Mircea Cărtărescu

Genrer og tematikker

Mircea Cărtărescu startede som lyriker, men efter at have skrevet fem digtsamlinger, fandt han en ny boldgade, nemlig prosaen, hvor han primært har slået sine folder siden. Men han er også essayist og litteraturkritiker.

Mircea Cărtărescus værker tematiserer først og fremmest de menneskelige begrænsninger. Både de begrænsninger, der kommer af at være fanget i en krop og et sind, og i menneskets manglende mulighed for at forstå verden firdimensionelt. Men det er også de begrænsninger, der kommer udefra – fra det omgivende samfund. Det er begrænsningerne, der gør Cărtărescus karakterer ensomme, nostalgiske og melankolske – ude af stand til for alvor at ændre på den verden, de lever i. I ”Solenoide” er der ligefrem en bevægelse kaldet himmelråberne, der protesterer herimod. De protesterer blandt meget andet imod døden, sjælens forfald og den menneskelige ensomhed – jævnfør eksempelvis det citat, der indleder dette portræt.

I et interview fortæller Cărtărescu om sigtet med romanen: ”Skåret ind til benet handler min bog om menneskelig solidaritet i lyset af lidelse og død. Vi har set for mange grusomheder og for mange folkedrab på denne planet, hvor vi alle lever sammen. Mine karakterer protesterer imod den tragedie det er, at sjælen uvægerligt dør.” (The Booker Prize: An interview with Mircea Cărtărescu and Sean Cotter, author and translator of Solenoid. Thebookerprize.com, 2025-03-14. Egen oversættelse).

Både Bukarest og kommunismen spiller en stor rolle i Cărtărescus værker, men selvom historierne foregår under Ceauşescus betondiktatur, er kommunismen blot et fjernt glimt, der træder frem i den underliggende stemning af overvågning, undertrykkelse og mareridt. I ”Solenoide” fremstår Bukarest mest af alt som en deprimerende kulisse, mens den i ”Nostalgi” er en dunkel undergrundsverden fuld af magi og poesi.

Genremæssigt trækker Cărtărescu på store dele af den moderne og postmoderne litteratur, som han også flittigt refererer til i sine værker. Værkerne er samtidig gennemsyret af magisk realisme, som ofte kammer over i decideret psykedeliske, surreelle greb med et strejf af sci-fi og en knivspids Jung, hvor drømme og virkelighed er uadskillelige. Det er aldrig kedeligt, når Cărtărescu udforsker sindets og tilværelsens krinkelkroge.

Beslægtede forfatterskaber

Mircea Cărtărescus værker er fulde af referencer til verdenslitteraturen, og med sin genrehybride litteratur er der mange oplagte forfattere at drage paralleller til. Med sit tema om nostalgi, længslen efter det tabte barndomsland, som Cărtărescu tager op i novellesamlingen med selvsamme titel, læner han sig op ad Marcel Proust. Den stil, Proust er kendt for, hvor erindringsbilleder flyder og fylder i deres egen splintrede orden, der udfordrer læserens tidslinje og skaber en åben tidsoplevelse, viderefører Cărtărescu i ”Solenoide”.

Blandt andre inspirationskilder nævner Cărtărescu ofte modernisterne James Joyce og Virginia Woolf. Cărtărescu fortæller, at han – ligesom de nævnte forfattere, der er kendt for skrivestilen stream of consciousness – skriver i én lang køre stort set uden at redigere. Han skriver altid i hånden i små notesbøger – selv når resultatet er en murstensroman som ”Solenoide”.

Cărtărescu er også nært beslægtet med de magiske realister, som især er repræsenteret hos en række sydamerikanske forfattere. Han forklarer selv: ”Ja, jeg er meget glad for sydamerikansk litteratur. Mine idoler er Marquez; Mario Vargas Llosa, som jeg har haft den store fornøjelse at møde; Sabato, Cortazar og Borges. Jeg er, som alle rumænske forfattere, meget fortrolig med den litteratur”. (Marie Tetzlaff: Rumænsk forfatter misunder sit unge selv. Politiken, 2011-04-27). Men nævnes skal også Franz Kafka, som han er tydeligt inspireret af.

Ved sin sofistikerede leg med fortællepositioner og en problematisering af stabile identiteter og ved sin udfordring af læserens trang til sammenhæng, placerer han sig samtidig i en postmoderne fortælletradition og kan sammenlignes med en forfatter som Paul Auster i hans romantrilogi ”New York Trilogien” (1986). Begge forfattere ynder at drille læseren, lege med synsvinkler og plot. Historierne opløses ofte af fortællerne selv, og der refereres konstant til værkets fiktionalitet. Som i Cărtărescus første fortælling i ”Nostalgi”, ”Chancerytteren”, hvor vi helt fra begyndelsen, og derefter med mellemrum, gøres opmærksom på fortælleren, der sidder og skriver dette, og som til sidst peger på sin egen fiktionalitet og derved litterære udødelighed.

Relaterede forfattere