Fie Frydendal Sigersted

Emneord:

Hovedforfatter

Anne Vindum
cand.mag., november 2023

En kulsvierlund i Nordsjælland er arnested for den vidtforgrenede slægtsfortælling ”Vener”, som Fie Frydendal Sigersted debuterede med i 2022. Skildringen af de fire generationer af kvinder, der med hver deres livssyn og vilkår udfolder deres liv på væsensforskellige måder, er lystfuldt sanselig og detaljeret i forhold til såvel kropsfornemmelser som inventar og middagsretter gennem mere end 100 år. Spørgsmålet er, hvad vi har arvet fra vores formødre, og i hvor høj grad individet selv kan forme sit liv.

Baggrund

Fie Frydendal Sigersted er født i 1984 i Hillerød og fortæller, at hendes barndomshjem i Fredensborg ikke havde klaver, men til gengæld en stor pladesamling. Musikken og sangteksterne blev hendes første store kærlighed, hvilket ledte til, at hun selv senere begyndte at skrive både sange og digte.

”Mursten, tænkte hun mens hun stirrede ud ad vinduet, brændt af ler der engang under istiden var blevet presset op af Østersøens undergrund og havde lagt sig over det østlige Danmark. Et land uden navn, før træerne og skovene, før overdrev og marker. Et sjælløst Sjælland. Margit gøs af lettelse ved tanken.”

”Vener”, s. 261

Foto: Sara Galbiati

Født
10. april 1984 i Hillerød.
Uddannelse
Læreruddannelse, Frederiksberg seminarium, 2014.
Debut
Vener. Gyldendal, 2022. Roman.
Litteraturpriser
Ingen kendte.
Seneste danske udgivelse
Vener. Gyldendal, 2022. Roman.

Efter gymnasiet var Fie Frydendal Sigersted i første del af sine tyvere overbevist om, at hun skulle være musiker og sanger og gik på MGK i Helsingør. Senere begyndte hun på læreruddannelsen på Frederiksberg Seminarium med dansk, religion og billedkunst som hovedfag, plus et semester i kunststudier på American University i Washington DC. Hun blev færdig som lærer i 2014 og fik en stilling som kunstformidler ved Skagens Museerne, ”før skriften og historierne i 2016 blev en nødvendighed jeg ikke længere kunne ignorere,” som hun selv siger det (Interview med Forfatterweb, oktober 2023).

Fie Frydendal Sigersted har udgivet digte på Slagtryk.dk og har teksterne ”Ørken” og ”Globe” med i digtantologien ”OEHL #1 - Den poet har pels” udgivet på forlaget Ekbátana i 2014. I 2022 romandebuterede Fie Frydendal Sigersted med den forgrenede slægtshistorie ”Vener”, der formidles i et poetisk sprog. Om at bevæge sig inden for poesien siger hun: ”Det lyriske og sanselige sprog optager mig stadig, og selvom prosaen efterhånden har fået overtaget, er det poetiske udtryk fortsat en vigtig del af min skrift.” (Interview med Forfatterweb, oktober 2023).

Udvalgte bøger

Vener
Fie Frydendal Sigersted debuterede i 2022 med romanen ”Vener” om fire generationer af kvinder i Nordsjælland fra 1886 til 2019. Romanen krydsklipper mellem tider med primært fokus på Jane og hendes...
Læs mere om bogen

Genrer og tematikker

I begyndelsen af ”Vener” følger femårige Margit en diskussion mellem sine forældre: Far Holger ønsker sig kirsebærtræer, der kan give frugt til marmelade, mens mor Else drømmer om kaskader af lyserøde blomster. Det bliver Else, der holder fest for de japanske kirsebærtræer og Holger, der indædt fælder dem, da Else er gået hjemmefra. Den slags er romanen fuld af – episoder, der står i egen ret og har en symbolsk betydning. Er naturen til af praktiske hensyn eller bar glæde, hvem skal bestemme over den og hvad siger vores natursyn om os?

