Monika Helfer

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
maj 2024

Hovedforfatter

Anne Vindum
cand.mag., marts 2024

Den østrigske forfatter Monika Helfer bruger i sine romaner sin slægts historie, når hun undersøger, hvordan vi sammenstykker vores erindring, og hvad der former et menneske. I ”Pakket. En familie” (2022) er hendes bedsteforældres skæbne i skyggen af Første Verdenskrig ramme for en udforskning af magtrelationer mellem kønnene, og i ”Far” (2023) tegner hun et kærligt portræt af sin hemmelighedsfulde far, der levede og døde blandt bøger. Helfer skriver usentimentalt og nysgerrigt om tilværelsens hensynsløshed og livsnødvendigt familiesammenhold.

Baggrund

Monika Helfer er født i Østrig i 1947 og voksede op i et fattigt hjem i delstaten Vorarlberg sammen med fem søskende. Hendes far Josef var forvalter på et hjem for krigshandicappede i bjergene, hvor hun delvist er vokset op. Da Monika Helfer var 11 år, døde hendes mor, og søskendeflokken blev splittet ad. Monika boede herefter med to søstre hos deres tante og hendes tre børn under trange levevilkår. Trange kår og ensomhed prægede Monika Helfers barndom og ungdomsliv, og som 12-årig begyndte hun at skrive for at finde et sted til sine tanker.

”Erindringen er at betragte som et håbløst kaos. Først når man laver et drama af det, bliver der orden. Men sådan er livet nu engang. Det er også en af tante Kathes talemåder. Særlig min families liv var nu engang sådan. Vi havde aldrig noget ønske om at være specielle. Mormor ønskede det heller ikke. Men vi var specielle. Jeg bøjede nakken af skam.”

”Pakket. En familie”, s. 49.

Foto: Salvatore Vinci

Født
18. oktober 1947, Au, Østrig.
Uddannelse
Ukendt.
Debut
Eigentlich bin ich im Schnee geboren. 1977. Roman. Illustreret af Richard Helfer.
Litteraturpriser
Österreichischer Kunstpreis für Literatur, 1997. Solothurner Literaturpreis, 2020. Schubart-Literaturpreis, 2021. Johann-Peter-Hebel-Preis, 2022 m.fl.
Seneste danske udgivelse
Løvehjerte. Forlaget Palomar, 2024. (Löwenhertz, 2022). Oversat af Dorthe Seifert. Roman.
Inspiration
At se på mennesker på Wiens kaffebarer. At lytte til Maria Callas. Forfattere som Sigrid Nunez, Anton Tjekhov, Franz Kafka og Richard Ford.

Monika Helfers far viede store dele af sit liv til bøger, og hun har derfor brugt barndomsårene mellem bogstakke. Som barn havde hun oplevelsen af, at hendes far holdt mere af bøgerne end af sine børn, som hun fortæller i et interview [1]. Faderen døde af et slagtilfælde, mens han åbnede en af sine utallige bogpakker.

Monika Helfer debuterede i 1977 med romanen ”Eigentlich bin ich im Schnee geboren” og har siden skrevet romaner, noveller, teater, radiospil og børnebøger. Sin egen families historie har hun udfoldet i de to bøger, der hidtil er oversat til dansk; ”Pakket. En familie” (2022) om hendes bedstemor Maria Moosbrugger og ”Far” (2023) om hendes far. Som sidste del af sin slægtstrilogi udgav hun i 2022 ”Löwenhertz” (på dansk 2024), hvor hun skriver om sin bror Richards liv og tidlige død. Et andet aspekt af sit liv udfolder Helfer i romanen ”Die Jungfrau” (2023), der har hendes venskab med skoleveninden Gloria som omdrejningspunkt.

Monika Helfer blev i 1981 gift med forfatteren Michael Köhlmeier, som hun har fire børn sammen med. Deres datter Paula døde som kun 21-årig i en ulykke, og Monika Helfers roman ”Bevor ich schlafen kann” (2010) er dedikeret til datterens minde. Udover sit skønlitterære virke skriver Helfer klummer i avisen Vorarlberger Nachrichten. Forfatteren er bosat i Wien og i Hohenems.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Portrait Monika Helfer. Deutscher Buchpreis, 2021. Oktober 2021.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Monika Helfer skriver nøgternt om kompleksiteten i at være menneske. I ”Pakket. En familie” og ”Far” bruger hun sin egen slægtshistorie til at udfolde perspektiverne i menneskelivet, som det former sig med ægtefæller, forældre, børn, søskende og udefrakommende vilkår, som man ikke selv er herre over. Gennemgående er en optagethed af, hvad vi kommer af, hvordan vi forvalter vores historie og hvad vi bringer videre til næste generationer. Hun ser individet som del af noget større og at vores historier altid betinger hinanden. I samme lys er erindring en væsentlig del af Helfers praksis, da hun stykker sine fortællinger sammen af dels sine egne erindringer, dels samtaler med øvrige familiemedlemmer om deres erindringer. Af og til må en erindring revideres eller genbesøges, når en anden husker den anderledes.

