Hanne Bartholin

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2021

Hovedforfatter

Steffen Larsen
journalist, 2011

Det er som om illustratoren Hanne Bartholin har været her altid. Hun er klassisk, men hun er det på sin helt egen måde. Hun kan nemlig sætte tiden i stå. I forhold til andre tegnerkolleger er Hanne Bartholins produktion ikke overvældende. Men den er frygtindgydende! Forførelse på et stadig højere niveau. Der er ro og visdom. Når billederne da ikke lige fortæller om sjove biler eller støvede køtere. For det meste er Hanne Bartholins verden ubevægelig. I balance. Stivbenet. Farvemættet. Bartholin beskriver selv sit arbejde ud fra to tilsyneladende uforenelige udsagn: ”Jeg ser hver ny billedbog som et forskningsprojekt!” Og: ”Som tegner vil jeg forføre!”.

Foto: Anne-Li Engström

Født
31. juli 1962 i Nykøbing Falster.
Uddannelse
Kunsthåndværkerskolen i Kolding 1982-87.
Debut
I den syvende himmel, 1995.
Priser og legater
Kulturministeriets æresliste 1996 og 1998. Kulturministeriets illustratorpris 2001.
Seneste udgivelse
Jessen, Ida: Carl - da Carl og Fanny næsten fandt en skat. Høst, 2021. Illustreret af Hanne Bartholin. Billedbog.

Udvalgte bøger

En pige, en løve, en storvildtjæger
Det var ”Finn Herman”, som indbragte Hanne Bartholin Kulturministeriets illustratorpris i 2001. Teksten er skrevet af tegnerkollega Mats Letén. Den er meget kort. Historien handler om en pylret mor...
Læs mere om bogen

Baggrund og inspiration

Hanne Bartholin er næsten født i et kirsebærtræ i Nykøbing Falster. Dér fik hendes mor veer. I barndommen flyttede familien ofte, da Hanne Bartholins far havde arbejde ved forskellige skovdistrikter. Fra sit 11. år boede hun dog i Sverige, og hun blev student fra et gymnasium i Lund. Hér fulgte hun også i ét år et kursus i tegning. Den formelle tegneruddannelse fandt imidlertid sted på Kunsthåndværkerskolen i Kolding (nu Designskolen) i årene 1982-87.

Dengang var det ikke moderne at tegne så det ligner, så for at øve sig, tog Hanne Bartholin ofte til København, hvor hun tegnede dansere ved balletten og skuespillere på Folketeatret. Nu er Hanne Bartholin selv lærer på Designskolens grafiske linie, der har udklækket hovedparten af de mange, nye, vilde tegnere.

Bartholin tænker meget på sin målgruppe i sit arbejde. Sine yndlingsfarver kalder hun: akvamaringrøn, himmelblå, hjerterød og natteblå.

Hanne Bartholins verden er ubevægelig. I balance. Stivbenet. Farvemættet, hun er inspireret af malerne Johannes Vermeer van Delft, Sandro Botticelli og i dansk kontekst Lars Nørgård. Hun dyrker yoga, og holder af musik. Alt fra opera til blødere rock. Af forfattere læser hun Inger Christensen, Kerstin Ekman, Per Lagerkvist og Giorgos Seferis. Og hun tror på Gud, hun beskriver sin tro på denne måde: ”Gud er en ganske naturlig ting. Han er kærligheden, og han er ikke bundet til nogen bestemt religion. Jeg har altid troet på Gud.”

Lyden af stilhed

Alt det, som siden kommer til, er at finde i debutbilledbogen fra 1995 ”I den syvende himmel” med tekst af Charlotte Sejer Pedersen. Blandt andet de bløde, dunede kulører, lyskeglen og en plettet skabning. Men det er med den ordløse ”Rejsen” tre år senere, at den ene af illustratorskabets grundpiller for alvor bliver støbt. Og yderligere udviklet med ”En dag”, der udkom i 2001 og egentlig skulle have heddet ”Kunsten at nyde en opvask”. Den er med tegnerens egne ord ”min største kærlighedsbog”. Begge er meditative værker, og fascinationen af ordløse billedbøger har været hos tegneren lige siden. Hvad skal man med dé ord!? Når man har stemninger og lag på lag af ægte gult.

”Rejsen” og ”En dag” fortæller i billeder uden tekst om en tur i en rød flyvemaskine sammen med en lille hund og en høj giraf. Billederne er uhørt farvemættede og fremstår nærmest som ikoner. Stille og i balance. De er tænkt. som noget man går ind og udforsker langsomt lag efter lag. Billederne er fysiske som modellervoks. Til ”En dag” anvender tegneren hele klaviaturet minus akryl. Og hvad er så budskabet? Det har Hanne Bartholin selv et bud på:

”Man kan tolke ”Rejsen” som bare en lille historie, hvor de ligger under dynen og går ud i verden. Men så kan man også se den som en slags skabelseshistorie – noget med at vise skabelsen i nutiden. Det var min tanke med den bog. Og ”En dag” er så noget om at være her i verden. Og den handler også om at tro. Vi havner hele tiden ude i de sorte skyer, men hvis vi har et godt fundament, så kommer vi igennem. Jeg har gerne villet vise dét, som er det vigtigste for mig i livet.”

