Mathilde Fibiger

Emneord:

Hovedforfatter

Karina Søby Gulmann
cand.mag., februar 2026

Mathilde Fibiger var en af de første feministiske forfattere i Danmark. Hendes romaner tematiserer kvindefrigørelse og en vision om at sætte kvinder fri til at skabe deres egen identitet uafhængigt af patriarkatet. Hendes debut ”Clara Raphael. Tolv breve” fra 1851, som hun udgav som blot 20 årig, omtales ofte som den danske kvindebevægelses første manifest. Her bliver læserne vidne til, hvordan en feministisk vrede gryer i hovedpersonen, som dedikerer sit liv til kvindernes frigørelse.

Baggrund

Mathilde Fibiger blev født den 13. december 1830 i København som det yngste af ni børn. Faren var officer og militærforfatter og blev i 1830 leder af den nyoprettede Militære Højskole, der lå på Kongens Nytorv. Familien Fibiger fik embedsbolig i det gamle Gjethus, der i dag huser Det Kongelige Teater. Hjemmet var præget af stor selskabelighed, og litteratur og politik var ofte på dagsordenen. Men i 1835 blev faren afskediget og familien forflyttet til Vejle. Det fik familiens økonomi til at briste, og kort efter kuldsejlede ægteskabet. Mathilde flyttede sammen med moren og tre andre børn tilbage til København.

”Hvori bestaar deres Overmagt? I Forstand staae vi ikke tilbage for dem, vi overgaae dem i Enthusiasme og Kraft til Opoffrelse. Men der er en Feil, vi have tilfælleds, som hos os har taget en Retning, som giver os i deres Vold. Mændenes Forfængelighed bliver som oftest til Egoisme; de tænke paa sig selv, og alt Andet er kun til for dem, forsaavidt det kan være dem til Gavn eller Skade. Vor Forfængelighed gaaer ud paa at behage Andre, og det gjør os afhængige.”

”Clara Raphael. Tolv breve”, s. 56.

Mens Mathildes brødre enten kom på universitetet eller i militæret, fik pigerne ikke megen uddannelse. Omtrent hver anden dag var de hos en ældre dame i Skt. Peders Stræde, som skulle lære dem at læse og skrive, men de fik i højere grad deres uddannelse via den skønlitteratur, de ældste børn læste højt. Børnene skrev også selv digte og dramaer, tegnede og spillede teater.

Foto: Thora Hallager, via Wikimedia Commons

Født
13. december 1830, København.
Død
17. juni 1872, Aarhus.
Uddannelse
Telegraf, 1866.
Debut
Clara Raphael. Tolv breve. C.A. Reitzels Forlag, 1851. Brevroman.
Litteraturpriser
Ingen kendte.
Seneste udgivelse
Minona og Brevveksling mellem Mathilde Fibiger og Meïr Goldschmidt. Forlaget Gladiator, 2020.
Inspiration
Thomasine Gyllembourg, Christian Winther, Adam Oehlenschläger, B.S. Ingemann, Johan Wolfgang von Goethe, Friedrich Schiller, Walter Scott, James Fenimore Cooper.

I 1849 flyttede Mathilde til Lolland som huslærer (guvernante) hos en skovriderfamilie nær Sakskøbing. Under sin ansættelse skrev hun ”Clara Raphael”, som hun debuterede med i en alder af blot 20 år. Romanen vakte stor debat og endte med at koste Fibiger hendes stilling. Sin anden roman, ”En Skizze efter det virkelige Liv”, skrev hun, mens hun boede hos Marie og N.F.S. Grundtvig i Ringsted.

Efter ”Minona” fra 1854 måtte hun lægge forfatterskabet på hylden. Kritikken af værket var så krads, at hun ikke så andre muligheder. Hun fortsatte med sine småjobs som syerske, underviser og porcelænsmaler, som hun med nød og næppe kunne leve af, men i 1856 fik hun tildelt 80 rigsdaler årligt af enkedronning Caroline Amalie – formentlig på opfordring fra Grundtvig. Hun begyndte at oversætte værker fra tysk, bl.a. E.T.A. Hoffmanns ”Nøddeknækkeren og Musekongen” og flere af Berthold Auerbachs romaner. Ved en anden vens hjælp, minister C.E. Fenger, tog hun som den første kvinde en uddannelse som telegraf, og i 1866 blev hun ansat ved Den Danske Statstelegraf som den første kvindelige tjenestemand.

