
Stefan Spjut
- Louise Rosengreencand.mag., 2014
Intro
Svenske Stefan Spjut skriver skandinavisk magisk realisme forklædt som spændingslitteratur. Den samiske folketro og troldelignende eventyrfigurer er omdrejningspunktet for gennembrudsromanen ”Stallo” fra 2012. I Spjuts univers kan egern telepatere, og dæmoner maskerer sig som bjørne og lemminger. Utroligt nok formår Spjut at kombinere mytiske væsner og overnaturlige begivenheder med en svensk hyperrealisme. Hans prosa dvæler ved detaljerne, beskriver et knækket sidespejl ned til mindste glasskår og prædiker børns ret til en god og tryg barndom. Kærlighed til de svenske skove og den nordlige natur omsætter Stefan Spjut ved hjælp af kidnapninger, jagtgeværer og trolde i joggingtøj til skræk og rædsel.
Baggrund
Stefan Spjut er opvokset på øen Ekerö ud for Stockholm. Han har læst litteraturvidenskab og er uddannet journalist. Da han var færdiguddannet, arbejdede han en periode som journalistisk reporter, men fandt hurtigt ud af at dette arbejde ikke passede hans temperament. Fra 2002 anmeldte han litteratur for Svenska Dagbladet, og han fik ry for at være en hård kritiker, fordi han vurderede værkernes kvaliteter uden at tage højde for, om de var skrevet af en debutant eller en erfaren forfatter. Selv debuterede han i 2008 med romanen ”Fiskarens garn”, som han havde skrevet på i 14 år.
”Han var ikke direkte vanskabt, men han havde mildt sagt et ejendommeligt udseende. Øjnene sad langt fra hinanden i deres huller, næsen var brusket og fremtrædende, og på de rynkede kinder og på hagen sad der spredte, hvide totter af skæg.”

Født
1973.
Uddannelse
Uddannet journalist fra JMK i Stockholm.
Debut
Fiskarens garn. Albert Bonniers Förlag, 2008.
Litteraturpriser
Ingen kendte.
Seneste udgivelse
Stallo. Klim, 2013. (Stallo. Albert Bonniers Förlag, 2012.) Oversat af Jacob Jonia.
Inspiration
Kerstin Ekman, Selma Lagerlöf, Astrid Lindgren og Maria Gripe.
Ideen til debutromanen om en gammel fisker, der lever en isoleret tilværelse på en lille ø i Stockholms yderste skærgård, fik Stefan Spjut allerede som teenager. Historien begyndte som et tankeeksperiment: Hvad mon der ville ske, hvis folk ikke havde brevkasser? Inspireret af modernismen ønskede han at forny romangenren, men efter flere mislykkede forsøg kom han til sidst til den erkendelse, at det ikke faldt ham naturligt at skrive i et kompliceret formsprog. ”Jeg er ikke en forfatter som eksperimenterer, men en mere traditionel fortæller,” [1]Ricki NeumanSträng kritiker romandebuterarSvenska Dagbladet, 2008-01-11. siger han i et interview.
I 2011 blev Stefan Spjut ansat som kulturredaktør på Norrbottens-Kuriren, der er en af Sveriges ældste lokalaviser med hovedkontor i Luleå i Nordsverige. I dag bor han i Stockholm, men den tid, han tilbragte i Luleå, inspirerede ham i arbejdet med gennembrudsromanen ”Stallo”. ”Stallo” er en spændingsroman, som udkom på svensk i 2012. Ideen til historien fik Spjut, da han en sommerdag slog græs. Han fantaserede om, hvad der ville ske, hvis han kørte et lille dyr over med plæneklipperen, og det blev afsættet for en 500 sider lang spændingsroman om trolde og overnaturlige væsner forklædt som dyr.
Udlandet har udvist stor interesse for ”Stallo”, som er blevet oversat til femten sprog. Derudover er romanen ved at blive filmatiseret af den svenske instruktør Mikael Marcimain.
Blokeret indhold
Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.
Vælg "Tillad alle"
Udvalgte bøger
Bibliografi
Romaner
Stefan Spjut
Albert Bonniers Förlag, 2008.
Stefan Spjut
Klim, 2013. (Stallo. Albert Bonniers Förlag, 2012.) Oversat af Jacob Jonia.
Om forfatterskabet
På forlaget Albert Bonniers hjemmeside.
Kilder citeret i portrættet
Stefan Spjuts nya en sagothriller för vuxna
Emma Furehill
Göteborgs-Posten, 2012-12-20.






