BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Portrætbillede
*Seneste udgivelse

Torsten Pettersson

    Hovedforfatter
    • Line Rasmussen
      cand.mag., 2013

    Intro

    Den finlandssvenske forfatter Torsten Pettersson var digter, før han blev krimiforfatter. I 2008 sendte han anonymt sit manuskript ”Giv mig dine øjne” ind til en krimikonkurrence på sit forlag og vandt sølvpræmien. Og det er med denne bog, han har gjort sig bemærket i det nordiske krimifelt. Historien om den noget atypiske politimand Harald Lindmark, der ynder at leve sig lige lovlig intenst ind i både morderens og offerets situation, blev oversat til dansk i 2012.

    Baggrund

    Torsten Pettersson er født i Åbo i det sydlige Finland, hvor man taler svensk, men traditionelt set altid har måttet kæmpe for det svenske sprog i de finske omgivelser. Måske netop derfor, har forfatteren selv foreslået, betyder litteraturen meget for finlandssvenskerne. Selv er Pettersson et udtalt eksempel på denne tese, for han er både digter, krimiforfatter og litteraturprofessor på Uppsala Universitet i Sverige.

    ”Samme aften følte jeg et behov for at opleve mordet, morderens følelser. Jeg gik mod Kronstad i skumringen midt på den brede boulevard, hvor de høje træer stadig var nøgne efter vinteren, men de havde knopper, som snart ville springe ud.”

    ”Giv mig dine øjne”, s. 275.
    Pettersson, Torsten
    Foto: Simon Gate
    • Født

      9. juli 1955 i Åbo, Finland.

    • Uddannelse

      Professor i litteraturvidenskab på Uppsala Universitet, Sverige.

    • Debut

      Ge mig dina ögon. Söderstrøms, 2008.

    • Litteraturpriser

      Sølvpræmien i Söderströms krimikonkurrence, 2008.

    • Seneste udgivelse

      Gem mig i dit hjerte. Turbine, 2014. (Göm mig i ditt hjärta, 2010). Oversat af: Niklas Nyman Holdgaard. Krimi.

    • Inspiration

      Rainer Maria Rilke, Dostojevskij, John le Carré og Elizabeth George.

    Som digter har han udgivet ni bøger og herudover en hel del faglitterære udgivelser. Ingen af dem er oversat til dansk, men det er derimod hans krimidebut ”Giv mig dine øjne”, der blev udgivet i 2012. Bogen sendte han i 2008 anonymt til det svenske forlag Söderströms krimikonkurrence – og vandt sølv. Fortsættelsen ”Göm mig i ditt hjärta” udkommer på dansk efteråret 2013. Begge krimier foregår i den finlandssvenske by Forshälla, men selv har forfatteren boet i Sverige siden midten af 1990’erne.

    Som 25-årig begyndte Pettersson at skrive. Dengang skrev han om litteratur, det vil sige litteraturkritik og litteraturvidenskab. Men så begyndte digtene at komme til ham, og efter flere års skriveri fik han i 1985 udgivet sin første digtsamling ”Besvärjelse”. Senere fulgte yderligere otte digtsamlinger – hvoraf nogle af digtene er blevet tilsat musik – plus adskillige bestillingsdigte for Uppsalas Universitet.

    I følge forfatteren selv var han ganske tilfreds med sit liv som lyriker og litterat, men så begyndte han at få ideer til kriminalromaner og begyndte at skrive om politimanden Harald Lindmark. For Pettersson er krimien en genre, der rummer mulighed for at kombinere underholdning og suspense med tungere moralske og psykologiske emner. Med krimidebuten ”Giv mig dine øjne” er forfatteren ikke blot indtrådt i en ny fase af sit forfatterskab, men har også markeret sig i det efterhånden store felt af nordiske krimiforfattere, der appellerer internationalt. Bogen er sammen med efterfølgeren ”Göm mig i ditt hjärta” da også blevet solgt til flere udenlandske forlag.

    Udvalgte bøger

    Genrer og tematikker

    At Torsten Pettersson også er digter – og derved ekstra sprogbevidst – er synligt i hans debutkrimi, hvor sproget ofte er poetisk beskrivende: En bil ”sprøjter vinger af snavset vand” fra pytterne på vejen (s. 25), og den midaldrende Harald beskriver sine tunge øjenlåg som ”et gardin af hud, som trækkes for igennem livet” (s. 13), og samme Harald spreder en obduktionsrapport ud på bordet og lader papirerne flyde ”som hvide blade i en flod af mørke” (s. 60).

    Den lyriske stil – eller fornemmelse for sprogets mindste bestanddele – som altså også kendetegner Pettersson som krimiforfatter, kommer i øvrigt til udtryk i de forskellige personlige beretninger i bogen. F.eks. er dagbogsnotaterne fra en af de finskboende russiske kvinder skrevet med autentisk, inkoherænt accent. Og i de båndede afhøringer, hvor Lindmark forhører mistænkte i sagen, er dialogerne tro mod talesproget, dets intonationer og ufuldstændige sætninger. I bogen er der i øvrigt adskillige referencer til litteraturhistorien, og især krimier både i bogform og på film. Under opklaringsarbejdet refererer den finlandssvenske politienhed noget utraditionelt til fiktive krimihelte i Beck-filmene, Agatha Christies ”ABC-mordene” og Hitchcocks ”Strangers on a Train”.

