Han Kang

Emneord:

Hovedforfatter

Andreas Eckhardt Læssøe
cand.mag., november 2025

Den sydkoreanske forfatter Han Kang fik sit internationale gennembrud, da hun i 2016 modtog Booker prisen for romanen ”Vegetaren”, og i 2024 blev hun den første koreanske forfatter til at modtage Nobelprisen i litteratur. Hendes bøger handler om at se samfundets vold i øjnene, uanset hvor man finder den. De er alle skrevet med glasklare og usentimentale fortællerstemmer, og hun lader altid synsvinklen gå på omgang imellem flere af sine karakterer. Ofte ligger der en personlig forankring til grund for teksterne, og nogle gange skriver hun også sig selv ind som en fortællerstemme i teksten.

Baggrund

Han Kang er født den 27. november 1970 i Gwangju i Sydkorea. Hendes far, Han Seung-won, er forfatter. Da Han var ni år gammel, sagde hendes far sit job som lærer op og viede sig fuld tid til forfattergerningen. Det medførte bl.a., at familien var temmelig fattig. Hun fortæller, at de ikke havde mange møbler, men de havde mange bøger. De beskyttede hende. Så selvom familien flyttede mange gange, og Han skulle skifte skole hver gang, gjorde det hende ikke noget, fordi hun havde bøgerne til at beskytte sig.

”Hun ser en sort fugl flyve op mod de mørke skyer. Sommersolen blænder hende, får hendes øjne til at svide, og hendes blik kan ikke længere følge fuglens flugt.
Hun trækker vejret stille ind. Træerne i vejkanten stråler, grøn ild der bølger som et gigantisk dyrs flanker, vildt og brutalt. In-hye stirrer indædt på træerne. Som om hun venter på et svar. Som om hun protesterede mod noget. Blikket i hendes øjne er mørkt og insisterende.”

”Vegetaren”, s. 226.

Foto: librairie mollat, via Wikimedia Commons

Født
27. november 1970, Gwangju, Korea.
Uddannelse
Litteratur, Yonsei-universitetet i Seoul, 1993.
Debut
Yeosu, 1995. Roman.
Litteraturpriser
The Booker Prize, 2016. Nobelprisen i litteratur, 2024.
Seneste danske udgivelse
Vi tager ikke afsked. Gads Forlag, 2025. Oversat af Juliane Vammen. Roman.
Inspiration
Kim Hye-soon, Astrid Lindgren, Primo Levi, Fjodor Dostojevskij, Lim Chul-woo.

Som 12-årig opdagede Han en bog oppe øverst på et skab. Det var en hemmeligt cirkuleret bog med fotografier taget af udenlandske journalister af en massakre, begået af det koreanske militær imod Gwangju-oprøret, en pro-demokratisk bevægelse, der protesterede imod militærdiktaturet under præsident Chun. Det skete, få måneder efter at Han-familien var flyttet fra Gwangju til Seoul. De gruopvækkende billeder har sat et aftryk i den måde, hun ser verden og menneskeheden på, fortæller hun i et interview med Weekendavisen: ”Lige siden min barndom har tanken om menneskers vold påført mig smerte. Og når man har et ømt sted på kroppen, der gør ondt, bliver man ved med at holde øje med det og mærke det, og man kan ikke lade være med at røre ved det.” [1].

Han begyndte at skrive som teenager, som 19-årig begyndte hun at skrive sine første korte prosatekster. I 1993, samme år som hun dimitterede fra Yonsei-universitetet, hvor hun havde studeret litteratur og sprog, udgav hun sine første digte, og året efter udgav hun sin første novelle i et tidsskrift. For den modtog hun en pris, og i 1995 udkom hendes første novellesamling, og hun viede snart alt sin tid til forfattergerningen.

Han fik sit store internationale gennembrud i 2016, da hun og bogens engelske oversætter Deborah Smith blev tildelt The Booker Prize for romanen ”Vegetaren”. Han har siden udgivet en række romaner og blev i 2024 tildelt Nobelprisen i litteratur som den første koreanske forfatter nogensinde. Han er skilt fra faren til sin søn og bor i Seoul. I nogle år drev hun den lille boghandel ved navn ”I dag”, men efter hun fik Nobelprisen, blev butikken så fyldt med turister, at hun måtte opgive den daglige ledelse af den.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Han Kang interviewet til Louisiana Channel i forbindelse med hendes besøg på Lousiana Literature i 2019.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Han Kang har skrevet mange forskellige slags bøger, blandt hendes 19 udgivelser finder man både digte, noveller, essays og romaner. Og det er hovedsageligt de sidstnævnte, der er blevet oversat, og de er rygraden i hendes forfatterskab, at dømme ud fra, at de udgør 11 af de 19 udgivelser.

