Maryse Condé

Emneord:

Hovedforfatter

Andreas Eckhardt Læssøe
cand.mag., november 2024

Maryse Condé beskæftigede sig med litteratur, der handlede om den afrikanske diaspora – dvs. alle de mennesker, som stammer fra Afrika, men som af forskellige årsager som slavehandel og migration ikke længere gør det. Condé er vokset op i Guadeloupe og har gennem sit liv været bosat i Europa, Afrika og Nordamerika. Hendes litteratur spænder lige så vidt og handler om kolonialistisk slavehandel og undertrykkelse af kvinder, men også om begær og magi, urtekunster og talen med de døde. Hun lader sine bøger flette sig ind i den vestlige kulturhistorie, og hendes romaner får os til at se historien med nye øjne.

Maryse Condé var en fremtrædende intellektuel aktivist som i sit lange liv og forfatterskab udforskede emner som kolonialisme, racisme, køn og identitet, i romaner, essays, skuespil og poesi. Igennem hele sit liv var hun engageret i sociale og politiske spørgsmål, især relateret til Caribien og den afrikanske diaspora.

Baggrund

Maryse Condé blev født Marise Liliane Appoline Boucolon den 11. februar 1934 som den yngste af otte søskende i Guadeloupe, det fransk tilhørende departement, som ligger i Caribien. Hendes forældre var begge sorte, moren var leder af en pigeskole, og faren drev en lille bank. Som den yngste blev hun forkælet og fik meget tid til at passe sig selv. Hun lærte hurtigt at læse, og allerede som 12-årig begyndte hun at skrive sine egne historier.

”Hvad er en heks? Jeg opdagede at i hans mund var ordet plettet af skam. Hvorfor dog? Hvorfor? Er evnen til at kommunikere med de usynlige, at bevare et varigt bånd til de forsvundne, at pleje, at helbrede ikke en utrolig nåde som burde indgyde respekt, beundring og taknemmelighed? Og burde heksen, hvis man vil kalde hende der ejer denne nåde sådan, burde derfor heksen ikke forgudes og æres i stedet for at blive frygtet?”

”Jeg, Tituba, Salems sorte heks”, s. 36.

Hun rejste til Paris og studerede litteratur på universitetet Sorbonne Nouvelle, hvor hun var med til at stifte en klub for vestindiske sorte. I Paris mødte hun Mamadou Condé, en skuespiller fra Guinea, som hun blev gift og fik tre børn med. De boede dog ikke altid sammen og heller ikke altid i samme land. Op gennem 1960’erne boede Maryse Condé i Guinea, Elfenbenskysten og Senegal. I Ghana mødte hun nogle af tidens andre store intellektuelle i bl.a. to amerikanere, den sorte borgerrettighedsaktivist Malcolm X, digteren Maya Angelou, den tanzanianske antikolonialistiske aktivist Julius Nyerere og den argentinske frihedskæmper Che Guevara.

Foto: Wikimedia Commons

Født
11. februar 1934, Point-à-Pitre, Guadeloupe.
Død
2. april 2024, Apt, Frankrig.
Uddannelse
Ph.d. fra Sorbonne Nouvelle, 1975.
Debut
Hérémakhonon, 1976. Roman.
Litteraturpriser
Prix de L’Academie francaise, 1987. New Academy Prize in Literature, 2018. Royal Society of Literature, International Writer, 2022.
Seneste danske udgivelse
Jeg, Tituba, Salems sorte heks. Batzer & Co., 2024. Oversat af Anne Marie Têtevide. Roman.
Inspiration
Franz Fanon, Emily Brontë, Aimé Césaire, Éduoard Glissant.

I 1973 vendte hun tilbage til Paris og skrev sin afhandling, hvor hun undersøgte stereotype afbildninger af sorte i caribisk litteratur. I 1981 blev hun endegyldigt skilt fra Mamadou Condé og kort efter gift med den engelske Richard Philcox, som har oversat størstedelen af hendes bøger til engelsk.

Hendes første roman udkom i 1976, ”Hérémakhonon” hed den, og var skrevet på malinke, et sprog der eksisterer med variationer på den afrikanske vestkyst, særligt Mali. Hendes anden roman ”Segou”, som måske blev den mest kendte, udkom i 1984, og er en historisk roman om slavehandel og Islam sat i Segou, der i dag er en del af Mali. I alt skrev hun 18 romaner, foruden skuespil og nonfiktion.

Hun blev tildelt et Fullbright Scholarship til USA, og hun flyttede til Californien i 1985 og underviste i caribisk litteratur. I 1995 blev hun professor i frankofon litteratur på Columbia University i New York.

Maryse Condé døde i Apt, i Sydfrankrig, den 2. april 2024, 90 år gammel.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Interview med Maryse Condé for CUNY TV, 1999.

