BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
aubyn
Foto: Geraint Lewis / Ritzau Scanpix
*Seneste udgivelse

Edward St Aubyn

    Hovedforfatter
    • Michelle Mølgaard Andersen
      journalist, 2016

    Intro

    I Edward St Aubyns selvbiografiske roman kvintet om alter egoet Patrick Melrose bliver vi lukket ind bag facaden hos den britiske overklasse. Bag dekadencen og den materielle overflod gemmer der sig en grusom historie om svigt, misbrug og hykleri, og om hvor vanskeligt det kan være at lægge barndommens traumer bag sig. Fortællingen giver både anledning til kuldegysninger og latter, ikke mindst grundet den sarkasme, som er romanernes sproglige genistreg.

    Baggrund

    Edward St Aubyn er født i Cornwall i det sydlige England d. 14. januar 1960. Han er født ind i den britiske overklasse og voksede op på familiens ejendom i den rige del af London og i familiens hjem i Sydfrankrig. St Aubyns far Roger var tidligere militærmand og kirurg, mens hans mor Lorna stammede fra en rig amerikansk familie fra Cincinnati. Edward St Aubyn blev, fra han var 5 til 8 år, seksuelt misbrugt af sin far, der også jævnligt tævede ham, frem til han var 15 år. Misbruget stod på i flere år, og selvom hans mor, ifølge St Aubyn, var bekendt med misbruget, greb hun ikke ind.

    ”Erindringen om hans far havde stadig magt over ham og drev ham som en søvngænger mod en afgrund af ufrivillig efterligning. Sarkasme, snobberi, grusomhed og svigt virkede mindre kvalmende end den rædsel, der affødte den form for opførsel. Hvad kunne han gøre andet end at blive en maskine, der forvandlede rædsel til foragt?”

    ”En smule håb”, s. 319.

    Da Edward St Aubyn flyttede hjemmefra som 16-årig, begyndte et nyt kapitel i hans liv. I mere end ti år levede han som narkoman. Det lykkedes ham dog at lægge misbruget bag sig, da han begyndte i terapi og siden hen begyndte at skrive om sit liv. Om vendepunktet har han udtalt: ”På det tidspunkt i mit liv følte jeg den totale skam i forhold til alt, hvad jeg var og alt, hvad jeg havde gjort. Jeg lavede en kontrakt med mig selv om, at jeg enten skulle skrive en bog og få den udgivet, eller også skulle jeg begå selvmord”. [1]Mick BrownHow writing helped Edward St Aubyn exorcise his demonsTelegraph.co.uk, 2014-05-02..

    aubyn
    Foto: Geraint Lewis / Ritzau Scanpix
    • Født

      14. januar 1960 i Cornwall, England.

    • Uddannelse

      Har gået på privatskolen Westminster School. Studerede litteratur på Oxford University, 1979.

    • Debut

      Never Mind. Picador USA, 1992.

    • Litteraturpriser

      Betty Trask Award, 1992. Prix Femina Etranger, 2007. South Bank Show award on literature, 2007. Bollinger Everyman Wodehouse Prize, 2014.

    • Seneste udgivelse

      Dobbeltblind. Gads Forlag, 2021. (Double blind, 2021). Oversat af Camilla Christensen.

    • Inspiration

      Marcel Proust, James Joyce, Vladimir Nabokov og Henry James.

    Edward St Aubyn havde allerede påbegyndt sin første roman som 12-årig, men var gået i stå efter omkring 40 sider. Det var først, da han langt om længe fik styr på sine tanker og romanens komposition med hjælp fra en veninde, at den tog sin endelige form. I den første roman ”Glem det”, der udkom i England i 1992, beskriver han de traumatiske oplevelser fra sin grusomme barndom. I et interview med Berlingske fortæller han, at han frygtede for reaktionerne på romanen, fordi pædofili på daværende tidspunkt ikke var noget, man talte om, hverken privat eller i offentligheden. ”I dag hører man dagligt ordet pædofili i medierne. Dengang var det virkelig et personligt tabu, og dét er noget af det mest undertrykkende – skammen er et tungt låg af tavshed. Men det var også et offentligt tabu, fordi ingen talte om det.” [3]Henrik Dannemand Jensen»Skammen er et tungt låg af tavshed«Berlingske, 2015-06-05..

    Men romanen blev godt modtaget, også af Edward St Aubyns mor, der fortalte sin søn, at hun aldrig havde været så stolt i hele sit liv. Romanen blev således startskuddet på en romanserie, der tog St Aubyn 22 år at skrive. Efter sidste punktum var sat i de første tre værker, havde St Aubyn ellers med stor lettelse forestillet sig, at hans selvbiografiske fortælling om Patrick Melrose var færdig, men efterfølgende følte han, at romanernes hovedpersoner blev ved med at tale til ham, hvilket resulterede i yderligere to romaner. De i alt fem romaner om Patrick Melrose er på dansk samlet i to bind, der begge udkom i 2015.

