Bergsveinn Birgisson

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2023

Hovedforfatter

Marie Hjørnet Nielsen
cand.mag., oktober 2020

I et sanseligt og detaljerigt sprog skildrer Bergsveinn Birgissons det landlige islandske folks liv og kultur. Den særegne natur former og præger forfatterskabets karakterer, der ofte bor på afsidesliggende steder, i små samfund, der lever af traditionelle erhverv som fiskeri og fåreavl. Det isolerede liv i den barske natur udgør deres erfaringshorisont, men kærlighedshungeren og udlængslen rusker op i deres jordbundne sind. Dokumentariske indslag som dagbøger og breve danner rammen for fortællingerne, som er inspirerede af den islandske tradition for mundtlig fortællekunst.

Baggrund

Den islandske forfatter Bergsveinn Birgisson blev født i 1971 på Eiriksgata i det centrale Reykjavik. Siden midten af 1990’erne har han boet i Bergen i Norge. Som barn boede han om sommeren på sine bedsteforældres gård i Vestfjordene og i Reykjavik om vinteren. Forskellene mellem by og land har givet ham stof at skrive om. Barndommen var præget af livet tæt på havet, og han brugte mange timer på at fiske med sin far. Den stærke tilknytning til naturen og havet har fulgt ham langt op i voksenlivet.

”Hvor ofte lagde jeg mig ikke der i Helga-tuerne i sydvestenvindens sol med hovedet mellem brysterne og forestillede mig, at jeg befandt mig i din favn. Imens red du forbi for mit indre på en sort hest og uden en trevl, og jeg betragtede dine bryster, som duvede roligt i takt med tølten. Eller du stod som troldkvinden i Gjalp i Snorres Edda; På begge sider af floden og fik vandet til at stige så meget, at jeg ubekymret flød i din varme, velduftende stråle.”

”Svar på Helgas brev”, s. 34.

I et interview fortæller Birgisson, at han tilbragte sine somre ude på havet fra han var atten år, indtil han fik sin kandidatgrad i nordiske studier i 1999. Oplevelserne har ført til møder med mange gode mennesker og historiefortællere. Det var de mennesker, der vakte hans interesse for de eksistentielle sider af livet. ”Drømmen var at blive filosof, men skæbnen gjorde mig til filolog,” siger han. [2].

Foto: Helge Skodvin

Født
30. august 1971, Reykjavik, Island.
Uddannelse
Doktorgrad i norrøn filologi. Bergen Universitet, 2008.
Debut
Íslendingurinn.Höfundur, 1992.
Litteraturpriser
Den islandske boghandlerpris, 2010.
Seneste udgivelse
Flugten til Kolbeinsø. Gyldendal, 2023. (Kolbeinsey, 2021). Oversat af Kim Lembek.
Inspiration
Nordisk mytologi, skjaldedigte, Snorris Edda.

Han flyttede til Oslo og færdiggjorde sin kandidat i nordiske studier i 1999. I 2008 opnåede han en doktorgrad i norrøn filologi fra universitetet i Bergen. Især studierne af den oldnordiske poesi og skjaldedigtning har lært ham, hvordan mennesket har brugt fortællinger og poesi som et middel til at huske, og hvordan man kan skabe en historie, der ætser sig ind på læserens nethinde.

Den islandske natur og livet på de islandske gårde, som han kender fra sine bedsteforældres gård, er en vigtig inspirationskilde i forfatterskabet. I 1992 debuterede Birgisson med digtsamlingen ”Íslendingurinn”. Året efter rejste han til Afrika og Asien. ”Dette [rejsen] havde betydelig indflydelse på mit liv og vækkede min nysgerrighed for mit eget folks historie,” fortæller han i et interview. [2].

Birgisson har den skrivefilosofi, at man skal tro på ordet: ”Hvis man ikke tror på ordet, skal man stoppe med at skrive. Og man kan sige, at tro på ordet bærer med sig troen på mennesket.” [2].

Siden sin debut har Birgisson udgivet digtsamlinger, romaner og faglitteratur, og romanen ”Svar på Helgas brev” (2010) blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. I 2020 er Birgisson aktuel med den historiske roman ”Rejsen til livsvandet”, som han også er nomineret til Nordisk Råds litteraturpris for.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Interview med Bergsveinn Birgisson nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2012. Nordisk Samarbejde, 2012.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

I Bergsveinn Birgissons forfatterskab udgør den islandske natur kulisserne for de eksistentielle dramaer, der udspiller sig i karakterernes liv. Ofte er den islandske kultur og natur uadskillelige fra personernes selvforståelse og syn på verden. De er så at sige nært beslægtet med det sted, de bor, men med samhørigheden til naturen kommer også følelsen af at være ensom og afskåret fra væsentlige sider af livet. Værkerne er skrevet med en folkelig mundtlighed og trækker på den nordiske kulturarv, herunder sagastoffet.

