Gaute Heivoll

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2018

Hovedforfatter

Andreas Eckhardt Læssøe
cand.mag., 2016

Den norske forfatter Gaute Heivoll fik sit gennembrud med romanen ”Før jeg brænder ned” (2010), der blev solgt til 20 forskellige lande. Hans bøger er fyldt med overvejelser om, hvordan man lever med mørket inde i sig selv og med stærke beskrivelser af den særlige kærlighed, der findes indenfor en familie.

Baggrund

Gaute Heivoll er født d 13. marts 1978 i Finsmark, en lille bygd nær Kristiansand i det sydlige Norge. Her voksede han op, indtil han som ung mand flyttede til Oslo for at studere Jura, et studie han ikke gjorde færdig, ligesom han heller ikke færdiggjorde psykologistudiet i Bergen. Fra 2001-2002 gennemførte han forfatteruddannelsen ved højskolen i Bø, Telemark.

”En historie dukkede op under besøget hos Alfred. I begyndelsen troede jeg ikke, den havde noget med brandene at gøre. Jeg havde ikke hørt historien før, den er helt igennem hjerteskærende, men samtidig fyldt med, ja. Hvad skal man egentlig kalde det?
Kærlighed?”

”Før jeg brænder ned”, s. 9.

Heivoll er som voksen flyttet tilbage til Finsmark, hvor han bor med sin kone og to børn.

Foto: Paal Heivoll

Født
13. marts 1978, Finsmark, Norge.
Uddannelse
Jura ved universitetet i Oslo, Psykologi ved universitetet i Bergen, Forfatterstudiet ved højskolen i Telemark, 2002.
Debut
Liten Dansende Gut. Tiden, 2002.
Litteraturpriser
Tidenprisen, 2003. Brageprisen, 2010. Sultprisen, 2011.
Seneste udgivelse
Rottefængeren fra Sorø. ABC, 2018. (Estragons historier - rottefangeren fra Sorø). Oversætter: Martin Aitken. (Estragons historier, 1). Børnebog.
Inspiration
Truman Capote.

Det var omkring det tidspunkt, han flyttede tilbage til sin hjemby, han begyndte at skrive sin gennembrudsroman ”Før jeg brenner ned” fra 2010 (”Før jeg brænder ned”, 2011). Bogen er baseret på den virkelige historie om 10 brandattentater, der blev begået i de første måneder af Heivolls liv, og følger parallelt historierne om brandstifteren og Heivolls egen opvækst.

Skolen er et sted, hvor man ikke skal stikke for meget ud. Da en lærer siger til ham, at han da skal være digter, er det forbundet med skam. Ikke fordi forfattergerningen er en ophøjet tjans, men fordi det ikke er et rigtigt arbejde, det hører til på tankens skyggeside: ”Jeg følte jeg gjorde noget ulovligt ved at digte. Da jeg først opdagede, at det kunne prisværdigt at lyve, som syvårig, blev jeg fyldt med en stærk ambivalens.” [1].

Da faren lå for døden, boede den unge Heivoll i Oslo for at studere jura, og faren var meget stolt af ham, han skulle blive til noget. Men Gaute mødte ikke op på universitetet, i stedet sad han på biblioteket og læste skønlitteratur fra morgen til aften. Litteraturen havde fået tag i ham, men han ville ikke indrømme det over for sin far.

På trods af ungdommens skamfulde forhold til det at skrive har Heivoll været utrolig produktiv. Syv romaner, fem børnebøger, et skuespil, en digtsamling, tre novellesamlinger og adskillige bidrag til antologier er det blevet til.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Når man skriver med et dokumentarisk forlæg, det vil sige, man skriver oven på nogle virkelige hændelser, men behandler det som skønlitteratur, hvor man kan gå ind i hovedet på personerne i historien osv., så giver det en stor frihed. Det afspejler også en særlig måde at forholde sig til romangenren på, hvor man f.eks. gerne må digte om virkelige karakterer. Det forhold udspiller sig på forskellig vis i Gaute Heivolls bøger.

