Ursula Seeberg
- Redaktionen2018
- Christel Amundsenforlagsredaktør ved Høst & Søns Forlag, 2002
Han skal have lov at gøre, som han vil
En smule arveligt belastet må hun være, for mormor var billedhugger, mor tegnede videnskabelige plancher, og det var i et samarbejde med sin far, forfatteren og museumsinspektøren Peter Seeberg, hun debuterede i 1986 med billedbogen Roland kommer til verden. Det er en tekstrig historie om et gammelt ægtepar, som finder et længe ønsket drengebarn i et kartoffelbed og tager ham til sig. Bogen blev præmieret med Kulturministeriets Initiativpræmie i 1987.
Roland skal have lov til at gøre, hvad han vil, synes den gamle hr. Ballebjerg. Problemet er, at Roland virkelig selv ved og vil. Det er et ret specielt barn, de to har fået under deres vinger. Men kan det egentlig være anderledes, når man er ”kaldt ud af evighedens mørke” og har fået rejst solen over sit sovende væsen?
Ursula Seebergs illustrationer er ikke så karakteristiske, som de senere er blevet, med konturstreger og kartoffelnæsede børn. Hendes streg er løsere og illustrationerne er oftest punktnedslag i den lange tekst, poetiske og stemningsskabende, som vignetter til et digt.
Hun fik lov til at gøre, som hun ville
Ursula Seeberg (f. 1957) voksede op i et frigjort 60’er-miljø som en af tre søstre. Gennem hele sin barndom tegnede hun og drømte om at blive scenograf. Som 14 årig forlod hun derfor skolen med sine forældres velsignelse, flyttede til København og syede kostumer for et teater, indtil hun blev 18 år og kunne begynde på den daværende Kunsthåndværkerskole, nu Danmarks Designskole, først på linjen for beklædning og mode, dernæst på illustrationslinjen.
Tegner ville hun altså være, og hendes sans for detaljer og akkuratesse medførte arbejde for fx museer og Naturfredningsforeningen. Hun elsker rekonstruktionstegninger og var i nogle år fast tegner på bladet Natur og miljø. Som en naturlig følge af det finder man også hendes illustrationer i en hel del undervisningsbøger, bl.a. til brug for faget dansk i folkeskolen.
Men karrieren som børnebogsillustrator er først kommet til senere. Der gik en hel del år fra debuten i 1986 til det egentlige gennembrud i 1995 med endnu en bog i samarbejde med faren, Peter Seeberg. Til gengæld blev hun selv mor til tre børn i den mellemliggende periode.
Oh at være en kænguru
Inspirationen må være hentet i Frank Jægers digt, ’’O at være en høne’’. Fortsættelsen lyder: ’’ingen kan finde hvor er’’. Og sådan sidder den lille kænguru-unge i de 2 x Seebergs bog, Oh at være en kænguru. Den er ved at blive for stor til morens pung, men vover sig ikke ud endnu, så den koster rundt med hende, for at hun skal give den oplevelser. En dag er den så lang og tyk, at den simpelthen falder ud ad pungen, og der står den så Verden er så stor, så stor, og da den først får smag for den, hopper den med stor livslyst ud i det.
Og det virker, som om det er i denne bog, Ursula Seeberg med stor livslyst er hoppet ud i at lave billedbøger. Forsatspapiret (de første og de sidste sider, som er klæbet på bindet) introducerer de hoppende kænguruer i en serie friser, som et tapet, noget hun ofte gør brug af. De ultramarinblå og støvede, brændte kulører videregiver fornemmelsen af det store, australske landskab, og synet af den langlemmede mor med blød, blød mule giver én lyst til at have en kængurulomme at putte sig i, hvis verden bliver for farlig. Hun forsøger godt nok at give slip, men hvor er det svært.
På et af de sidste billeder er kænguruungen på vej ud i livet for sig selv, og man ser de to dyrs konturer aftegne sig mod den mørke aftenhimmel. Moren kigger sig tilbage over skulderen, mens ungen på raske fjed er på vej væk. Han har bedt hende vende ryggen til, men hun vil helst ikke.