I 2003 fortsatte historien (og samarbejdet med Charlotte Sejer Pedersen) fra ”I den syvende himmel” med ”Fra ø til ø”, der har ét af billedbogsverdenens allerguleste omslag. Det er en bog, som står tegnerens eget hjerte nær, for som hun siger: ”Den handler om alle de glæder, du deler med andre.”

Nye veje

Hanne Bartholin kan godt lide papir. Hun har disse to indvendinger imod computeren: den er for hurtigt til at finde en løsning, og så oplever man ingen form for modstand fra maskinen. Så det er ligesom henne i klassen. Mens alle kigger på Photoshop, så kigger Hanne Bartholin på noget andet. Verden. Hun har frygtløst forsøgt sig i nye billedsprog. Men det er altid sket på papir. Og ligegyldigt hvor avanceret og anderledes billedet er, så mener Hanne Bartholin selv, at hun har sat et genkendeligt aftryk – på papiret. At hun har sin egen tone. At den ene bog leder til den næste. Og det kan hun have meget ret i. Ikke mange andre tegnere er så forskellige i deres udtryk på en ensartet måde.

I 1999 skifter Hanne Bartholin spor og udsender først ”Hunden i mit liv”, der er en ordløs, aflang samling billeder af kærlighed og fest i hundeverdenen. Bogen bygger til dels på Hanne Bartholins år som ugentlig leverandør af hundetegninger til Politiken og er vel illustratorskabets mest-for-voksne-bog. Det er også den med mest bevægelse. Der er for så vidt ikke andet indhold, end at man skal huske at have det rart. I sit henkastede billedsprog ligner Hanne Bartholins tegninger en glad Ralph Steadman – der lige er sluppet af med Hunter S. Thompson.

Samme år bidrager Hanne Bartholin til den af Kari Sønsthagen redigerede ”Flyvefisk”, hvor tre nye tegnere møder syv nye forfattere. Hanne Bartholin gør sig tung til teksten af Jesper Wung-Sung – det er en sort-hvid grafisk knytnæve! – og engleblid i lys pastel til Charlotte Weitzes tekst. I ”Flyvefisk” spiller Hanne Bartholin på flere strenge. Og en del af dem genkendes og udvikles i kommende værker. Mørkets magt dukker op igen i illustrationerne til Ken Dennings fortællinger ”Den blå dreng” (2005), og sartheden er perfektioneret i ”Lille Nø” (2005) med tekst af tegnerkollega Hanne Kvist.

Ind imellem kom – i 2002 – en bemærkelsesværdig grisehistorie af Thorstein Thomsen, hvor Hanne Bartholin stadig trækker på inspirationen fra Steadman, men også når ud i omegnen af sort-hvid vanvid. ”Grisen der dansede tango” fortæller om rædslerne på slagteriet og det umage kærlighedsforhold imellem en mand og en gris. Det er ikke for sarte sjæle, men Hanne Bartholin sørger for et sjældent tempo i sine billeder. Så man ikke tænker før bagefter. F.eks. tegner hun et telefonrør, der hænger i sin ledning og dirrer. Det er så lidt, der skal til for at skabe bevægelse.

”Ordbog” (2003) er illustratorskabets mest syrede bog. Den fortjener betegnelsen ”frygtindgydende”. Kim Fupz Aakeson har skrevet teksterne og holder skolestue med nye og brugte ord. Hans forklaringer sætter fut i billederne, der er præcise og kontant meddigtende. Skaber af stemninger og holdt mest i gråtoner. Det er en personlig reportage fra et sært sted. Lidt i stil med hundebogen. Hanne Bartholin har ikke været der siden.

Kampen om midtbanen

Hanne Bartholin har tegnet til to bøger med historier af Louis Jensen. Hun husker det som en af sine sværeste illustratoropgaver. Det skyldes den store mængde tekst der – som i en fodboldkamp – ruller henover midtbanen, så tegneren – med hang til det ordløse – må forskanse sig og genopfinde sin kunst. Hvem der vinder kampen diskuteres fortsat.

”De bortblæste bogstaver” (2001) fortæller om et alfabet, der bliver taget af vinden og ført vidt omkring. Tekstens sødme lever i billederne, der er meget natteblå og befolket med venlige bogstaver i uvante omgivelser. De står uden konturer, fordi Hanne Bartholin ikke havde lyst til at bure Louis Jensens poesi inde. Hun valgte at dæmpe sig meget, så teksten kunne få et enkelt og klart modspil. Hanne Bartholin er perfektionist, og hun er ikke helt glad for det færdige resultat i bogform af ”De bortblæste bogstaver”. Hun udtrykker det således: ”Det kan gøre mig sur!”

