Jette Drewsen

Emneord:

Hovedforfattere

Christine Fangel Juhl
cand.mag., 2015
Redaktionen
juli 2026

Med en realistisk og skarp stil skrev Jette Drewsen i 1970’erne om kvindernes sag. Som en af kvindekampens litterære stemmer åbnede hun et vindue ind til den trængte middelklassekvindes bolig, hvor husholdning og børnepasning spænder ben for de kunstneriske ambitioner, og gennem resten af forfatterskabet har hun vedholdende skabt præcise portrætter af det moderne menneskes udfoldelsesmuligheder.

Baggrund

Jette Drewsen blev født i 1943 i Hvejsel lidt nord for Vejle. Faderen Svend Aage Drewsen havde en dyrlægepraksis, mens moren Edith Drewsen gik hjemme. Jette Drewsen er den næstældste ud af en søskendeflok på fem. Da hun var syv år, indtraf en ulykke, der ændrede livet for familien, og som mærkede Jette særligt hårdt. Under en leg med lillesøster Lisbet skete der en ulykke, som førte til Lisbets død.

”– Der var også engang noget med, at vi altid skulle være hinandens, gøre alting sammen, gøre tingene for hinanden og med hinanden, tror jeg du sagde. For slet ikke at tale om alt det, vi skulle sammen, hele familien, når vi fik børn. Og så låser du mig bare inde i alt så meget lort og tager mig frem og pudser mig op ved passende lejligheder.”

”Hvad tænkte egentlig Arendse?”, s. 29.

Jette Drewsen blev student i 1962, og efter fire semestre på psykologistudiet afbrød hun sine studier på Københavns Universitet. Hun blev gift som 21-årig, fik børn og levede de næste år som hjemmegående husmor. Ægteskabet holdt til 1971. Året efter debuterede hun med romanen ”Hvad tænkte egentlig Arendse?”, der viser en hjemmegående husmors kedelige hverdag og blomstrende frustrationer.

Foto: Franz Holmberg

Født
10. december 1943 i Hvejsel ved Vejle.
Død
17. juli 2026.
Uddannelse
Student fra Viborg Katedralskole, 1962. Afbrød psykologistudiet på Københavns Universitet efter fire semestre.
Debut
Hvad tænkte egentlig Arendse? Gyldendal, 1972.
Litteraturpriser
Beatrice-prisen, 1994. Vejle Amts Bibliotekspris, 1994.
Seneste udgivelse
Døden er en mester. Gyldendal, 2015.
Inspiration
Klitlandskabet på den jyske vestkyst.

I tråd med tidens efterdønninger af ungdomsoprøret og kvindebevægelsens opblomstring spiller kvinden den store hovedrolle i Drewsens udgivelser i årene efter debuten. Faktisk har hun aldrig rigtig sluppet taget i kvinderne og deres rolle i samfund, familie og kunst. Som forfatter er hun blevet kaldt ”Rødstrømpernes litterære talerør” [1], men værkerne er ikke feministisk propaganda, snarere litterære undersøgelser af kvindesituation og -sind.

Sprog har siden barndommen interesseret Jette Drewsen, hvilket hun forklarer med de forskellige former for det danske sprog, hun blev udsat for gennem barndommen – ”rigtig” jysk dialekt, rigsdansk og et fladere jysk, som Drewsens mor med foragt kaldte ”stationsbyjysk” (”Lisbets søster”, s. 23). Allerede som niårig skrev Jette Drewsen sin første roman i et hæfte, hun fik af sin mor. Legen med sprog og den tidlige bevidsthed om forskellige måder at udtrykke sig på lagde grundstenen til Jette Drewsens lange forfatterskab, som hun bedrev fra hjemmet på Bornholm.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Jette Drewsens fødsel som forfatter midt i 1970’ernes ligestillingskamp kan spores som tema gennem hele forfatterskabet, dog i stadig bredere forstand jo tættere på nutiden, vi kommer. I de tidlige år er det litterære kamera fokuseret på kvindens rolle og funktionsmuligheder i samfundet. Hovedpersonerne i romanerne fra forfatterskabets første årti kan læses i forhold til hinanden. Fra den frustrerede husmor i ”Hvad tænkte egentlig Arendse?” over Mia i ”Fuglen”, der ikke kan få livet som kunstner og mor til at forenes, videre til den stærkere og friere Liv i ”Pause”, for at ende ved de fire, selvstændige kvindelige hovedpersoner i ”Tid og sted”. Det er samfundskritisk litteratur, der sætter spørgsmålstegn ved de traditionelle mønstre, kønnene udfolder sig i.

