BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
portræt af Sternberg
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb
*Seneste udgivelse

Sternberg

Senest opdateret
  • Redaktionen
    juli 2024
Hovedforfatter
  • Andreas Eckhardt Læssøe
    cand.mag., september 2023

Intro

Sternberg har med sine morsomme og lakoniske digte skrevet om alt fra stenalderen over guldalderen til depression og bordtennis. Hans digte er skarptskårne, ord og billedknappe og fulde af humor, men uden at miste deres prægnans. Hans serie ”Tidspentalogien”, som bl.a. indeholder ”Stenalderdigte” og ”Depressionsdigte”, blev et gennembrud for forfatteren, der trådte sin ungdoms sko i oplæsningskollektivet Øverste Kirurgiske. Han skriver ofte en form for persona digte, hvor tekstens jeg er en funktion af en konceptuel øvelse, et depressionsjeg, et guldalderjeg, et fremmedjeg.

Baggrund

Jesper Sternberg Nielsen, som udelukkende bruger Sternberg som kunstnernavn, er født i 1973. Han er ikke glad for opmærksomhed omkring sin person, men som digter har han en åbenhjertig, ligefrem og ærlig stil.

”sådan som jeg forstår det/ skriver man digte til nogen/ som godt vil give sig tid/ til at læse// men jeg ved ikke/ hvad det vil sige/ at læse// faktisk har jeg ikke engang/ nogen ide om/ hvad for eksempel/ et navn er// og jeg kalder ikke// mine eller dine handlinger/ for noget som helst/ så det her/ er på alle måder/ en mærkelig situation// selv hvis du pegede/ ville jeg ikke forstå/ hvad det betød”

”Stenalderdigte”, s. 11.
portræt af Sternberg
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb
  • Født

    1973.

  • Uddannelse

    BA i Litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, 2002.

  • Debut

    GuGu skaterdigte – hovedværken. Bændelorm, 2004. Digte.

  • Litteraturpriser

    Ingen kendte.

  • Seneste udgivelse

    Det samvær vi har sammen. Melodika, 2024.

  • Inspiration

    Jens Blendstrup,Vagn Remme,Peter Laugesen.

Fra 2006 og indtil de lukkede i 2015, var Sternberg en bærende del af kollektivet Øverste Kirurgiske (ØK), som man måske i dag ville kalde en litterær platform. ØK blev startet i 1997 af blandt andre Morten Søndergaard og Jens Blendstrup, og de udgav tidsskrifter og bøger. Men først og fremmest arrangerede de månedlige oplæsningsarrangementer, og de kan tilskrives en stor del af æren for, at oplæsninger, i hvert fald i en periode, blev noget festligt, som folk gerne ville komme til. Det var også en scene, hvor man kunne øve sig, og hvor det improvisatoriske var i højsædet. Sternberg brugte i høj grad det rum til at teste nye tekster, som sidenhen blev til bøger. Han optrådte ofte udklædt eller på anden vis i form af forskellige personaer taget fra hans digte.

Det at optræde er en central del af Sternbergs praksis. Hans digte iscenesætter et jeg, som skal performe det at være et jeg, f.eks. et jeg fra guldalderen eller stenalderen, i hans konceptuelle serie bøger, her kaldet ”Tidspentalogien”, som udkom mellem 2011-2018. Den serie blev i høj grad hans gennembrud og er de bøger, han er mest kendt for. I mange år optrådte han også jævnligt med bandet TS Sterndolph, som udover ham bestod af digteren og musikeren T.S. Høeg og forfatteren Peter Adolphsen.

Fra 2001 og frem til udgivelsen af ”Stenalderdigte” i 2011 udgav Sternberg en række mindre udgivelser. Både i forbindelse med Øverste Kirurgiske og uafhængigt. Deriblandt ”Buddha med hund” (2007), som han skrev sammen med digteren Peter Laugesen, ”Blidahlund – en tragedie” som han skrev med digteren Vagn Remme, og i 2013 udgav han ”Saks Kniv Æske Malertape Hængelås” skrevet sammen med Claus Ejner. Samarbejdet med andre forfattere og kunstnere er en integreret del i Sternbergs praksis.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Sternberg taler med litteraturformidler Sarah Hvidberg om "Fremmeddigte" og Tidspentalogien. Okt 2023.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Ved læsningen af et helt forfatterskab kan det ske, at der viser sig tematikker, som snor sig som en let skjult rød tråd gennem bøger, der hver især mere direkte tematiserer noget andet. Sådan er det at læse Sternberg. Selvom hver af bøgerne, mere eller mindre er betitlet med det, de tematiserer – depression, fremmede, helbredelse, tidsrejse – så viser der sig i helheden et større billede af ensomhed. Det kommer selvfølgelig frem på forskellige måder i de forskellige bøger. Men på en måde bindes det sammen af udgivelsen ”Simple dage”, som også beskrevet ovenover. Her er der tale om et digterjeg, som kan føles autobiografisk. I hvert fald på en anden måde end de andre. Her får vi et jeg, der bor i København og har en stille og rolig hverdag. Påfaldende udramatisk i forhold til, at større livsbegivenheder finder sted. Men digtene insisterer på rum, hvor digteren er alene, hvor små rutiner, sokkeneuroser og biblioteksbøger får lov at fylde digtene.

Nummer fire i ”Tidspentalogien”, ”Tidsrejsedigte” (2016), tegner ensomheden på en mere tilspidset måde. En tidslig ensomhed, fordi jeget er en tidsrejsende, men det er der ikke andre, der er. ”det er ikke alle/ der ville vælge// at rejse i tiden/ selv hvis de kunne// det er at fravælge// familien/ vennerne/ jobbet/ hverdagen” (s. 30).

