BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Maria Hesselager
Foto: Lea Meilandt / Gutkind
*Seneste udgivelse

Intro

Hos Maria Hesselager er indre dramaer, psykologiske bevæggrunde og mellemmenneskelige dynamikker det bærende i fortællingerne. Vikingeromanen ”Jeg hedder Folkví” handler ikke om sværd, vikingehjelme og dramatiske togter, men om den unge vølve Folkvís skæbnesvangre forelskelse og dramatiske overgang fra barndom til voksenliv. I ”I mit hus” væves tre kvindeskæbner sammen med et tematisk fokus på kvindeliv, (af)magt, men også kærlighed og behovet for at forme sin skæbne. Sproget er poetisk, fuldt af fortættede sansninger, og med en underliggende tone af uhygge og psykologisk spænding, der fungerer som en effektiv læsemotor.

Maria Hesselager blev født den 4. maj 1984 i Næstved, hvor hun boede indtil sit 18. år. Herefter flyttede hun til København, hvor hun har boet siden – dog med afstikkere til London, Berlin og Holstebro.

Maria Hesselager
Foto: Lea Meilandt / Gutkind
  • Født:

    4. maj 1984, Næstved.

  • Uddannelse:

    Cand.mag. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet, 2012. Forfatterskolen, 2014.

  • Debut:

    Jeg hedder Folkví. Gutkind, 2021.

  • Litteraturpriser:

    Munch-Christensens debutantpris, 2021.

  • Seneste udgivelse:

    I mit hus. Gutkind, 2026.

  • Inspiration:

    Roberto Bolano, Elena Ferrante, Tarjei Vesaas, Alice Munro, Judith Hermann, Jamaica Kincaid, Marguerite Duras og Ira Levin.

Maria Hesselager har altid haft et særligt forhold til litteratur, og det har hun båret med sig ind i sit studieliv. Hun har læst litteraturvidenskab på Københavns Universitet, som hun afsluttede i 2012. Efterfølgende gik hun på Forfatterskolen i København, hvorfra hun dimitterede i 2014.

I et interview med sit forlag Gutkind fortæller hun lidt om sin vej til at blive forfatter:

»I en eller anden udstrækning har jeg altid skrevet. Jeg begyndte at skrive dagbog i børnehaveklassen […] Jeg har også altid haft perioder, hvor jeg har skrevet historier eller vers, men det var sent, det faldt mig ind at prøve at blive forfatter. Skrivning var en ting, jeg havde for mig selv, og jeg havde faktisk aldrig vist tekster til nogen, før jeg begyndte på Forfatterskolen som 28-årig. Til gengæld var jeg på det tidspunkt meget klar til at blive læst og læse andre, og det står som en lille revolution for mig at opleve at blive en del af et skrivende fællesskab.« ([2]Interview med Maria HesselagerGutkind, 2021-04-21).

”Det er svært at tænke mere. Hun er tilbudt et ophold i ulykken. Hun sætter sig ned på en af de store sten foran hegnspælene og kigger ud over engdraget mod bygden, hun ser himlen skifte farve, mens regnen stilner af. Alt er stille, og alt har betydning: de kolde fødder, den langsomt forandrede himmel, når mørket opløses nedefra. Det er en fortrolighed med sig selv, så sidder hun her.

”

Jeg hedder Folkví, s. 14.

I et interview med Forfatterweb fortæller Maria Hesselager, at den læsemåde, hun blev introduceret for på Forfatterskolen, i høj grad har rykket hende som læser og forfatter:

_»Der var en langsom og nærlæsende opmærksomhed på teksten, som intuitivt gav mening for mig. For mig går det ud på at lægge mærke til, hvad jeg umiddelbart fornemmer i en tekst, og så få øje på, hvad den fornemmelse udspringer af. Det kræver åbenhed og koncentration og har gjort mig langt mere sikker og selvstændig i min dømmekraft, når jeg selv skriver. Jeg er simpelthen blevet bedre til at mærke, hvornår min tekst er der, hvor jeg gerne vil have den.« _([5]Gulmann, Karina SøbyMailinterview med Maria HesselagerForfatterweb.dk, 2026-08-15.).

Maria Hesselager driver også Kunstteater – et fællesskab for tværdisciplinære kunstneriske produktioner – sammen med kunstner Mathias Dyhr. Endvidere har hun tidligere undervist på Dansk Talentakademis skrivelinje i Holstebro.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Maria Hesselagers afgangsoplæsning, Forfatterskolen 2014.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Maria Hesselagers prosa byder på genrehybride værker, der trækker på alt fra den historiske roman over socialrealismen og til magisk realisme, og krydrer det hele med træk fra krimigenren. I debutromanen ”Jeg hedder Folkví” kombinerer hun den historiske vikingeroman med magisk realisme og tilsætter et mord, mens hun i ”I mit hus” lader socialrealisme og spionroman gå hånd i hånd. I begge romaner danner det kriminalistiske således et bagtæppe af uhygge, som samtidig virker som en effektiv læsemotor. Rent stilistisk har romanerne det til fælles, at de er bygget op af et kludetæppe af fortællinger, der som en mosaik eller et kinesisk æskesystem inviterer læseren stadig tættere på, men uden at vi nogensinde får det fulde billede.

