Colum McCann

Emneord:

amerikansk litteratur

Hovedforfatter

Anders Olling
journalist og cand.mag., 2014

Colum McCann har med romanen ”Lad kun verden tumle sig” cementeret sin position som en af sin generations allerbedste skildrere af New York. At det lige er blevet en forfatter fra Irland, der har vundet den hæder, har fået kritikere til at gruble over, at det netop er en udlænding, som bedst portrætterer metropolen, men på den anden side er det måske netop den fremmedes blik, der er det rette at kaste på byen, som siden sin fødsel har været adgangsportal til den nye verden.

Colum McCann skriver historisk fiktion, der skildrer menneskeskæbners søgen efter en plads i en barsk verden, hvor storheden trods realismen stadig er mulig.

Baggrund

En episk cykeltur tværs over USA gjorde Colum McCann til kunstner. For én ting er at have baggrund og papirer i orden, noget andet er at have den livserfaring, som skal til for at have litterær ammunition til at blive en af vor tids mest anerkendte engelsksprogede forfattere.

”Dette er Amerika. Man når ud i grænselandet. Man kan rejse, hvorhen man vil.”

”Lad kun verden tumle sig”, s. 233.

Colum McCann kom til verden i 1965 og voksede op blandt bøger i et forstadskvarter i Irlands hovedstad, Dublin. Faderen var journalist og litterær redaktør på en af byens aviser, og Colum McCann fulgte sit ophavs fodspor, uddannede sig til journalist og markerede sig hurtigt som et stort, prisvindende talent, der kunne lave historier, som selv det irske parlament var nødt til at forholde sig til.

Foto: Mathieu Bourgois/Writer Pictures/Ritzau Scanpix

Født
28. februar i Dublin, Irland.
Uddannelse
Journalist fra Dublin Institute of Technology og University of Texas.
Debut
Fishing in the Sloe-Black River. 1994.
Litteraturpriser
Esquire Magazine: ”Best and Brightest” Young Novelist, 2003. International IMPAC Dublin Literary Award, 2011.
Seneste udgivelse
Breve til en ung forfatter : tanker og gode råd. People'sPress, 2017. (Letters to a young writer, 2017). Oversat af: Claus Bech.
Bonusinfo
Colum McCann har spottet sin bedstefar, Jack McCann, i James Joyce-romanen ”Ulysses”, et af det 20. århundredes allerstørste litterære værker.

Trods succesen på diverse irske aviser kunne Colum McCann dog ikke undertrykke sin drøm om at blive forfatter. I 1986 forlod han Irland og flyttede til Cape Cod i den amerikanske stat Massachusetts med ambitionen om at skrive den næste store irsk-amerikanske roman. Her måtte den unge forfatterspire alligevel sande, at det er svært at få noget substantielt ned på papiret, når man i bund og grund er en succesfuld lille snothvalp uden den store erfaring med livet. Derfor tog McCann ud på sin store tohjulede dannelsesrejse på kryds og tværs af USA. Her stødte han på et væld af oplevelser, der hjalp ham på vej mod målet om at blive forfatter. Han endte med at stille cyklen i Texas, hvor han engagerede sig i socialt arbejde, mens han studerede videre på University of Texas i Austin.

Erfaringerne fra den virkelige verden har siden næret Colum McCanns pen. Han debuterede i 1994 med den ikke-oversatte novellesamling ”Fishing in the Sloe-Black River” (som kan findes i ”Sultestrejken”, 2001) og har siden udgivet en håndfuld anerkendte romaner. Det er dog hans roman fra 2009, ”Lad kun verden tumle sig” (da. 2011), der indtil videre regnes for hovedværket.

McCann er på samme tid en meget traditionel og yderst moderne forfatter. Klassisk i den forstand, at han skriver ovenpå traditionen af de irske forfattere, men samtidig går han til værks som en global journalist, der rejser verden rundt for at indsamle sit stof.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Bortset fra et par novellesamlinger skriver Colum McCann store realistiske, historiske romaner, centreret omkring store temaer som for eksempel håbefulde indvandreres møde med de barske realiteter i Amerika (”Danser” og ”Lad kun verden tumle sig”), raceproblemer (”Landet under verden”) eller de personlige konsekvenser af konflikten i Nordirland (”Sultestrejken”).

