Monica Kristensen

Emneord:

Hovedforfatter

Michael Møller
cand.mag., 2013

Polarnattens konstante mørke, uigennemtrængelig arktisk tåge, gamle minegange, isolerede tomme pakhuse og afsondrede snelandskaber. Dette er nogle af de ingredienser, som gør Monica Kristensens krimiserie om den norske øgruppe Svalbard til en helt unik læseoplevelse. Ja, man undrer sig over, at ingen før har benyttet den isolerede øgruppes dramatiske natur til mord og forsvindingsgåder – for her kan folk virkelig forsvinde.

Den erfarne og højtuddannede polarforsker Monica Kristensen benytter sin store viden om Svalbard til at skabe et levende, charmerende og klaustrofobisk portræt af øgruppen, som indtil videre har budt på fire fremragende krimier.

Baggrund

Det er ikke blot i Monica Kristensens romaner, at den særegne arktiske natur spiller en hovedrolle; den har også udgjort hovedparten af hendes voksne liv. Både hendes uddannelse og arbejde har koncentreret sig om gletsjere, sne og kuldegrader, mens hun senere har ledet adskillige polarekspeditioner til både Arktis og Antarktis. Reelt lå det ikke i kortene, at den anerkendte forsker skulle skrive skønlitteratur, men som hun selv siger: ”Livet kom i vejen” [1].

”Det var, som om han først nu blev klar over, hvad han var gået glip af (…). Det, han havde ledt efter, var noget, han fandt her. Noget, den arktiske vildmark kunne give ham. Oplevelser, ensomme udfordringer, ingen ville få noget at vide om. Næsten som en slags kærlighed.”

”Hollændergraven”, s. 256.

Monica Kristensen blev født i svenske Torsby i 1950 som barn af et svensk/norsk forældrepar. Familien flyttede kort efter til Kongsvinger i Norge, hvor hun voksede op. Efter afsluttet gymnasium kastede hun sig over et længerevarende studieforløb. Hun læste matematik og plasmafysik i Tromsø og Oslo. Med en cand.scient. i bagagen drog hun i 1976 til Ny-Ålesund på Svalbard for at forske, og her fødtes fascinationen af det arktiske. I slutningen af halvfjerdserne flyttede hun til Cambridge, hvor hun fik en mastergrad i polarforskning ved byens berømte universitet. Her afsluttede hun også i 1983 sin doktorafhandling om glaciologi – studiet af naturligt forekommende is.

Foto: Ntb Scanpix/Akg-Images/Ritzau Scanpix

Født
30. juni 1950 i Torsby, Sverige.
Uddannelse
Fysik og matematik, 1974. Plasmafysik, 1976. Polarforskning, 1980. Glaciologi, 1983.
Debut
Hollendergraven. Press, 2007.
Litteraturpriser
Ingen kendte. Monica Kristensen har dog vundet en række forskerpriser, heriblandt blev hun i 1989 tildelt Royal Geographical Society’s Founder’s Medal som den første kvinde nogen sinde.
Seneste udgivelse
Den døde i Barentsburg. Sohn, 2013. Oversat af Steen Sohn.
Inspiration
Selma Lagerlöf, Karen Blixen, Robert Frost, Antoine de Saint-Exupéry, Ernest Hemingway, Mark Twain, Doris Lessing, John le Carré, Maj Sjövall og Per Wählöö.

I 1986 blev Monica Kristensen den første kvindelige leder af en polarekspedition, da hun sammen med tre kolleger vandrede flere tusind kilometer i sporene på den berømte norske polarforsker Roald Amundsen. Hun har i en årrække arbejdet som meteorolog, men flyttede i 1998 tilbage til Svalbard, hvor hun ledte forskergruppen Kings Bay A/S indtil 2003.

Fascinationen af at skrive skønlitteratur opstod tidligt; Monica Kristensen mindes at have skrevet digte allerede i 6-års-alderen (Interview med Forfatterweb, marts 2012). Det er dog først efter at have lagt de udmarvende polarekspeditioner bag sig, at hun også har lagt forfatternavn til andet en forskningsrapporter. ”Hollendergraven” udkom i Norge i 2007 til pragtanmeldelser. Siden er yderligere tre bøger tilføjet den kriminalserie om Svalbard, som er planlagt til samlet 12 bind. De danske oversættelser kommer løbende, og Nordisk Film har købt filmrettighederne.

Monica Kristensen bor i dag udenfor Oslo med sin mand og datter.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Det er Svalbard, der er det klare fokus i Monica Kristensens romanserie: ”Jeg ønsker at forklare Svalbard for folk. Menneskets møde med natur.” [1]. Forfatterens indgående kendskab til øgruppen i det arktiske hav gør hendes skildringer så levende, at man ser gletsjerne, tundraen og snelandskaberne for sig. Hun tegner et smukt og kærligt portræt af det lille isolerede samfund, mens hun effektivt benytter de faldefærdige miner, isolerede pakhuse, det arktiske mørke og polartågerne til at skabe en tæt klaustrofobisk uhygge.

Selvom romanerne lettest kan kategoriseres som krimier, tager de i ligeså høj grad form af samfundsbeskrivelse. Det er ikke psykopatiske massemordere, der udgør det dramatiske grundmateriale hos Monica Kristensen, men derimod de lokale intriger, interne forviklinger og Svalbards isolation og unikke natur.

Monica Kristensens romaner er aldrig tungsindige. Forfatterens kærlighed til øgruppen og dens indbyggere lyser ud af siderne, hvilket bibringer romanerne en charme, som er sjælden i krimigenren – og en varme, som Svalbards termostater sjældent kan måle sig med.