Danmarkshistorie for de små
Efter denne denne bog blev Ursula Seeberg af daværende redaktionschef for Gyldendals Børnebogsafdeling, Karen-Margrethe Fromberg, opfordret til at illustrere en serie bøger om Danmarks oldtid. Peter Seeberg skrev teksterne, og det blev til serien En forårsdag i stenalderen (1996), En sommerdag i bronzealderen (1997), En efterårsdag i jernalderen (1998) og En vinterdag i vikingetiden (1999).
De fire bøger er hverdagshistorier om børnelivet i de rigtig ’’gamle dage’’. Roligt fremadskridende fortællinger med udgangspunkt i børnenes liv, og det er en idyllisk tilværelse, der skildres i tekst og billeder, hvor børn og voksne er sammen i et fællesskab. Man fornemmer, at forfatteren synes, det var meget nemmere at være barn - måske menneske - dengang. Det er et liv tæt på og i pagt med naturen og dens rytme.
Ursula Seeberg elsker som sagt ’’rekonstruktionstegninger’’: Og hun synes, det er sjovt at skabe en verden, en illusion, som eksisterer, mens vi betragter den, men som intet har med virkeligheden at gøre. Det kan godt være, det er et billede af en ko, men det er ikke en virkelig ko.
I disse bøger har hun kunnet kombinere de to ting. De historiske detaljer skal være korrekte. Klædedragter, redskaber, bopladser og dyr er tegnet præcist og alligevel er det hendes helt personlige fortolkning af, hvordan disse ting og personer har set ud. Mændene er senede og lidt knortede, kvinderne runde og moderlige, og børnene har buttede barnekroppe og udfolder sig i glad leg.
Hun har valgt en blå og brun farveholdning i de sarte, rolige akvareller, og de bløde tegninger udstråler humor og varme. Selv ikke stenalder-menneskene for over 6.000 år siden virker fremmede. Børnene ville man kunne møde på Blå Stue i enhver børnehave.
En lille nisse rejste
Beretningen om Bulgas bedrift (1999) blev den sidste billedbogshistorie af Peter Seeberg, og det er en vidunderlig fortælling om en mand, der er bedrøvet over at være så lille. Vennen Vojsk siger til ham, at det aldrig vil ændre sig. Lille vil han forblive, men Vojsk råder ham til at udføre en bedrift. Han skal tage ud til havet og så komme hjem og berette om det. Straks vandrer Bulga af sted. Han overvinder alle forhindringer, kridter skoene (i bogstavelig forstand) og når sit mål. Vel hjemme igen konstaterer han, at efter den oplevelse bliver man et ganske andet menneske.
Ursula Seebergs illustrationer har samme hjertevarme som faderens historie. Bulga bor i Centralasien og er iført en klædedragt, som med garanti er karakteristisk for det pågældende område, når man kender hendes hang til perfektion. Illustrationerne har hentet inspiration fra russisk folklore. Men Bulga er umiskendeligt en Ursula Seeberg-figur med sine kantede konturer, kartoffelnæsen og de store, lidt grove hænder.
Et af billederne af Bulga ved havet fylder et helt opslag uden tekst. Det får en til at forstå, hvad tegneren mener med at ’’skabe en illusion’’ og en leg, som man (=barnet) kan gå ind i, mens man betragter billedet: Havet ligner ikke et hav i naturalistisk forstand. Det changerer i blå og grønne nuancer med perlehvide bølgetoppe, der mest minder om havfruehår. Og alligevel fornemmer man duften af saltvand og skumsprøjt i luften. Det er nemt at forstå, hvor uendelig stor verden må virke for en lillebitte mand, der ser havet for første gang.
Bulgas bedrift kom på Æreslisten i forbindelse med Kulturministeriets Illustratorpris 1999.
Tekster og billeder
Deter billederne, som giver førstehåndsindtrykket af en billedbog, men det er teksten, der skaber billederne i tegnerens hoved. Nogle gange må det være nemmere end andre gange.
Det kan ikke have været let at illustrere en brugsbilledbog som Når far og mor drikker (2000) af psykologerne Anna Rosenbeck og Inger Thormann. Her kan en tegner ikke rekonstruere virkeligheden uden at gøre vold på de børn, der har brug for bogen.
Både tekst og billeder gør meget ud af detaljerne i Mads og Mettes hverdag. Om vinteren er det mest far, som drikker, men i kolonihaven om sommeren går begge forældre til den sammen med vennerne. Børnene søger i fællesskab tilflugt i lege og drømme om en anden hverdag, og vægten i illustrationerne er lagt på de to børns sammenhold.
