Camilla Christensen

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2014

Hovedforfatter

Mai Misfeldt
cand.mag., 2012

Camilla Christensens har et langt lyrisk forfatterskab bag sig med digtesamlinger som tematiserer kvindelig sårbarhed og det svære mellemmenneskelige møde. Det er imidlertid som prosaist, hun har fået sit folkelige gennembrud, og det er også her, i de sidste års roste romaner, at hun har vist et helt andet vingefang. Fra de indadvendte og lidt lavmælte digte har Camilla Christensen med stor sproglig sikkerhed vist, at hun rummer et verdensvendt og encyklopædisk univers, som hun folder ud i en knopskydende og energisk prosa.

Minimalisme i 1990'erne

Baggrund

Det med at skrive har Camilla Christensen med sig hjemmefra, idet faderen Leif E. Christensen også er forfatter. Men den afgørende læseoplevelse fandt hun nu i sin mors reol: »I min mors reol havde jeg fået øje på Pär Lagerkvists “Det evige smil”. Jeg kan ikke engang citere noget af det, jeg selv har skrevet; men den første sætning i den bog glemmer jeg aldrig, aldrig (…): ’Der var engang nogen døde. De sad sammen et eller andet sted i mørket. De talte sammen for at få evigheden til at gå.’ Det var vældig poetisk. Et fantastisk billede. Sætningen blev en øjenåbner til en anden virkelighed.« (Peter Kronsted: “Satire og syndefald i Paradis”. Interview i Jyllandsposten, 2004-12-03).

”Der blev nivelleret og støbt, drænet og planeret, bække blev lagt i rør, og landskabet, der tidligere var under plov, undergik en fremskridtets jublende forvandling. Først til en stor mudderpøl, en boblende heksegryde fuld af det bryg, alkymistiske visioner dampende og hallucinerende stiger op fra, og så, da visionen havde fundet sin endelige, praktisk gennemførlige udformning, steg en by ud af emmen, hvid og ren, skinnende af beton og glas ...”

“Jorden under Høje Gladsaxe”, s. 12.

Foto: Robin Skjoldborg

Født
Den 12. januar 1957 i Snekkersten, Nordsjælland.
Uddannelse
Journalist fra Danmarks Journalisthøjskole 1983.
Debut
fejlspændt, 1985.
Litteraturpriser
Albert Dams Mindelegat, 2002. Kritikerprisen, 2002.
Seneste udgivelse
Mere ved jeg ikke. Samleren, 2014. Noveller.

Camilla Christensen har beskrevet, hvordan hun i sin opvækst fik et blik ind i tre livsmåder: Bedsteforældrenes liv på landet, livet i storbyen og endelig livet i forstaden. Da hun var 8 år, flyttede hun med sin mor og sin bror til det nybyggede Høje Gladsaxe, hvor hun uden stor begejstring boede, til hun blev 18 år. Nu bor hun i en lejlighed på Østerbro med sin datter og får fingrene i jorden i kolonihaven.

Udover sit virke som forfatter har Camilla Christensen fungeret som anmelder og aviskommentator i flere perioder, ligesom hun gennem flere år har været skrivelærer på blandt andet Krogerup Højskole. Hendes sproglige gehør er præcist, hvilket kommer læserne til gode i de mange romaner, hun efterhånden har oversat. Camilla Christensen har et stort kunstpolitisk engagement, og har skrevet flere artikler, blandt andet om Statens Kunstfond, hvor hun har været bestyrelsesmedlem og formand for Litteraturudvalget fra november 2003 indtil årsskiftet 2004/5.

Det sårbare subjekt

Camilla Christensen debuterede i 1985 med digtsamlingen “fejlspændt”. Det var lyrikkens årti præget af det æstetiske nybrud, som lyrikere som Michael Strunge, Søren Ulrik Thomsen og Pia Tafdrup netop havde introduceret. Men hvor den tidlige generation formulerede stærke subjekter, er subjektet hos den unge Camilla Christensen en usikker balanceakt, og den indre desperation voksende. Rent konkret fylder digtene ikke meget på siden, tonen er lavmælt, men også spændt af desperationens potentielle energi. For det handler om de allermest eksistentielle forhold, for eksempel om det vanskelige i at møde et andet menneske fuldt ud, når man selv synes at kunne falde fra hinanden som ingenting. Som det formuleres i den anden digtsamling “mellem mørket”, 1987: "Hun står og vipper/ på sin skarpe blanke kant/ slipper hun falder hun/ spreder hun skærer hun/ balancerer hun stadig”.

”Hun står og vipper/ på sin skarpe blanke kant/ slipper hun falder hun/ spreder hun skærer hun/ balancerer hun stadig.”

Camilla Christensen: “mellem mørket”

“Monolog for en halv stemme” fra 1992 fortæller om et forhold, hvor volden synes at være det eneste, der kan råbe de elskende vågne. Kvinden og manden er fremmede for sig selv og for hinanden, og selv om de gerne vil leve det pastorale liv, som skildres i “Som vil hun skænke ham” fra 1995, med børn, katte og landlig idyl, så lader det sig ikke lykkes. At elske og hengive sig til en anden og samtidig eksistere som integreret person synes en umulig balance.

