Kim Fupz Aakeson

Genrer og tematikker

Som nævnt har Kim Fupz Aakeson bidraget til de fleste litterære genrer: Børnebøger, tegneserier, skuespil og filmmanuskripter kan tilføjes listen af romaner og noveller.

Inden for hans romanproduktion er der markant stilistisk forskel på hans to første romaner og de seks efterfølgende. Både ”Min Laslo” og ”Lyden af Eva” eksperimenterer med det meta-litterære. I begge bøger tematiseres skaberværket og fiktionen; her er jeg-fortælleren en forfatter, som skriver om at skrive og som gør opmærksom på fiktionen i det skrevne.

De næste seks romaner er mere reelle fortællinger. Fupz Aakeson forklarer selv om denne udvikling: ”Jeg kørte helt død i tillægsord og meta, jeg blev mindre optaget af at formulere mig flot og mærkede, at jeg var til det mere skrabede, det har jeg så været oppe og slås med siden”[1]Michael MøllerInterview med Kim Fupz Aakerson. Forfatterweb2011-02-11. Jeg-fortælleren forsvinder til fordel for en alvidende 3-personsfortæller samt oftest et stort persongalleri med flere hovedpersoner, som der krydsklippes mellem. Først i sine senere romaner vender han tilbage til en enkelt hovedperson, men bevarer en krydsklipning mellem fortid og nutid. Mens hans romaner i denne forstand skifter karakter fra og med ”Læseren”, genfinder man både jeg-fortælleren og det mere eksperimenterende i hans noveller. Gennem hele hans produktion er der fokus på at beskrive det menneskelige sind i dets tvivl og frustration.

Den grå hverdags små udsving udgør grundstoffet i Fupz Aakesons romaner. Selvom flere af dem bygger langsomt op til mere dramatiske finaler, opnår de ofte deres primære dramatik gennem nærgående analyser af de små problemer, som findes i hverdagen.

Fupz Aakeson finder sine tematikker i almene menneskers til tider mangelfulde kommunikation. Der findes nærmest ikke vellykket kommunikation mellem Fupz Aakesons romanpersoner, hvis samtaler altid er sært uforløste. Kim Fupz Aakeson forklarer selv: ”Jeg oplever virkelig meget ukommunikation, at det virkelig er rigtig svært at nå hinanden, forstå hinanden, at der er mange scener mellem mennesker, hvor vi hver især prøver at komme til med vores eget og overhører det den anden byder ind med og i den fiktive verden elsker jeg den slags, det usagte, det uforløste, der hvor man tænker på alt det, der ikke er der.” [1]Michael MøllerInterview med Kim Fupz Aakerson. Forfatterweb2011-02-11.

Mange af de tematikker, der skaber spændingen i hans romaner, udspringer af løgne, mistro og det usagte, som ligger under overfladen. Krise i parforholdet og utroskab er i denne henseende også et tilbagevendende tema – i flere af hans romaner findes utroskaben som en nærmest integreret del af det moderne forhold.

Jalousi og mindreværd er ofte et grundlæggende menneskeligt vilkår, der er bestemmende for vores handlinger, og derfor optager disse temaer en central plads i den dramatiske udvikling i hans historier.

Beslægtede forfatterskaber

I sine to tidlige romaner minder Fupz Aakeson om Dan Turélls underfundige beskrivelser af miljøer og mennesker, f.eks. i ”Min Laslo”: ”Jeg ser kulørte lamper og huse med rustne brandtrapper alle vegne og biler med liderlige mænd kører langsomt frem og tilbage og glor ud af vinduet, de har taget slipset af og sveder og de har armbåndsure på.” (”Min Laslo”, s. 21). Det meta-litterære og sprogligt legende finder man også hos to forfattere som Nikolaj Zeuthen og Nicole Krauss.

Med sine registrerende mere end fordømmende socialrealistiske beskrivelser af almindelige menneskers problemer indskriver Kim Fupz Aakesons senere romaner sig i en dansk kontekst, hvor bl.a. Helle Helle og Dy Plambeck står som åbenlyse paralleller. Hos disse forfattere opstår dramatikken primært i detaljerede beskrivelser af almindelige menneskers hverdagsproblemer, heriblandt parforholdets usagte regler. De skriver alle uden de store armbevægelser, mens de langsomt hudfletter de følelser af mindreværd og generel tvivl, som dikterer meget menneskeligt samvær. Med sit nøgternt registrerende sprog kan Fupz Aakeson stilistisk også minde om Ernest Hemingway, som han selv nævner som en inspirationskilde.

I flere af sine romaner benytter Fupz Aakeson sig af en fortællerstil, som trækker veksler på den form for stream-of-consciousness, som Virginia Woolf er den mest berømte eksponent for. Woolf lader ofte læseren få indsigt i flere forskellige personers tanker. Det dramatiske opstår hos begge primært i de forskellige forventninger og tolkninger af situationer, som opstår, når man følger flere forskellige personers tanker. Skuffelser og misforståelser træder tydeligt i karakter, når læseren får præsenteret en scene fra forskellige vinkler, og denne teknik benytter Fupz Aakeson med stor effekt.

Flere af hans romaner tager næsten karakter af dannelsesroman, hvor bl.a. britiske Charles Dickens og franske Gustave Flaubert står som væsentlige eksponenter. Romaner som Dickens’ ”Oliver Twist” og ”Store forventninger” og Flauberts ”Følelsernes opdragelse” beskriver unge fra under- eller middelklassen, som alle forsøger at finde fodfæste i kampen for arbejde og kærlighed – oftest på egen hånd. Vi oplever i disse romaner hovedpersonerne forandre sig og opnå nye erfaringer gennem deres konfrontation med voksenlivet, præcis som man oplever det i Fupz Aakesons ”Læseren” og ikke mindst ”Pragtfuldt, pragtfuldt!”.

I kontrast til Flaubert lader både Dickens og Fupz Aakeson ofte lidt lys slippe ind i mørket mod romanernes slutning.

Relaterede forfattere