    Edward St Aubyn har været gift to gange. Han har en datter på 21 år fra sit første ægteskab og en søn 15 år fra sit andet. I dag bor han alene i London. Begge hans forældre er døde.

    Blokeret indhold

    Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

    Vælg "Tillad alle"

    Udvalgte bøger

    Genrer og tematikker

    Edward St Aubyns selvbiografiske romancyklus handler om misbrug og svigt og om at lægge barndommens traumer bag sig og komme videre med livet. Det er samtidig et portræt og en sarkastisk afstandtagen til en snobbet og hyklerisk britisk overklasse. Gennem de fem romaner følger man ikke bare hovedpersonen Patrick Melroses kamp for at erobre sin egen identitet og for ikke at blive netop som de personer, han hader allermest, men lige så meget Edward St Aubyns selvransagelse i forhold til fortidens dæmoner.

    Romanerne stiller spørgsmålet: hvad vil det sige at være fri? – og hvordan når man dertil? I et interview med The Telegraph har Edward St Aubyn sagt følgende om dette tema i romanerne: ”Den mest primitive definition af frihed er at være i stand til at placere sit fokus efter eget valg. Patrick er en person, som på ingen måde er i stand til dette. Hans fokus er underlagt minder, afhængighed, besættelse”. [1]Mick BrownHow writing helped Edward St Aubyn exorcise his demonsTelegraph.co.uk, 2014-05-02..

    Rigdom og ikke mindst tabet af rigdom er et gennemgående tema, som knytter sig til spørgsmålet om frihed. Alle romanpersoner tilhører overklassen, men ingen af dem synes at håndtere den frihed, man skulle forestille sig følger med velstand særlig godt. Familien Melroses formue stammer fra Eleanors familie, men formuen indskrænkes løbende betydeligt pga. arvestrid fra generation til generation. Tabet af familiens formue bliver håndteret meget forskelligt. Eleanor knytter sig til det ikke-materialistiske i form af velgørende arbejde og new age praksis, mens hendes søster Nancy kompenserer ved kleptomani. Nancy står fast på, at de materielle goder er hendes medfødte ret. For Patrick er tabet af Saint-Nazaire ikke kun et tab af noget materielt, og måske netop derfor har han sværest ved at forene sig med det. Saint-Nazaire var stedet, hvor hans far voldtog ham første gang, men det er også stedet, hvor han i omgivelserne, dyrelivet og naturen som barn fandt en trøst og herigennem formåede at transcendere sig væk fra virkelighedens brutaliteter.

    Selvom flere af begivenhederne, der finder sted er dybt tragiske, er de samtidig fortalt i en komisk og sarkastisk tone. Om sproget i fortællingen skriver Per Krogh Hansen i sin anmeldelse i Berlingske: ”Det er forstemmende, misantropisk og sort-nihilistisk, men skrevet med en sarkasme og en ironi, der appellerer til den indre type latter, men godt ved man ikke bør slippe løs, men som man alligevel ikke kan holde tilbage.” [2]Per Krogh HansenDa overklassen svigtedeBerlingske, 2015-06-05..

    I et interview har Edward St Aubyn forklaret, at ironien er et retorisk billede på Patricks indre kaos. Han er afhængig af ironien af psykologiske årsager, fordi han ikke evner at udtrykke sig klart på grund af sin indre splittelse og manglende identitet. Men langsomt, som bøgerne skrider frem, lærer han at både sige, hvad han mener og at mene, hvad han siger. [4]Mikkel Bruun ZangenbergInterview med Edward St AubynInternational Forfatterscene, Den Sorte Diamant, 2015-11-18..

    Patricks perspektiv er gennemgående for fortælleren gennem alle fem bøger, men allerede fra første bog skiftes der mellem personerne fra kapitel til kapitel. I de sidste bøger er særligt Patricks kone Mary og deres søn Robert også centrale fortællerstemmer, hvilket tilfører nye nuancer til billedet af både Patrick og hans mor.

    Beslægtede forfatterskaber

    Der er stor forskel på klasseskellet i England og i Danmark i dag, og derfor adskiller portrættet af overklassen i nutidig dansk litteratur sig også fra Edward St Aubyns portræt af den lavadelige overklasse. Der er dog alligevel fællestræk. Det tætteste vi kommer på fortællingen om Melrose-familien i dansk litteratur er Christian Kampmanns saga om Familien Gregersen, der består af værkerne ”Visse hensyn” (1973), ”Faste forhold” (1974) og ”Rene linjer” (1975). Et romanværk, der ligesom Melrose-romanerne handler om en overklassefamilies storhed og fald. For familien Gregersens vedkommende gennem 20 år fra 1954-1974. Både i St Aubyns og Kampmanns romanværk spiller frigørelsen en væsentlig rolle for børnene i familien. I Kampmanns romanserie er der dog et større fokus på mødet mellem borgerskabets dyder og det moderne samfund, og frigørelsesprojektet handler i høj grad om seksualitet og ligestilling.

