Petros Markaris

Genrer og tematikker

Det åbenlyse tema i hele den trilogi, som ”Forfaldne lån” er del af, er naturligvis finanskrisen 2008. Det giver lidt sig selv, når nu Markaris har valgt at kalde den krisetrilogien. Krisen er på én gang plottets omdrejningspunkt og samtidig et bagtæppe for skildringen af almindelige menneskers hverdag i nutidens Athen. I et interview med den britiske avis The Guardian fortæller Markaris, at krimigenren, for ham at se, tilbyder den bedste mulighed for social og politisk kritik i dagens Grækenland, da så meget af det, der sker socialt, økonomisk, politisk, er kriminelt (Julian Borger: Crime writer Petros Markaris channels Greek rage into fiction. The Guardian, 2012-05-13). ”Forfaldne lån” indeholder flere udredninger af de kneb, virksomheder og banker kan benytte sig af for at omgås juridiske reguleringer. Markaris gør brug af sin baggrund fra økonomistudiet, når han gennem sine karakterer forklarer, hvordan national kreditvurdering, skatteunddragelse og hvidvaskning fungerer.

En anden måde, hans sociale kritik udfolder sig på, er af mere antropologisk art, når han vælger at beskrive hverdagen for helt almindelige mennesker i en tid, hvor Grækenlands skæbne ser temmelig sort ud. For danske læsere vil ”Forfaldne lån” tilbyde et indblik i et samfund og en hverdag, som nok er Europa, men alligevel meget anderledes end det, vi kender til på vores nordlige breddegrader. Det gælder både kønsroller, arbejdsforhold og politik. Overraskende er det for eksempel, at hævelsen af pensionsalderen til 60 år fremprovokerer ramaskrig blandt Haritos’ kolleger. Gennem beskrivelsen af tanke- og handlemønstre får læseren adgang til at forstå de forandringer, krisen har bragt med sig, og hvor gennemgribende de er for den helt almindelige græker.

Beslægtede forfatterskaber

Det vrimler ikke med danske romaner, som beskæftiger sig med den finansielle krise. Den danske forfatter Signe Schlichtkrull har imidlertid skrevet en bog, ”Krak” fra 2012, som giver et indblik i den finansielle verden og prøver at forstå de mekanismer, der var med til at skabe finanskrisen. Hvor Markaris filtrerer finanskrisen gennem ”den jævne mand”, kriminalkommissær Haritos, som udefra kan betragte og forarges over bankernes kynisme og grådighed, undersøger Schlichtkrull med sin hovedperson, finansanalytikeren Claus, denne kynisme indefra.

Et andet land, finanskrisen også ramte hårdt, var Island, selvom den islandske krise på flere måder adskiller sig fra den græske. Nuancerne i fortællingen om det islandske krak behandler Einar Már Guðmundsson i romanen ”Islandske konger” fra 2012. Det er et fælles træk hos Guðmundsson og Markaris, at de forsøger at forklare årsagerne til den finansielle krise uden at tillægge enkeltstående hændelser skylden for, at det gik så galt. Hos både Markaris og Guðmundsson er krisens ophav forankret i komplekse samfundsstrukturer og kulturer. Dette afspejler også det samfundsengagement, som begge forfattere besidder, og som også kommer til udtryk i tekster af mere faglitterær art – hos Guðmundsson blandt andet i essaysamlingerne ”Hvidbogen” og ”Bankstræde nr. 0”.

Krimigenren som udtryksmulighed for samfundskritik finder man ikke kun hos Markaris. Faktisk er dét greb på krimigenren flittigt brugt af nordiske krimiforfattere. De krimier tilhører det, man med et efterhånden lidt fortærsket begreb kan kalde ”nordisk noir”. Selvom de nordiske krimier tager udgangspunkt i samfund, som er meget anderledes end Markaris’ Grækenland, så har de tilfælles med Markaris, at de beskriver opløsningen af samfundsstrukturer, som sikrer folk tryghed og sikkerhed. I både de dystre, nordiske krimier og hos Markaris er plottet bundet op på nogle socioøkonomiske omstændigheder, som kan siges at være den egentlige skurk. Af ”nordisk noir”-forfattere kan nævnes Arne Dahl, Jens Lapidus, Sara Blædel, Jo Nesbø, Stieg Larsson og Jesper Stein.

Relaterede forfattere