Men man fornemmer, at Skatten i højen (2000) med tekst af Eske K. Mathiesen har været en ganske anden let sag for Ursula Seeberg at kaste sig over.
Historien med rod i danske folkeeventyr fortæller om tre tåbelige bønderkarle, der vil have fingre i bjergmandens guld. Hvis det skal lykkes for dem, må de holde mund uanset, hvad der sker. Det er selvfølgelig umuligt.
Det går over stok og sten i de fornøjelige og charmerende billeder. De første sider viser, hvad der skete, da Vorherre smed de uartige engle ud fra himlen, hvorpå nogle blev til havfruer og havtrolde, andre ellefolk, nisser og bjergfolk. De små englebasser, der dumper ned fra rosafarvede skyer, er helt uimodståelige, især en af dem, som ikke kan dy sig for at lave lang næse ad de dydsirede kolleger, der artigt sidder tilbage med skinnende glorier. ’’Vi får det sjovere!’’ ser han ud til at tænke.
Kamelen kom til sidst
Kamelen, dette mærkelige ørkenens skib, er en af hovedpersonerne i Jesper Wung-Sungs historie, Kamelen kom til sidst (2000). Man forstår godt både forfatteren og tegnerens fascination af det misfoster, som i billedbogen bliver skabt af nogle rester, da Gud efter de seks dage er færdig med skabelsen - tror han da.
Gud må i gang igen, men må sande, at han har skabt et makværk. I sidste øjeblik får han endog dårlig samvittighed, fordi han indser, at Kamel vil blive drillet. Derfor hvisker han den noget i øret og indgyder den stoiske ro, som kendertegner dyret, når det vugger af sted. Forklaringen er simpelthen, at den tænker: Der er skidt - og der er kamel. Der er skidt - og der er kamel.
Ursula Seebergs illustrationer er enestående. Hun leger med i hele skaberværket, mens Gud i skikkelse af en klassisk Kristus-figur ser mere og mere træt ud.
Hele tre opslag bruger hun uden tekst til at skildre skabelsen. På det første med havdyrene sidder Gud selvfølgelig på vandet, hans blå kappe går næsten i et med havet og på indersiden af kappen ser man antydningen af de fisk, der er ved at blive til: Skeletter og ben i en glidende strøm ned mod de færdige kreationer i havet. På det næste paraderer pattedyrene forbi ham, mens han afslappet læner sig mod et træ.
Og så er der billedet af kamelens skabelse. Et helt opslag med flyvende pels, blodårer og pukler, der ved magi samles over skelettet. Øverst det besynderlige hoved, der skuer lige frem og midt i kroppen et stort rødt hjerte. Man under kamelen det liv, den nu får givet. Og man kan ikke andet end unde Gud den liggestol og det krus køligt øl, han nyder, mens han tilbagelænet fra en sky betragter sit forunderlige skaberværk, naturligvis i form af en solnedgang.
’’Godt gået, Gud,’’ sagde han og klappede sig selv på skulderen. ’’Og det sidste med kamelen - det var genialt.’’
Kamelen kom til sidst kom på Æreslisten til Kulturministeriets Illustratorpris 2001.
At en tekst kan inspirere og gøre arbejde til en leg, fremgår også af Ursula Seebergs sort/hvide illustrationer til Bent Rasmussens Snotaben - og andre forklaringer (2001), som er syv finurlige eventyr om historierne bag mærkelige ord som snotabe, dødbider, platugle, buksetrold, plageånd, spøgefugl og Kong Gulerod. Her har fantasien kunnet råde. Der har ikke været nogen historisk eller kulturhistorisk ramme. Bogen viser, at også uden farverne er hun en glimrende tegner.
Ulvedrengen, de tre Bukke Bruse og Victor
I 2002 er der udkommet tre billedbøger af Ursula Seeberg: Franz Berliners
Ulvedrengen er et sørgeligt og smukt eventyr om en lille eskimodreng, der må klare sig selv. I sin ensomhed lærer han at tale dyrenes sprog og bliver adopteret af en ulveflok, som han lever med så længe, at han selv er ved at blive en ulv. I sidste øjeblik møder han sin bror og søster, men de formår ikke at redde ham. Først da brorens kone omfavner ham og lover at elske ham altid, forvandles han til menneske igen.