Fælles for historierne er, at de hovedsageligt kredser om den underprivilegeredes kamp for at finde sin plads i en barsk verden, der eksempelvis ikke accepterer blandede ægteskaber. Det handler hele tiden om at finde sin plads ude i verden eller at finde hjem til udgangspunktet.

Dette almengyldige tema træder i fortællingerne ekstra tydeligt frem i og med, at Colum McCann ikke går af vejen for at tilsætte sine romaner en knivspids (irsk?) sentimentalitet, der tjener til at få figurerne og deres situation til at fremstå ekstra rørende.

Alene ved at være skrevet efter 2001 skriver ”Lad kun verden tumle sig” sig ind i den efterhånden bugnende post-9/11-litteratur, som har tematiseret angrebet på World Trade Center 11. september 2001. Den tyske avantgardekomponist Karl-Heinz Stockhausen (1928-2007) kom efter terrorhandlingen for skade at sige, at angrebet kunne ses som ”det største kunstværk, der nogensinde har eksisteret”, hvilket naturligvis skabte stor forargelse. I ”Lad kun verden tumle sig” bliver tvillingetårnene brugt som setting for et radikalt anderledes statement, nemlig Phillipe Petits linedansergang mellem tårnene i august 1974. Her bringer Colum McCann et helt andet tema om kunstens potentiale og mål på banen.

Dette tema slås også an i den biografiske ”Danser”, hvor den virkelige balletdanser Rudolf Nurejev sætter alt ind på at opnå sin store drøm om at slå igennem som danser i USA. Her tager fortællingen skikkelse af kunstnerromanen, hvor hovedpersonen finder sin vej til kunsten og lærer, hvad der skal til for at indfri sine ambitioner.

Beslægtede forfatterskaber

Colum McCann står på skuldrene af to af den vestlige verdens allerstørste romantraditioner, den irske og den amerikanske. Det kan gøre karakteristikken af hans litterære aner svære at udkrystallisere.

Hovedpersonen i ”Lad kun verden tumle sig” er i virkeligheden New York. Colum McCann skriver sig på den måde ind i en lang række af New York-portrætter. Her i Danmark er det nok Paul Austers New York-trilogi, bestående af bøgerne ”By af glas” (1985), ”Genfærd” (1986) og ”Det aflåste værelse” (1986), der er det mest prominente byportræt.

Et andet og mere lignende eksempel er ”Den utrolige historie om Kavalier & Clay” (2000) af Michael Chabon, som ligesom Colum McCann benytter indvandrerens blik på New York. Men hvor indvandreren i ”Lad kun verden tumle sig” som en anden Jesus kæmper for at hjælpe de fortabte sjæle på samfundets bund, handler ”Den utrolige historie om Kavalier & Clay” om to indvandreres jagt på den amerikanske drøm. Til gengæld kan østeuropæernes bedre sammenlignes med Colum McCann-romanen ”Danser”, der handler om balletstjernen, som når tinderne med sin kunst i den nye verden.

Stilistisk tyr Colum McCann i passager til såkaldt stream of consciousness eller bevidsthedsstrømme, hvor tempoet skrues op, og begivenheder flyver forbi i korte beskrivelser, mens der langsomt zoomes ind på fortællingens egentlige ærinde, nemlig hovedpersonen. Her trækker Colum McCann på den stolte britiske tradition af kanoniserede forfattere som James Joyce og Virginia Woolf. Disse passager minder i sin stil ganske meget om den måde, Joyce indleder sin berømte novelle ”To kavalerer” fra samlingen ”Dubliners” – eller ”Dublinfolk”, som udkom i 1914. ”Dubliners” er ligesom ”Lad kun verden tumle sig” et portræt af en by, men de to bøgers kontekster er vidt forskellige. ”Dubliners” er skrevet i en tid, hvor Irland kæmpede for at løsrive sig fra det engelske overherredømme og er derfor skrevet i en tid præget af stærk nationalisme og national identitetssøgen. ”Lad kun verden tumle sig” er derimod sat i globaliseringens arnested, hvor det er helt andre konflikter, der finder sted. Fælles for de to bøger er dog, at de ved hjælp af forskellige hovedpersoners adskilte historier kan sammensætte et spraglet portræt af en bestemt by i en særlig tid.