BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
andreas pedersen
Foto: Sofie Amalie Klougart
*Seneste udgivelse

Andreas Pedersen

    Hovedforfatter
    • Iben Engelhardt Andersen
      mag.art., 2017

    Intro

    Andreas Pedersen skriver om det moderne landboliv, ung kærlighed og andre menneskers bevægelser. Med intens opmærksomhed, begejstret åbenhed og sproglig koncentration indfanger han øjeblikke af fryd i kraftfulde sætninger. Det handler om at give sig hen til skønheden og dermed overgive sig til fællesskabet.

    Baggrund

    Andreas Pedersen er født i 1990 og opvokset i landsbyen Sejet, lidt uden for Horsens. Faderen er sjette og efter al sandsynlighed sidste generation på slægtsgården, der fungerer som et konventionelt svinelandbrug. Bedsteforældrene boede på en gård et par hundrede meter væk, og Andreas og hans to brødre hjalp til i høsten, med græsslåningen og med at sende svin til slagtning.

    andreas pedersen
    Foto: Sofie Amalie Klougart
    • Født

      1990, Østjylland.

    • Uddannelse

      Forfatterskolen, 2012.

    • Debut

      Fryden. Gladiator, 2016.

    • Litteraturpriser

      Blixenprisen for årets litterære talent, 2017. Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat, 2017.

    • Seneste udgivelse

      Fryden. Gladiator, 2016.

    • Inspiration

      Clarice Lispector, Kirsten Thorup, Spinozas etik.

    ”At tænke på, hvad et menneske vil kunne lide, er vidunderligt./ Når man forestiller sig mødet finde sted./ Det sælsomme, som gennemstrømmer verden.// Hvordan vidste du, at det var min yndlingsfarve?// Fordi jeg har tænkt på, hvad du ville elske. Jeg har set dig som en/ melodi, en farve, en hastighed og set på, hvad du forbandt dig/ med, og hvad der forbandt sig med dig.”

    ”Fryden”, s. 7.

    I 2012 blev han uddannet fra Forfatterskolen i København sammen med blandt andre Pernille Abd-El Dayem og Caroline Albertine Minor. I afgangsantologien herfra skriver han om landboprovinsen, der sætter sig i kroppens bevægelser, om ”Jordbrugerne foran deres markers spejl” og om ”At gå vågen ned til fjordområdet/ Med en slunkenhed i sig/ Med en tyngde efter søvnen”. I teksterne, der betegnes som udkast, er der en tæt forbindelse med dyrene, men også en dovent ungdommelig afstand til arbejdet på gården: ”Jeg var ikke i marken i sidste måned/ De ringede til mig/ Jeg lå længe og hørte på ringetonen/ Lydstyrken/ Så fortalte de mig om det fysiske arbejde/ Jordbrugerne”. (Forfatterskolens afgangsantologi).

    Udvalgte bøger

    Genrer og tematikker

    I et interview fortæller Andreas Pedersen, at da han skrev ”Fryden”, beskæftigede han sig med oplevelsen af at overgive sig til følelser, rytmer og bevægelser, der virker større end en selv: ”Fryden er en fornemmelse af at blive revet med af noget, som man ikke ved hvad betyder, samtidig med at man har en følelse af glæde.” (Bogfolk, Politiken podcast, uge 49, 2016).

    Han siger i samme interview, at han har søgt at finde et modsprog til et credo om, at man skal stå fast på sig selv og stå imod påvirkninger og ydre kræfter. Selv om det betyder, at man kan fremstå latterlig, påvirkelig eller afhængig af andre mennesker, har han villet give euforien sprog: Hans tekster er et forsøg på at ”bekæmpe ensomhed og tilbagetrækning, den fristelse der er for enhver til at blive det isolerede eller afgrænsede menneske, det selvdefinerede menneske eller det uforanderlige menneske.” (Bogfolk, Politiken podcast, uge 49, 2016).

