BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
portræt af Kirstine Reffstrup
Foto: Sara Galbiati
*Seneste udgivelse

Kirstine Reffstrup

    Hovedforfatter
    • Katrine Lehmann Sivertsen
      cand.mag., august 2024

    Intro

    Den danske forfatter Kirstine Reffstrup debuterede i 2016 med en litterær fantasi om kunstneren Unica Zürn og hendes liv, arbejde og samliv med surrealisten Hans Bellmer. Et ekspressivt prosalyrisk værk om krop, kærlighed og kunst, som også tematiserer blikket, der ser. Reffstrups anden bog, ”Jernlungen”, handler både om en polioramt pige på Blegdamshospitalet i København i 1950’erne og om et andet ensomt barn, der lever på et børnehjem i Ungarn i 1913. Kirstine Reffstrup skildrer i sine romaner andre tider og steder i en prosa båret af stemningsbeskrivelser og et sansemættet billedsprog.

    Baggrund

    Kirstine Reffstrup er født i 1979 og opvokset i den lille nordsjællandske by Lillerød. Hun var som barn en ivrig læser, og hun drømte allerede i barneårene om at blive forfatter som voksen. Kirstine Reffstrup har studeret litteraturvidenskab og kunsthistorie på Københavns Universitet, men skiftede siden til Skrivekunstakademiet i Bergen og forfatterskolen Litterär Gestaltning i Göteborg.

    ”Her ligger jeg i auditoriet, ubevægelig, midt mellem de andre børn, men vi ligger alt for langt fra hinanden til at kunne tale sammen, tavse i hver vores jernlunge. Jeg spinder mine tråde i min blanke, skinnede kokon. Vi venter.”

    ”Jernlungen”, s. 83.

    I sommeren 2012 stødte hun på en bog i en boghandel i Berlin, hvor hun boede på det tidspunkt. Bogen indeholdt et fotografi af en kvinde, der var klædt som høvding, iført en særlig dragt og med et bånd med fjer om hovedet. Kvinden på fotografiet var den tyske avantgardekunster og forfatter Unica Zürn, og hun vakte Kirstine Reffstrups nysgerrighed. I 2013 oversatte hun en række af Zürns anagramdigte, som udkom i bogen ”Heksetekster”, og siden hen gik hun også i Zürns fodspor fra fødestedet Wannsee til Berlin, Paris og den franske landsby Ermenonville. I 2016 debuterede Kirstine Reffstrup i debutromanen ”Jeg, Unica” med en fiktiv fortælling om Unica Zürn og hendes partner, billedkunstneren Hans Bellmer.

    portræt af Kirstine Reffstrup
    Foto: Sara Galbiati
    • Født

      1979.

    • Uddannelse

      Studier i litteraturvidenskab og kunsthistorie samt uddannelse fra Skrivekunstakademiet i Bergen og forfatterskolen Litterär Gestaltning i Göteborg.

    • Debut

      Jeg, Unica. Gyldendal, 2016. Roman.

    • Litteraturpriser

      Stig Sæterbakkens mindepris, 2023.

    • Seneste udgivelse

      Jernlungen. Gyldendal, 2023. Roman.

    • Inspiration

      Unica Zürn, Virginia Woolf, Sylvia Plath, Sara Stridsberg.

    Grundig research gik også forud for Reffstrups anden roman, ”Jernlungen”, der udkom i 2023. Kirstine Reffstrup var længe optaget af den store polioepidemi, der ramte Danmark i 1952, og stødte i den forbindelse på et fotografi af et barn, der lå i en såkaldt jernlunge – en cylinderformet jerntank, som var datidens respirator: ”Jeg blev grebet af billedet af den lille, sårbare krop, som lå i den her enorme maskine. Jeg tænkte, at det også var et stærkt billede på ensomhed og afhængighed af noget, som er større end en selv,” forklarer Reffstrup [3]Kim Andrea BrofeldtKirstine Reffstrup om JernlungenGyldendal.dk, 2023-11-20..

    I 2023 var Reffstrup en af bidragsyderne til antologien ”Afbrydelser”. I 2024 var hun del af den redaktion af forfattere, der udvalgte og redigerede tekster om forældreskab til antologien ”Moderelementet”. Hun fik i 2024 et toårigt arbejdslegat som Writer in Residence på Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet, hvor hun skal beskæftige sig med emner som køn, feminisme, erindring og glemsel.

    Kirstine Reffstrup har en kæreste, Laima Nomeikaite, der forsker i gadekunst og graffiti, og en datter. Hun bor i Norge med sin familie.

    Blokeret indhold

    Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

    Vælg "Tillad alle"

    Videoklip: Kirstine Reffstrup læser en passage fra sin debutroman ”Jeg, Unica”. Digtfix fra Det Lilla Rum, 7. juli 2020.

    Udvalgte bøger

    Genrer og tematikker

    Fakta og fiktion blandes i ”Jeg, Unica”, som er en eksperimenterende kunstnerroman om surrealisten Unica Zürn. Romanen er Kirstine Reffstrups fantasi om, hvordan Zürn har været og levet. Selv om bogen tager afsæt i historiske personer, kalder Reffstrup det ”en form for fri og stemningsbåret historie, en historie båret af sprog” og fortsætter: ”Jeg har gerne villet beskrive nogle af de landskaber, som personerne bevæger sig rundt i. Den historie, kroppe bærer med sig: at bade i en sø en sommerdag som barn, at gå rundt i et ruinlandskab efter krigen.” [2]Pauline BendsenHusmor, høvding, museInformation, 2016-02-13..