Stilen er realistisk nøgtern og minimalistisk. Drewsen benytter sig sjældent af billedsprog og store metaforer, og hun synes mere interesseret i karakterernes indre sindstilstand end detaljerede beskrivelser af de ydre omgivelser. Mennesket og dets udfoldelsesmuligheder er i store dele af forfatterskabet Drewsens primære fokus, hvilket særligt ses i hendes tidlige kvindeskildringer samt den sproglige skabelse af Ella i ”Lillegudsord”.

Undersøgelser af sammenhængen mellem sprog og identitet bliver centrale i Drewsens produktion fra starten af 1990’erne og opefter. I Ella-trilogien udforskes identitetsskabelsen hos en ung pige gennem sproget, og i ”Lisbets søster” identificeres det manglende fællessproglige ståsted mellem far og datter som det helt store problem i kommunikationen mellem de to.

Jette Drewsen har primært skrevet romaner, men efter årtusindskiftet har hun også afprøvet selvbiografien med ”Lisbets søster”, rejseberetningen med ”Det inderste råstof” (2004), og i 2007 udkom novellesamlingen ”Oven for klinten”, der handler om mennesker af individualitetens tidsalder, og den opløsning og ensomhed manglen på fællesskab fører med sig. Samfunds- og kulturkritikken er altså gennemgående i Drewsens forfatterskab.

Beslægtede forfatterskaber

Allerede med debuten i 1972 blev Jette Drewsen beskrevet som en af kvindernes nye litterære stemmer. Sammen med forfattere som Kirsten Thorup, Jytte Borberg, Vita Andersen og Dorrit Willumsen tog Drewsen udgangspunkt i tidens kvindesituation og bevidstgørelsen om frihedspotentialet hos kvinderne. Ligestillingsbevægelsens opblomstring i 1970’erne bygger på det første kvindeoprør i slutningen i 1800-tallet, og Drewsen såvel som de øvrige kvindestemmer fra tiden står på skuldrene af datidens modige forfatterinder. En af dem, der tidligt luftede feministiske holdninger, var Mathilde Fibiger. Allerede i 1851 lod hun Clara Raphael i bogen af samme navn udtrykke en stærk frustration over de ulige forhold, mænd og kvinder lever under. ”Clara Raphael” blev nøjagtig som Jette Drewsens første udgivelser debatteret heftigt i samtidens offentlighed.

Emancipationsbevægelsen er tydelig i forfatterskabets første årtier med bøger, der kredser om de kvindelige hovedpersoners undertrykte potentiale, udbrud af rollen som husmor og forsøg på at få en hverdag som selvstændig kvinde til at hænge sammen. Det sidste ses især i ”Fuglen”, hvor Mias kamp med livet som enlig mor, selvforsørgende kunstner og elskerinde ender i selvmord. Denne endegyldige ’løsning’ vælger også hovedpersonen i Herdis Møllehaves ”Le” fra 1977. Begge romaner udløste store diskussioner – især på grund af deres tragiske afslutninger.

De samme udfordringer med at få familieliv og kvinden/morens kunstneriske ambitioner til at forenes ses også i Tove Ditlevsens og Dea Trier Mørchs forfatterskaber. Især Ditlevsens erindringer ”Gift” (1971) viser en kvinde, der ikke formår at balancere mellem familieliv og kunstnerisk produktion.

Den politiske tone, der ligger som underlæg i Jette Drewsens tidlige udgivelser, kan ses i mere udpræget grad hos Inge Eriksen, der også debuterede i 1970’erne. Gennemgående for Eriksens værker er en stærk og handlekraftig kvinde, som den Drewsen udvikler i løbet af det første tiår. Stærke kvinder fylder også hos islandske Kristín Marja Baldursdóttir, både i romanerne om Karitas, men også i ”Fra hus til hus”, hvor mødet med et højere klassesamfund driver ambitioner og drømme om en anden levemåde frem hos en ung kvinde.