Det psykologiske står centralt i Maria Hesselagers forfatterskab. Hun lader karaktererne træde frem igennem indre monologer og refleksioner, og det er således de indre bevæggrunde og de mellemmenneskelige dynamikker, der er i højsædet, frem for store handlingsmættede dramaer. Scenografien er ligeledes skåret helt ind til benet i begge romaner. I debuten foregår alt rundt om bopladsen og den nærliggende skov og sø, mens handlingen i ”I mit hus” foregår i et hus og på et torv.

Centralt i begge romaner er i øvrigt et skæbnesvangert søskendeforhold, der på forskellig vis får uheldsvangre konsekvenser for deres omgivelser, ligesom ikke mindst kvindeportrætterne af henholdsvis Folkví fra ”Jeg hedder Folkví” og Annie fra ”I mit hus” tegner et billede af kvinder, der på forskellig vis kæmper for at tage deres skæbne i egen hånd. Således er centrale temaer i forfatterskabet kvindeliv, (af)magt, men også kærlighed, karriere og behovet for at realisere sig selv og forme sin skæbne.

Adspurgt hvad det historiske giver til romanen ”Jeg hedder Folkví”, siger Hesselager: »Dels kaster det rigtig meget stemningsmæssigt og atmosfærisk af sig. Men at det foregår i Vikingetiden gjorde det også nemmere for mig at skrive om det magiske, netop fordi det er et mytologisk rum, jeg har bygget på. Det ville jeg ikke have kunnet gøre overbevisende, hvis det skulle foregå i vores nutid.« ([3]Wittrock, Sebastian”Måden, man begriber litteratur på, bliver meget livsstilsagtig”Politiken, 2002-01-22.).

Beslægtede forfatterskaber

Maria Hesselagers forfatterskab trækker fornemme tråde tilbage til det moderne gennembrud og ind i nutidens krimilitteratur og krydrer med et drys af magisk realisme. Da Maria Hesselager vandt Munch-Christensens debutantpris i 2021 for sin roman ”Jeg hedder Folkví” sagde litteraturprofessor Anne-Marie Mai, at Hesselagers forfatterskab kunne sammenlignes med Johannes V. Jensen (1870-1945) og J.P. Jacobsen (1847-1885).

»Det er litteratur, vi kan opleve hos Maria Hesselager, og hendes fortælling hører ikke hjemme i en nationalromantisk sammenhæng eller blandt nutidens selvudnævnte vølver. Det er ikke Ingemanns historiske romaner, der finder en fortsættelse. Den tradition, Maria Hesselager har fat i, er snarere J.P. Jacobsens og Johannes V. Jensens spor af historiefortælling.” ([1]Mai, Anne-Marie:”Du lignede en lille gud”Litteratursiden, 2021-09-22.). Maria Hesselager lægger sig ikke blot i slipstrømmen af de store danske forfattere, fordi de tre forfattere har skrevet storslåede historiefortællinger – som Jensens ”Kongens fald” og Jacobsens ”Fru Marie Grubbe”. Den løse komposition, det billedskabende sprog og den dybdegående interesse for indre psykologiske dynamikker har de tre forfatterskaber også til fælles, ligesom karakteren Folkví minder en hel del om J.P. Jacobsens Fru Marie Grubbe. Begge har således en grundlæggende insisteren på deres kærlighed og begær, som de lader gå forud for alt andet.

Læsere, der ønsker at folde vikingetemaet ud, kan oplagt fortsætte med Anne-Marie Vedsø Olesens bogserie ”Vølvens vej”, der også har stærke vikingekvinder i hovedrollen eller den mere krimibaserede ”Frænde – Blodspor” fra 2025 af Jeanette Varberg og Jens Henrik Jensen. Eller hvad med en klassiker som svenske Frans G. Bengtssons ”Røde orm” fra 1941-1945?

Med romanen ”I mit hus” tematiserer Maria Hesselager kvindeliv i et samtidsperspektiv, og her er oplagte forfatterskaber at drage paralleller til Olga Ravn og Cecilie Lind. Alle tre forfattere skriver i et fortættet, poetisk og billedmættet sprog om komplekse menneskelige relationer, magtbalancen i parforhold, og hvordan vi formes af egne og andres forventninger og fortællinger.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Romaner

Jeg hedder Folkví
Jeg hedder Folkví

Maria Hesselager

Gutkind, 2021

I mit hus
I mit hus

Maria Hesselager

Gutkind, 2026.

Teater

Gøglerne

Maria Hesselager

Iscenesat af Mathias Dyhr. Den Frie, København, 2022.

Om forfatterskabet

Ind under huden på fortidens myter og mennesker

Lea Grosen Jørgensen

Standart, 2022-05-20.

Kilder citeret i portrættet

[1]

”Du lignede en lille gud”

Mai, Anne-Marie:

Litteratursiden, 2021-09-22.

[2]

Interview med Maria Hesselager

Gutkind, 2021-04-21

[3]

”Måden, man begriber litteratur på, bliver meget livsstilsagtig”

Wittrock, Sebastian

Politiken, 2002-01-22.

[4]

Hun gider ikke være orakel

Hybel, Kjeld

Politiken, 2026-06-11.

[5]

Mailinterview med Maria Hesselager

Gulmann, Karina Søby

Forfatterweb.dk, 2026-08-15.