    ”Giv mig dine øjne” er en psykologisk og filosofisk krimi, hvor læseren kommer ganske tæt på historiens personer – deres hverdag, bekymringer og udfordringer i tilværelsen. Især i hovedpersonen Harald Lindmarks mange refleksioner plus i brevene med tragiske livsberetninger gør forfatteren brug af en psykologisk indsigt og berører temaer som ensomhed, skyld og skæbne. Yderligere beskæftiger bogen sig med temaer som trafficking, moral, atomkernekraft, finlandssvensk miljø og forhold mellem Sverige og Rusland.

    Petterssons debutbog adskiller sig ikke blot formmæssigt fra andre krimier ved at fortælle historien gennem breve, dagbøger og båndudskrifter, men træder også i karakter med de helt nære personbeskrivelser af både de gode og de onde.

    Beslægtede forfatterskaber

    Da Torsten Pettersson i 2008 sendte sit første krimimanuskript ind til en krimikonkurrence, gjorde han det anonymt. Han kunne derefter have valgt at fastholde anonymiteten, som flere af hans nordiske krimikolleger har gjort det, bl.a. A.J. Kazinsky (Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich), Arne Dahl (Jan Arnald), Liv Mørk (Morten Søndergaard og Merete Pryds Helle), Lars Kepler (Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril), men Pettersson udgiver sine krimier under samme borgerlige navn som sine digte.

    Tematisk beskæftiger ”Giv mig dine øjne” sig bl.a. med trafficking – og handel med kvinder, der udnyttes til prostitution er et emne, som de seneste årtier jævnligt er blevet anvendt i kriminallitteratur. Det danske forfatterpar Hammer & Hammer udgav i 2012 krimien ”Pigen i satans mose” om politimanden Konrad Simonsen, der skal opklare mordet på en ung, nigeriansk pige, som viser være nøglen til en verden af vold og kvindehandel. I 2008 udgav den svenske debattør og forfatter Katarina Wennstam krimien ”Smuds” om den succesfulde advokat Jonas Wahl, der lever en fordækt tilværelse med dagligt forbrug af porno og prostituerede.

    Den danske krimiforfatter Susanne Staun skrev i 2005 romanen ”Skadestuen”, der foregår i Tjekkiet, som kvinden Katarina tager til for at arbejde som engelsklærer. Tror hun, for i stedet bliver hun tvunget til prostitution på bordellet ’Skadestuen’. Den svenske pseudonymforfatter Arne Dahl berørte i øvrigt emnet i krimien ”Europa Blues” fra 2002.

    Stilmæssigt kendetegnes Torsten Pettersons krimiforfatterskab især ved den psykologiske indsigt, og det samme er tilfældet ved f.eks. svenske Johan Theorin, der i krimien ”Sankt Psyko” (2012) undersøger et plaget menneskesind, som det kommer til udtryk hos pædagogen Jan Hauger. Med skjult dagsorden søger han og får et vikariat i en børnehave tilknyttet en retspsykiatrisk sikringsafdeling. Tonen i denne bog er ligesom i Petterssons ”Giv mig dine øjne” både intens og psykologisk troværdig.

    Relaterede forfattere

    Bibliografi

    Digte

    Besvärjelse
    Besvärjelse

    Torsten Pettersson

    1985

    Ser du dem inte

    Torsten Pettersson

    1987

    Solen är en tunnel
    Solen är en tunnel

    Torsten Pettersson

    1989

    Vargskallen och andra berättelser
    Vargskallen och andra berättelser

    Torsten Pettersson

    1991

    Livets namn är alltid
    Livets namn är alltid

    Torsten Pettersson

    1994

    Det finns inget annat

    Torsten Pettersson

    1999

    Varje dag

    Torsten Pettersson

    2002

    Det mesta som finns är osynligt

    Torsten Pettersson

    2004

    Mörkret, det börjar, glansen, den varar – en diktsvit

    Torsten Pettersson

    2005

    Krimier

    Giv mig dine øjne
    Giv mig dine øjne

    Torsten Pettersson

    Turbine, 2012. (Ge mig dina ögon. 2008).

    Gem mig i dit hjerte
    Gem mig i dit hjerte

    Torsten Pettersson

    Turbine, 2014. (Göm mig i ditt hjärta, 2010). Oversat af: Niklas Nyman Holdgaard.

    Udvalgt faglitteratur

    Att söka sanningen: en grundprincip i Eyvind Johnsons författarskap
    Att söka sanningen: en grundprincip i Eyvind Johnsons författarskap

    Torsten Pettersson

    1986

    Gåtans namn – tankens och känslans mönster hos nio finlandssvenska modernister
    Gåtans namn – tankens och känslans mönster hos nio finlandssvenska modernister

    Torsten Pettersson

    2001

    Dolda principer: kultur- och litteraturteoretiska studier
    Dolda principer: kultur- och litteraturteoretiska studier

    Torsten Pettersson

    2002

    Jag ser en stjärna – ett diktat porträtt av Carl von Linné

    Torsten Pettersson

    2007

    Filmklip

    Torsten Pettersson - Saboteurs

    Om forfatterskabet

    Web

    DR

    DR’s krimiklub skriver om ”Giv mig dine øjne”.

    Søgning i bibliotek.dk

    Emnesøgning på Torsten Pettersson

    Kilder citeret i portrættet

    [1]

    Mailinterview med Torsten Petterson. Februar 2013.

    Line Rasmussen