Gunnar Staalesen

Genrer og tematikker

Gunnar Staalesen begyndte at skrive, fordi han ikke kunne lade være. Lige fra de tidlige teenageår vidste han, at han havde talent for at skrive. Selv opgaver som ”Fortæl om en dag i sommerferien” eller ”Fortæl om den tur på Fløien” kunne bringe Gunnar Staalesens fantasi i sving.

Selv mener han, at det er godt, at en forfatter har en ”almindelig” baggrund. Det var først som fyrreårig, han tog springet og blev fuldtidsforfatter – indtil da skrev han kun i weekender og på ferier og passede ellers sit job som informationssekretær. Denne ”pligt” – at gå på arbejde hver dag – mener han, det er godt for en forfatter at have oplevet – det kræver livsvisdom at lave bøger der ikke er ”blodfattige” eller indholdsløse.

Idéerne til bøgerne kommer ofte ”flydende” til ham, når han ser TV eller læser aviser eller bøger. Når han skal begynde på bogen, sætter han sig ned og lægger en plan for det hele – så Gunnar Staalesen ved ofte, hvem der er den skyldige helt fra begyndelsen. Den læseglæde, han selv følte som barn og som har inspireret ham hele livet igennem, har han søgt at genskabe med de tre børnebøger om Vikingeskatten – simpelthen for at betale lidt tilbage til den litteratur han skylder så meget. Vigtigst af alt er læseglæden, mener han: ”Det skal være gøy – ikke bare å skrive en bok, men også å lese den”.

Gunnar Staalesens første roman ”Uskyldstider” blev anmeldt 2. februar 1970 i Aftenposten. Anmelderen skriver, at som roman som kunstværk halter bogen stygt – der er tale om en rodet komposition og en irriterende ”lyrisk” linjedeling, som både virker overflødig og opløsende i hans prosa. Anmelderen slutter af med at skrive, at virkelig farlig er Gunnar Staalesen ikke i sin debut, men at der er tegn der tyder på, at han kan blive det.

Senere må man nok sige Gunnar Staalesen fik oprejsning: I Aftenposten beskrives han i 1988 som ”replikkens mester” og Bo Tao Michaelis skriver om ”Faldne engle” i Berlingske Tidende i 1990, at ”den er dirrende i sin intense, kakofoniske spænding”. I The Times sammenlignes ”I mørke er alle ulve grå” med Ross Macdonalds ”California” og anmelderen skriver, at ”Varg Veum is in the best traditions of sleuthery”.

Bergen-trilogien anmeldes som det storværk, den er: Henrik List skriver i Berlingske Tidende, at bogen ”1900 morgenrøde” er velskrevet og letlæst – en slags hardcore-version af Matador. I Bergens Tidende fremhæves det episke ”drive” og det sociale engagement. I Dagbladet skriver Øystein Rottem om trilogien som en slags ”fiktionaliseret historieskrivning” og lægger vægt på Gunnar Staalesens præcision og – ja, kompositionsteknik. Man må sige, at ringen er sluttet, og Gunnar Staalesen er sprunget ud som en fuldgod forfatter af de allerbedste.

Beslægtede forfatterskaber

Gunnar Staalesen kastede sig over kriminalgenren ud fra et krav om troværdighed. Et nærliggende forbillede er Sjöwall og Wahlöös ti bind ”Roman om en forbrydelse”. Fælles er den sociale indignation, som han også deler med Dan Turèll og hans romaner om den navnløse journalist på ”Bladet”. Slægtskabet med Dan Turèll rakte længere end som så, og de to har mere end én gang diskuteret om snaps skal drikkes varm eller kold.

Først og sidst er Gunnar Staalesens detektiv Varg Veum imidlertid rundet af den hårdkogte amerikanske genre, som vi ser den hos Raymond Chandlers Philip Marlowe, Dashiell Hammetts Sam Spade og Ross Macdonalds Lew Archer. ”Varg Veum” betyder ”fredløs ulv” på islandsk, og det er lykkedes Gunnar Staalesen at omplante den amerikanske genre og den ensomme ulv til Bergens særprægede topografi. På dansk kan man læse Simon Pasternak og Christian Dorph og opleve de samme aner af den amerikanske rå krimi.

Gunnar Staalesen er en mester i miljøbeskrivelser. Det er en troværdighed, man kender fra krimigenrens gamle mestre som Agatha Christie og Dorothy Sayers. Hans beskrivelser af stemninger ud fra simple dagligdags ting vækker minder om Ernest Hemingways krav til kun at vise toppen af isbjerget – kun at antyde stemninger og forståelser. Gunnar Staalesen henter det bedste fra disse ”forbilleder” og skaber sin helt egen ”Bergen-stil”.

Relaterede forfattere