Constance Debré

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
april 2026

Hovedforfatter

Andreas Eckhardt Læssøe
cand.mag., oktober 2025

Franske Constance Debré fik et internationalt gennembrud med sine autobiografiske romaner ”Playboy” og ”Love me tender”. De handler om en kvindelig hovedkarakter, som flytter fra sin heterokernefamilie og forlader sin advokatkarriere for at springe ud som lesbisk og forfatter samtidig. Der bliver givet fuckfingre til mange normer og forventninger, særligt til kvindens rolle. Det være sig både i erotiske relationer og i familien. Debré skriver med en coolness så markant, at det minder om regulær kulde. Hendes sætninger er kategoriske og præcise, og de giver ikke meget for ideen om psykologisk dybde.

Baggrund

Constance Debré er født i 1972 ind i en velhavende og berømt familie. Hendes farfar, Michel Debré, var premierminister i Frankrig fra 1959-1962 under præsident Charles de Gaulle. Navnet Debré er ét, de fleste franskmænd vil kende. Hendes far, François Debré, var forfatter og journalist og arbejdede som international korrespondent. Hendes mor, Maylis Ybarnégaray, var tidligere model og døde, da Constance var 16 år, i 1988. Også til morens side af familien findes en berømt skikkelse, hendes bedstefar Jean Ybarnégaray, som var modstandskæmper og minister i Vichy-regeringen, og desuden var slægten adelig.

”Næste dag sendte jeg en sms til hende og spurgte, om hun ville komme til frokost hos mig dagen efter. Hun sagde OK, hun kom hjem til mig, vi tilbragte eftermiddagen i sengen. Og sådan fortsatte det. Der gik ikke længe, før jeg elskede hende. Først hendes krop, og så resten af hende. Ugen efter elskede jeg hende ikke mere. Jeg slog op per sms. Kan det ikke være lige meget, hvordan man gør det, det er alligevel altid grimt.”

”Playboy”, s. 165.

Librairie Mollat, via Wikimedia Commons

Født
10. februar 1972, Frankrig.
Uddannelse
Jurist fra Université Paris-Pantheon-Assas.
Debut
Play boy, 2018. Roman.
Litteraturpriser
Prix La Coupole, 2018.
Seneste danske udgivelse
Navnet. Vinter Forlag, 2026. (Nom, 2022). Oversat af Sofie Vestergaard Jørgensen. Roman.
Inspiration
Fjodor Dostojevskij, William Shakespeare, Franz Kafka.

Debré skriver om den deroute, hendes forældres liv repræsenterede. Selvom familiens historie er noget, hun kunne læse om i historiebøgerne, da hun boede på et chateau over sommeren, endte det alligevel med, at moren døde af et hjertetilfælde, forårsaget af stofmisbrug, i et socialt boligbyggeri. Og måske fordi faren levede et intenst liv med reportagerejser i hele verden, var alkohol- og stofmisbrug også noget, den voksne Constance kendte godt igennem sin fars liv. Debrés bøger repræsenterer på mange måder et opgør med netop denne familiefortælling, en afsværgelse af de privilegier, der har fulgt med den, og måske også derfor en frigørelse fra den giftige arv, den også har medført.

Constance Debré studerede først på Lycée Henri-IV og siden jura på Pantheon-Assas-universitetet og har også en grad for ESSEC Business School. Hun arbejdede siden som forsvarsadvokat i mange år.

I 1993 blev Debré gift, og i 2008 fik hun en søn. I 2015 blev hun skilt fra faren til sit barn. Samtidig forlod hun sit arbejde som advokat. Hun blev forfatter og debuterede i 2018 med ”Play boy” (”Playboy”, 2024), den første bog i trilogien, der omhandler dette brud og livet efter. De andre to bøger i trilogien er ”Love me tender” (”Love me tender”, 2023) og ”Nom” (2022).