Det er menneskene - og ulvene - i historien, der slår stærkt igennem i billederne. Medrivende portrætter af den lille dreng og de dyr, han knytter sig til i sin ensomhed. Ursula Seeberg går tæt på personerne og har ladet penslen tegne. Farverne er de typiske blå og støvede nuancer, spændt op imod den hvide snebaggrund, og det giver dem en ganske særlig atmosfære.
De tre bukke Bruse er det gammelkendte eventyr, dejligt illustreret og til forskel fra andre illustrerede udgaver af historien har Ursula Seeberg taget teksten helt alvorligt og forsynet den grumme trold med en næse, der virkelig er ’’så lang som et riveskaft’’.
Og endelig er der Lennert Røngrens historie, Victor, morfar og tunfisken . En hyggelig billedbog om Victor, der er blevet SÅ stor, at han vil fange en tunfisk. Men at få en fisk på krogen indebærer ventetid, og imens bygger han en sand-tunfisk med drabelige tænder sammen med sin morfar. Tålmodigheden belønnes, da en kæmpe havørred - eller tun-ørred, som Victor kalder den - endelig bider på.
Illustrationerne fortæller varmt og humoristisk om den nære relation mellem morfar og Victor. Den afspejles blandt andet i den ens kropsholdning. At de to er nært beslægtede, kan man ikke være i tvivl om: To forskellige størrelser, men samme lange tynde ben, store fødder og hårpragt, om end morfars hårgrænse er lidt vigende.
Igen går tegneren ind i barnets leg. En illustration viser morfar i gang med at klappe sand på sandfiskens hale, mens Victor i den anden ende har fat i en virkelig tunfiske-munds tænder.
Hun lader også billederne fortælle sin egen historie. Da Victor har bid, ser man ham blive trukket hen over sandet på maven, mens morfar bagved i dyb koncentration bygger videre på sandfisken og intet bemærker. Og da fisken renses for indvolde, kigger Victor fascineret til, men sørger samtidig for at holde sig for næsen, mens han rækker tunge. Man kan ligefrem høre ham sige ’’Badr! Hvor klamt!’’.
Ursula Seeberg hører til de ’’klassiske illustratorer’’, som har taget arven op efter de store forgængere, Svend Otto S. og Ib Spang Olsen. Det er svært ikke at blive fascineret af hendes frodige og humoristiske illustrationer. Hun er aldrig satirisk i sine skildringer af mennesker, derimod fornemmer man, at hun tegner både for og med sit eget indre barn i tydelig erindring.
Hendes illustrationer er kunstnerisk veludførte, hvad enten det er sort/hvide stregtegninger eller de akvareller, hvis mættede og sanselige farver er blevet hendes kendetegn. Selv om der ligger et grundigt forarbejde bag de fleste af billedbøgerne - hun er en flittig låner på sit lokale bibliotek - og hun kan lyde perfektionistisk, så tipper det faktuelle aldrig over på bekostning af det kunstneriske og æstetiske eller vigtigst af alt: Loyaliteten over for den primære målgruppe, børnene.
Relaterede forfattere
Bibliografi
Illustrerede værker
Lennart Røngren
2002 (bi)
Dorte Futtrup
2007. Billedbog
Ursula Seeberg
Klematis, 2015. Billedbog
H.C. Andersen
Klematis, 2016. Illustrator: Ursula Seeberg. Billedbog.
H.C. Andersen
Klematis, 2018. Illustrator: Ursula Seeberg. Billedbog.
Læs mere om Ursula Seeberg
Om illustratoren
Links
Damian Arguimbau. Anmeldelse af Bent Rasmussens bog, Snotaben - og andre forklaringer, fra Weekendavisen 30. januar 2001.
Her får man de vigtigste pejlemærker i Ursula Seebergs forfatterskab. Årstal for litterære priser, angivelse af debut og markante værker, henvisninger til biografier i håndbøger og links til omtaler på nettet.
Pressemeddelelse i forbindelse med at Ursula Seeberg fik tildelt Kulturministeriets illustratorpris for børne- og ungdomsbøger 2006.