Året efter udkommer ”Bogstavskolen”, hvor tegneren får tigget sig til mere plads. Og kvitterer ved at formgive én af karrierens lækreste lagkager. Louis Jensen fortæller denne gang om den navnkundige Bogstavskole nede i Skanderborg. Hanne Bartholin er med fra start og boltrer sig veloplagt i alskens teknikker med de kæreste små bogstaver ved hånden. Lige efter det omtalte lagkagebillede, der er rundt og mildt, kommer en gengivelse i ætsende sort-blå af stjernetåger og snevejr. Så pipper solsorten, og den hudfarvede snegl går med hus på ryggen. Hanne Bartholin får det sidste ord med en lille mariehøne på en stor, rød blomst. Et billede der viser frem mod ”Den lille gule pige” (2008).

Det rimer

Marianne Iben Hansen er den fuldendte rime-rapper. Bedsteforældre vil have svært ved at læse hendes tekster op. Hanne Bartholin har illustreret to sprudlende historier om henholdsvis et nougatfarvet nokkefår og en and, der elsker biler. Der er tale om to ret forskellige måder at håndtere digtekunsten på – og give den modspil.

”Nanna Nokkefår får nok” (2006) er en poetisk rejse ind i glamourverdenen. Et får kommer til byen, og straks står damerne i kø for at få krøllet håret. Nanna bliver en superstjerne. Men er hun tilfreds med det? Tegneren strør poesi, collage og en enkelt lyskegle ud over rimene. Billederne er store og vanedannende. Det sørgmodige får er et meget smukt dyr. Det swinger imellem tegner og fortæller. Men ikke helt i samme takt.

Til ”Axel elsker biler” (2007) lægger tegneren bånd på sin kærlighed til gamle flydere og giver ordene modspil med kraftfulde billeder fra en bilglad ands meriter. De pæne røde legetøjsbiler ligner – røde legetøjsbiler. Teksten er i sig selv fuld af vrinskende køretøjer. Marianne Iben Hansen boltrer sig vellystigt i bilmærker fra Buick til Bugatti. Inde i vejkanten står ”et par giraffer og blaffer”. De har pletter. Elefanten er helt grå. Og imens styrer den lille and for vildt. Billederne til ”Axel elsker biler” er sat et alderstrin lavere end i Nanna-bogen. Det svinger stadig imellem tegner og fortæller, men stadig ikke helt i samme takt.

Stilhed

”Geparden Geo” (2007) er en appetitvækker til det, der kommer. Det er historien om en gepard i identitetskrise og kærlighedens magt, i rimede vers af Ellen Holmboe. Vi er langt ude på savannen, hvor stilheden er overvældende, selv om det pusler overalt. Der er højtidelig ro. Billederne er fastfrosne snapshots. Og Afrikas farve er meget rød. ”Geparden Geo” og ”Orm får en ven” fra samme år markerer en ny søgen efter det helt enkle. Men i ”Orm får en ven” er fortællingen flyttet fra Afrikas savanne og ind i en genkendelig hverdag. Lige nede under vores fødder bor regnormen. Grav hvor du står. Og find dig selv. Det er i samarbejdet med forfatteren Ida Jessen, at Hanne Bartholin finder et urørligt og uimodsigeligt nyt ståsted. Det er som om ordene og hensigten med dem piller ved det tidligere udsagn om, at tegninger fortæller noget, der ikke kan fortælles med ord. Kan det også være omvendt?

”Orm får en ven” er grøn og sort. Den rummer det allersimpleste budskab i hele verden: at det er godt at have en ven. Og tegningerne er derefter. Simple i grøn og sort. Den korte tekst fortæller om en regnorm, der føler sig så alene på græsplænen. Men efter at manden har slået græs, bliver den delt i to. De skændes lidt om, hvem der skal hedde Orm og hvem, der skal hedde Ven. Men så holder de op af bare glæde over at have hinanden.

Hanne Bartholin udforsker stilheden totalt i ”Den lille gule pige” (2008) – atter med kortfattet tekst af Ida Jessen. Forsiden på ”Den lille gule pige” er overvældende rød, men snart boltrer den lille gule pige sig i saftiggule omgivelser. Det er hér Hanne Bartholin tør lade et opslag stå helt i gult (bortset fra den hvide himmel) og så blot antyde et par bare tæer i marken. Senere skifter farven til rød, og der bliver den, da den lille gule pige ankommer til valmuemarken og det lille røde hus med en lille rød pige indeni. Så enkelt. Så det er til at forstå. Det er godt at have en ven.

Hvor enkelt kan det siges? Hanne Bartholin er ikke færdig med stilheden, tværtimod er Bartholin på vej med nye billedsprog og udforskning af de gamle. Hun er i stadig udvikling, men hun flytter sig egentlig ikke væk fra sit udgangspunkt – sig selv!