Af de oversatte bøger er der et bemærkelsesværdigt tematisk slægtskab, der handler om død og vold. Han har et intenst fikseret blik på den måde, vores samfund er opbygget rundt om forskellige former for strukturel vold. Det være sig i ”Vegetaren”, hvor hovedpersonens blodige drømmesyn får hende til at afstå fra at deltage i samfundets produktgørelse af dyr. Men også den strukturelle undertrykkelse i det patriarkalske samfund, hvor en kvinde kun i en vis udstrækning har ret til selvbestemmelse, inden hun erklæres for syg af sin familie og tvangsindlægges. Bogen er på mange måder en dybdegående undersøgelse af, om man overhovedet kan afstå fra samfundets voldelige udbyttestrukturer, når man er menneske, eller om man som hovedpersonen kan have lov til at drømme om at blive et træ og leve af sol og vand.

Han skriver også om den historiske vold. I ”Hvid” er det hendes storesøster, som døde inden hun selv blev født, som giver anledning til poetiske meditationer over, hvorvidt Han overhovedet var blevet født, hvis hendes søster ikke var død. Noget lignende, men i en større skala, udspiller sig i ”Levende og døde”. Her mister den familie, der flytter ind i Hans barndomshjem, deres søn under Gwangju-massakren. Og i bogen beskriver Han hans død, men også de langstrakte konsekvenser den politisk fortielse skabte i årtier efter. Han er ude i et lignende ærinde i ”Vi tager ikke afsked”, hvor hun går tilbage til et nøglepunkt i den moderne koreanske historie, lige efter selvstændiggørelsen fra den japanske kolonisering, efter Anden Verdenskrig. Her udspillede sig et oprør, som hæren slog ned på brutal vis, og som lige siden har været omgivet af tavshed. Han gør det til sit ærinde at blæse låget af tavsheden og se volden i øjnene, nøjagtig som i alle hendes andre bøger. For først når man kan se volden i øjnene, kan man se al det menneskelige lys, der øver den modstand.

Beslægtede forfatterskaber

I Korea er der i de sidste par årtier blevet ført en kulturpolitik, der har skullet udbrede koreansk kultur til hele verden. Og det lykkedes på mange måder, bare tænkt på boybandet BTS eller de fire kvinder i Blackpink eller Joon-ho Bongs Oscar for filmen ”Parasite”. Det har også været et erklæret mål, at en koreansk forfatter for første gang skulle have den eftertragtede nobelpris. Det blev Han Kang, og indtil videre har vi fået en håndfuld af hendes romaner oversat til dansk. Der findes endnu ikke så meget andet koreansk litteratur oversat til dansk, og det er også sigende, at Hans bøger ikke bruger den koreanske som primærkilde, men oversætter fra henholdsvis engelsk, svensk og norsk.

På dansk findes der en oversættelse fra koreansk af digteren Kim Hyesoons (f. 1975) hovedværk ”Dødens selvbiografi” (2021), som er oversat af Karin Jakobsen, Maja Lee Langvad og Jeuno JE Kim. Han Kang fortæller i et interview om at være inspireret af Kim, hvis bog er et vildt wunderkammer, der handler om dødens faser i følge buddhismen. Noget, der ikke er præget af zen eller mindfulness men kaos og intensitet.

I iranske Sharnush Parsipurs (f. 1946) kultroman ”Kvinder uden mænd” (2019) er der også kvinder, der ikke vil gøre, som det forventes af dem, og én af dem ender med at blive til et træ. Det er på en måde den magisk-realistiske pendant til Hans senere mere dystre realisme. Men ligesom i ”Levende og døde” er skellet mellem død og levende også til forhandling hos Parsipur.

Hos den japanske digter Hiromi Ito (f. 1975) finder man også levende planter, og mennesker der ikke vil dø, eller som i døden finder et nyt og mærkeligt liv. I digtsamlingen ”Vildgræs ved flodlejet” (2018) bevæger vi os mellem Japan og Californien, et barnligt jeg der flyttes rundt med sine søskende af deres mor, der finder en ny mand. Han dør, men bliver stadig ved med at gå rundt og snakke, og planterne bliver levende og voldtager på et tidspunkt den unge pige. Det er en helt anderledes kropslig optagethed, Ito skriver med i forhold til Han, men de har også meget til fælles.