BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
J.P. Jersild
Foto: Johan Jeppsson
*Seneste udgivelse

P.C. Jersild

    Hovedforfatter
    • Karina Søby Madsen
      cand.mag., 2013

    Intro

    P.C. Jersilds romaner er ideromaner, der tager afsæt i temaer, som er centrale for den periode, han skriver sig ind i. Det gælder for eksempel katastroferomanen “Efter floden” fra 1982, som tematiserer livet efter en atomkrig. I det hele taget er teknologikritikken i centrum, når Jersild tegner mere eller mindre dystopiske portrætter af de mennesker, den moderne teknologi producerer. Fællesskabet fordufter, og tilbage er magt og pengebegæret. Værkerne sprudler af fortælle og undersøgelseslyst, og de har altid det lille menneskes vilkår i centrum – ofte sat i kontrast til det store system såsom sygehusvæsenet.

    Baggrund

    Per Christian Jersild blev født den 14. marts 1935 som den yngste af tre søskende. Han voksede op i et middelklassekvarter i Bromma – en forstad til Stockholm. Huset var fugtigt, og storebroren fik en slem tuberkulose, som i voksenlivet kom til at give ham alvorlige gener.

    ”Lægerne udnyttede deres magiske magt til at vildlede folk og politikere. Det var lægekorpset der regerede i det skjulte og manipulerede sundhedstjenesten ind i et stadig mere avanceret teknokrati uden evne til overblik. Hvordan kunne de det? Fordi folk, inklusive politikerne, var bange for læger.”

    “Babels hus”, s. 164.

    I skolen havde Jersild svært ved at lære at læse, men siden kom han efter det ved at øve sig på farens skrivemaskine. Faderen arbejde under krigen for Livsmedelkommissionen, og senere blev han forlagschef i Evangeliska fosterlandsstiftelsen. Han var meget religiøs og argumenterede ofte med afsæt i bibelhistorier. Han havde også en anden svaghed; nemlig at han holdt af at bruge penge, og det var en medvirkende årsag til, at forældrene havde mange uoverensstemmelser. For at klare tilværelsen kastede moren sig over bøgernes verden og læste nærmest i døgndrift. Ifølge Jersild var det morens litterære interesse, der var skyld i, at han siden blev forfatter.

    J.P. Jersild
    Foto: Johan Jeppsson
    • Født

      14. marts 1935, Katrineholm, Sverige.

    • Uddannelse

      Dr.med., Uppsala Universitet, 1962.

    • Debut

      Räknelära. Albert Bonniers Förlag, 1960.

    • Litteraturpriser

      Svenska Dagbladets litteraturpris, 1965. Litteraturfrämjandets store romanpris, 1981. Samfundet De Nios store pris, 1998. Selma Lagerlöf Prisen, 2003. Gerard Bonniers pris, 2012.

    • Seneste udgivelse på dansk

      Lysets dronning. Samleren, 2001. Oversat af Aino Roscher.

    • Inspiration

      James Joyce.

    Om det var brorens alvorlige sygdom, der var årsag til P.C. Jersilds anden interesse, medicin, skriver han ikke. Men han beskriver i selvbiografien “Fem hjerter i en tændstikæske”, hvordan han i gymnasieårene blev optaget af anatomi, og hans tegninger ændrede sig fra at være flyvemaskiner og biler til anatomiske tegninger. Blandt fremtidsdrømmene var der på dette tidspunkt: forfatter, kampflyver, tegner, flykonstruktør, thoraxkirurg eller designer af bilmodeller hos General Motors i Detroit.

    To af drømmene slog igennem. Som 24-årig fik han udgivet sit første værk, novellesamlingen “Räknelära”, og to år senere blev han færdig på medicinstudiet. Frem til 1977 praktiserede han som psykiater og havde sit forfatterskab ved siden af, men siden har han været fuldtidsbeskæftiget med sit store og prisbelønnede forfatterskab. Han har dog ikke helt sluppet videnskabens verden, og i 1999 blev han valgt som medlem af det royale svenske videnskabsakademi.

    Privat er P.C. Jersild gift med Ulla, og sammen har de to drenge.

    Blokeret indhold

    Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

    Vælg "Tillad alle"

    Udvalgte bøger

    Ypsilon

    I begyndelsen af P.C. Jersilds roman “Ypsilon” fra 2012 sidder forfatteren i sit slidte, mørke arbejdsværelse og tager en lur, da det ringer på døren. Det viser sig at være en af forfatterens tidligere romanfigurer, hovedpersonen i “Barnets ø”, der opsøger ham. Reine Larsson hedder han, og det varer ikke længe, før P.C. Jersild er blevet en del af hans liv igen – af hans sukkersyge, hans problemer med doktordisputatsen etc.