Naturen er det sted, Jane søger til, når hun skal trøstes og renses, ligesom Else forsvinder i den. Den femte kvinde i romanen, den synske Kirstine, har en viden om naturens helende kræfter, både i form af urter og bevidst nærvær. Hun er fortrolig med johannesurt, agerpadderok og lindetræets beroligende virkning, og hun ved, at: ”Der er masser at se hvis man har øjnene til det.” (s. 131). På flere måder har naturen en rolle i kvindernes liv, som anker og tegngiver.

”Vener” er optaget af spændet mellem kvindernes selvfortælling og selvforståelse og alle deres hemmeligheder. Margit bruger et helt liv på at holde skodderne til sit indre hermetisk lukket i, og først da hun finder Elses dagbøger, begynder hun at forstå sin mor. Kun fortælleren får lov at komme helt tæt på kvinderne, mens romanen sandsynliggør de strukturer, der opretholder facaderne. Gennem tekstens sprogliggjorte kropslige erfaringer fornemmer man, hvordan fortrængte følelser sætter sig i kroppen. Margit har lændehold og hikke og har aldrig kunnet trække vejret helt ned i maven, så for at bedøve sig selv indfanger hun havens hvepse og lader dem stikke sig. Kun Else slipper kontrollen og forsvinder ud af det konforme liv, der ikke kan rumme hendes svævende væsen, og Fie Frydendal Sigersted er netop optaget af, hvad der presser mennesket udefra: ”Jeg er optaget af beskrivelsen af stemninger, og af det menneskelige sind. Særligt af de internaliserede normer og konventioner, der begrænser vores væren og udfoldelse.” (Interview med Forfatterweb, oktober 2023).

Relationer, kærlighed og traumer på tværs af generationer er centrale temaer i ”Vener” sammen med svigt, længsel og spørgsmålet om, hvor stærkt blodets bånd egentlig er. Hvem er kvinden, når samfundet og manden og børnene og naboen ikke kigger?

Sprogligt myldrer ”Vener” med overraskende og præcise billeder – ”Den hvide hud om øjnene, som havde hun kogt for længe i mælk” (s. 75) og fornemmelsen af sands ”skurrende kølighed” (s. 283).

Beslægtede forfatterskaber

Den måde, Fie Frydendal Sigersted væver flere generationer af kvindeliv sammen, kan minde om Johanne Myginds roman ”Kærlighedens år” fra 2021. Heri undersøger hun spørgende forholdet mellem individ og samfund og hvilken verden vores mødre har givet os at vokse op i og selv blive kvinder i. Hos både Sigersted og Mygind bærer kvinderne deres mødre med sig gennem livet, på godt og på ondt.

Der er en optagethed i litteraturen i disse år af det man kan kalde intergenerationelle traumer, dvs. nedarvede svigt eller traumer. Det ses hos Sigersted, og det ses hos en række andre forfattere. Kristina Stoltz skriver i ”For evigt” (2022) om de vidtrækkende sår, det giver, at kvinden Baby stikker af fra familien. Både hendes datter og barnebarn er præget af de mønstre, det svigt tegner i dem, og det er tydeligt, hvor meget arbejde der skal til for først at blive bevidst om de mønstre og så have modet til at bryde dem.

Også i Emma Bess’ ”Ly” (2022) og i Josefine Klougarts ”Alt dette kunne du få” (2021) er dette et tema, og med Klougart deler Sigersted også den naturnære og ekstremt sanselige tilgang til verden.

Svenske Kerstin Ekman har gennem et langt forfatterskab skrevet om forholdet mellem menneske og natur og i det hele taget om alt det kraftfulde og kloge, naturen er og kan. F.eks. er ”Hændelser ved vand” (1994) fuld af nærgående beskrivelser af den nordlandske natur og samtidig stiller den moderskabets indlejrede magt og usynlige bindinger til skue. Også moderskabets natur er kompleks og kraftfuld. I Charlotte Weitzes værker, f.eks. ”Rosarium” (2021), væver menneske og natur sig også ind og ud af hinanden.