Douglas Stuart

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
maj 2026

Hovedforfatter

Rasmus Lund Nielsen
cand.mag., december 2022

Douglas Stuart modtog i 2020 den prestigefulde Bookerpris for sin debut ”Shuggie Bain” – og det er ikke mange debutanter forundt. Hans rørende roman om Shuggie, der hellere vil danse end spille fodbold, og som vokser op med en alkoholiseret mor i Glasgows forstæder i fattigfirserne, har modtaget et hav af priser og er oversat til flere sprog. Romanen er inspireret af Stuarts opvækst og står i skarp kontrast til hans senere tilværelse. Som 24 årig rejste han til New York og gjorde karriere i modeindustrien. Han bor der endnu med sin amerikanske mand og er senest aktuel med ”Unge Mungo” fra 2022.

Baggrund

Douglas Stuart har en fantastisk udtale. Hans skotske dialekt er charmerende og imødekommende, og af og til røber et ord, hvor han har boet det meste af sit liv. Det skotske afløses af den mere drevne New Yorker-dialekt, der siger laaarge og vil fremad. Det er svært at finde en større kontrast – og det siger lidt om den midaldrende, runde mand med det gråsprængte skæg, der er forfatteren bag bestselleren og Bookerprisvinderen ”Shuggie Bain” og senere ”Unge Mungo”.

”Taxien hostede sig vej rundt i et blødt sving. I det fjerne lå et hav af enorme, sorte bunker – bjerge, der så ud, som om de var blevet brændt fri for alt liv. De fyldte hele horisonten, og bag dem var der ingenting, som om det var verdens yderste rand … Snart fyldtes den grønbrune luft af en mørk, syrlig stank, metallisk og skarp … Minen var lukket. Nogen havde malet Ned med Thatcher på finerafspærringen. Det så ud, som om den var lukket for bestandig.”

”Shuggie Bain”, s. 111-112.

Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterstafetten

Født
31. maj 1976, Sighthill Stone Circle, Glasgow, Storbritannien.
Uddannelse
Scottish College of Textiles og Royal College of Art.
Debut
Shuggie Bain. 2020. Politikens Forlag. Roman.
Litteraturpriser
Booker Prize, 2020. Waterstone – Scottish Book of the Year, 2020. American Academy of Arts and Letters: Sue Kaufman Prize for First Fiction, 2021. British Book Awards – Overall Book of the Year and Debut Book of the Year, 2021.
Seneste danske udgivelse
John, søn af John. Politikens Forlag, 2026. (John of John, 2026). Oversætter: Signe Lyng. Roman.
Inspiration
Alexander Trocchi, Alan Warner, Agnes Owens m.fl.

Stuart er født i 1976 i Sighthill, en af Glasgows fattige forstæder. Han voksede derfor op under jernkvinden Margaret Thatchers regering. Som svar på tidens inflation indførte hun en række voldsomme liberale tiltag. De ramte ikke mindst Skotlands jern- og kulindustri, arbejdsløsheden steg til mere end 35 procent for ufaglærte, og det ødelagde mennesker. Mænd drak bistandsstøtten op på pub, konerne gjorde det samme derhjemme af tekrus, mens børnene strejfede alene rundt. Man afgjorde de religiøse spørgsmål med voldelig konflikt – og til fodbold, når det katolske Celtic spillede mod protestantiske Rangers – for der kunne man da drikke og slås imens.

Det var i hvert fald Stuart og hans to søskendes virkelighed. Hans opvækst var præget af arbejdsløshed og fattigdom, og han forsøgte at finde sig selv i en kultur, hvor det ain’t right at være homoseksuel, selvom det var det, han var. Hans far skred, da Stuart var lille, og hans mor var alkoholiker. Hun var derfor fraværende, selvom hun elskede dem, og hun døde af misbruget, da Stuart var 16. Han fortæller, at han der fandt trøst i litteratur, men han vidste også, at litteratur aldrig – hvor han kom fra – kunne blive en levevej. Derfor søgte han mod tekstilindustrien, og den førte ham fra Glasgows forstadsslum til skinnende New York som 24-årig. Han gjorde karriere i modeindustriens største huse og bor der endnu med sin amerikanske mand.

Kontrasten fra forstad til storbyens glamour er voldsom, og det var da også for at fortælle sine omgivelser om sin fortid, han skrev debuten. Det fortæller han i et interview til DR: ”Jeg havde hjemve efter at have boet i New York i 12 år, og jeg fandt ud af, at mange omkring mig ikke kendte meget til det, jeg egentlig kom fra. Så jeg begyndte at skrive 'Shuggie Bain' for at beskrive min verden – også for mig selv. Og for at mindes den verden og de mennesker, som jeg også elsker højt, selvom der også var en del sørgelige minder.” [1].

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Douglas Stuart taler om "Shuggie Bain" i Forfatterwebs interview. Maj 2025.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Douglas Stuart skriver ikke inden for en af de mange teoridannelser som f.eks. autofiktion, der undersøger forholdet mellem virkelighed og fiktion, men han bruger løs af hovedstolen – af sin egen fortid. Det gælder især i ”Shuggie Bain”, fortæller han: ”Man skriver jo altid om den verden, man kender, og de ting, man har oplevet. 'Shuggie Bain' er fiktion og ikke en egentlig selvbiografi, men Shuggie og jeg har mange paralleller. Temaerne er de samme, men ikke ned til de konkrete scener.” [1]. Derfor er debuten en form for coming-of-age- eller dannelsesroman, der først beskriver hovedpersonens barndom, så den konfliktfyldte ungdom og så slutningen, hvor hovedpersonen er nået til en form for forståelse med de mange bryderier, han har været igennem.