    Det nære liv får stor opmærksomhed i Pedersens tekster. Han skriver om hverdagssituationer og genkendelige møder. Det er ikke af den grund naivt eller selvoptaget, der ligger snarere en form for program i at besynge den umiddelbare oplevelse af fryd og bruge ellers lidt belastede eller – i poetisk kontekst – bedagede ord som ”lykke”.

    Overgivelsen til fryden er nemlig uproduktiv, hvis man med produktiv forstår noget, der skal føre til noget bestemt. Det er heller ikke en individuel følelse, men snarere et moment af opmærksomhed på det fælles. Et sted lyder det sådan her: ”Fremtiden er ikke andet end en del af nutiden, som man befrier i et stormløb.” (s. 35).

    Pedersen citerer og henviser til anden litteratur igennem ”Fryden” – Clarice Lispector, Kirsten Thorup, Kafka, Mandelstam. De bliver en del af den modstand, som digtningen – og de kondenserede sætninger – kan yde det mere instrumentaliserede eller fornuftige sprog, som mennesker ellers forholder sig til hinanden med. Pedersen skriver: ”det sker, at jeg bare ligger og læser/ glemmer at spise/ det eneste, jeg tænker på/ er, hvordan jeg skal leve mit liv/ for at leve som den sætning” (s. 57).

    Beslægtede forfatterskaber

    Andreas Pedersen skriver fra en ivrig ungdom om fryden. Der er en begejstring for små, kondenserede øjeblikke og de umiddelbare omgivelser, som man også finder i Asta Olivia Nordenhofs ”det nemme og det ensomme” (2013), der på lignende måder blander barndomserindringer, mikroportrætter og besyngelser af omgivelserne. Det er ikke bare skønheden der beskrives, men følelsen af at overgive sig til skønheden, der videreformidles.

    Den patosfyldte og uironiske stemme har han tilfælles med jævnaldrende forfattere som Caspar Eric og Lea Løppenthin. De skriver, uden distance, om følelser og kropslige erfaringer. Mens Caspar Erics ”Nike” og Løppenthins ”Marts er bedst” er mere sorgfulde og vrede er grundfølelsen anderledes frydefuld hos Pedersen. Fælles for dem er, at affekten er en form for hovedperson i bøgerne, hvilket gør teksternes jeger til nogle påvirkelige jeger. På den måde handler opmærksomheden på det nære og på følelseslivet ikke om afgrænsede individer, men om jeger, der er sårbare og afhængige af fællesskabet.

    Jegerne er altså ikke adskilt fra, men påvirket af verden. Og kroppen er et uomgængeligt punkt for påvirkninger og relationer: ”Jeg skal ikke kunne sige, hvad man ønsker sig af mig i verden. Min krop er som vinden, den er udenfor, og selv når den er stille, er den forjaget.” (”Fryden”, s. 37).

    Relaterede forfattere

    Bibliografi

    Andreas Pedersen i Forfatterskolens afgangsantologi 2012
    Andreas Pedersen i Forfatterskolens afgangsantologi 2012

    Andreas Pedersen

    Basilisk, 2012.

    Fryden
    Fryden

    Andreas Pedersen

    Gladiator, 2016.

    Om forfatterskabet

    Andreas Pedersens digte er frydefulde

    Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen

    Politiken, 2016-12-09. Anmeldelse.

    »Der, hvor jeg kommer fra er skønheden farlig, fordi den er upr…

    Silke Fensman

    Politiken, 2016-12-11.

    Er denne kaffe ikke smuk nok?

    Lars Bukdahl

    Tale til Andreas Pedersen i anledning af Munch-Christensens Kulturlegat 2017. Litteratursiden, 2017-09-27.

    Søgning i bibliotek.dk

    Emnesøgning på Andreas Pedersen

    Kilder citeret i portrættet

    [1]

    Bogfolk: Er der sket en demokratisering af poesien i år 2016?

    Interview med Andreas Pedersen. Bogfolk, uge 49, Politiken Podcast, 2016.