    ”Vad skall man med en kropp till? Benen till exempel: de är inte till för annat än att transportera. De är en relikt från vår normadtillvaro, då vi följde renhjordarna över istidens tundror.”

    “Ypsilon”, s. 349.

    Mødet inspirerer ham til at opsøge flere tidligere romanfigurer. Blandt andet Bernt Svensson fra “Babels hus”, som var i overhængende fare for at blive førtidspensioneret alkoholiker, men som har vist sig at klare sig ganske godt. Han ejer nu et helsehjem, som får syge på ret kurs med motion og frisk natur, og han render rundt som en anden langskægget og langhåret guru.

    “Ypsilon” overskrider alle genregrænser. Den er autofiktion, metafiktion og science fiction og... i en stor pærevælling. Fortælleren – eller forfatteren – er medvidende, og han fremstiller sig selv med sin forfængelighed og sine mangler og væver sig tilsyneladende autentisk ind i sine romanfigurers liv. Det er unægtelig en underholdende måde at væve sit eget forfatterskab sammen til en hel potpourri af farvestrålende medmenneskelige møder.

    Centrale temaer er selve skrivearbejdet – forfattergerningen –, og døden, idet Jersild formår at følge alle sine romankarakterer værdigt i graven. Men også den offentlige sektor – og ikke mindst sygehusvæsenet – får en på hattepulden.

    Titlen “Ypsilon” er navnet på hovedpersonen i romanen “En levende sjæl”. Eller det vil nærmere sige: på den hjerne, der befinder sig i et akvarium i et forskerlaboratorium, og som agerer romanens fortæller. Desuden er Ypsilon det 20. bogstav i det græske alfabet. Tegnet kombinerer bogstaver og tal – en kombination, der passer til den naturvidenskabelige videnskabsmand og forfatter P.C. Jersild.

    Genrer og tematikker

    P.C. Jersild har skrevet romaner, børnebøger, essayistiske værker samt videnskabelige bøger.

    Hans romaner er, hvad man på svensk kalder for ideromaner. Det vil sige, at hans romaner tager afsæt i specifikke scenarier og tematiserer aktuelle diskussioner – ofte med et lidt ironisk og skælmsk blik i øjet. Blandt andet tager han ofte afsæt i sociologer og psykologers fremtidsforskning. En anden genre, han af og til trækker på, er science fiction, da flere af værkerne fremstiller scenarier, som (endnu ikke) er mulige. Det gælder blandt andet “En levende sjæl”, “Familien Holgersson”, der også trækker på eventyrgenren, samt “Ypsilon”, der er svær at genrebestemme med sin genreoverskridende karakter.

    Videnskaben spiller en central rolle i samtlige Jersilds romaner. Han er ikke teknologiforskrækket, men han er teknologikritisk, og den kritik skriver han frem i sine romaner. Ofte er det lægevidenskaben, der står for skud, som eksempelvis i “En levende sjæl” og “Babels hus”, men også våbenindustrien står for skud, og blandt andet bliver truslen fra kernevåben skildret frem i “Efter floden”. Nært forbundet med dette tema er temaet om magt, som også gennemsyrer mange af romanerne – en magt, som det almindelige menneske ofte bliver undertrykt af og er ude af stand til at påvirke. Det gælder til et eksempel Primus Svensson i “Babels hus” og Ypsilon i “En levende sjæl”.

    Humanismen og medmenneskeligheden spiller endvidere en central rolle – som kontrast til videnskabens ofte uetiske omgang med menneskeliv. Blandt andet tematiserer flere af romanerne vigtigheden af at få en værdig afslutning på livet, og også kærligheden og dens grænser og begrænsninger diskuteres løbende.

