Carina Bergfeldt

Genrer og tematikker

Carina Bergfeldt giver krimigenren et pift med sin relativt originale tilgang til struktur og form. I ”Fadermord” anvendes både første- og tredjepersonsfortællere, flashbacks og flashforwards og alternative tekstelementer som avisartikler og forhørsafskrifter. Desuden er der en usædvanlig plotstruktur, hvor der præsenteres to separate mordhistorier. Deres eneste bindeled er en af romanens hovedpersoners involvering i historierne – i det ene tilfælde som en deltager i opklaringsarbejdet, i det andet som forbryderen.

Dette specielle aspekt, hvor en af romanens bærende karakterer står på begge sider af loven, åbner for nogle interessante tematikker af moralsk karakter. Kan vi stole på, at retfærdigheden nok skal ske fyldest, hvis vi kun tager konventionelle, lovlige metoder i brug? Hvad er det, der gør et menneske til et godt eller et ondt menneske? Kan nogle forbrydelser retfærdiggøres med henvisning til, at målet helliger midlet? ”Fadermord” spørger, hvor langt man kan gå i forsøget på at bekæmpe ondskab. Hvornår krydser man grænsen og bliver en del af den ondskab, man vil til livs?

Spørgsmålet om skyld og skyldens irrationalitet er ligeledes centralt for Bergfeldt. Skyld er en kompleks størrelse, der ikke nødvendigvis blot klæber sig til den skyldige, og ofte er det slet ikke den, der begår overgreb, der oplever skylden. Det er derimod overgrebenes ofre. Børn, der må kæmpe med lavt selvværd og tillidskomplekser hele vejen gennem livet, hvis de har været udsat for fysiske og psykiske overgreb i barndommen. Kvinder, der formår at overbevise sig selv om, at det er deres egen skyld, hvis de er havnet i et forhold med en voldelig mand.

Vold mod kvinder, der også har været et omdrejningspunkt i Carina Bergfeldts journalistiske virke, optræder gentagne gange i ”Fadermord” i forskellige afskygninger. Romanen afsluttes med et kort efterskrift, hvor telefonnummeret til Landsforeningen for Voldsramte Kvinders hotline er opført. I dette efterskrift påpeger Bergfeldt, at selvom romanen naturligvis er en fiktion, er vold i nære relationer et kun alt for virkeligt fænomen.

Beslægtede forfatterskaber

Carina Bergfeldts forfatterskab kan relativt gnidningsfrit placeres i den underkategori inden for krimigenren, som går under betegnelsen femikrimi. Femikrimien er domineret af stærke, men fejlbarlige, uperfekte kvindelige karakterer, som også har problemer uden for efterforskningen at slås med, og som kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen. Denne undergenre har ikke mindst i Bergfeldts hjemland haft stor gennemslagskraft med storsælgende forfattere som Liza Marklund og Camilla Läckberg. I Danmark har genren også et væld af eksponenter såsom Sara Blædel, Gretelise Holm og Elsebeth Egholm.

Inddragelsen af den journalistiske verden og kriminalreporteren som en aktiv deltager i efterforskningsarbejdet ses efterhånden i en meget lang række af krimier, men alligevel er det nærliggende især at fremhæve ligheden med landsmanden Stieg Larssons berømte Millennium-trilogi, som ligeledes har journalister som fremtrædende karakterer og desuden rummer mange af de samme temaer i form af blandt andet kvindehad, fortidens synder og hævn.

Det dobbeltliv, som romanens morder in spe lever, og den minutiøse planlægning af mordet på den voldelige fader, som hun lægger for dagen, vækker mindelser til tv-serien Dexter, som nævnes flere gange i løbet af bogen, men også til en anden notorisk omhyggelig morder med et dobbeltliv, nemlig Patrick Bateman fra Bret Easton Ellis’ klassiker ”American Psycho” fra 1991.

Relaterede forfattere