Hvor ”Pakket. En familie” foregår under Første Verdenskrig, er ”Far” sat i tiden efter Anden Verdenskrig, begge i landlige områder i Østrig. De detaljerige og sanselige billeder, Helfer skriver frem, giver et usminket billede af det simple landliv og en fattig virkelighed, hvor sult og knaphed har været hverdag, og hvor mænd er kommet slukkede og sårede hjem fra fronten.

Helfer har også en interesse for kvinders vilkår i historien. Særligt i ”Pakket. En familie” er det tydeligt, hvordan kvinder har været fanget i et barskt spil om krop, magt og midler, når de har været afhængige af mænd, som har set kvindens krop som deres ret. For hvordan kan man sige nej til en mand, når han giver en mad? Den form for overgreb og seksuel vold har været uomgængelig, og universaliteten i Helfers romaner gør, at de også stiller det spørgsmål til nutidige sexistiske og patriarkalske strukturer.

Som en art metaperspektiv på hendes fortællinger er en gennemgående interesse for litteratur, historiefortælling, bøger og biblioteker. Der er både en sanselig glæde forbundet ved den fysiske bog og en erkendelse af, at vi måske først bliver hele, når vi kan fortælle – og forstå – historien om vores ophav. Det kan litteraturen hjælpe os med, lige som den kan være en tryg flugt fra en påtrængende virkelighed.

Beslægtede forfatterskaber

Monika Helfer har i sin slægtstrilogi udfoldet sin egen families historie i et selvrefleksivt format og i flere tider, da hun både opererer med familiens historie i fortiden, et fortællende spor i skrivende nutid og en hel masse ind i mellem. Litteraturhistorien er fuld af forfattere, der har skrevet fiktion ud fra deres egen historie, f.eks. svenske Alex Schulman, der i ”Brænd alle mine breve” (2022) skriver om sin berømte morfar Sven Stolpe og det trekantsdrama, der udfoldede sig med hans kone Karin og forfatteren Olof Lagercrantz. Schulman arbejder også med et erindringstema og en komposition i tre tider: dengang, nu og et midtimellem. Merete Pryds Helle har også udfoldet sin families historie gennem tre generationer i ”Folkets skønhed” (2016), ”Vi kunne alt” (2018) og ”Det vågne hjerte” (2022).

Både ”Pakket. En familie” og ”Far” har krig som grundtone, uden at krigen er central i intrigen. Den er mere til stede som sår og afledte effekter. Andre fortællinger fra krigens randområder ses hos f.eks. finske Rosa Liksom, der berør Vinterkrigen i Finland og Anden Verdenskrig i henholdsvis ”Elven” (2023) og ”Oberstinden” (2018). I lighed med Helfer er det i krigens udkant og i dens efterdønninger, interessen ligger – for hvordan var det for dem, der ikke drog i krig?

Skildringen af en fattig familie i en bjergegn deler Monika Helfer med bl.a. norske Lars Mytting, der bl.a. i ”Svøm med dem som drukner” (2015) og ”Søsterklokkerne” (2019) skriver om det simple og barske liv mellem bjergene.

I irske Claire Keegans kortroman ”Den slags små ting” (2021) foregår historien om Bill Furlong på en primitiv irsk gård, og den italesætter såvel kirkens fordømmende forventninger til kvindeliv som oplevelsen af at være forældreløs og udenfor, hvilket vækker samklang med Helfers værker i deres undersøgelse af ulighed og uretfærdighed.

Selv fortæller Monika Helfer, at hun holder af Sigrid Nunez, og at hun udover favoritter som Andrej Tjekhov og Franz Kafka netop er tiltrukket af amerikansk litteratur: ”Når jeg tænker på Richard Ford, føler jeg mig tættere på ham end på mine tyske kolleger. Hvorfor? Jeg tror, det er hans uimponerede måde at skrive på, med fokus på det væsentlige og modet til ikke at virke mere mystisk, end man er.” [2].