Olav Hergel
- Redaktionenapril 2023
- Anne Vindumcand.mag., 2012
Intro
Olav Hergel har med sine to højspændte nøgleromaner, ”Flygtningen” og ”Indvandreren”, leveret sit eget kapitel i nyere danmarkshistorie. De stort anlagte dramaer er skrevet ind i en genkendelig virkelighed, som den har set ud i Danmark gennem de seneste ti år. Personerne er modelleret over nulevende politikere og mediepersonligheder, og med Hergels baggrund som journalist fremstår handlinger og karakterer velresearchede og som knivskarpe kommentarer til et politisk landskab, der ikke umiddelbart har Hergels sympati. Rundhåndet og eftertrykkeligt deles der kindheste ud til den danske journaliststand, tonen i indvandrerdebatten, en anløben dansk moral og underhåndsaftaler mellem politikere, politi og presse. Læseren er med bag kulisserne i det store magtfulde skuespil, der holder sammen på Danmark.
Baggrund
Olav Hergel er født i 1956 og opvokset i Ordrup sammen med sin mor og sin søster. Han fortæller om sin opvækst: ”Det var en mærkelig barndom, for min mor var på samme tid meget kærlig og meget syg. Hun led af stærke tvangstanker og straffede sig selv ved at gøre sig stum, og derfor talte hun i meget lange perioder ikke til mig og min søster. I stedet skrev hun breve til os, som lå på hovedpuden, når vi skulle sove, men jeg læste dem aldrig. Men hun skrev og hun skrev, uden nogensinde at få noget udgivet. Først efter at hun havde taget sit eget liv, fik hun udgivet nogle breve, som hun havde skrevet, da hun var på bryllupsrejse med sin første mand Knud. V. Jensen, og Karen Blixen insisterede på at komme med.” (Interview med Forfatterweb, marts 2011.)
”Han var nær blevet fældet som minister, fordi han tidligere havde trynet nogle embedsmænd i Indenrigsministeriet så meget, at de lækkede nogle interne bilag til oppositionen. Papirerne afslørede, at han over en årrække havde taget fra det offentlige sundhedsvæsen og givet det til private.”
Moderen proppede Olav med klassikere, og hvis Olav var i gang med en god bog og hellere ville læse end at gå i skole, så fik han lov til det. Så han læste og læste, og det var mest de store børne- og teenageklassikere som ”Oliver Twist”, ”De elendige”, ”Børnene i Nyskoven”, ”Stilk & Co.” og senere, men alligevel ret tidligt, bøger som ”Lykke Per”, ”Pelle Erobreren”, ”Huset Buddenbrook” og ”Øst for Paradis”.
Født
13. august 1956 i Ordrup.
Uddannelse
Cand. Jur., journalist og forfatter.
Debut
Vrede unge mænd. Aschehoug Berlingske Tidende, 1998.
Priser
Peter Sabroe-Prisen sammen med Louise Fleischer, 1997. Cavling-prisen sammen med fotograf Miriam Dalsgaard i 2006.
Seneste udgivelse
Jeg husker dagen som lys. Politiken, 2023. Roman.
Inspiration
Henrik Pontoppidan, Thomas Mann, Jack London, Jacob Ejersbo, Ken Follett, Nelson Mandela, Michael Laudrup, Thomas Helmig, Carlos Santana.
Barndommen var en blanding af rigdom og smalkost. Moderen havde næsten ingen penge, men alle hendes venner var rige, og både hendes og faderens forældre var også velhavende. Til hverdag i den lille lejlighed blev der sparet, og når det så var ferie hos farmor og farfar eller middag hos vennerne, var det med store villaer og privatchauffører. I Ordrup var der noget af det samme: Olav gik i skole med børn af skibsredere, advokater og bankdirektører, men var også venner med rødderne i en tid, hvor for mange røg for meget hash og endte med at blive narkomaner.
Om sin egen karriere fortæller Olav Hergel: ”Jeg er uddannet jurist, men det eneste, jeg havde lyst til at være, var journalist, og da jeg først blev det, vidste jeg, at det var det rigtige. Det med at skrive bøger kom først meget sent. Jeg skrev en gang et manuskript til Gyldendal, og de skrev tilbage, at "du skriver meget pænt, men du har bare ikke noget at skrive om." Det havde de fuldstændig ret i. Men nu har jeg noget at skrive om. De 300.000 muslimer, som er kommet til Danmark de seneste 40 år, er efter min opfattelse den største journalistiske og politiske historie i min levetid. Nogle synes, det ødelægger Danmark. Andre synes, det gør landet rigere. Men at det har forandret Danmark, er der ingen tvivl om. Derfor skal der skrives om det. Historien om indvandrere og flygtninge er ikke bare en historie om "dem". Det er lige så meget en historie om os. Det er den historie, jeg gerne vil fortælle.” (Interview med Forfatterweb, marts 2011.)
Olav Hergel, der er bosat i Snekkersten, har arbejdet 18 år på Berlingske Tidende og siden 2005 på Politiken. Udover romanerne ”Flygtningen” og ”Indvandreren”, som dette portræt omhandler, har han skrevet artikelsamlingerne ”Danskere – Reportager fra et land i skred” samt ”Vrede unge mænd”.
Udvalgte bøger
- Flygtningen
I Olav Hergels debutroman, ”Flygtningen” fra 2006, er journalisten Rikke taget til Irak for at skildre de danske soldaters hverdag i deres camp i Basra. En dag bliver hun kidnappet af Nazir med de ...
Læs mere om bogen - Indvandreren
Olav Hergels seneste roman, ”Indvandreren” fra 2010, er i lighed med debuten en politisk roman med tydeligt afsæt i virkeligheden. Den 19 årige Zaki med marokkansk baggrund har lige afsluttet sin s...
Læs mere om bogen
Bibliografi
Romaner
Andre udgivelser af Olav Hergel
Olav Hergel
Lindhardt og Ringhof, 2003. (96.8).
Olav Hergel
Politiken, 2012. (99.4).
Søgning i bibliotek.dk
Om forfatteren
Links
”Indvandreren” er udgivet af forlaget People’s Press.
”Flygtningen” er udgivet af forlaget Lindhardt & Ringhof