Udvalgte bøger

Jeg, Tituba, Salems sorte heks
”Moi, Tituba, Sorciére… Noire de Salem” fra 1986 (”Jeg, Tituba, Salems sorte heks”, 2024) er indtil videre den eneste af Maryse Condés bøger, der findes i dansk oversættelse. Den tager udgangspunkt...
Læs mere om bogen

Genrer og tematikker

Maryse Condé skriver en slags saga, når hun skriver om Tituba, en fortælling om et liv, som også er en fortælling om et samfund. Ved at fiktionalisere denne virkelige persons liv og lade synsvinklen være hos Tituba hele vejen igennem romanen, lykkes det Condé at forandre historien om Salem. Historien om Salem er gennem tiden blevet fortalt som en historie om massehysteri, som fik rationelle mænd til at gøre onde ting, brænde kvinder. Men når det også bliver historien om den sorte kvinde, bliver det et anderledes billede af et samfund, der allerede i forvejen hviler på undertrykkelsen og udnyttelsen af sorte menneskers arbejdskraft. Det er en måde at fortælle historien på, der sætter det, der altid har været i baggrunden, i forgrunden.

Ikke bare skrev Condé i alle sine bøger om slavehandlen og kolonialismens mange ødelæggelser. Hun skrev som en stålsat feminist igennem hele sit liv. Det kommer bl.a. til udtryk, når hun lader Tituba møde Hester Prynne i fængselscellen. Hun er den fiktive hovedperson i Nathaniel Hawthornes historiske roman ”The Scarlett Letter” (1850) – på dansk ”Det flammende bogstav”. En roman om en ung kvinde, der som straf for at bære et barn udenfor ægteskab tvinges til at bære et rødt A (for adultery – på dansk utroskab). Igen har Condé altså et ærinde med at flette sin fortælling ind i den amerikanske litteraturhistorie. Det er en måde for hende at fortælle læseren, at hendes fortælling om Tituba ikke er en ny fortælling, det er snarere en historie, som er blevet gjort usynlig, som hun nu er med til at afdække.

Maryse Condé skrev bøger, der har et intersektionelt sigte. Hun er opmærksom på den måde, sorte behandles anderledes end hvide, såvel som den måde hvorpå kvinder behandles anderledes end mænd. Hendes mand John Indian undgår f.eks. at blive anklaget i hekseprocesserne, fordi han lader, som om han er blevet ramt af trolddomskunst. Da han beskylder nogle kvinder for det, er dommeren lige ved ikke at tro ham, hvilket John tilskriver racisme, eftersom dommeren troede på alle de hvide mænd.

Beslægtede forfatterskaber

Udover at flette sin historie om Tituba ind i litteraturhistorien ved at lade hende dele en fængselscelle med Hester Prynne fra ”The Scarlett Letter”, har Maryse Condé også skrevet en anden bog, som er indlejret i litteraturhistorien. Nemlig en slags genskrivning af Emily Brontës ”Wuthering Heights” (1847) i form af sin bog ”Windward Heights” (1995). Her lader hun handlingen med tydelige paralleller til den ældre klassiker udspille sig i Cuba og Guadeloupe. Klasse og race bliver de tydelige markører, der skiller de to elskende hovedkarakterer.

En forfatter, der også arbejder med at udvide vestens, og mere specifikt USA’s, historieskrivning når det kommer til sorte mennesker, er Saidiya Hartman (f. 1961). Hun skriver romaner om virkelige sorte mennesker, som hun læser om i arkiverne, og hun insisterer på, at hun er historiker og ikke forfatter. Det er ikke fiktion, det er spekulativ historieskrivning. Et begreb hun udvikler for netop at tale imod denne usynliggørelse, som også Condé taler imod.

En forfatter som Mikas Lang her i Danmark er meget inspireret af netop dette historiske tomrum, og at udfylde det med historier. F.eks. om sin familie som han gør det i ”Og spøgelser” (2021).

I den franske kontekst, som Condé befandt sig inden for, kan man også pege på forfattere som Éduoard Glissant (1928-2010) og Aimé Césaire (1913-2008), som begge kom fra Martinique og skrev bøger om racisme og fransk kolonialisme.

Også fra Martinique kom Franz Fanon (1925-1961), den revolutionære forfatter, aktivist og psykoterapeut, som bl.a. har skrevet bøgerne ”Sort hud, hvide masker” (1952) og ”Fordømte her på jorden” (1961).

At den afrikanske diaspora også kan have et mere samtidigt islæt end den kolonialistiske slavehandel, kan man se et udtryk for i Lucia Odooms bog ”Cosmos” (2024). Her rejser en ung, sort mand til Danmark for at samle flasker og bliver forelsket i en sort, dansk kvinde.