Selvom romanerne så direkte hænger sammen med forfatterens liv, fornemmer man, Douglas Stuart har skrevet dem, fordi han har haft behov for at se på sin egen barndom og ungdom udefra og som en fremmed. Han fortæller i interview på DR: ”Man taler ikke om, hvad man føler. At skrive så mange personlige historier ned på papir, tvang mig ikke kun til at konfrontere mine egne traumer. Det tvang mig også til at tillade andre stemmer end kun min egen til historien og samtidig også at få sympati for de andre karakterer.” [1]. Stuart vil ikke være bundet til sit eget navn, og han tvinger derfor sig selv til at konfrontere traumer igennem andres øjne.

Stuarts romaner er tæt forbundet med hans egen fortid, og de er lige så tæt forbundet med det samfund, han voksede op i. Derfor er romanerne socialrealisme og et postindustrielt, postreligiøst samfundsportræt. Mænd er ikke mere ”rigtige” mænd; kvinder er ikke mere ”rigtige” kvinder; og katolikker og protestanter slås uden at vide hvorfor, udover de hader hinanden og altid har gjort det. Det virker, som om Stuart har brugt samfundsportrættet til at lede efter forklaringer, formildende omstændigheder, på, hvorfor hans omgivelser gjorde, som de gjorde: ”Egentlig vil jeg bare gerne vise, at lidelse var noget, der gik ud over mange andre. Når mænd mistede deres arbejde, så led kvinder og børn. For mig er det en vigtig historie at fortælle, fordi misbrug er en ting, vi ofte ikke taler om. Og derfor håber jeg, at bogen kan hjælpe andre med at føle sig mindre ensomme.” [1]. Derfor er hans romaner politiske, lige som de også er kønsidentitetsdannende. Hvor ”Shuggie Bain” fokuserer på det feminine, foregår ”Unge Mungo” i en hypermaskulin drukmåskultur, hvor mænd kompenserer for den mandighed, de har tabt – og midt mellem de to poler står romanernes hovedpersoner.

Beslægtede forfatterskaber

Der er tonsvis af forfatterskaber, der er beslægtede med Douglas Stuarts. Fra Charles Dickens’ romantiske socialrealisme til tidens spil mellem virkelighed og fiktion. Sidstnævnte dækker nemlig meget ofte over historier, hvor man følger hovedpersonen – forfatterens – barndom, hovedpersonens konfliktfyldte ungdom og så slutningen, hvor hovedpersonen er nået frem til en form for forståelse med de bryderier, han har været udsat for. Det mest kendte og samtidige eksempel er vel nok Karl Ove Knausgårds ”Min kamp” (2009-2011), der handler om faderens druk og om det grænseløse, der hiver hovedpersonen væk fra den familie, han gerne vil være noget for.

Hvor Knausgård bruger spillet mellem virkelighed og fiktion, er der endnu flere, der som Stuart bruger en fiktiv karakter til at gennemgå en barndom og ungdom, der er snublende tæt på forfatterens egen. Her er danske Thomas Korsgaards bøger om Tue et ganske godt bud. Her er tale om ”Hvis der skulle komme et menneske forbi” (2017), ”En dag vil vi grine af det” (2018) og ”Man skulle nok have været der” (2021), der alle følger Tues opvækst med økonomisk krise, svigt og vold, til han skrider fra Skive til København for aldrig at vende tilbage. Man kan også nævne Thomas Manns ”Buddenbrooks” (1901) eller Henrik Pontoppidans ”Lykke-Per” (1898) som to mindre tidssvarende eksemplar – uden nogen videre sammenligning med Stuart i øvrigt.

Skal man nævne nogle af de forfattere, Stuart selv peger på som beslægtede forfatterskaber, er James Kelman fra Skotland et bud. Stuart fortæller, at Kelmans stream-of-conciousness-roman ”How late it was, how late” (1994) ændrede ham. Det gør han på Bookerprisens hjemmeside, hvor han også tilføjer, at det var første gang, han så ”mit folk, min dialekt, på papir” [2]. Romanen foregår nemlig i Glasgows arbejderklasse, og så er den skrevet på arbejderklassedialekt. Det er lidt, som om det ord, arbejderklasse, går igen i mange af de romaner, han anbefaler. Et af de andre vigtige spor i hans eget forfatterskab – køn og (homo)seksualitet – er ikke lige så let at få øje på. Han fortæller nemlig et helt andet sted om en lang række forfattere fra Skotland, som har påvirket ham, og de skriver alle mere og mindre direkte om arbejderklassen og samfundets bund. Her fremhæver han værker som Alexander Trocchis ”Young Adam” (1954), Agnes Owens’ ”Gentlemen of the West” (1984), Alan Warners ”Movern Callar” (1995), Irvin Welshs ”Trainspotting” (1993) og Graeme Armstrongs ”The Young Team” (2020).