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Constance Debré i samtale med den amerikanske forfatter Eileen Myles i Albertine Books i New York, 2022.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Ifølge Constance Debré er det de ambivalente følelser, det tvetydige og komplicerede, det der ikke lige passer ind i en snæver kasse, det der gør et kunstværk til et godt kunstværk. Det er også derfor, hun ikke vil have, at hendes hovedperson skal ses som et offer, selvom hun er udsat for et voldsomt personangreb fra sin eksmand. ”Netop på grund af hele den underliggende historie omkring retssagen ville jeg ikke have, at fortælleren skulle fremstå som et offer. Hun skulle også være ukomfortabel for læseren. For eksempel hvad angår det lesbiske aspekt. Ja hun opfører sig som et røvhul indimellem over for de kvinder, hun har sex med.” [1].

Der er noget iøjnefaldende over den reaktion, hovedpersonen har på dette angreb fra det patriarkalske retssystem, der jo ender med at give faderen medhold og derfor dømme hende for at være lesbisk. Nemlig ved at opføre sig som en mand og knalde damer uden at ringe til dem bagefter. Selvom der er tale om samtykke-relationer, er der jo alligevel noget udnyttende over det.

Men ærindet for forfatteren virker til at være at vise en ny måde at være kvinde på. Ikke forstået på den måde, at hun skal opføre sig som en mand, men forstået på den måde, at hun ikke skal forklare eller udlægge sig selv, hun skal simpelthen bare være sig selv. Ikke være defineret igennem sine relationer til andre, såsom mor, hustru, datter, kæreste, men bare noget i kraft af sig selv.

Det har også noget med Debrés skrivestil at gøre. Det med ikke at gå ind i det psykologiske rum sammen med hende. Men i stedet holde sproget kontant og præcist.

Debré har ofte talt om, at en af hendes store inspirationskilder til sin distinkte, minimalistiske stil er det demokratiske princip, der findes i det franske retssystem om, at alt skal skrives på en så simpel måde som muligt. Sproget skal ikke nødvendigvis være smukt, det skal virke, det skal gøre noget. ”Jeg vil gerne gribe fat i læseren. Jeg vil have, at mine bøger skal gøre noget ved dem.” [2].

Beslægtede forfatterskaber

Der foregår en omvendt klasserejse i Constance Debrés forfatterskab, en afsværgelse af hendes privilegerede baggrund og bedsteborgerlige tilværelse, en fuckfinger til snart sagt alle normer. Édouard Louis beskriver i sine bøger den modsatte og mere klassiske klasserejse, fra underklassen op til det parisiske borgerskab. Til fælles har de transformationen, og selvom Louis ikke forsager sin familie, skåner han dem heller ikke i sit forfatterskab. Transformationen starter for Louis med ”Færdig med Eddy Bellegueule” (2015) og siden har en række af hans bøger centreret sig om forskellige familiemedlemmer. ”Hvem slog min far ihjel” (2019) og ”En kvindes forvandling” (2022) om hans mor og senest hans storebror i ”Kollaps” (2025).

Der er ikke mange forfattere, der skriver så eksplicit om den lesbiske erfaring, som Debré gør i sine bøger. Særligt når det kommer til de eksplicitte sexscener. Men én, der gør det, er amerikanske Eileen Myles, bl.a. i sin kultroman ”Chelsea Girls” (2020). Det er en autofiktiv roman, der skildrer en arbejderklasseopvækst i Boston, og en coming-of-age historie i New York, hvor Eileen bliver både lesbisk og digter.

Danske Kristina Nya Glaffey har skrevet en hel serie bøger om en helt anden og væsentlig mere konform lesbisk tilværelse, nemlig den med en kernefamilie. Den moderne kernefamilie hudflettes, ligesom den bliver det af Debré. Men for Glaffey er det med en helt anden kærlig ømhed og humor. Romantisk komedie er sågar genrebetegnelsen på ”Mor og Busser” (2014).

Debrés bøger handler ikke om at være transkønnet, men den queer transformation kan alligevel have sine paralleller til det, man bl.a. kan læse i Luka Holmegaards ”Havet i munden” (2023) eller ”Hund, stille” (2023). Særligt i sidstnævnte fylder også temaet om ikke at ville repræsentere sig selv, eller forsvare eller forklare sig selv, ligesom man også ser det hos Debré.

Om nye billeder af familiesituationen, og forventninger til kvinderollen, kan man også læse Torrey Peters’ ”Detransition Baby” (2022). Her er spørgsmålet om transformation også til stede, såvel som spørgsmålet om queer forældreskab.