Erik Valeur

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
april 2025
Maria Roslev
cand.mag., 2016

Hovedforfatter

Maria Roslev
cand.mag., 2011

Med 30 års erfaring som journalist og en opvækst, der startede på et spædbarnshjem, har Erik Valeur haft, hvad der skulle til for at skrive en markant og bastant samtidsroman. Hans næsten 700 siders debut ”Det syvende barn” har ikke bare vundet Danske Banks debutantpris i 2011, men er også udråbt som årets positive overraskelse. Den er en godt skrevet adoptionsroman, der modigt blander samfundskritik, krimi og historien om et børnehjem. Succesen følges op af Valeurs anden roman ”Logbog fra et livsforlis”, der også er en fantasifuld og samfundskritisk, psykologisk thriller. ”Det syvende barn” er på alle måder en vægtig debut, der vidner om en forfatter, der både kan skrive medrivende psykologiske portrætter og samfundskritisk satire.

Baggrund

Erik Valeur boede de første to år af sit liv på Mødrehjælpens spædbørnshjem i Skodsborg og har således livets start tilfælles med sine syv karakterer i debutromanen ”Det syvende barn”. Valeurs mor, der under sin graviditet boede i Norge, blev forladt af den mand, hun ventede barn med, og det udløste en depression. ”Min mor forsøgte at begå selvmord med sovepiller. Det betød, at hun sov i tre dage. Bagefter blev hun bragt tilbage til Danmark, hvor hun kom til at bo hos nogle gamle tanter i Nykøbing Falster. Det var jo modellen dengang. Hvis man var gravid uden for ægteskab, blev man sendt på landet, til barnet kom”. [2].

”… Kongslund (…) var et hjem befolket af hele skarer af smilende børn… Sådan havde det naturligvis ikke været i virkeligheden (…) de fleste Kongslundsbørn bevarede deres møde med Mørket i et lille kammer langt inde i sjælen.”

”Det syvende barn”, s. 616.

Foto: Politikens forlag

Født
2. september 1955.
Uddannelse
Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1980.
Debut
Det syvende barn. Politikens forlag, 2011.
Litteraturpriser
Danske Banks debutantpris, 2011. Harald Mogensen-Prisen, 2012.
Seneste udgivelse
Ringhof, Lise og Erik Valeur: Sejrs vilje. Gutkind, 2025. Roman.
Inspiration
Viggo Clausen, Knud Vilby, Morten Bohr og Jørgen Flindt Pedersen.
Forfatterinterview
Ringhof & Valeur fortæller om 'Det er de danske som flygter'. Gutkind, 2020.

Selvom han selv vendte hjem til sin biologiske mor efter to år på spædbørnshjemmet, har adoptionsemnet altid interesseret Erik Valeur, og han har i sit virke som journalist også beskæftiget sig med det. Det er netop som journalist, han først og fremmest er kendt. I mere end 30 år har han arbejdet som journalist, først på Berlingske Tidende, siden på DR og Information og som mediekommentator på Politiken og Jyllands-Posten. Han er dobbelt Cavlingpris-modtager, har udgivet flere fagbøger og besidder en enorm viden om både den politiske scene og medieverdenen i Danmark.

I 1985 etablerede han sammen med to kolleger månedsbladet Press, og det var her, han første gang ville skrive en historie om adoptivbørn og deres historie. Men den blev ikke helt, som han ønskede, for som han siger, ”Jeg ville have, at børnenes spor skulle krydses som voksne, så det var skideirriterende”. [2]. Det blev kimen til at angribe emnet fra en litterær vinkel. I 2003 begyndte han for alvor at skrive sin roman. Et arbejde, der trods mange års erfaring med ord, ikke var helt ligetil. Han gik i mesterlære hjemme hos sig selv, og kastede sig over verdenslitteraturen. ”Det gik der flere år med, og det skyldes måske det chok, jeg fik ved at opdage, at man som journalist ikke bare uden videre kan hoppe over i skønlitteraturen” [2].

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

”Jeg havde valgt mit udgangspunkt på syv personer, der alle sammen skulle foldes ud gennem et plot, der strækker sig over 50 års danmarkshistorie. Derudover vil jeg gerne beskrive fire huse, der er magtcentre på forskellige niveauer.” [3]. Sådan beskriver Erik Valeur selv sin roman, og med den ambition har han skrevet en samtidsroman, hvor samfundskritik, en slags biologisk skæbnetro og krimiintrige går hånd i hånd.

