formidle historiske begivenheder som dramatiske, dokumentariske fortællinger, er Tom Buk-Swienty. Med sans for både den politiske praksis og hverdagslivets detaljer har han skildret krigen i 1864 og vilkårene for militærets mænd. En af dem var Karen Blixens far Wilhelm Dinesen, som Buk-Swienty portrætterer i ”Kaptajn Dinesen” (2013-2014). Dinesen var også selv en respekteret faglitterær forfatter på grund af sine sansende naturskildringer i de essayistiske tekster, der udgør ”Boganis jagtbreve” (1889).

Essayet er en genre, der ligger på grænsen mellem det saglige og det fiktive. Det er en ikke-fiktiv genre, der gør brug af sproglige virkemidler fra fiktionen. Indholdet i et essay kan i princippet være hvad som helst, men stilen er ofte subjektiv, diskuterende, reflekterende eller argumenterende og tager afsæt i forfatterens personlige erfaringer eller holdninger. Navnet stammer fra franskmanden Michel de Montaignes ”Essais” fra 1580-1588, der er usystematiske, selvbiografiske tekster om alt fra søvn til transport og klassisk litteratur. Elsa Gress er et dansk eksempel på en forfatter, hvis foretrukne genre til at formidle sin polemiske kulturkritik var essayet. Hun debuterede i 1945 med essaysamlingen ”Strejftog”, og gennem hele forfatterskabet brugte hun genren til med intellektuel nysgerrighed at ræsonnere over bl.a. samfund, kunst og køn.

Kilder

Primærlitteratur

Kaptajn Dinesen – Ild og blod
Kaptajn Dinesen – Ild og blod

Tom Buk-Swienty

Gyldendal, 2013

Kaptajn Dinesen – Til døden os skiller
Kaptajn Dinesen – Til døden os skiller

Tom Buk-Swienty

Gyldendal, 2014

Boganis jagtbreve
Boganis jagtbreve

Wilhelm Dinesen

Rosenkilde og Bagger, 1988

Strejftog
Strejftog

Elsa Gress

Ukendt forlag, 1945

Blekingegadebanden
Blekingegadebanden

Peter Øvig Knudsen

Gyldendal, 2008

Sekundærlitteratur

At tænke uden styrthjelm og knæbeskyttere - Om essayet som genre og det danske essay i det 20. århundrede
At tænke uden styrthjelm og knæbeskyttere - Om essayet som genre og det danske essay i det 20. århundrede

Thorkild Borup Jensen

Dansklærerforeningen, 1999

Genrer - findes de i virkeligheden?
Genrer - findes de i virkeligheden?

Jens Breinholt Schou

Dansklærerforeningen, 2005

Tekstanalyse - genrer, begreber og eksempler
Tekstanalyse - genrer, begreber og eksempler

Jan Horn Petersen

Frydenlund, 2013

Greb om fagteksterne - en opslagsbog
Greb om fagteksterne - en opslagsbog

Lone Skafte Jespersen og Anne Risum Kamp

Alinea, 2013

Forfatterportrætter

Hjemmesider

Faktalink

Faktalink om essayanalyse

Videnskab.dk

Faktalink om Blekingegadebanden