    Et sidste tema, som går igen på tværs af Jersilds romaner, er feminisme – og ofte en lidt drilagtig ironisering over de moderne feministiske teorier. Karakteristisk for denne tilgang er en hændelse i “Svenske skæbner”, hvor Ulf går til et såkaldt queer-foredrag og bliver belært om den heteronormative dominans – altså hvordan heteroseksuelle bliver betragtet som normen og alt andet som afvigelser derfra. Ulf bruger anledningen til at spørge foredragsholderen, om menneskets evne til at se farver kan dekonstrueres ligesom køn, og svaret lyder: “Mennesket er ikke nogen færdig, hård, hærdet skabning. Mennesket er blødt og formbart. “Magten” i særdeleshed personificeret i “patriarkatet” former os efter behag. Det gælder alt. Netop alt. Tag smagen, for eksempel. De madretter, vi kan lide, har vi lært os selv at synes om. Den kunst, vi hylder, har vi lært os selv at hylde. Ligesom de køn, vi hylder. Så hvorfor skulle vores andre sanser såsom synet ikke være udsat for samme ideologiske skoling eller manipulering? Hvad vi opfatter, at vi ser, er ikke noget “objektivt” faktum. Det er en konstruktion.” (“Svenske skæbner”, s. 220-201).

    Beslægtede forfatterskaber

    Jersild har i bogen “Professionella bekännelser” fra 1981 erklæret, at den svenske Lars Gyllenstens forfatterskab har været ham til stor inspiration, og han kalder ham endda for hans “litteräre mentor”. Slægtskabet er blandt andet den satiriske tone, som findes hos begge, men også deres forhold til den moderne videnskab. Begge ser et intellektuelt forfald i den udvikling inden for videnskaben, der repræsenteres af den logiske positivisme. Den mangler selvkritik og bliver på grund af sin påståede objektive tilgang til verden reduktionistisk, sådan som Jersild eksempelvis beskriver det i “Babels hus”.

    Romanen “En levende sjæl” trækker i øvrigt tråde til Gogols klassiker “Døde sjæle” om russiske Tjitjikov, der opkøber døde sjæle, fordi det giver ham mulighed for at optage banklån. Begge romaner handler om udnyttelse af såvel levende som døde sjæle og viser, hvordan ussel mammon vinder over den personlige etik.

    Jersilds ideromaner er nært beslægtede med danske Svend Åge Madsens ditto. Begge har en evne til at tage afsæt i tekniske landvindinger og ubesvarede videnskabelige spørgsmål og give dem kød og blod. Det gælder eksempelvis for Svend Åge Madsens “Kvinden uden krop” og “Genspejlet”, der ligesom flere af Jersilds romaner tematiserer de teknologiske landvindinger i et science fiction-agtigt set-up. En sammenligning mellem Svend Åge Madsens “At fortælle menneskene” og Jersilds “Ypsilon” kunne endvidere være relevant, da begge tematiserer det at skrive mennesker frem.

    Romanen “Efter floden” skriver sig ind i en tradition for at skildre katastrofer. Et centralt tema i disse romaner er tabet af medmenneskelighed som en konsekvens af katastrofen. Det gælder såvel Albert Camus “Pesten” fra 1947, William Goldings debutroman “Fluernes Herre” fra 1954, Dorris Lessings “Mara og Dann” fra 1999 og Cormac McCarthys “Vejen” fra 2007, der formentlig – ligesom “Efter floden” – beskriver livet efter en atomkrig.

    Hvis man ønsker at gå mere teoretisk i dybden med Jersilds samfundskritik af bureaukrati, manglende sammenhold og teknikkens dominans, kan man eksempelvis benytte Max Weber og Jürgen Habermas' teoretiske tilgange til det moderne.

    Relaterede forfattere

    Bibliografi

    Romaner

    Til varmare länder

    P.C. Jersild

    Albert Bonniers Förlag, 1961.

    Ledig lördag
    Ledig lördag

    P.C. Jersild

    Albert Bonniers Förlag, 1963.

    Calvinols resa genom världen
    Calvinols resa genom världen

    P.C. Jersild

    Albert Bonniers Förlag, 1965.

    Prins Valiant och Konsum
    Prins Valiant och Konsum

    P.C. Jersild

    Albert Bonniers Förlag, 1966.

    Drömpojken
    Drömpojken

    P.C. Jersild

    Albert Bonniers Förlag, 1970.

    Grisejagten
    Grisejagten

    P.C. Jersild

    Samleren, 1971. (Grisjakten, 1968).

    Vi ses i Mai Lai
    Vi ses i Mai Lai

    P.C. Jersild

    Samleren, 1971. (Vi ses i Song My, 1970).

    Oprør blandt marsvinene
    Oprør blandt marsvinene

    P.C. Jersild

    Samleren, 1972. (Uppror bland marsvinen, 1972).

    Stumpen
    Stumpen

    P.C. Jersild

    Albert Bonniers Förlag, 1973.