Men krimi og spændingsdelen fylder mindst i Valeurs debut. Selvom der lægges spor ud, holder man som læser op med at følge dem, fordi fortællingens andre temaer overskygger krimiintrigen. Den sætter blot det plot, der driver en tvedelt fortælling om adoption med alt, hvad det indebærer om medier og politik set igennem de sidste 50 år.

I samfundskritikken bytter Erik Valeur rundt på de gode og de onde, og det bliver tvetydigt, hvem man skal holde med. Han siger: ”Politisk set har jeg vendt op og ned på tingene. I romanen vinder socialdemokraterne for eksempel valget i 2001.” [4].

I romanen handler karaktererne, som de gør, på grund af deres opvækst, også i deres professionelle liv. Om det siger Erik Valeur: ”Jeg vil gerne have folk til at tænke over, hvorfor magthaverne handler, som de gør. Det gør jeg ved at fortælle om syv børn, der vokser op og pludselig får meget magt.” [4].

”Det syvende barn” trækker også på forfatterens egen historie. Måske derfor er temaet om adoption bogens hovedtema. Det åbner for en række andre, litterært interessante temaer. ”Det syvende barn” handler således også om forvekslinger, forbytninger, genkendelser, hemmeligheder, skam og afsløringer. De syv psykologiske portrætter giver plads til tanken om, at identiteten er en gåde, der kan løses. De peger også på, at tilfældigheder måske slet ikke er så tilfældige, og på at en biologisk skæbne i virkeligheden har stor betydning for et menneskes liv. Om det skæbnebestemte siger Valeur: ”Desuden vil jeg gerne sætte fokus på, at mennesker gennem generationer begår de samme fejl, og hvor svært det er at gøre det bedre slægt for slægt. Det er tanker om, hvordan vi som mennesker behandler hinanden, og hvordan de gamle mønstre skal brydes, så vi ikke begår de samme fejl som vores forældre.” [3].

Beslægtede forfatterskaber

Adoption er på mange måder et klassisk, litterært tema. I hvert fald skammen, fortielsen og dramaet, der knytter sig til individers ophav, rækker som dramatisk motor helt tilbage til Ødipus. ”Det syvende barn” har derfor et tematisk slægtskab med megen litteratur, bl.a. John Irvings ”Æblemostreglementet” fra 1985. Den handler også om adoption, abort og om at føle sig uønsket. Eva Tind Kristensens debut, digtsamlingen ”Do” fra 2009, er i sit litterære udtryk nærmest antitesen til ”Det syvende barn”, men tematisk er de i familie. Hendes digte handler også om at være adoptivbarn; om at være født i Korea og vokse op i Låsby i Østjylland; om at føle sig fremmed og uønsket. Maja Lee Langvad har i sin debut ”Find Holger Danske” (2006) ligeledes udforsket sin egen adoptionsbaggrund i konceptuelle og konkretistiske digte og ready mades.

Peter Høegs ”De måske egnede” fra 2006 har ikke adoptionsmotivet til fælles med Valeurs debut, men samfundskritikken af det pæne borgerskab og forargelsen over, at børn bruges i et magtspil, deler de. Forfatterne bruger også hver især erfaringer fra deres egen opvækst i deres fortællinger. Valeur siger om sin bogs selvbiografiske træk: ”Det er naturligvis ikke ren fiktion, der er rigtig meget af mig selv med i bogen, af min historie, og også rigtig meget af nogle personer, jeg kender eller har mødt i mit arbejde som journalist.” [1].

At bruge krimiintrigen som påskud for at udfolde en samfundskritik ses også hos Hans Scherfig. I ”Det forsømte forår” fra 1940 fungerer mordet på lektor Blomme som fortællingens drivkraft, der samtidig giver det borgerlige uddannelsessystem en ordentlig overhaling.

”Under en ferie på Sicilien læste jeg ”Gilead” af Marilynne Robinson. Dens tone kunne jeg enormt godt lide, og stemningsmæssigt kunne jeg godt lide at lave noget lignende. Ikke for at gøre en ny roman kortere eller mindre thrilleragtig, men fordi det er en smuk bog. Her får man langsomt et drama rullet op”. [2]. Den inspiration ses i Valeurs romaner, hvor både personer og mysterier langsomt udfoldes. Erik Valeurs sprogtone er ikke lige så mættet og poetisk som Marilynne Robinsons, men det sindige fortælletempo har de til fælles.