Camilla Christensen har i alt skrevet seks digtsamlinger. Hendes lyrik er rytmisk og stram, men også lukket og såret. Sproget og kroppen er viklet ind i hinanden, eller man kunne sige, at digtene er som sårbare kroppe, mens kynismen fungerer som det mest sikre værn mod den altædende fremmedhed.

Drømmen om at være fri

Punktromanen “Floras verden”, som kom i 1993, er en sørgmunter skildring af kvinden Flora, og hendes langsomme trækken sig tilbage fra verdens krav. Flora vil bare være fri. Fri for arbejde, fri for mænd, fri for alle de forventninger mennesker stiller til hinanden. I ultrakorte kapitler følger vi gennem enkeltbilleder Floras deroute eller befrielse - alt efter hvilken vinkel der lægges på tingene, fra hun er en nydelig kvinde med fast arbejde, til hun forlader alt det kendte, kun med to poser i hånden. Endelig er hun fri.

I 1996 udsendte Camilla Christensen novellesamlingen “Stjernebarn”. Den består af 12 noveller med hvert deres kvindeportræt, lige fra de helt små piger, den unge sårbare teenager og til den modne kvinde. Der er ikke meget glæde i disse kvindeliv. En af novellerne, “Høst”, handler for eksempel om en nybagt mor, alene ude på landet, hvor mejetærskerne kører døgnet rundt, og kattene uafladeligt slæber halve muselig ind. Manden har forladt hende, og mens hun bærer museindvolde ud og ammer, vokser den stille desperation indtil hun til sidst pakker sine ting og forlader hus og skrigende barn.

Tricket for Camilla Christensens eksistenser synes at være at lukke af, at bure sig inde bag en mur af fremmedhed, når tilværelsens krav bliver for store. Der er meget indestængt smerte, lige fra den ensomme teenager, der i blind trods går i seng med en tilfældig, til den lille forladte pige, hvis mor ikke kommer og henter hende derude på gyngen.

En ny legesyg skrift

I 2000 sker der et nybrud i Camilla Christensens værk. Hvad hun tidligere havde vist i “Floras verden” , en ætsende veloplagt satire og sort humor, blev i kortprosasamlingen “Stakkels bobcat” foldet ud i et mere legende univers. Formen er typisk for 90´er litteraturen med de boksformede tekster, men indholdet er langt fra firkantet. Det er et nærmest surreelt forvandlings- erindrings- og kulturlandskab befolket med både bobcat og campingvogn og gennemtrukket af lige dele kærlighedssmerte og fandenivoldsk livslyst.

Det mest mærkværdige beskrives med største indlysende naturlighed. Man mærker, at der er en langt større selvsikkerhed hos forfatteren, der nu kaster sig med begge ben ud i en sprogleg, der indbefatter stor humor. “Stakkels bobcat, dér under buskene; at dén engang har sprunget, kåd som en hvalp; syrenerne drypper så sørgmodigt nu, de hjælper til med at ruste, farven ved du, så én ting ser ud som noget andet; tænk at kunne skelne, tænk at kunne hoppe på bagbenene, tænk at være sådan en hvalp”.

Sprogligt veloplagt møde med hjemstavnen

Hvad “Stakkels Bobcat” indvarslede blev for alvor forløst i romanen “Jorden under Høje Gladsaxe” , der udkom i 2002. I forhold til de tidligere ofte små og lidt søgende tekster får vi her en roman, der med en slidt men sand kliche er et brag på 284 frenetisk fortællende sider. Væk er det lidt forkrampede til fordel for en fortæller, der hellere vælger at gå omveje frem for den direkte vej. Man fornemmer, at forfatteren for alvor har fundet sin stemme.

”Hvad Dan Turèll gjorde med Vangede, Klaus Rifbjerg med Amager, Bjarne Reuter med Brønshøj, og Tove Ditlevsen og Kirsten Thorup med Vesterbro, har Camilla Christensen med denne roman gjort for Høje Gladsaxe: hun har givet stedet dets historie tilbage.”

Romanen er både en moderne gralsfortælling og en hjemstavnsroman. Den udspiller sig i Høje Gladsaxe, det byggeri som Erhard Jacobsen lod opføre i bedste bestræbelse på at give lys og luft til byens mennesker, men som i realiteten var et historie- og identitetsløst byggeri. Hovedpersonen er Arthur, en midaldrende mand, nyskilt og arbejdsløs arkæolog. En dansk antihelt, som vi kender dem fra litteraturhistorien. Ud over Arthur befolkes romanen af blandt andet den begavede palæstinenser Salah og hans utilpassede søn, der går med planer om at sprænge centret i luften, den opofrende omsorgsarbejder Brigitta, og den angstramte arbejdsløse flymekaniker. Dertil kommer to navnløse bipersoner: det allestedsnærværende barn og borgmesteren, der som en anden Erhard Jacobsen dukker op her og der med sin flagrende pandelok.