På en måde er der noget i formen, som Sternberg skriver de fleste af sine digte i, som fører til denne ensomhed. Den konceptuelle stil, hvor et jeg ligesom skriver sig selv frem som en sproglig figur, betyder også, at det er et jeg, der differentierer sig selv fra alle andre for overhovedet at kunne træde frem. Det bliver med andre ord meget ofte en meget ensom position. Jeget taler fra guldalderen, eller som et guldalderjeg, til et du/en læser, som ikke er det, om at det er svært at forstå, hvad det vil sige at være et guldalderjeg, når man ikke er det. Men jeget skriver ikke så meget om, hvordan det er at være et guldalderjeg blandt andre guldaldermennesker, med en guldalderkæreste eller guldaldervenner.

Beslægtede forfatterskaber

Sternberg deler humoren og det performative, såvel som en snert af det absurde, med flere af de forfattere, som han har fortiden i Øverste Kirurgiske tilfælles med, som bl.a. Jens Blendstrup og Thomas Krogsbøl. Øverste Kirurgiske var til dels et opgør med de salvelsesfulde 1980’er-digtere, hvor det var personligt og sjæleligt. Og det opgør går igen i Sternbergs digte, der søsætter et performativt jeg. Men Sternberg hører ikke helt til den første del af ØK-digterne, som var lidt ældre end ham, han kom, som han selv siger det ”til efter højdepunkterne” [1]Thorkil JacobsenDe gjorde poesi til en festBerlingske, 2015-11-02..

Det konceptuelle udgangspunkt, som Sternberg lægger for dagen i sine digte, kunne man pege på, han deler med en forfatter som Birgitte Krogsbøll. Ligesom Sternbergs er Krogsbølls digte skåret meget stramt efter en ide, et koncept. Krogsbøll laver lister, og de får også en underfundig humor over sig, som det kommer til udtryk i bl.a. ”Dyr med næb ordnet efter antal vinger” (2013).

Hele Sternbergs ”Tidspentalogien” er udkommet på forlaget Kronstork, et forlag som har udmærket sig ved at udgive solide bøger, som ikke altid er voldsomt påvirket af tidsånden. Blandt stifterne og de stadig aktive medlemmer af redaktionen af Kronstork er Lars-Emil Woetmann, som også selv er digter. Han har slået sine yngre folder på poetry slam-scenen, og gad vide om han ikke også har læst op til et Øverste Kirurgiske-arrangement eller to igennem tiden, den slags bogføres jo som bekendt ikke. Men ligesom Sternberg har han også bibeholdt et element af det mundtlige og det morsomme fra sin tid som optrædende digter i sine senere bøger. Woetmanns debut ”Af det almene” (2018) har et mere eksplicit politisk aspekt end Sternbergs digte, selvom det politiske heller ikke er fraværende i dem.

Sternbergs tidsrejser kan få én til at tænke på det modsatte, at sidde fast i tiden, og det er jo det, hovedpersonen i Solvej Balles tidsseptologi ”Om udregning af rumfang” gør. Den første af dem udkom i 2020, og i skrivende stund i 2023 er udkommet de første fire bind.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Roman

Sternberg og Vagn Remme: Blidahlund – en tragedie
Sternberg og Vagn Remme: Blidahlund – en tragedie

Bændelormen, 2004.

Digtsamlinger

Sternberg: GuGu Skaterdigte – hovedværken
Sternberg: GuGu Skaterdigte – hovedværken

Bændelormen, 2004.

Sternberg og Peter Laugesen: Buddha med hund
Sternberg og Peter Laugesen: Buddha med hund

Forlaget Nord, 2007.

Sternberg: Radikale mennesker og hjem i et længst eksploderet kvarter. Øverste Kirurgiske
Sternberg: Radikale mennesker og hjem i et længst eksploderet kvarter. Øverste Kirurgiske

2010

Sternberg: Et punkt overrendt af ingenting. Øverste Kirurgiske
Sternberg: Et punkt overrendt af ingenting. Øverste Kirurgiske

2011

Sternberg: Stenalderdigte
Sternberg: Stenalderdigte

Kronstork, 2011.

Sternberg: Mit område er
Sternberg: Mit område er

Jorinde & Joringel, 2012.

Sternberg: Depressionsdigte
Sternberg: Depressionsdigte

Kronstork, 2014.

Sternberg: Guldalderdigte
Sternberg: Guldalderdigte

Kronstork, 2016.

Sternberg: Tidsrejsedigte
Sternberg: Tidsrejsedigte

Kronstork, 2016.

Sternberg: De sidste dage-digte
Sternberg: De sidste dage-digte

Kronstork, 2018.

Sternberg: Simple dage
Sternberg: Simple dage

Kronstork, 2020.

Sternberg: Helbredende digte. Ekbátana
Sternberg: Helbredende digte. Ekbátana

2021

Sternberg: Fremmeddigte Ekbátana
Sternberg: Fremmeddigte Ekbátana

2023

Kortprosa

Sternberg: Radikale steder, relationer og skæbner i et længst eksploderet kvarter. Melodika
Sternberg: Radikale steder, relationer og skæbner i et længst eksploderet kvarter. Melodika

2021

Det samvær vi har sammen. Melodika
Det samvær vi har sammen. Melodika

Sternberg

2024

Om forfatterskabet

Artikel

Interview med Sternberg i Information om bl.a. at spille og skrive om bordtenni…

Information, 2019-06-17.

Web

Sternbergs hjemmeside, hvor han har samlet et arkiv over sin hedengangne blog o…

Kort videoportræt af Sternberg fra 2016, lavet af Emil Falke og Ole Blegvad.

Kilder citeret i portrættet

[1]

De gjorde poesi til en fest

Thorkil Jacobsen

Berlingske, 2015-11-02.