Signe Parkins

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
juli 2026

Hovedforfatter

Louise Rosengreen
cand.mag., august 2024

Litteratur for børn skal tage de unge læsere alvorligt, og det gør den bedst ved at være på et højt kunstnerisk niveau. Det er illustrator Signe Parkins’ afsæt, når hun illustrerer børnebøger, tegner sin dagbog eller udstiller en papirskulptur med skitser, der slanger sig i luften. Hendes stil kan være naturalistisk, når hun i den grafiske roman ”Per” gengiver en admiralsommerfugl. Men hun er samtidig humoristisk, sårbar og surrealistisk i kunstbogen ”Grøde”, hvor hun med en tynd sort tusch afbilder en gruppe kvinder, der spiser ålesuppe, mens deres bryster flyder i groteske mønstre på bordet.

Baggrund

Signe Parkins er en dansk illustrator, billedkunstner, tegneserietegner og forfatter, der bor og arbejder i det Aarhus, hvor hun er vokset op. Hendes engelske far var grafiker, og som barn tegnede hun meget sammen med ham. Da hun i 2005 studerede på Designskolen, fik hun stillet den opgave, at hun hver dag i tre måneder skulle lave en tegning i A5-format. Denne rutine har hun fastholdt, og i dag tegner hun fortsat dagligt i en skitsebog. I perioden fra 2009 til 2016 delte hun ud af sine dagbogsskitser på sin blog ”Signe Parkins & Drawings”, og et udvalg af disse små tableauer fra hverdagen som familiemor og tegner blev i 2015 også udgivet på bogform; enkeltvist indbundet af hende selv i rester af duge, blomstrede gardiner og andet genbrugsstof.

”MANDAG 3·9·12 JEG SER PÅ MÅNEN SOM ER VED AT STÅ OP. HVIS JEG KUNNE FLYVE VILLE JEG NOK GØRE DET NU. EN LILLE TUR UD OVER BUGTEN. IKKE FORDI JEG FØLER MIG SOM EN SUPERHELT, MEN FORDI JEG FØLER MIG SOM EN TEGNESERIETEGNER.”

”Signe Parkins & Drawings”, s. 13.

Foto: Martin Dam

Født
1979.
Uddannelse
Billedkunstner fra Colchester Institute i England, 2001. MA i illustration fra Designskolen i Kolding, 2007.
Debut
Bordskik. Aben Maler, 2008. Kunstbog.
Litteraturpriser
Pingprisen for bedste nettegneserie, 2012. Pingprisen for årets bedste danske tegneserie, 2017. Kulturministeriets Illustratorpris, 2020.
Seneste udgivelse
Nonnerne fra Ørslev Kloster. Benjaminsen Bøger, 2026. Erindringer.
Inspiration
Enkle linjer ridset på bornholmske solsten fra bronzealderen og den aktive proces, det er at tegne uden at vide, hvor stregen fører én hen.

Parkins er en fortæller, hvis foretrukne materiale er papir. Hun debuterede i 2008 med kunstbogen ”Bordskik” og har siden bl.a. udgivet voksenbilledbogen ”Tusindfryd” (2017), det billedkunstneriske værk ”Grøde” (2018) og en lang række zines, der er små bøger i mindre oplag ofte fremstillet i hånden. Derudover har hun illustreret både børne- og voksenbøger, udstillet som billedkunstner og undervist i tegning.

Hendes arbejde er en tidskrævende og uafsluttet proces, og hun har som mål, at hendes illustrationer skal overraske og tilføje nye lag af betydning til teksten. Selv beskriver hun sin metode således: ”Jeg tegner hele tiden. Hver tegning er et punkt i tiden. Hver linje er en begyndelse. Jeg streger figurer tydeligt op for herefter at nedbryde deres form på nye stykker papir. Arme og ben er enten stive som brædder eller bløde som kogte ål, og kroppene befinder sig i fart, står i strittende positurer eller et sted midt imellem.” [3].

I foråret 2024 kritiserede hun sine arbejdsvilkår som illustrator i en artikel i Politiken, hvilket afstedkom en større debat om underbetaling af danske illustratorer. Selv brugte hun 2,5 år på at illustrere Zenia Johnsens grafiske roman ”Per” og blev betalt, hvad der svarer til 10 kr. i timen. Hun blev efterfølgende indlemmet i en arbejdsgruppe i Kulturministeriet, der skal arbejde på at forbedre økonomien i bogbranchen.