Arthur er nok antihelt, men han har en særlig evne - han har røntgenblik - og kan bogstaveligt talt se gennem mure og vægge ind til jernarmeringen i Høje Gladsaxes byggeri, ligesom han kan se direkte ind til folks skelet. Ved et tilfælde møder han i centerets bibliotek en vrissen gammel dame, som han med det samme ser har 90 rygrade! Gunhild er nemlig 2500 år gammel og én lang række af reinkarnationer tilbage til jernalderen. Nu udser hun sig Arthur som den elsker, hun længtes efter dengang i jernalderen. Hun skal bare lige få ham til at gå igennem den bundløse Kratersø og møde hende der tilbage i tiden.

Det er visselig ikke en almindelig hjemstavnsroman, vi har med at gøre. Camilla Christensen forsøger at samle tiden ind i sin roman, at give det historieløse sted Høje Gladsaxe sin historie tilbage, genopvække landskabet og området. Sætningerne er lange og forgrenede og fulde af parenteser (som i parentes bemærket er en måde at skabe transparens på, sådan at man ser flere tider i én skrift): »Det er en skrivestil, som udsprang af, at jeg ville have det hele med på én gang. Det er Høje Gladsaxe, som er romanens hovedperson, og jeg ville have alle lagene med. Nutiden i 2001, hvor bogen foregår. Dengang i 1960'erne, da Høje Gladsaxe blev bygget. Og fortiden inden da. Ned gennem jernalderen og helt tilbage til istiden.« (Dorte Hygum Sørensen: “Med hjemstavn i Høje Gladsaxe”. Interview i Politiken, 2002-04-28).

Hvad Dan Turèll gjorde med Vangede, Klaus Rifbjerg med Amager, Bjarne Reuter med Brønshøj, og Tove Ditlevsen og Kirsten Thorup med Vesterbro, har Camilla Christensen med denne roman gjort for Høje Gladsaxe: hun har givet stedet dets historie tilbage.

Den kaotiske have

Jorden under Høje Gladsaxe gav Camilla Christensen publikumsgennembrud, og læserne blev ikke svigtede med den næste roman “Paradis” fra 2004, som har mange af de samme stiltræk. Også her er der tale om en stor sproglig energi, og en verdensvendt forfatter, som gerne vil forene fakta og digt. Man kan faktisk lære temmelig meget om havebrug ved at læse “Paradis”.

Hovedpersonen hedder Eva K (et K som sender hilsen til Kafka). Eva er nyuddannet havearkitekt og har skabt sig selv en stilling hos Horselund kommune, hvor hun via en konkurrence skal opmuntre beboerne i et lidt forhutlet beboelsesområde til at gøre noget ved deres haver. Evas idealistiske projekt bygger på den tro, at mennesket bliver bedre ved at få skønne omgivelser. Den ordentlige systematiker Eva har imidlertid lukket slangen med ind i sit Paradis, nemlig mennesket og dets kaos. Eva bliver forført af en person, hun måske slet ikke bryder sig om, og hendes forestillinger om den rette skønhed viser sig ikke så let realiserbare. Romanen er mere søgende, men også mere sensitiv end forgængeren. Skriften har dog samme energi, og så dufter det hele formeligt af blomster.

En markant stemme i dansk litteratur

Fra et smalt og sårbart ståsted har Camilla Christensen med de foregående års romaner vist sig som en forfatter med et stort potentiale. Hun skriver med den modne forfatters indsigt og viden, men stilen er energisk og lystfuld. Det handler stadig om ensomme mennesker i verden, men verden, med alle dens arkæologiske og kulturhistoriske lag, med al dens viden og alle dens vækster, har fået lov til at få hovedrollen, til fordel for det enkelte subjekt.

”Jorden under Høje Gladsaxe placerer sig i den danske tradition for hjemstavnromaner, og det er Camilla Christensens ære at opløfte et så myteforladt sted som netop den moderne forstadsbebyggelse, til et sted, der er værd at beskæftige sig med.”

“Jorden under Høje Gladsaxe” placerer sig i den danske tradition for hjemstavnromaner, og det er Camilla Christensens ære at opløfte et så myteforladt sted som netop den moderne forstadsbebyggelse, til et sted, der er værd at beskæftige sig med. Camilla Christensen bekender åbent, at hun lader sig inspirere af andre forfattere. »Før jeg skrev romanen [“Jorden under Høje Gladsaxe”], havde jeg lige oversat “Hvide tænder” af en engelsk forfatter, Zadie Smith. Der er en fantastisk energi i bogen, der skildrer livet i det multikulturelle London. Hun er dejlig respektløs over for alt det korrekte. Jeg ledte efter en fortællerstemme til min roman og kom i tanke om “De fortabte spillemænd” af Heinesen. En bred roman med en alvidende fortæller, der er lidt magelig i fortællestilen. Da jeg så var i gang genlæste jeg “Patriarkens Efterår” af Gabriel García Márquez fordi, jeg vidste, at den kunne inspirere.« (Peter Kronsted: “Satire og syndefald i Paradis”. Interview i Jyllandsposten, 2004-12-03). Om det skyldes de meget forskellige inspirationer er ikke til at sige, men resultatet er i alle fald dynamisk og nyt i dansk litteratur.