    Reffstrup skildrer et menneske i eksil, der bærer krigen med sig, men også en kvinde, der udlever sine kunstnerdrømme: ”Hendes liv følger Tysklands historie, der er delt i to efter krigen. Hun arbejdede og gik hjemme med to børn, efter krigen blev hun skilt og levede som kunstner. Hendes liv rummer både kvindernes, kunstens og krigens historie.” [1]Johanne Luise BoesdalAt blive sig selv gennem en andenInformation, 2015-12-04..

    ”Jernlungen” er en drømmende fortælling om to ensomme kroppe i forvandling. Romanens hovedpersoner er placeret i hvert sit land og i hver sin historiske periode, men har meget til fælles. Historien om Dreng, der hverken er en pige eller en dreng, er måske den polioramte Agnes’ forestilling om et barn fra en anden tid. De to børn er forbundne af de livsforandrende maskiner i deres liv og af længslen efter at bryde fri, udleve begæret og finde kærligheden. Forholdet mellem menneske og maskine er et af romanens omdrejningspunkter. Videnskabens nyskabelser kan give ny viden og redde liv, men samtidig ”har videnskaben været brugt som magtmiddel mod kroppe, der skiller sig ud,” forklarer Reffstrup. ”Teknologien kan både være omsorgsfuld og undertrykkende (…) det er dette dobbelt forhold, som jeg synes er virkelig interessant.” [3]Kim Andrea BrofeldtKirstine Reffstrup om JernlungenGyldendal.dk, 2023-11-20..

    Reffstrup skriver ekspressivt og mættet med gengivelser af farve, lyd, lugt, smag og berøring. Hun benytter sig ligeledes af motiviske gentagelser og et fabulerende billedsprog. Skildringen af barnet Dreng indeholder sit eget queer-element i en bog, som også på andre måder handler om seksualitet, køn og krop. Andre vigtige temaer er ensomhed, længsel og frigørelse.

    Beslægtede forfatterskaber

    Kirstine Reffstrup er med sin debutroman inspireret af den tyske forfatter og kunstner Unica Zürns liv og forfatterskab. Som forfatter er Unica Zürn blandt andet kendt for bøger som ”Dunkler Frühling” fra 1969 (”Mørkt forår”, 2015) og ”Der Mann im Jasmin” fra 1977 (”Manden i jasminen”, 2017). Kirstine Reffstrups første roman kan placeres under kategorien exofiktion, da det er et værk, der tager udgangspunkt i og digter videre på en kunstners liv. I en nyere dansk sammenhæng kan debutromanen sammenlignes med exofiktive bøger som Christina Hesselholdts portræt af den amerikanske fotograf Vivian Maier i romanen ”Vivian” fra 2016 og Kristina Stoltz’ roman ”Cahun” (2019), hvor udgangspunktet for fortællingen er den franske surrealist med pseudonymet Claude Cahun.

    Andre biografiske, eksperimenterende kunstnerromaner, som det er oplagt at sammenligne ”Jeg, Unica” med, er den svenske forfatter Sara Stridsbergs bog ”Drømmefakultetet” fra 2007, der handler om den amerikanske feminist og forfatter Valerie Solanas, og landsmanden Elin Cullheds roman ”Eufori: En roman om Sylvia Plath” fra 2022.

    Med sin sansemættede og billedskabende prosa kan Reffstrup også sammenlignes med forfattere som Amalie Smith og Caroline Albertine Minor. Derudover nævner Kirstine Reffstrup selv den modernistiske britiske forfatter Virginia Woolf og især hendes roman ”Orlando” som en inspirationskilde, da hun skrev ”Jernlungen”. Virginia Woolfs roman handler om figuren Orlando, der lever gennem flere århundreder – fra William Shakespeares tid og frem til 1928, som er det år, romanen udkommer – og som undervejs forvandler sig fra kvinde til mand. ”Orlando” er en bog om blandt andet begær og kærlighed, som også undersøger, hvordan man forholder sig til sin tid og til sit køn. Romanen er desuden blevet set som en bog, der handler om forfatteren Vita Sackville-West.

    Relaterede forfattere

    Bibliografi

    Romaner

    Jeg, Unica
    Jeg, Unica

    Kirstine Reffstrup

    Gyldendal, 2016.

    Jernlungen
    Jernlungen

    Kirstine Reffstrup

    Gyldendal, 2023.

    Antologier

    Afbrydelser
    Afbrydelser

    Kirstine, Caroline Albertine Minor m.fl. Reffstrup

    Mikrobe, 2023.

    Moderelementet
    Moderelementet

    Kirstine, Ditte Holm Bro m.fl. Reffstrup

    Gutkind, 2024.

    Kilder citeret i portrættet

    [1]

    At blive sig selv gennem en anden

    Johanne Luise Boesdal

    Information, 2015-12-04.

    [2]

    Husmor, høvding, muse

    Pauline Bendsen

    Information, 2016-02-13.

    [3]

    Kirstine Reffstrup om Jernlungen

    Kim Andrea Brofeldt

    Gyldendal.dk, 2023-11-20.