Udvalgte bøger

Per
”Per” er en grafisk roman fra 2024, som Signe Parkins har skabt i fællesskab med forfatter Zenia Johnsen. Den handler om et barn, der får et gammelt akvarium af sin far. Efter et år, hvor de to ikk...
Læs mere om bogen

Genrer og tematikker

Signe Parkins eksperimenterer med bogens format, og ofte indgår hendes tegninger i serielle forløb. Hun veksler mellem realistiske, sirlige, skrøbelige motiver og en mere fjollet, barnligt legende stil, hvor orme danser og kroppe, særligt kvindekroppe, indtager deforme positurer eller transformerer sig til abstrakte mønstre. Et særligt kendetegn ved Parkins’ illustrationer er de sorte plamager og overstregede tekststykker, der får lov til at forblive på de endelige værker. De vidner om tegningen som en proces, hvor man kan fortryde og lave fejl. Det udstråler en sårbarhed, men er samtidig et udtryk for trods.

Parkins arbejder autobiografisk på den måde, at hun bruger af sine personlige erfaringer i både tekst og tegning. I sin tegnede dagbog ”Signe Parkins & Drawings” skitserer hun brudstykker af sin hverdag i et boligkompleks i Aarhus med manden Emil og døtrene Ella og Vera. Hun ligger ofte søvnløs, savner sin afdøde mormor, bekymrer sig over familiens økonomiske situation og bebrejder sig selv, når hun ikke lever op til sine egne idealer som mor. Men hun drives også fremad af lysten til at tegne og lykken over de helt små ting, det intime og partikulære som børnenes robotdans, en rødkælk og mindet om den pulvercappuccino, hendes mormor lavede. Og i ”Blomsten der elsker mig” (2019), der er skrevet af Hanne Kvist og som modtog Kulturministeriets Illustratorpris, har Parkins tilføjet den del af teksten, der står i karakterernes talebobler. Her har hun bl.a. ladet sig inspirere af sin egen familie, når en far og mor på forsædet af en bil irettesætter børnene på bagsædet.

”Jeg er optaget af kroppen. Særligt kvindekroppen. Kvindekroppen som kan være alt muligt andet end en krop. Kroppe som overtages og omformes af noget andet, en indre kraft, et begær, en vildskab. Jeg vil gerne vride kroppen ud i nye stillinger og tage den nye steder hen,” forklarer hun i et interview om sit valg af motiver [1]. Hun har en særlig evne til med sin blanding af tynde streger, detaljerig realisme, grotesk fantasi, intimitet og kontrolleret doceret akvarel at vække hverdagsgenstande som en colaflaske, en marsbar eller en toiletkumme til live. Derudover er mælkebøtter, brændenælder, blomster, fugle og insekter nogle af de motiver, der går igen i hendes produktion.

Beslægtede forfatterskaber

”Signe Parkins & Drawings” er den første udgivelse i forlaget Basilisks serie af tegneserier og grafiske romaner redigeret af Rikke Villadsen. Villadsen er, ligesom Parkins, opvokset i Aarhus, uddannet illustrator og udøvende tegneseriekunstner. Begge har de bidraget til antologien ”Dokument” fra 2012, der præsenterer et udpluk af yngre danske tegneserietegnere, der arbejder med virkeligheden som inspirationskilde. Heri medvirker også Stine Spedsbjerg, eller StineStregen som hun kalder sin blog med selvbiografiske, dagbogsinspirerede striber. Af andre danske tegneserietegnere og illustratorer, der lader sig inspirere af det både trivielle, deprimerende, sårbare og morsomme i en senmoderne kvindes hverdag, kan nævnes Line Jensen og Rikke Bakman.

Foruden børnebøger har Parkins også illustreret den engelske oversættelse af danske Dorthe Nors’ ”En linje i verden” (2021). Den består af fjorten litterære essays, der strækker sig tidsmæssigt over et år og udspringer af landskabet langs Vestkysten i en linje fra det nordlige Skagen til dér, hvor Vadehavet begynder i Holland. Den danske udgave indeholder en billedfortælling af fotograf Henrik Saxgren, mens den engelsksprogede version i stedet er udsmykket med Parkins’ naturtro sort-hvide vignetter af bakkede landskaber, et ensomt fyrtårn, fanøkvinder i folkedragter og flyvende vadefugle i profil.

Zenia Johnsen, som sammen med Parkins står bag ”Per”, er ligeledes en flittig tegner af fugle. Ud over det ornitologiske engagement deler Johnsen og Parkins en fælles interesse for sommerfugle, og begge er højlydte fortalere for, at børnelitteratur bør være ambitiøs og ikke undervurdere de unge læseres intellekt. På sin hjemmeside beskriver Johnsen Parkins’ illustrationer som modige og udtrykker sin benovelse over hendes arbejde således: ”Der er noget dristigt, noget trodsigt, noget charmerende flabet i hendes streg og de valg, hun tager, men samtidig er der en sirlighed, en sanselig og sjælden sårbarhed og tilstedeværelse. Signe gør sig umage. Og hun er faktisk ikke bange. Selvfølgelig synes jeg, det er enormt inspirerende.” [2].