Samtidig tilføjer tematikker som utroskab og alkoholisme et realistisk og mørklødet skær til de underfundigt svungne landsbyportrætter. Isolationen og polarnattens potentielle psykiske omkostninger toner frem af mørket, når ensomhed og depression kaster skygger over de sneklædte sider.

Den udprægede realisme er slående i Monica Kristensens romaner – ikke mindst når man sammenligner med krimigenren generelt. Netop ved at benytte det drama, som Svalbards natur i sig selv besidder, behøver forfatteren ikke opdigte vrisne superbetjente eller nye lokale psykopater i hver ny udgivelse. Hendes detaljerede personskildringer efterlader ikke plads til sort/hvide stereotyper, mens hendes plots udfoldes med en sjælden ro og tålmodighed.

Romanserien præsenterer desuden et interessant indblik i Svalbards historie, som det seneste århundrede har været præget af mange nationaliteters kamp om minedriften. Ikke mindst i hendes to seneste romaner er Svalbards omtumlede historie i fokus. I ”Operation Fritham” er fokus på øgruppens skæbne under 2. Verdenskrig, mens ”Den døde i Barentsburg” viser, hvorledes den sovjetrussiske historie har præget Svalbards russiske minesamfund.

Det historiske islæt bliver ikke til et vedhæng i hendes romaner, men integreres i fortællingerne ved at placere handlingen i århundrede gamle miner, for længst aflagt pakhuse og aldrende isbrydere eller ved at lade historisk overleverede skyldkomplekser tage effektiv del i fortællingerne.

Monica Kristensen har i sine første fire romaner skabt en unik symbiose mellem landsbydrama og kriminalroman, hvor den geografiske setting i sig selv er en lille genistreg: ”Livsbetingelserne deroppe er ekstreme – fire måneders absolut mørke, midnatssol hele sommeren, voldsomme snestorme, isolationen og farlige isbjørne, som bevæger sig tæt på byerne (…). Indbyggerne koncentrerer sig om deres egne sager. Alle ved en masse om de andre, men ikke alt blive åbent italesat.” (Interview med magasinet Gaïa Editions).

Beslægtede forfatterskaber

Der er noget udpræget nordisk over Monica Kristensens forfatterskab. Om end hendes romaner tager form af krimier, opstår det reelle drama ikke mindst i den evige kamp med vind og vejr, som den skandinaviske litteratur flittigt har beskrevet. Her står hun bl.a. i gæld til store norske forfattere som Jonas Lie og Nordahl Grieg, som behandlede afsondrede fiskermiljøer og det isolerede liv på havet. Hans Kirks ”Fiskerne”, en skildring af en indremissionsk landsby på den danske vestkyst, tilhører samme tradition. Islandske Jón Kalman Stefánsson har i flere af sine bøger haft vejret og landskabet som delvis hovedperson.

Gottfred Borghammers Stavanger-romaner deler Monica Kristensens fokus på norske samfundsskildringer med lokalhistorisk islæt, men her er det ikke mindst Wenche Krossoys landsbyintriger, der udgør det nærmeste litterære slægtskab i hjemlandet. Krossoys tidlige romaner, bl.a. ”Mens pappa er på Lofoten” fra 1974, optegner fine portrætter af isolerede landsbymiljøer i den nordligste del af det norske fastland.

Landsbyintriger er også et gennemgående tema hos Steen Steensen Blicher. Novellen ”Sildig opvaagnen” er ligesom Monica Kristensens ”Kulungen” en fortælling om utroskab og landsbysladder med dramatiske følger, mens ”Præsten i Vejlbye”, hvori et mord ryster landsbyen tæt på Grenå, med rette betegnes som en tidlig kriminalhistorie – før termen reelt opstod.

Monica Kristensen benytter sig ofte af store persongallerier, og her er ikke mindst den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij en nærliggende sammenligning. Lige som i dennes ”Forbrydelse og straf” er tematikker som skyld og skam bærende elementer i bl.a. ”Operation Fritham” og ”Den døde i Barentsburg”.

Anskuet udelukkende som krimier er Monica Kristensens romaner noget for sig. En af de nærmeste slægtninge skal findes i Monica Kristensens hjemland: Hos Norges store eksportsucces, Jo Nesbø, finder man på lignende vis en forkærlighed for tålmodige miljøskildringer, som ofte er bærende for selve fortællingens udvikling. I stærk kontrast til Monica Kristensen er Nesbøs romaner dog kendt for deres meget eksplicitte vold.

På dette punkt er Monica Kristensen mere på linje med Agatha Christies krimiklassikere. Christies romanserie om Miss Marple er underfundigt formulerede mordgåder, hvor den aldrende hovedperson navigerer mellem sladder og rygter i den fiktive engelske landsby St. Mary Mead. Hos Agatha Christie foregår opklaringsarbejdet også ofte i afsondrede, lukkede miljøer, hvor alle er mistænkte, og stilistikken fra Christies anden berømte detektivserie anes flere steder i Monica Kristensens små samfundsportrætter – ikke mindst gruppen af cruiserturister i ”Hollændergraven” og det afsondrede russiske landsbymiljø i ”Den døde i Barentsburg” er en Hercule Poirot-roman værdig.

Afslutningsvis kan Peter Høegs ”Frøken Smillas fornemmelse for sne” nævnes som et af de få andre bud på en kriminalroman, der primært udfolder sig mellem faldende snefnug i nordens mørke.