Hun var en del af Dansk Kvindesamfund ved stiftelsen i 1870, og dets hæderspris Mathildeprisen er opkaldt efter hende. Prisen er siden 1970 blevet tildelt personer eller organisationer, der arbejder for at fremme ligestilling og ligeværd mellem kønnene. I 1872 døde Fibiger af lungebetændelse – blot 41 år gammel.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Mathilde Fibiger bliver i Dansk Kvindebiografisk Leksikon beskrevet som ”den første betydelige fortaler for kvindefrigørelsen i Danmark” (Jytte Larsen: Dansk Kvindebiografisk Leksikon, 2000). Hendes værker tematiserer kvinders vilkår, og ikke mindst i sin debutroman ”Clara Raphael. Tolv breve” skriver hun en voksende feminist frem i sin hovedkarakter, der drømmer om at sætte kvinder fri. Romanen spejler på mange måder den tid, den er skrevet i. Kort inden Fibiger debuterede som blot 20-årig, så hun de danske tropper marchere ud af København for at gå i krig mod Tyskland om Slesvig-Holsten i treårskrigen, og hun bevidnede de folkelige demonstrationer for demokrati, der i 1848 førte til enevældens fald og året efter til, at Danmark fik sin første frie forfatning, Grundloven. Det er denne frisættende energi, der ligger som en bundklang i ”Clara Raphael. Tolv breve”, og som lader frigørelsesidealerne få rodfæste i den kvindelige hovedkarakters kritik af patriarkatet og krav om at sætte kvinder fri.

Romanen vakte stor debat i samtiden, og i et halvt år var den genstand for offentlighedens samtale. Langt flertallet afviste romanens krav om kvindefrigørelse og argumenterede enten for at bevare de traditionelle kønsrollemønstre, eller de mente, at den sociale revolution var langt vigtigere end kvindesagen. Der var dog også en mindre gruppe omkring blandt andet N.F.S. Grundtvig, der arbejdede for at give kvinder flere samfundsmæssige udfoldelsesmuligheder.

I 1853 udkom ”En Skizze efter det virkelige Liv”, der handler om to forældreløse søstre. Den ældste afviser alle mænd som svage, men den yngste bliver til slut overmandet af kærligheden. Anmelderne var begejstrede for denne udvikling i forfatterskabet og var glade for, at Fibiger nu havde afskrevet cølibatet. Men da ”Minona” udkom året efter, kuldsejlede al velvilje – ikke mindst på grund af incesttemaet. ”Minona” er en både følelsesmæssigt højspændt og filosofisk roman om kærlighed, kvinders vilkår og samfundets magtstrukturer, og hvor de kvindelige karakterer kuldsejler i patriarkatets magtvælde. Romanen blev mødt med stor forargelse og fordømmelse og blev hurtigt lagt i graven. Det er næsten symbolsk, at den blev gravlagt så hurtigt og effektivt – ligesom Minona går til grunde i romanen på grund af sine idealer og sin lidenskab.

Beslægtede forfatterskaber

Mathilde Fibigers inspirationskilder var først og fremmest mandlige forfatterskaber – af den gode grund, at der ikke havde været mange kvindelige forfattere før Fibigers tid. Hun læste selvfølgelig Thomasine Gyllembourg (1773-1856), men inspirationen til kvindefrigørelse, som blev Fibigers hovedtema, måtte hun finde andet steds – ikke mindst i sin samtids krav om øget demokrati. Kvindefrigørelse blev Fibigers demokratikamp.

I sin første roman, ”Clara Raphael. Tolv breve”, tog hun afsæt i den såkaldte guvernanteroman, der i England var blevet dyrket siden starten af 1800-tallet. Genren fandt først vej til de danske forlag i slutningen af 1840’erne – ikke mindst med udgivelsen af Charlotte Brontës ”Jane Eyre”, der udkom på dansk i 1850, mens Fibigers roman er den første danske af slagsen. Indholdsmæssigt er de to værker ret forskellige. Mens Fibigers roman er en meget lidt handlingsbetonet brevroman, er der langt mere dramatik og romantik i ”Jane Eyre”. Fibigers roman er endvidere langt mere eksplicit feministisk.

Mathilde Fibiger var på mange måder forud for sin tid. Hendes værker var sprængfarlige med deres ultimative krav om ligeværd og kvindefrigørelse, og så udkom de endda mange år inden det moderne gennembrud (ca. 1870-1890). Hendes forfatterskab må siges at være et fint springbræt for det moderne gennembruds kvindelige forfatterskaber såsom Olivia Levison (1847-1894) og Adda Ravnkilde (1862-1883) og også for den norske forfatter Amalie Skram (1846-1905). Men det er også yderst relevant at trække tråde fra Mathilde Fibiger til Tove Ditlevsens forfatterskab (1917-1976) og frem til nutidig feministisk litteratur. Ikke mindst til Suzanne Brøggers ”Fri os fra kærligheden” fra 1973, Kristina Nya Glaffeys ”To the modern man” fra 2002, Maren Uthaugs ”11 %” fra 2022, Rikke Viemoses ”Nu taler jeg: Brev til min datter” fra 2022, Siri Ranva Hjelm Jacobsens ”Dafnesyndromet” fra 2021 og til Olga Ravns udpræget feministiske forfatterskab.