    Dyredoktoren
    Dyredoktoren

    P.C. Jersild

    Samleren, 1973. (Djurdoktorn, 1973).

    Den elektriske kanin
    Den elektriske kanin

    P.C. Jersild

    Samleren, 1975. (Den elektriska kaninen, 1974).

    Børnenes ø
    Børnenes ø

    P.C. Jersild

    Samleren, 1977. (Barnens ö, 1976). Oversat af Birte Svensson.

    Babels hus
    Babels hus

    P.C. Jersild

    Samleren, 1978. (Babels hus, 1978). Oversat af Henning Ipsen.

    En levende sjæl
    En levende sjæl

    P.C. Jersild

    Samleren, 1980. (En levande själ, 1980). Oversat af Henning Ipsen.

    Efter floden
    Efter floden

    P.C. Jersild

    Samleren, 1982. (Efter floden, 1982). Oversat af Nanna Thirup.

    Den halvtredsindstyvende frelser
    Den halvtredsindstyvende frelser

    P.C. Jersild

    Samleren, 1984, (Den femtionde frälsaren, 1984).

    Geniernes genkomst
    Geniernes genkomst

    P.C. Jersild

    Samleren, 1987. (Geniernas återkomst, 1987). Oversat af Poul Dam.

    Fem hjerter i en tændstikæske
    Fem hjerter i en tændstikæske

    P.C. Jersild

    Samleren, 1990. (Fem hjärtan i en tändsticksask, 1989). Oversat af Poul Dam.

    Familien Holgersson
    Familien Holgersson

    P.C. Jersild

    Samleren, 1991. (Holgerssons, 1991). Oversat af Poul Dam.

    En lysande marknad
    En lysande marknad

    P.C. Jersild

    Albert Bonniers Förlag, 1992.

    Kærlighedens grænser
    Kærlighedens grænser

    P.C. Jersild

    Samleren, 1995. (En gammal kärlek, 1995). Oversat af Annelise Feilberg.

    Svenske skæbner
    Svenske skæbner

    P.C. Jersild

    Samleren, 1999. (Sena sagor, 1998). Oversat af Aino Roscher.

    Lysets dronning
    Lysets dronning

    P.C. Jersild

    Samleren, 2001. (Ljusets drottning, 2000). Oversat af Aino Roscher.

    De ondas kloster
    De ondas kloster

    P.C. Jersild

    Albert Bonniers Förlag, 2003.

    Edens bakgård
    Edens bakgård

    P.C. Jersild

    Albert Bonniers Förlag, 2009.

    Ypsilon

    P.C. Jersild

    Albert Bonniers Förlag, 2012.

    Noveller

    Räknelära
    Räknelära

    P.C. Jersild

    Albert Bonniers Förlag, 1960.

    Øvrige værker

    Professionella bekännelser
    Professionella bekännelser

    P.C. Jersild

    Albert Bonniers Förlag, 1981.

    Lit de parade
    Lit de parade

    P.C. Jersild

    Albert Bonniers Förlag, 1983.

    Humpty-Dumptys fald
    Humpty-Dumptys fald

    P.C. Jersild

    Samleren, 1990. (Humpty-Dumptys fall, 1990).

    Darwins ofullbordade
    Darwins ofullbordade

    P.C. Jersild

    Albert Bonniers Förlag, 1997.

    Hundra fritstående kolumner i Dagens Nyheter

    P.C. Jersild

    Albert Bonniers Förlag, 2002.

    Medicinska memoarer
    Medicinska memoarer

    P.C. Jersild

    Albert Bonniers Förlag, 2006.

    Filmatiseringer

    Grisjakten. Spillefilm
    Grisjakten. Spillefilm

    P.C. Jersild

    1970

    Gamen. Tv-film

    P.C. Jersild

    1973

    Stumpen. Tv-film

    P.C. Jersild

    1975

    Barnens ö. Spillefilm
    Barnens ö. Spillefilm

    P.C. Jersild

    1980

    Babels hus. Tv-serie
    Babels hus. Tv-serie

    P.C. Jersild

    1981

    Om forfatterskabet

    Web

    Albert Bonniers Förlag

    Her på forfatterens svenske forlag findes en kort beskrivelse af forfatteren samt en bibliografi.

    Fagbog

    Förnuftens brytpunkt

    Jonas Anshelm

    Albert Bonniers Förlag, 1990.

    Søgning i bibliotek.dk

    Emnesøgning på P. C. Jersild