Om forkærligheden for den mundtlige tradition siger Birgisson i et interview: ”det er den mundtlige fortælletradition, som lever i landsbyerne på Island, som jeg prøver at forme og sætte i en mere eksistentiel sammenhæng.”

Han fortsætter med at fortælle om sin interesse for den mundtlige fortællekunst: ”Jeg er meget interesseret i den gamle mundtlige fortællekunst, men også i litterære traditioner, som står meget stærkt helt fra sagatiden i vores fælles norrøne eller nordiske tradition. Så er jeg vældig mærket af den, og jeg er også doktor i nordisk filologi, så jeg har beskæftiget mig længe med den tradition. Nu har jeg læst flere norske, danske og svenske forfattere i den senere tid. De henter deres inspiration helt andre steder. Jeg tror, at man på et kognitivt plan kan finde nordiske træk i fortællekunst, måske i humoristiske vendinger eller hvad som helst. Men jeg har ikke tænkt, at jeg skal være loyal mod en bestemt tradition.” [1].

Faktuelle og dokumentariske genrer som breve, dagbøger og håndbøger danner rammerne for Birgissons fiktive fortælleunivers. Hovedpersonerne i Birgissons fortællinger er mænd, der oplever en indre splittelse mellem det sted, de befinder sig og det, de længes mod, ofte kærlighed og anerkendelse. Tonen er eftertænksom, tungsindig, men også med en underspillet humor. I forfatterskabet er indlejret et samfundskritisk lag i form af en skepsis over for amerikanisering, kapitalisme og nymodens teknologi og påfund, der fortrænger lokalforankrede traditioner og identitet og ødelægger fundamentet for det historiske håndværk.

Om samfundskritikken i ”Svar på Helgas brev” og hvorfor romanen først blev udgivet i kølvandet på finanskrisen i 2008, der ramte Island hårdt, siger Birgisson: ”Det er en kærlighedshistorie, en eksistentiel historie. En historie om de valg, vi tager i livet og prøver at forsone os med og prøver at få mening i. Det er også en hyldest til en gammel almuekultur, som jeg er bekendt med gennem mine bedsteforældre og deres gård. Jeg synes, at det er vigtigt, at få den kultur op efter at pengekulturen har lagt alt øde hen. Jeg havde skrevet den færdig i 2007, men ville vente til tingene var faldet til ro. [1].

Beslægtede forfatterskaber

Det traditionsbevidste og den intellektuelle tyngde har Birgisson tilfælles med andre samtidige, islandske prosaister såsom Ófeigur Sigurðsson, der ligesom Birgisson har den nordiske mytologi som referenceramme i sine værker, især hentes inspirationen fra Snorri Sturluson, forfatter til Snorris Edda, og stamfader til den nordiske sagatradition.

Den mundtlige fortællerkunst er en stor inspirationskilde for Birgisson, og den deler han med sin islandske forfatterkollega Einar Már Guðmundsson. Han er kendt for sin samfunds- og kapitalismekritik, hvilket også ligger indlejret i Birgissons forfatterskab. En anden særpræget islandsk stemme, der har fællestræk med Birgisson, er Hallgrímur Helgason, der brød igennem med ”101 Reykjavik” (1996). Et værk, der kaster et humoristisk blik på medie- og forbrugersamfundet. Derudover kan nævnes Guðmundur Andri Thorsson (f. 1957), hvis romaner portrætterer mennesker fra nutidens og fortidens Island, og Halldór Laxness som i 1934 udgav romanen ”Salka Valka”. En roman, der handler om en fattig piges opvækst i en islandsk flække i en omvæltende tid for stedets købmænd og fiskere. Yderligere kan nævnes ”Djævlens ø” (1983) af Einar Kárason, der skildrer en islandsk families liv i 1950’erne, hvor amerikaniseringen truer med at overtage den vaklende, gamle kultur. Beskrivelserne af det simple og barske hverdagsliv i små samfund på afsidesliggende kanter, som vi møder i ”Svar på Helgas brev” og ”Et landskab er aldrig tåbeligt” har tematiske ligheder med Jón Kalman Stefánssons roman ”Sommerlys og så kommer natten” (2005), der fortæller om menneskers drømme, længsler og lidenskaber i en lille by på Islands vestkyst.

Temaer som naturglæde, samfundskritik, kærlighedssøgen, udlængsel, overlevelsesevne og galskab er i det hele taget temaer, som mange islandske forfattere er optagede af. I denne sammenhæng er det også værd at nævne romanforfatteren Gunnar Gunnarsson (1889-1975) og digteren Sigurður Pálsson (1948-2017).

Den lavmælte, eftertænksomme tone og skildringen af ensomme mænd, der lever i pagt med naturen, kan minde om den norske romanforfatter Per Petterson.