    En anden dansk forfatter, der har beskrevet den danske overklasse, de såkaldte nyrige, er Jan Sonnergaard. Det gør han i novellesamlingen ”Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen” (2003), der er tredje bog i hans radiatortrilogi. Ligesom i Melrose-romanerne har egoisme, grådighed, misbrug og arrogance en central rolle i Sonnergaards portræt af overklassen.

    I Patrick Melrose-romanerne spiller Patricks ondskabsfulde og tyranniserende far en altafgørende rolle. Det samme gør Karl Ove Knausgårds far i hans ligeledes selvbiografiske romanværk ”Min kamp” (2010-2012). Knausgårds far deler da også flere karaktertræk med David Melrose. Særligt i ”Min kamp 1” (2010) hører vi om, hvordan Knausgård er påvirket af faderens tyranni i hjemmet. Ligesom i Edward St Aubyns romaner skildrer Knausgårds romaner også forskellige faser i forfatterens alter egos liv, og i begge forfatteres romaner er faderens død en central begivenhed. Danske Jens Blendstrup har også skrevet om den tyranniserende far i ”Gud taler ud” (2004). Knausgårds og Blendstrups fædre synes dog ikke helt så grusomme som Patricks.

    Relaterede forfattere

    Bibliografi

    Romaner

    Never Mind
    Never Mind

    Edvard St Aubyn

    Picador USA, 1992.

    Bad News
    Bad News

    Edvard St Aubyn

    Picador USA, 1992.

    Some Hope. Heinemann
    Some Hope. Heinemann

    Edvard St Aubyn

    1994

    On The Edge. Chatto & Windus
    On The Edge. Chatto & Windus

    Edvard St Aubyn

    1998

    A Clue To The Exit. Chatto & Windus
    A Clue To The Exit. Chatto & Windus

    Edvard St Aubyn

    2000

    Some Hope: A Trilogy
    Some Hope: A Trilogy

    Edvard St Aubyn

    Grove Press, Open City Books, 2003.

    Mother’s Milk
    Mother’s Milk

    Edvard St Aubyn

    Grove Press, Open City Books, 2005.

    Farrar, Straus and Giroux

    Edvard St Aubyn

    2012

    Lost for Words. Farrar, Straus and Giroux
    Lost for Words. Farrar, Straus and Giroux

    Edvard St Aubyn

    2014

    Glem det. Dårligt nyt. En smule håb
    Glem det. Dårligt nyt. En smule håb

    Edvard St Aubyn

    Gads Forlag, 2015. (Never Mind, 1992. Bad News, 1992. Some Hope, 1994). Oversat af Camilla Christensen

    Moders mælk. Til sidst
    Moders mælk. Til sidst

    Edvard St Aubyn

    Gads Forlag, 2015. (Mother’s Milk, 2005. At Last, 2012). Oversat af Camilla Christensen

    Glem det. Dårligt nyt. En smule håb. Moders mælk. Til sidst
    Glem det. Dårligt nyt. En smule håb. Moders mælk. Til sidst

    Edvard St Aubyn

    Gads Forlag, 2018. Oversat af Camilla Christensen. (Patrick Melrose - samlede romaner)

    Dobbeltblind
    Dobbeltblind

    Edvard St Aubyn

    Gads Forlag, 2021. (Double blind, 2021). Oversat af Camilla Christensen.

    Om forfatterskabet

    Web

    Edward St Aubyn: ’Writing is horrible’

    Stephen Moss

    The Guardian, 2011-09-07

    Inheritance. How Edward St Aubyn made literature out of a poisoned…

    Ian Parker

    The New Yorker, 2014-06-02.

    Forfatterens hjemmeside

    På Edward St. Aubyns hjemmeside kan man finde hans fulde bibliografi, biografi, info om oplæsninger mm.

    Søgning i bibliotek.dk

    Emnesøgning på Edward St Aubyn

    Kilder citeret i portrættet

    [1]

    How writing helped Edward St Aubyn exorcise his demons

    Mick Brown

    Telegraph.co.uk, 2014-05-02.

    [2]

    Da overklassen svigtede

    Per Krogh Hansen

    Berlingske, 2015-06-05.

    [3]

    »Skammen er et tungt låg af tavshed«

    Henrik Dannemand Jensen

    Berlingske, 2015-06-05.

    [4]

    Interview med Edward St Aubyn

    Mikkel Bruun Zangenberg

    International Forfatterscene, Den Sorte Diamant, 2015-11-18.