I ”Før jeg brænder ned” nærmer Heivoll sig autofiktion, hvor man skriver sit eget liv ind i en fiktionaliseret historie. Men hans egen historie spejles i den også dokumentariske historie om brandstifteren Dag, der starter 10 brande lige omkring Gaute Heivolls fødsel. Man er selvfølgelig mere med i hovedet på den unge Gaute, der er bogens jeg, end på Dag, der nødvendigvis må skrives i tredjeperson. Men identifikationen imellem dem er meget stærk. Heivoll har selv sagt, at selvom den kan læses som en thriller, er ”Før jeg brænder ned” for ham først og fremmest en historie om kærligheden mellem forældre og et barn, mellem brandstifteren, Dag, og hans far, brandchefen Ingemann, og mor, Alma.

Forældrekærligheden er også på spil i ”Kongens hjerte”. Som genre tager den mere livtag med den historiske roman, men i stedet for at folde den store historie ud, den om den moderne medicins opblomstring i Norden, går den helt ind i det feberomtågede hoved på en far, der skal redde sin datter.

I ”Over det kinesiske hav” er det historiske forlag mere spinkelt. Her er bevægelsen fra den store historie til den nære familiehistorie endnu tydeligere. På et tidspunkt får familien fjernsyn, men store hændelser som Martin Luther King Jr.’s død glider ukommenteret forbi. Det er de små forskydninger i følelser mellem mennesker, der lever i en form for stor sammenbragt familie, der er vigtige at lægge mærke til her.

Fælles for alle bøgerne er, at de forholder sig til, hvordan man behandler dem, der er anderledes. Kan man have sympati for en brandstifter i ”Før jeg brænder ned”? Hvordan tager et samfund sig af sine syge, også når de bor langt væk fra centrummet, kongens København, i ”Kongens hjerte”? Hvordan inkluderer man såkaldte mennesker med en psykisk diagnose i familien, eller snarere; kan man overhovedet lade være i ”Over det kinesiske hav”? Hvis der er et fælles svar på de spørgsmål, handler det vel om at prøve at forstå, prøve at have empati. Det er noget af det, litteraturen kan være med til.

Beslægtede forfatterskaber

Når der i ”Før jeg brænder ned” er en fiktionalisering af en række historiske forbrydelser, er det nærliggende at tænke på Truman Capotes bog ”In Cold Blood” fra 1966 (”Med koldt blod”, 1966). I den kortlægger Capote hele hændelsesforløbet i et koncist sprog, der er lige så koldt, som de mord på en familie, bogen handler om. Capote placerer dog sig ikke sig selv i historien, ligesom Heivoll gør det.

Her må man snarere over til nogle af Heivolls samtidige landsmænd fra Norge. Tomas Espedal udgav samme år som Heivoll udgav ”Før jeg brænder ned” sin bog ”Mod kunsten”, der er en selvbiografisk roman om hans vej hen til at blive forfatter.

En anden samtidig nordmand er selvfølgelig Karl Ove Knausgård, der i sit seksbindsværk ”Min kamp” fortæller hele sin livshistorie fra barndommen, indtil – og mens – romanerne begynder at udkomme.

Hvis man skal kigge rundt i Danmark, kunne man pege på en forfatter som Harald Voetmann, der har skrevet en serie af historiske romaner; ”Vågen”, 2010, om den oldgræske encyklopædist Plinius den ældre; ”Alt under månen”, 2014, om Tycho Brahe og hans observationer på Ven i 1500-tallet; og ”Syner og fristelser”, 2015, om middelaldermunken Broder Othlos vilde helvedesvisioner på sygelejet. Særligt den sidstnævnte har fællestræk med Heivolls ”Kongens hjerte”, hvor feber og omtåget tilstand også er trængt helt ind i skriften. Men der er nu stor forskel på Heivolls og Voetmanns skrift, der er meget mere vild og barok i sine billeddannelser end Heivoll.

Der finder man nok større paralleller i en anden dansk prosaist, nemlig Lars Frost i hans romantrilogi; ”Smukke biler efter krigen”, 2004, ”Ubevidst rødgang”, 2008, og ”Skønvirke”, 2011. Her finder man en lignende smidig prosa, der også kan svinge sig op på de høje nagler, når det f.eks. er et brændende hus, der skal beskrives i ”Skønvirke”, ligesom det er der Heivolls sprog i ”Før jeg brænder ned” er smukkest.